Indsigelse mod hæftelse for lån. Misbrug af NemID. Falsk.
| Sagsnummer: | 191/2021 |
| Dato: | 19-04-2022 |
| Ankenævn: | Bo Østergaard, Karin Sønderbæk, George Wenning, Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard |
| Klageemne: |
Afvisning - bevis § 5, stk. 3, nr. 4
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse for lån. Misbrug af NemID. Falsk. |
| Indklagede: | Santander Consumer Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse mod hæftelse for lån optaget med klagerens NemID.
Sagens omstændigheder
Den 7. oktober 2016 modtog Santander Consumer Bank en låneansøgning med angivelse af klagerens personlige oplysninger. Låneansøgningen er ikke fremlagt i sagen.
Den 7. oktober 2016 blev en låneaftale vedrørende et lån i banken på 30.900 kr. underskrevet elektronisk med klagerens NemID ved brug af brugernavn, kode og nøglekort. Ifølge låneaftalen var klageren debitor på lånet, og der var angivet CPR-nummer, adresse og telefonnummer. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 773 kr., første gang den 1. december 2016. Lånebeløbet skulle udbetales til debitors Nemkonto. Betalingerne skulle tilmeldes betalingsservice og trækkes på konto -893, der var klagerens konto i et andet pengeinstitut. Rentesatsen på lånet var variabel, for tiden 15,76 % p.a. I forbindelse med lånets optagelse blev der etableret en låneforsikring. De månedlige ydelser på lånet inklusive forsikringsgebyr blev herefter betalt fra konto -893 via betalingsservice.
I marts 2018 kontaktede klageren banken og meddelte, at lånet ikke var optaget af hende, men af hendes daværende kæreste, M. Ved e-mail af 23. marts 2018 til banken sendte klageren uddrag af politianmeldelse og en tro- og loveerklæring og anførte:
”… Vi talte sammen den 20. marts 2018 hvor jeg fortalte at jeg ikke selv havde optaget et lån hos jer.
Jeg skulle sende dokumentation og en meddelelse fra politiet om at der var rejst en politisag.
Jeg vedl[æ]gger uddrag af politianmeldelsen og kvittering for modtagelsen, samt tro og loveerklæring over for jer …”
Klageren har fremlagt en erklæring af 21. marts 2018 fra hende til banken om, at hun var villig til at afgive forklaring i en eventuel straffesag.
I en e-mail af 26. marts 2018 anmodede banken klageren om yderligere oplysninger, herunder om, hvordan M havde fået adgang til klagerens NemID oplysninger, om e-mailadresse og telefonnummer i låneansøgningen var korrekt, hvor låneprovenuet var udbetalt til, og hvornår klageren blev bekendt med forholdet. I sit svar til banken (fremlagt i en udateret udgave) oplyste klageren blandt andet:
”Jeg vedhæfter politianmeldelsen i dens helhed …
1. Der er fjernet og slettet i både E boks og i meddelelserne fra min bank …
2. Det fandt jeg ud af fredag den 16. marts 2018
3. Det ser ud til at der er betalt 834,00 pr. md. fra konto -893 som er min nem konto …
4. Det fremgår af politianmeldelsen, vi har boet samme i ti år og [M] har boet i Danmark over 15 år og er den af os der altid har været den som har varetaget vores økonomi.
5. Mailen er min gamle e-mail, som jeg har fået ændret … telefon nummeret kender jeg ikke noget til.
6. Som sagt er det [M] … der har ordnet vores økonomi og vores skat. jeg fandt først ud af bedraget 16. marts … og har reageret så hurtigt derefter hvor jeg fik lidt overblik. …
Endvidere har jeg fået en erklæring fra [M] hvor han anerkender at han har misbrug[t] min identitet og optaget lån og brugt penge fra min nemkonto [u]den min viden. …”
Klageren oplyste endvidere, at der var optaget lån i tre andre banker i hendes navn.
Klageren har anført, at hun, M og banken derefter indgik aftale om, at M var debitor på lånet og skulle overtage gælden. Banken har bestridt dette.
