Længere opsigelsesvarsel på eksisterende realkreditlån end forudsat. Manglende rådgivning om kurssikring i den opståede situation.
| Sagsnummer: | 78/1995 |
| Dato: | 26-10-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Inge Frølich, Peter Møgelvang-Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Længere opsigelsesvarsel på eksisterende realkreditlån end forudsat. Manglende rådgivning om kurssikring i den opståede situation. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 10. december 1993 underskrev klagerne omprioriteringsaftale i indklagedes Allerød afdeling, hvorefter afdelingen skulle forestå omprioritering af klagernes ejendom. Ved omprioriteringen skulle hjemtages et kontantlån på 874.000 kr. på grundlag af 6% obligationer i henhold til lånetilbud, der allerede var indhentet af klagerne fra Realkredit Danmark. Det fremgik ved afkrydsning af aftalen, at kurssikring ikke ønskedes foretaget. Ved omprioriteringen skulle indfries to realkreditlån med en obligationsrestgæld på henholdsvis ca 76.000 kr og 748.000 kr.
I januar 1994 foretog indklagede på klagernes vegne opsigelse af de to eksisterende realkreditlån. I forbindelse med Realkredit Danmarks kvittering herfor blev afdelingen i begyndelsen af februar 1994 opmærksom på, at det ene af de to lån først kunne opsiges til indfrielse pr. 1. juli 1994. Indklagede har oplyst, at man herefter telefonisk tilbød klagerne at ville låne dem pengene til indfrielse af lånet, der var opsagt til 1. april 1994, til samme rente som de bagvedliggende obligationer på dette lån. Ifølge klagerne blev de først den 21. marts 1994 gjort opmærksom på, at det ene kreditforeningslån havde en opsigelsesfrist på 5 måneder.
Ved en fejl fra indklagedes side blev lånet, der forfaldt til indfrielse den 1. april 1994, ikke betalt rettidigt. Klagerne påførtes herved en merudgift til morarenter m.v. på 892 kr.
Den 29. juni 1994 afregnede Realkredit Danmark et kontantlån på 840.000 kr. på grundlag af 8% obligationer og børskursen for den 27. juni 1994.
Indklagede afsluttede den til brug for sagen oprettede omprioriteringskonto den 21. juli 1994 og frafaldt i denne forbindelse lånesagsgebyr på 2.100 kr.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde "kompensation af det tab (økonomisk), vi har lidt p.g.a. bankens manglende rådgivning."
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse mod betaling af 892 kr.
Klagerne har anført, at de ved mødet den 10. december 1993 fik at vide, at omlægningen ville være uden problemer, og at det først ville være nødvendigt at rette henvendelse igen omkring den 21. marts 1994. Kurssikring foretoges ikke, idet indklagedes medarbejder mente, at kursen var stabil. Der blev ikke foretaget beregninger for, hvad et fald/stigning i obligationskurserne ville betyde. Indklagede overså, at opsigelsesvarslet var 5 måneder på det ene af lånene. Dette medførte, at omprioriteringen først faldt på plads juni 1994, hvorved de blev påført tab som følge af den negative kursudvikling i 2. kvartal 1994. Indklagedes fejl medførte endvidere, at omlægningen måtte ske på basis af 8% obligationer frem for som oprindeligt forudsat 6% papirer. I forbindelse med kontakten til indklagede i marts 1994 undlod indklagede at rådgive om kurssikring eller omtale dette.
Indklagede har anført, at det er beklageligt, at man ikke allerede den 10. december 1993 oplyste, at opsigelsesvarslet på det ene af lånene var 5 måneder til en termin. Indklagede valgte på denne baggrund at se bort fra gebyret for ekspeditionen af omprioriteringen. Det er ikke dokumenteret, at klagerne led tab som følge af, at banken overså det længere opsigelsesvarsel. Klagerne havde ved sagens start tilkendegivet, at de ikke ønskede kurssikring, idet de forventede en faldende rente. Det er herefter ikke godtgjort, at klagerne ville have foretaget kurssikring, hvis de på dette tidspunkt var blevet gjort opmærksomme på det korrekte opsigelsesvarsel. Heller ikke efter at klagerne var blevet gjort opmærksomme på det korrekte opsigelsesvarsel, fremsatte de ønske om at foretage kurssikring for at begrænse det påståede tab.
Ankenævnets bemærkninger:
På mødet den 10. december 1993, hvor omprioriteringsaftalen blev underskrevet, traf klagerne beslutning om ikke at kurssikre det nye lån i Realkredit Danmark. Det var ved denne beslutning forudsat, at låneomlægningen kunne foretages ultimo marts 1994. Indklagede havde imidlertid overset, at det ene af de hidtidige lån først kunne opsiges pr. 1. juli 1994. I februar og/eller marts 1994 drøftede indklagede de herved opståede problemer med klagerne, og Ankenævnet finder, at indklagede i denne forbindelse burde have taget initiativ til påny at drøfte spørgsmålet om kurssikring med klagerne, ikke mindst på baggrund af den kursudvikling, som havde fundet sted. Det må lægges til grund, at en sådan fornyet rådgivning vedrørende kurssikring ikke fandt sted.
Ankenævnet finder herefter, at indklagede bør erstatte klagerne det tab, de led som følge af, at kurssikring ikke blev foretaget i slutningen af marts 1994. Tabet findes at burde opgøres med udgangspunkt i et kontantlån på 840.000 kr. baseret på 6% obligationer og at burde beregnes som kursværdien pr. 27. juni 1994 af forskellen i obligationsgælden ved hjemtagelsen denne dag og obligationsgælden ved kurssikring den 30. marts 1994 til afvikling pr. 30. juni 1994. I det således opgjorte tab fradrages indklagedes lånesagsgebyr på 2.100 kr.
Herudover bør indklagede betale den tilbudte erstatning på 892 kr.
Som følge heraf