Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatning for tab på køb af aktier i ebh Bank, herunder lånefinansieret køb og køb til børneopsparing

Sagsnummer: 516/2011
Dato: 11-04-2013
Ankenævn: Vibeke Rønne, Karin Duerlund, Søren Geckler, Niels Bolt Jør-gensen, Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
Børneopsparingskonto - placering
Ledetekst: Spørgsmål om erstatning for tab på køb af aktier i ebh Bank, herunder lånefinansieret køb og køb til børneopsparing
Indklagede: Finansiel Stabilitet (ebh Bank)
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører klagernes krav om erstatning for tab på køb af aktier i ebh Bank, herunder lånefinansieret køb og køb til børneopsparing.

Sagens omstændigheder

Klagerne i sagen er ægtefællerne K og M, deres datter D, der er født den 10. maj 1993 og deres søn S, der er født den 2. november 1995. Klagerne var kunder i ebh Bank. K og M havde hver en kapitalpension, et åbent depot samt et fælles sikkerhedsdepot i banken. S og D havde hver en børneopsparing og hvert et åbent depot i banken.

Den 5. september 2005 købte K 24 stk. ebh Bank aktier for 25.000 kr. til sit kapitalpensionsdepot.

Den 29. marts, 3. april, 12. april og 8. november 2006 købte K i alt 152 stk. ebh Bank aktier for ca. 114.000 kr. til sit åbne depot. Den 7. april, 15. juni og 8. november 2006 købte K i alt 58 stk. ebh Bank aktier for ca. 19.000 kr. til sit kapitalpensionsdepot.

Den 3. april, 12. april og 8. november 2006 købte M i alt 152 stk. ebh Bank aktier for ca. 115.000 kr. til sit åbne depot. Den 7. april, 15. juni og 8. november 2006 købte M i alt 39 stk. ebh Bank aktier for ca. 13.000 kr. til sit kapitalpensionsdepot.

Indklagede har oplyst, at K’s og M’s køb den 3. april 2006 skete via netbank. Klagerne har oplyst, at aktierne antageligt blev købt via netbank den 3. april 2006.

Den 4. april 2006 blev der købt 24 stk. ebh Bank aktier for 39.000 kr. til hver af D’s og S’s børneopsparingsdepot.

Klagerne har oplyst, at banken i 2006 foretog et aktiesplit (devaluering). Ultimo 2006 havde D og S hver en beholdning på 120 stk. ebh Bank aktier til en kursværdi på ca. 49.000 kr. i deres børneopsparingsdepoter. Ultimo 2006 havde K 352 stk. ebh Bank aktier til en kursværdi på ca. 145.000 kr. i sit åbne depot, mens M havde 335 stk. ebh Bank aktier til en kursværdi på ca. 138.000 kr. i sit åbne depot.

Indklagede har anført, at K og M henvendte sig til ebh Bank i foråret 2007 med henblik på at investere i yderligere ebh Bank aktier, og at K og M selv foreslog, at de optog et lån til købet. K og M har bestridt dette. Den 16. april 2007 købte K og M 1.027 stk. ebh Bank aktier for ca. 529.000 kr. til deres fælles sikkerhedsdepot. Indklagede har oplyst, at K og M den 23. april 2007 fik bevilget en investeringskredit med et kreditmaksimum på 550.000 kr. K og M anført, at investeringskreditten blev oprettet efter forslag fra deres rådgiver i banken.

Ultimo 2007 havde K og M hver en beholdning på 352 stk. aktier i ebh Bank i deres åbne depoter til en kursværdi på ca. 207.000 kr. I K’s og M’s fælles sikkerhedsdepot var der en beholdning på 1.027 stk. aktier i ebh Bank til en kursværdi på ca. 529.000 kr., mens D og S fortsat havde hver en beholdning på 120 stk. aktier i ebh Bank til en kursværdi på ca. 71.000 kr. i deres børneopsparingsdepoter.

Den 17. september 2008 foretog banken en engagementsgennemgang i anledning af, at M havde ansøgt om forhøjelse af sin kassekredit. Indklagede har fremlagt en udskrift vedrørende engagementsgennemgangen, hvori banken blandt andet havde noteret følgende:

"…

Sandsynligheden for tab anses ikke at være til stede ud fra:

* Pæn positiv formue

* Overholder alle forpligtelser 100%

* Der er gentagne gange tilbudt låneomlægning til indf. af kreditterne.