Klageren har fremlagt erklæring af 23. juli 2018, hvori M erkendte at have optaget et lån hos banken i klagerens navn uden hendes viden eller samtykke. M erkendte at hæfte for gælden, der udgjorde 25.000 kr. pr. ultimo juni 2018.
I en e-mail af 9. april 2019 til klagerens advokat oplyste banken, at den indtil videre fastholdt klageren som debitor på lånet. I en e-mail af samme dato til banken oplyste klagerens advokat blandt andet:
”… I forhold til jeres spørgsmål angående til [M’s] adgang til klagerens CPR-nr. og NEMID kode og nøglekort, må jeg i vidt omfang henvise til min skrivelse 25.03.2019 samt til politianmeldelsen af 19.03.2018. Jeg kan sammenfattende dog overordnet oplyse, at [M] havde adgang til dette under samlivet med [klageren] …”
I en e-mail af 10. april 2019 til advokaten oplyste banken, at klageren ville få ”besked med et rykkerbrev, såfremt tilbagebetaling af lånet stopper”, og at banken ikke havde kendskab til en aftale om, at M var rette debitor på lånet.
Banken har oplyst, at ydelserne på lånet blev betalt via betalingsservice frem til november 2019, hvorefter banken sendte indbetalingskort til klageren. Klageren har fremlagt en e-mail af 19. oktober 2021 fra sit pengeinstitut, hvoraf det fremgår, at betalingsserviceaftalen den 19. marts 2018 blev flyttet fra klagerens konto -893 til M’s konto, samt en betalingsserviceoversigt af 1. april 2018 vedrørende sin konto nr. -893, hvor ydelser på lånet ikke indgår.
Banken har oplyst, at ydelserne blev betalt rettidigt til og med den 1. november 2019, at banken derefter ikke modtog flere betalinger, og at banken sendte tre rykkere til klagerens e-boks den 9. og 19. december 2019 og den 7. januar 2020 i forbindelse med betalingsmisligholdelsen. Klageren har bestridt dette. Klageren har fremlagt eksempler på indbetalingskort fra banken til hende vedrørende ydelser i perioden januar 2020 til maj 2021, hvori der var anført et beløb som ”ny restgæld”. Banken har oplyst, at ”ny restgæld” på indbetalingskortene svarede til ydelsestabellen i låneaftalen og forudsatte, at alle ydelser var betalt rettidigt. Som ”ny restgæld” var anført 13.046 kr. for februar 2020 og 3.552 kr. for maj 2021.
Banken har opgjort restgælden på lånet til 20.678,72 kr. pr. 31. maj 2021.
Parternes påstande
Den 20. april 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Santander Consumer Bank skal anerkende, at hun ikke er rette debitor på lånet. Klageren har endvidere nedlagt med påstand om, at banken skal betale en godtgørelse på 10.000 kr.
Santander Consumer Bank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har blandt andet anført, at hendes NemID oplysninger blev misbrugt af M, der optog flere lån i hendes navn uden hendes viden. M har erkendt misbruget. Baggrunden for misbruget var, at M havde et for hende ukendt spilmisbrug. M aflurede uden hendes viden hendes NemID adgangskode og tilegnede sig hendes NemID nøglekort ved affotografering.
Hun har ingen skyld i optagelsen af lånet. Hun gav ikke M adgang til sine NemID oplysninger. Hendes oplysning om, at M stod for økonomien i hjemmet, er ikke ensbetydende med, at hun gav M adgang til sine personlige koder og NemID oplysninger, og heller ikke at hun accepterede lån i sit navn. Det var ikke hendes e-mail og telefonnummer, der blev brugt ved oprettelsen af lånet. Hun skiftede mailadresse inden låneoptagelsen og modtog derfor ikke oplysning om låneoptagelsen, som påstået af banken. Efter at M havde tilegnet sig hendes NemID oplysninger, fjernede M post fra hendes e-boks og fysiske postkasse, inden hun selv havde mulighed for at se post vedrørende låneoptagelserne. Hun fik først kendskab til lånet i 2018.
