Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om pengeinstituts ansvar i forbindelse med forgæves forsøg på hævning i pengeautomat i Østrig og Italien.

Sagsnummer: 267/1996
Dato: 24-02-1997
Ankenævn: Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Ole Reinholdt, Allan Pedersen
Klageemne: Betalingstjenester - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om pengeinstituts ansvar i forbindelse med forgæves forsøg på hævning i pengeautomat i Østrig og Italien.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Den 20. maj 1996 udleverede indklagedes Nykøbing Sjælland afdeling et VISA/dankort til klagerne til brug for klagernes forestående ferierejse til Italien.

Ved udleveringen af kortet modtog klagerne indklagedes regler for Dankort og VISA/dankort, hvoraf fremgår:

"1. Kortets anvendelsesmuligheder

..........

1.5. Brug af VISA/Dankort som hævekort i udlandet

VISA/Dankort kan bruges:

Til udbetaling af kontanter i lokal valuta hos kontantudbetalingssteder, der er tilsluttet VISA-systemet.

Til udbetaling af kontanter i lokal valuta fra pengeautomater, der er forsynet med VISA-logo.

Der kan udbetales kontanter i udenlandsk valuta op til et beløb svarende til modværdien af p.t. kr. 2.000,- pr. dag. Lokale begrænsninger kan forekomme og kan medføre, at der skal betales minimumsgebyr flere gange."

Klagerne har oplyst, at de påbegyndte ferieturen den 22. maj 1996. Undervejs sydpå anvendte de uden problemer kortet ved betaling af benzin to gange. Fredag den 24. maj forsøgte de forgæves i byen Kufstein (Østrig) at hæve kontanter i en automat opstillet i et pengeinstitut. Trods accept af kortet og hjælp fra personalet blev der ikke udbetalt kontanter. De blev henvist til Bank Austria, hvor de ved kassen fik udbetalt 2.500 ATS. Senere samme dag forsøgte de i Italien forgæves at hæve penge ved brug af kortet. De kontaktede telefonisk indklagedes afdeling, hvor en medarbejder oplyste, at selv om de tidligere på dagen havde hævet et beløb, ville medarbejderen foranledige, at kontoen blev nulstillet, således at de igen kunne bruge kortet. Senere hæveforsøg viste sig imidlertid fortsat forgæves. De kontaktede samme dags aften telefonisk PBS, som ikke kunne anvise dem nogen løsning på problemet ud over at vente til næste dag og forsøge at hæve påny. Den følgende dag (pinselørdag) forsøgte de igen forgæves at hæve penge. Da de kun havde få kontanter og ikke havde lyst til at tilbringe pinsen i en mindre by langt fra deres rejsemål, besluttede de sig for at tage tilbage til Danmark.

Tirsdag den 28. maj 1996 henvendte klagerne sig i indklagedes afdeling med krav om, at indklagede godtgjorde et beløb på 3.845 kr., som klagerne opgjorde som deres ekstraudgifter ved afbrydelsen af rejsen. Klagerne hævede samme dag et kontantbeløb og genoptog rejsen til det oprindelige feriemål.

Efter hjemkomst fra ferien tilbød indklagede kulancemæssigt at godtgøre klagerne et beløb til dækning af telefonudgifter, hvilket klagerne afslog.

Klagerne har den 3. juli 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 3.845 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har anført, at de bestilte VISA/dankortet den 30. april 1996 og afleverede billede til brug herfor den 6. maj 1996. Den 14. s.m. forespurgte de afdelingen om nyt vedrørende kortet, og det viste sig da, at afdelingen ikke havde taget skridt til at lade kortet fremstille. Kortet blev derfor hastebestilt. Det er deres opfattelse, at kortet var fejlbehæftet formentlig som følge af, at det skulle hastefremstilles. De finder, at indklagede ifølge betalingskortlovens § 22 hæfter for det omstridte beløb. De bestrider, at de ved den telefoniske drøftelse med indklagedes medarbejder skulle have insisteret på, at kortet skulle fungere som hævekort og derfor afslog andre løsninger i form af indeståelser eller valutaoverførsler. Medarbejderen tilbød på intet tidspunkt at hjælpe dem.

Indklagede har anført, at kortet i forbindelse med udleveringen blev autoriseret i indklagedes edb-system. I samme forbindelse blev klagerne gjort opmærksom på de beløbsgrænser, der gælder for brugen af kortet. Klagerne anvendte uden problemer kortet umiddelbart efter udleveringen. Først da klagerne var nået til Østrig, opstod der hæveproblemer. Ved klagernes henvendelse den 29. maj 1996 i afdelingen kunne indklagedes terminal ikke længere læse kortets magnetstribe. Det har formodningen imod sig, at kortet skulle være behæftet med fejl ved udleveringen. Det forekommer sandsynligt, at klagernes problemer opstod som følge af, at klagerne den 24. maj hævede 2.500 ATS, svarende til 1.400 DKK og senere samme dag forsøgte at hæve yderligere beløb. En anden mulig årsag kan være, at magnetbåndet på kortet efterfølgende blev beskadiget. Forinden klagerne påbegyndte rejsen, foreslog indklagede, at klagerne medbragte alternativ rejsevaluta i form af rejsechecks som supplement af kortet. Det bestrides, at bestemmelsen i betalingskortlovens § 22 kan føre til, at klagernes påstand tages til følge. Indklagede er heller ikke på andet grundlag ansvarlig for det af klagerne hævdede tab.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder det ikke sandsynliggjort, at VISA/Dankortet var behæftet med fejl, da indklagede udleverede det til klagerne. Indklagede kan derfor ikke være ansvarlig for, at klagerne ikke kunne anvende det fra og med den 24. maj 1996.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.