* Acceptere og kender risikoen ifb. med investeringskreditten hvor der p.t. er underdækning på ca. kr. 238.000,00.

…"

Den 18. september, den 22. september og den 6. oktober 2008 købte M i alt 451 stk. aktier i ebh Bank for ca. 64.000 kr. til sit kapitalpensionsdepot. Den 18. september 2008 K købte 100 stk. aktier i ebh Bank for 26.000 kr. til sit kapitalpensionsdepot.

Samme dag blev der købt 100 stk. ebh Bank aktier for 26.000 kr. til hver af D’s og S’s åbne depoter.

Af notaerne vedrørende handlerne foretaget i perioden fra den 18. september 2008 til den 6. oktober 2008 fremgik, at handlerne var "gennemført uden personlig rådgivning fra pengeinstituttet."

Klagerne har oplyst, at deres køb af aktier typisk foregik ved, at de fik vejledning hos en rådgiver i bankens fondsafdeling, og at de derefter selv købte aktierne gennem netbank for at nedbringe handelsomkostningerne.

I november 2008 blev bankens aktiver og passiver, bortset fra aktiekapitalen og anden efterstillet gæld, overdraget til Finansiel Stabilitet.

Ultimo 2008 udgjorde beholdningen af aktier i ebh Bank 352 stk. i M’s åbne depot, 500 stk. i M’s kapitalpensionsdepot, 352 stk. i K’s åbne depot, 168 stk. i K’s kapitalpensionsdepot, 1.027 stk. i K’s og M’s fælles sikkerhedsdepot, 120 stk. i hver af D’s og S’s børneopsparingsdepoter og 106 stk. i hver af D’s og S’s åbne depoter. Kursen var faldet til 0,05 og den samlede kursværdi af klagernes beholdning af ebh Bank aktier var faldet til ca. 194 kr.

I januar 2009 optog K og M et obligationslån på 667.000 kr., der den 3. februar 2009 blev brugt til indfrielse af investeringskreditten, som i januar 2009 havde en negativ saldo på 598.515,50 kr.

Parternes påstande

Den 21. november 2011 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at ebh Bank (Finansiel Stabilitet) skal erstatte klagernes tab på køb af aktier i ebh Bank og frigøre klagerne for hæftelsen i henhold til obligationslånet samt anerkende, at forældelsesfristen er suspenderet.

ebh Bank (Finansiel Stabilitet) har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at købet af aktier fra 2005 og frem skete efter telefonisk rådgivning fra en rådgiver i bankens fondsafdeling.

Investeringskreditten blev oprettet på bankens initiativ. De havde selv en anden løsning, men rådgiveren foreslog dem at oprette en kredit.

Bankens rådgivning var fejlagtig. Banken handlede ansvarspådragende ved at undlade at oplyse om en række forhold. Der skete væsentlige begivenheder, herunder ulovligheder i perioden fra 2005 til efteråret 2008, som ikke stemte med kursudviklingen på aktien og med offentliggjorte meddelelser. Banken burde have oplyst dem om bankens insolvens lang tid før bankens krak.

De købte aktierne og optog investeringskreditten på et fejlagtigt grundlag. De troede, at banken var god, stabil og i fremdrift. De ville ikke have købt aktierne, hvis de havde fået tilstrækkelige oplysninger om bankens økonomi.

Banken opfordrede dem til at indfri investeringskreditten med et lån i friværdien i deres hus. Indfrielsen af investeringskreditten skete ud fra en urigtig formening om skyld. Lånet bør derfor tilbageføres. Deres tab skal modregnes i det lånte beløb.

Klagen angår et privat kundeforhold, hvor de optog et lån i banken til køb af aktierne.

De har tabt ca. 991.000 kr. på købet af 2.724 stk. aktier. Opgørelsen er dog vanskelig på grund af en devaluering af aktien omkring april 2006.