Hendes svar på bankens e-mail af 26. marts 2018 viser, at hun reagerede straks, da hun blev bevidst om Ms svindel, hvorefter hun foretog alle nødvendige foranstaltninger og afgav alle nødvendige oplysninger til banken.
I forlængelse af hendes indsigelse, fremsendelse af dokumentation og ophør af betalinger i marts 2018, accepterede banken M’s overtagelse af gælden. Der blev lavet en løsning med samtlige kreditorer, herunder banken, om at M skulle betale et månedligt afdrag til kreditorerne. Der blev ikke foretaget et formelt debitorskifte, idet det ikke var nødvendigt, så længe afdragene blev betalt som aftalt.
M underskrev skylderklæringer for alle gældsposterne, og hun underskrev en tro- og loveerklæring, hvor hun bekræftede, at hun ikke havde været en del af låneoptagelserne, og at kreditorerne blev bemyndiget til at indgive politianmeldelse af M, hvis der ikke skete betaling af afdrag som aftalt. Erklæringerne blev sendt til kreditorerne, herunder banken, hvorefter gælden blev en sag mellem kreditorerne og M. Der blev oprettet betalingsaftaler mellem kreditorerne og M, og betalingsaftalen med banken fortsatte derefter med M, der overtog betalingsforpligtelsen. Hun er ikke rette debitor og hæfter derfor ikke for lånet.
Forløbet viser, at banken i marts 2018 accepterede, at M overtog gælds- og betalingsforpligtelsen samtidig med, at banken stoppede kontakten til hende. Hvis banken på baggrund af hendes svar på bankens e-mail af 26. marts 2018 ønskede at fastholde hende som debitor, skulle banken have oplyst hende klart og tydeligt herom.
Banken underrettede hende ikke om M’s manglende betalinger. Banken burde senest i slutningen af 2019 have oplyst hende om, at M ikke længere betalte af på gælden, og at banken nu ville opkræve betaling hos hende. Banken havde de nødvendige oplysninger til at forfølge kravet hos M, og banken kunne have iværksat inddrivelse overfor M. Banken udnyttede ikke denne mulighed, men forholdt sig tavs om M’s manglende betalinger. Hun modtog i et enkelt tilfælde et rykkerbrev. Hun kontaktede banken og fortalte om aftalen mellem banken, M og hende, hvorefter banken meddelte, at den tog kontakt til M for betaling af restancen.
Banken misinformerede hende ved at sende månedlige opgørelser over gælden, der viste, at gælden blev nedbragt af M som planlagt. Banken har aktivt fastholdt hende i troen på, at M betalte ydelserne. Banken kan højest gøre et krav på 3.552 kr. gældende overfor hende, svarende bankens opgørelse i maj 2021 af M’s gæld.
Banken gav hende frem til 2021, hvor hun selv rettede henvendelse til banken, det indtryk, at den ikke længere ville opkræve beløbet hos hende. I 2021 oplyste banken pludselig, at gælden ikke havde været nedbragt siden slutningen af 2019, og at den stadig ville lade hende hæfte for gælden.
Hun er berettiget til en godtgørelse på 10.000 kr. for uberettiget at være fastholdt som debitor på gælden og for ikke at have modtaget essentielle oplysninger fra banken.
Santander Consumer Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises under henvisning til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, idet behandling af sagen vil kræve en bevisførelse, der ikke er mulig for Ankenævnet.
Santander Consumer Bank har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet anført, at klageren hæfter for lånet ud fra en konkret vurdering af hændelsesforløbet, og af hvordan M er kommet i besiddelse af hendes NemID oplysninger. I marts 2018 oplyste klageren, at M ordnede deres økonomi. Klageren oplyste, at M i den forbindelse havde adgang til hendes NemID, brugernavn og adgangskode. Det må herefter anses for dokumenteret, at klageren selv har overleveret sine personlige NemID oplysninger m.v. til M. Klagerens efterfølgende oplysninger i klagesagen om, at M skulle have affotograferet hendes nøglekort og kode står i modstrid med det af klageren tidligere til banken oplyste og bestrides som udokumenteret.
