Afgørelse

Transport af lån. Afslag.

Klageren ejede ejendom 1, hvori der indestod et lån på 910.000 kr. til det indklagede realkreditinstitut. Af det for lånet udstedte pantebrev fremgik det, at instituttet kunne forlange lånet indfriet helt eller delvist, når den belånte ejendom blev handlet. Pantebrevet var oprettet på justitsministeriets pantebrevsformular B, som indeholdt en tilsvarende bestemmelse om lånets forfald ved ejerskifte. Klageren købte i juni 2008 ejendom 2 med overtagelsesdato den 1. september 2008. Samtidig afhændede klageren sin gamle ejendom. I august 2008 forbeholdt klageren sig at gøre instituttet ansvarlig for følgerne af, at instituttet havde afvist at flytte hans eksisterende lån til ejendom 2. Klageren forklarede, at han først hos indklagedes call center fik bekræftet, at det var juridisk muligt at flytte lånet, og at instituttet herefter var indstillet på det. Derefter meddelte det låneformidlende pengeinstitut, at det ikke kunne lade sig gøre at gennemføre flytningen som følge af en intern mangel i IT-systemet hos realkreditinstituttet. Grundt tidspres havde klageren set sig nødsaget til at optage et nyt lån i stedet for overflytningen, hvilket havde medført en utilsigtet økonomisk negativ konsekvens.
Med henvisning til pantebrevsbestemmelserne om forfald af lånet ved ejerskifte afviste instituttet at være erstatningsansvarlig. Instituttet oplyste samtidig, at instituttet ikke p.t. kunne tilbyde overflytning af lån fra en ejendom til en anden.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle erstatte ham det tab, som var en følge af afslaget på transport af lånet på 910.000 kr. til den nye ejendom. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet henviste til, at det af pantebrevet og Justitsministeriets pantebrevsformular B fremgik, at instituttet kunne forlange lånet indfriet helt eller delvis, når den belånte ejendom blev handlet, idet den nye ejer dog kunne søge om gældsovertagelse. Pantebrevet og pantebrevformularen gav ikke en pantsætter en ret til at få flyttet pantebrevet til en ny ejendom. Herefter, og da Nævnet ikke fandt, at instituttet telefonisk, gennem sin egen tidligere praksis eller kutyme i branchen havde forpligtet sig til at lade pantebrevet flytte til klagerens nye ejendom, tog Nævnet instituttets frifindelsespåstand til følge. Et mindretal i Nævnet ønskede i tilslutning hertil at tilføje, at sagen efter deres opfattelse havde fået et uheldigt forløb. Det var tilsyneladende alene EDB-tekniske vanskeligheder hos instituttet, der begrundede afslaget, således at mere individuel og serviceorienteret behandling ville have muliggjort en transport.