Gebyr ved overførsel af værdipapirdepoter.
| Sagsnummer: | 153/2001 |
| Dato: | 06-12-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Mette Frøland, Inge Frølich, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Gebyr ved overførsel af værdipapirdepoter. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører gebyr ved overførsel af værdipapirdepoter.
Sagens omstændigheder.
Den 15. marts 2001 blev klagerens og dennes ægtefælles samt deres fælles børns engagement med indklagede overført til et andet pengeinstitut, P. Overførslen skete i henhold til to blanketter om overførsel af konti, som klageren og ægtefællen underskrev hos P den 6. marts 2001, og som P herefter fremsendte til indklagede. Af blanketterne fremgår bl.a.:
"Undertegnede er bekendt med, at der kan være omkostninger i forbindelse med overførslen fra mit hidtidige pengeinstitut.
Jeg ønsker ikke at blive kontaktet af mit tidligere pengeinstitut vedrørende denne overførselsanmodning."
Ved overførslen beregnede indklagede sig overførselsgebyrer på i alt 2.200 kr. samt VP- og depotgebyrer på i alt 279,42 kr.
Indklagede har under sagen specificeret gebyrerne således:
"- | Depot til børneopsparing, [klagerens barn] | kr. | 500,00 | |
- | Depot til børneopsparing, [klagerens barn] | - | 500,00 | |
- | Depot til kapitalpension, [klageren] | - | 500,00 | |
- | Depot til Jubilæumskonto, [klageren og ægtefælle] | - | 500,00 | |
- | Depot til kassekredit, tilhørende [klagerens] personlige virksomhed | - | 200,00 | |
I alt | kr. | 2.200,00 | ||
……… | ||||
- | Depot til børneopsparing, [klagerens barn] | kr. | 47,65 | |
- | Depot til børneopsparing, [klagerens barn] | - | 47,69 | |
- | Depot til kapitalpension, [klageren] | - | 61,06 | |
- | Depot til Jubilæumskonto, [klageren og ægtefælle] | - | 65,51 | |
- | Depot til kassekredit, tilhørende [klagerens] personlige virksomhed | - | 57,51 | |
I alt | kr. | 279,42 | " |
Indklagede har under sagen fremlagt sin vejledende prisliste for opbevaring af værdipapirer i depot. Af denne fremgår bl.a.:
"Overførsel af værdipapirer eller fysiske effekter | ||
til fremmed institut | 200,00 kr. | |
Pr. fondskode/effekt | ||
Maksimum pr. depot | 500,00 kr." |
Ankenævnet har til brug for sagens afgørelse anmodet indklagede om en nærmere redegørelse for det arbejde, der var forbundet med overførsel af de omhandlede depoter/konti, herunder det anslåede tidsforbrug.
Indklagede har i den anledning oplyst, at gebyrerne er udtryk for en beregnet gennemsnitspris for det arbejde, som man i det enkelte tilfælde udfører. Det har i den konkrete sag bl.a. på grund af tiden, der er gået siden overførslerne, og da man i afdelingen ikke foretager tidsregistrering, ikke været muligt at opgøre det anvendte tidsforbrug i forbindelse med overførslen.
Efter fornyet henvendelse fra Ankenævnet har indklagede udtalt, at det er indklagedes opfattelse, at den måde, hvorpå gebyrerne er aftalt eller gebyrernes størrelse, ikke er i strid med aftalelovens præceptive beskyttelsesregler. På den baggrund har indklagede derfor ikke fundet anledning til at forsøge at redegøre for, hvor lang tid de enkelte delekspeditioner i forbindelse med overførslerne (4 kunder og 5 depoter) har taget, idet indklagede dog anfører, at gebyrerne udgør et rimeligt vederlag for arbejdet.
Parternes påstande.
Den 11. april 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere gebyrerne.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han ikke var bekendt med, at overførslen var forbundet med omkostninger til indklagede.
Gebyrerne er urimelige og står ikke i forhold til det arbejde, som indklagede har udført.
Gebyrerne overstiger også væsentligt omkostningerne ved at sælge værdipapirer eller foretage en overførsel via PBS, internetbank eller posthus.
Han har ikke anmodet om, at værdipapirerne skulle placeres i forskellige depoter, og for så vidt angår børneopsparingerne blev der købt investeringsforeningsbeviser i Jyske Invest efter rådgivning fra indklagede.
Såfremt han havde været bekendt med gebyrerne, kunne han blot have ladet aktierne forblive hos indklagede, indtil de var solgt.
Det anførte i blanketten vedrører alene hans forhold til P. Han spurgte, hvad det kostede og fik at vide, at det var et mindre gebyr og ikke flere tusinde kroner.
Indklagede bør opkræve gebyrerne hos P.
Indklagede har anført, at gebyrerne er opkrævet i overensstemmelse med indklagedes standardgebyrer og prisliste.
Det er ikke usædvanligt, at klageren og hans familie har haft flere depoter. Dels tilhørte de overførte depoter forskellige medlemmer af familien, og dels var de tilknyttet forskellige kontoformer.
Gebyrerne på i alt 279,42 kr. er ikke pålagt klageren og dennes familie i forbindelse med overførslen, men er derimod betaling for depotafgift og portoudlæg til og med overførselsdatoen den 15. marts 2001.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
2 medlemmer - John Mosegaard og Ole Simonsen, der efter vedtægterne § 3, stk. 1, er tillagt to stemmer - udtaler:
Klageren måtte påregne, at indklagede ville kræve betaling for det arbejde, der var forbundet med overførsel af værdipapirdepoterne til P, hvilket også fremgår af de blanketter vedrørende overførslen, som klageren underskrev den 6. marts 2001.
De af indklagede fastsatte gebyrer på 200 kr. pr. fondskode, maksimum pr. depot 500 kr., fremgår af indklagedes prisliste.
Vi finder - også henset til nævnets hidtidige praksis - ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at de opkrævede gebyrer overstiger det rimelige. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
2 medlemmer - Mette Frøland og Inge Frølich - udtaler:
Ved vurderingen af størrelsen af de enkelte gebyrer må det lægges til grund, at indklagede ikke er berettiget til at opkræve gebyrer, som overstiger, hvad der med rimelighed kan anses for påkrævet til dækning af indklagedes gennemsnitlige omkostninger i forbindelse med overførsel af værdipapirdepoter.
Indklagede har på trods af opfordringer hertil ikke villet oplyse, hvilket arbejde der er forbundet med at overføre værdipapirdepoter. Da det må antages, at den arbejdstid, der medgår ved overførslen af værdipapirdepoter, gennemsnitlig er beskeden, finder vi, at de af indklagede opkrævede gebyrer væsentligt overstiger det rimelige, og derfor bør nedsættes, jf. aftalelovens § 38 c sammenholdt med § 36.
Efter det foreliggende anslår vi, at indklagedes gennemsnitlige omkostninger i forbindelse med overførsel af værdipapirdepoter i hvert fald ikke overstiger 50 kr. pr. fondskode maksimeret til 100 kr. pr. depot. Vi finder derfor, at gebyret for overførsel af klagerens børns depoter til børneopsparing samt klagerens depoter til kapitalpension og
jubilæumskonto bør nedsættes til 100 kr. pr. depot, mens depotet til kassekreditten tilhørende klagerens personlig virksomhed bør nedsættes til 50 kr.
Klagen tages ikke til følge.