Klageren kunne ikke have være ubekendt med optagelsen af lånet. Mailadressen i låneansøgningen er klagerens tidligere mailadresse, som hun efterfølgende har ændret. Til brug for underskrift af låneaftalen fremsendte banken et link til den i ansøgningen angivne mailadresse. Låneaftalen blev underskrevet, og det må antages, at det alene er klageren, der har haft adgang til mailadressen, uanset på hvilket tidspunkt hun oprettede en ny/ekstra mailadresse.
Gælden fremgik af klagerens årsopgørelser for 2016 og 2017, hvor klageren fik rentefradrag for de indberettede renter. Ydelserne blev betalt fra klagerens konto. Ydelserne blev betalt via betalingsservice frem til november 2019, hvor betalingerne ophørte. Banken sendte herefter rykkerskrivelser til klagerens e-Boks. Banken får ikke meddelelse, når en betalingsserviceaftale bliver flyttet fra en konto til en anden. Betalingsserviceaftalen blev først afmeldt i november 2019.
Der blev ikke indgået aftaler mellem klageren og banken om, at M skulle overtage gælden, som anført af klageren. Banken afviste klagerens indsigelse mod at hæfte for lånet. Banken har på intet tidspunkt godkendt et debitorskifte. Banken oplyste til klageren, at det ikke var muligt at lave debitorskifte, men at M kunne ansøge om et lån med dertil hørende kreditvurdering og kreditværdighedsvurdering, og herefter indfri lånet optaget i klagerens navn. Dette skete imidlertid ikke.
Den fremlagte erklæring fra M er mellem M og klageren og udgør ikke et debitorskifte. At klageren eventuelt skulle have indgået en aftale med en tredjepart om dennes betaling af ydelserne for lånet, er banken uvedkommende. Der er således ikke tale om en ”overdragelse af en betalingsforpligtelse” i relation til banken. Klageren hæfter derfor for lånet.
Det bestrides i det hele, at banken skulle være forpligtet til at betale en godtgørelse til klageren. De almindelige erstatningsbetingelser ikke er opfyldt.
Ankenævnets bemærkninger
Ved en låneaftale af 7. oktober 2016 blev der optaget et lån på 30.900 kr. i Santander Consumer Bank. Ifølge låneaftalen, der blev underskrevet elektronisk ved brug af klagerens NemID, var klageren debitor på lånet. Lånet skulle ifølge aftalen udbetales til klagerens Nemkonto.
Klageren har anført, at lånet blev optaget af hendes daværende kæreste, der tilegnede sig hendes NemID oplysninger og optog lånet i hendes navn uden hendes viden og samtykke, og at hun først blev bekendt med lånet i marts 2018. Klageren anmeldte forholdet til politiet i marts 2018.
Udgangspunktet er, at klageren ikke vil være bundet af en låneaftale, der er indgået af en tredjemand, der uberettiget har fået adgang til klagerens NemID-oplysninger (der foreligger falsk). Klageren kan dog ifølge retspraksis have udvist en sådan grad af uforsigtighed, at hun alligevel kan blive aftaleretligt forpligtet til at betale i henhold til den indgåede låneaftale.
Det følger af retspraksis, at afgørelsen heraf skal foretages ud fra en konkret vurdering af det samlede hændelsesforløb. I denne vurdering indgår blandt andet, under hvilke omstændigheder tredjemand er kommet i besiddelse af klagerens nøgle (bru- gernavn, adgangskode og nøglekort til NemID), om klageren har haft kendskab til, at tredjemand er kommet i besiddelse af de pågældende oplysninger, og om klageren har gjort, hvad der var muligt for at forhindre misbrug, f.eks. ved at spærre sit NemID.
Ankenævnet finder, at en afgørelse af sagen forudsætter forklaring fra parterne og eventuelle vidner, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted under strafansvar ved domstolene.
Ankenævnet afviser derfor klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3. nr. 4.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.