Afgørelse

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede i forbindelse med klagerens optagelse af et kontantlån i slutningen af 1994 kan gøres ansvarlig for valget af kuponrente på de underliggende obligationer. Kontantlånet blev hjemtaget på grundlag af 30-årige 6% obligationer, hvorved lånet, der var på 666.000 kr., fik en obligationsgæld på ca. 890.000 kr.

Sagens omstændigheder.

Den 19. oktober 1994 underskrev klageren og dennes ægtefælle købsaftale vedrørende køb af en fast ejendom. Købesummen skulle finansieres bl.a. ved hjemtagelse af et 30-årigt kontantlån på 666.000 kr. fra Totalkredit. Det fremgik, at kontantlånet forudsattes udbetalt på grundlag af 6% obligationer. Køberne var repræsenteret ved advokat i forbindelse med handelens gennemførelse.

Ved et møde den 31. oktober 1994 i indklagedes Hvidovre afdeling, der er klagerens pengeinstitut, blev ejerskiftelånet drøftet. Under sagen er fremlagt skærmprint vedrørende beregning af ydelse m.m. ved udbetaling på basis af henholdsvis 6%, 9% og 10% obligationer, idet ydelserne på et sælgerpantebrev på 147.000 kr. 8%, som skulle udstedes i forbindelse med handelen, er medtaget. Af skærmprintene fremgår om de samlede ydelser:

Den 4. november 1994 meddelte klageren telefonisk indklagede, at han ønskede kontantlånet udbetalt på basis af 6% obligationer.

Klageren har oplyst, at udbetaling af lånet sket den 20. december 1994 til kurs 74,75.

Ved skrivelse af 12. marts 1996 rettede indklagede henvendelse til klageren vedrørende en eventuel omlægning af Totalkreditlånet. Af skrivelsen fremgår, at indklagede havde foretaget en beregning på grundlag af de aktuelle obligationskurser. Indklagede foreslog, at Totalkreditlånet, hvis obligationsrestgæld aktuelt var på ca. 880.000 kr. svarende til en kursværdi på ca. 695.000 kr., blev omlagt til et 9% obligationslån på 710.000 kr. Omlægningen ville medføre en rentestigning fra 8,968% til 9%, ligesom 1. års bruttoydelse ville stige med 4.104 kr. svarende til 2.060 kr. netto.

Klageren har oplyst, at han herefter rettede henvendelse til indklagedes medarbejder, der oplyste, at det ikke kunne betale sig at omprioritere, hvorfor hun frarådede dette.

Ved skrivelse af 7. august 1998 rettede klageren henvendelse til indklagedes direktion og anførte, at indklagede havde ydet mangelfuld rådgivning i forbindelse med låneoptagelsen i oktober 1994. Som følge af de aktuelle obligationskurser var kontantværdien af det optagne realkreditlån forøget med ca. en tredjedel. Klageren anså indklagede ansvarlig herfor. Ved skrivelse af 18. august 1998 afviste indklagede kravet.

Parternes påstande.

Klageren har den 4. september 1998 indbragt sagen for Ankenævnet. Ved skrivelse af 25. november 1998 har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 214.000 kr. i erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagedes rådgivning i forbindelse med hjemtagelsen af kontantlånet var mangelfuld og erstatningspådragende. Rådgivningen levede ikke op til de krav, der følger af Forbrugerombudsmandens etiske retningslinier, som trådte i kraft den 1. oktober 1994. Indklagedes medarbejder burde ved rådgivningen have konstateret, at han ikke havde indblik i konsekvenserne af valg af lånetype, herunder kuponrente for kontantlånets obligationer. Såfremt han var blevet rådgivet til at vælge udbetaling på grundlag af 9% obligationer, ville merudgiften herved have været netto 149 kr. månedligt. En sådan merydelse var selvsagt ikke afgørende. Havde han forstået konsekvenserne af valget af 6% obligationer, ville han aldrig have "gamblet" så meget med sin økonomi. Han finder, at det svarer til at spille russisk roulette.

Indklagede har anført, at klageren ved henvendelsen i oktober 1994 blev rådgivet om, hvilke muligheder der eksisterede for finansiering af fast ejendom samt konsekvenserne heraf. Indklagede opfyldte sin rådgivningsforpligtelse, og klageren fik alle tilgængelige og relevante oplysninger for at kunne træffe valg om kuponrente. Størrelsen af de årlige terminsudgifter var af afgørende betydning for klageren.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ubestridt, at indklagedes medarbejder på mødet den 31. oktober 1994 forelagde klageren forskellige muligheder med hensyn til valg af kuponrente for de obligationer, på grundlag af hvilke det omhandlede kontantlån skulle optages, og at klageren herefter valgte at hjemtage lånet på grundlag af 6% obligationer. Det var på daværende tidspunkt sædvanligt at vælge obligationer med en lav kuponrente, idet der herved opnås en lavere ydelse end ved valg af en høj kuponrente, og der er ikke oplyst særlige omstændigheder, som kan begrunde, at indklagedes medarbejder burde have tilrådet klageren at vælge en høj kuponrente. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at fastslå, at der er begået ansvarspådragende fejl af indklagedes medarbejder.

Som følge heraf