De har tidligere forgæves anmodet Finansiel Stabilitet om at suspendere forældelsesfristen. De har krav på forlængelse af forældelsesfristen, til de civile sager fra Garant Løkken og det civile søgsmål fra aktionærer i ebh Bank er gennemført. De anmodede allerede i 2008 og januar 2009 om annullering af lån og aktiekøb på grund af fejlagtig rådgivning.

ebh Bank (Finansiel Stabilitet) har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at Finansiel Stabilitet ikke er rette indklagede. Finansiel Stabilitet har alene overtaget de simple krav, men ikke krav vedrørende aktier eller krav afledt heraf.

Klagerne var bekendt med risikoen forbundet med aktiehandel og risikoen forbundet med lånefinansierede investeringer. Såvel K som M havde handlet med aktier før investeringskredittens oprettelse, og begge fortsatte på eget initiativ med at købe EBH Bank aktier efter, at kursen begyndte at falde. K og M var bekendt med risikoen for, at kursen kunne falde, og begge var villige til at løbe denne risiko.

Klagernes køb af aktier i perioden fra den 18. september 2008 til den 6. oktober 2008 blev foretaget uden rådgivning fra banken. Klagerne opfordres til at redegøre for, hvorledes rådgiveren har handlet ansvarspådragende i forbindelse med aktiekøbene i 2006 og 2007.

Klagerne har ikke godtgjort, at aktiekøbene var ugyldige. Banken overtrådte ikke den dagældende § 46 i lov om finansiel virksomhed ved oprettelsen af en investeringskredit til køb af EBH Bank aktier. Rådgiverens adfærd i forbindelse med ydelse af lånet strider ikke imod god skik.

Investeringskreditten blev oprettet på klagernes initiativ. Klagernes økonomiske formåen gav ikke anledning til at fraråde klagerne at optage lån til investering. Klagerne valgte trods rådgivning om det modsatte at fortsætte med investeringskreditten, jf. bankens kommentarer i engagementsgennemgang af 17. september 2008. Klagerne bærer risikoen for værditab ved beslutningen om at beholde aktierne. Klagerne var bekendt med denne risiko.

Klagernes eventuelle krav på tilbagebetaling er forældet.

ebh Bank (Finansiel Stabilitet) har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen angår en påstand om fejl i prospektet samt i fondsbørsmeddelelser. Klagen angår således ikke et kundeforhold.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne har blandt andet støttet deres krav om erstatning på ebh Banks mangelfulde rådgivning i forbindelse med deres køb af aktier i banken. Et sådant krav er et simpelt krav. Kravet er således efter det oplyste overtaget af Finansiel Stabilitet.

Klagerne har oplyst, at deres køb af aktier typisk foregik ved, at de fik vejledning hos en rådgiver i bankens fondsafdeling, og at de derefter selv købte aktierne gennem netbank. Ankenævnet lægger til grund, at købet af aktierne til D’s og S’ depoter skete med midler, som K og M kunne træffe beslutning om anbringelse af. Ankenævnet bemærker endvidere, at det af notaer vedrørende handlerne foretaget i perioden fra den 18. september 2008 til den 6. oktober 2008 fremgik, at handlerne var "gennemført uden personlig rådgivning fra pengeinstituttet."

Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at banken begik ansvarspådragende fejl ved rådgivning af K og M vedrørende købet af aktier til deres depoter, bortset fra aktier erhvervet for lånte midler, eller til D’s og S’ depoter, hvorved bemærkes, at K og M ikke kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier.

Tre medlemmer – Vibeke Rønne, Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen – udtaler herefter:

For så vidt angår investeringen i ebh Bank aktier erhvervet for lånte midler finder vi, at klagerne hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, eller om den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen indebærer. Vi finder derfor, at banken heller ikke er erstatningsansvarlig over for klagerne for så vidt angår disse investeringer.

To medlemmer – Søren Geckler og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig for så vidt angår aktier købt for lånte midler. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af ebh Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra ebh Bank, og at banken havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som ikke blev oplyst til kunden. Vi finder, at ebh Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. At det er i strid med redelig investeringsrådgivning at anbefale kunder lånefinansieret køb af egne aktier understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital.

Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge for så vidt angår aktier købt for lånte midler.

Der afsiges afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnet har herefter ikke anledning til at tage stilling til, hvorvidt kravene er forældede, jf. § 3 i lov om forældelse af fordringer.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.