Bortfald.
| Sagsnummer: | 577/1993 |
| Dato: | 16-06-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Bortfald. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med, at klagerens søn A købte en bil, ydede indklagede 1 i marts 1987 A et lån på 112.784 kr., for hvilket klageren kautionerede begrænset til 50.000 kr. Indklagede 1 fik endvidere håndpant i et løsøreejerpantebrev med pant i bilen.
Som følge af A's ændrede økonomiske forhold, som medførte vanskeligheder omkring betaling af lånets ydelser, tilbød klageren på et tidspunkt at overtage betalingen; samtidig kom det på tale, at bilen skulle sælges bedst muligt for at nedbringe lånet.
I weekenden den 25.-26. september 1993 tilbød en anden af klagerens sønner B at købe bilen til dennes restgæld. Mandag den 27. september kontaktede B indklagede 1, som oplyste, at indklagede 2 havde foretaget udlæg i bilen. Ifølge klageren blev det oplyst, at hvis udlægget var mere end et år gammelt, havde det ikke længere betydning. Ifølge indklagede var konklusionen, at salget ikke kunne gennemføres uden indklagedes 2's samtykke.
Tirsdag den 28. september 1993 var der kontakt mellem indklagede 1 og A. Ifølge indklagede 1 skulle A sørge for en vurdering af bilen; når denne forelå ville indklagede 1 kontakte indklagede 2. Ifølge klageren kontaktede B indklagede 1, men kunne ikke få nogen sikkerhed for, at indklagede 2's udlæg kunne slettes.
Klageren har oplyst, at han derpå kontaktede indklagede 2 om sagen, men indklagede 2 meddelte, at man ønskede en afdragsordning med A etableret som betingelse for at frafalde udlægget. Klageren meddelte, at bilen formentlig højest kunne indbringe 20.000 kr., medens restgælden var på ca. 61.000 kr.
Torsdag den 30. september meddelte B klageren, at han ikke længere kunne købe bilen, fordi der var opstået usikkerhed om hans ansættelsesforhold.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at de indklagede in solidum tilpligtes at frigøre klageren fra sin kautionsforpligtelsen.
Indklagede 1 har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede 2 har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede 1 var bekendt med, at han forsøgte at skaffe en køber til bilen, men indklagede havde ikke sørget for, at bilen kunne sælges i samme øjeblik, han havde fundet en køber. A har oplyst overfor ham, at A havde meddelt indklagede 1 udlægget, men havde fået at vide, at det ikke havde nogen betydning, og at der ved salg af bilen ikke ville komme mere ind, end A skyldte indklagede 1. Med hensyn til indklagede 2 finder han, at det var uberettiget, at der blev stillet krav om indgåelse af afdragsordning som betingelse for at frafalde udlægget henset til, at bilens værdi ikke kunne indbringe et beløb, som ville kunne give indklagede 2 et provenu. Først senere blev klageren bekendt med, at indklagede 2 ville frafalde udlægget.
Indklagede 1 har anført, at man ikke finder godtgjort omstændigheder, som kan godtgøre, at klageren kan frigøres fra sin kautionsforpligtelse.
Indklagede 2 har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et kundeforhold eller et forhold afledt af et kundeforhold. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede 2 anført, at man har været berettiget til at nægte frigivelse af udlægget.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke, at det af klageren anførte kan medføre, at han er frigjort for sin kautionsforpligtelse over for indklagede 1.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at afvise klagen over indklagede 2.
Ankenævnet finder ikke, at indklagede 2 har pådraget sig noget erstatningsansvar over for klageren.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.