Udlandslån, forlængelse.
| Sagsnummer: | 91/1992 |
| Dato: | 12-08-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - udlandslån/valutalån
|
| Ledetekst: | Udlandslån, forlængelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved lånegarantibegæring af 20. september 1989 anmodede klageren indklagedes Vanløse afdeling om at formidle optagelsen af et valutapuljelån indtil et beløb på modværdien af kr. 500.000. I "Almindelige bestemmelser for [indklagedes] valutalånssprodukter" pkt. 2 er bl.a. anført:
"2. Fuldmagt (vedrører kun valutapuljelån)
Jeg giver i den anledning [indklagede] fuldmagt til, for min regning og risiko og uden ansvar for banken, at træffe alle dispositioner på valutalånet/valutalånene. Banken kan herunder foranledige valutalånet/valutalånene kurssikret, rentesikret gennem aftale om fast rente, prolongeret og/eller omlagt til anden valuta ved renteterminer eller via teminsforretninger eller valutaoptioner."
Den 27. september 1989 fremsendte indklagede meddelelse til klageren om valutalånets etablering med forfald 10. oktober 1989. Den 6. oktober samme år fremsendtes indfrielsesopgørelse til klageren, og den 9. oktober 1989 fremsendtes meddelelse om hjemtagelse af nyt valutalån. Det var i denne meddelelse anført, at lånet forfaldt 9. oktober 1990.
Ved skrivelse af 13. september 1990 til klageren anmodede afdelingen, under henvisning til at lånet udløb den 9. oktober 1990, klageren om at rette henvendelse til afdelingen og medbringe årsopgørelse for 1989, såfremt klageren ønskede at forlænge valutalånet.
Den 24. oktober 1990 fremsendte indklagedes arbitragekontor meddelelse til klageren om, at renteudgiften på 53.636,94 kr. på valutalånet for perioden 10. oktober 1989 til 9. oktober 1990 ville blive debiteret hans konto i afdelingen. Samtidig oplystes, at rentesatsen for det kommende år ville udgøre 11,9375% p.a. Den 2. november 1990 blev klageren anmodet om snarest at indbetale påløbne renteudgifter, da der ikke var dækning på klagerens konto. Efter at afdelingen påny havde rykket klageren for indbetaling af renteudgifter, modtog afdelingen den 22. november 1990 en skrivelse fra klageren, hvori klageren oplyste, at han ikke havde modtaget afdelingens brev af 2. november 1990, og at afdelingen foreløbig kunne hæve 8.000 kr. til delvis dækning af renteudgifterne.
Den 4. oktober 1991 fremsendte arbitragekontoret meddelelse til klageren om, at renteudgifterne på valutalånet var 59.718,55 kr. for perioden 9. oktober 1990 til 7. oktober 1991, og at beløbet ville blive debiteret hans konto. Samtidig oplystes rentesatsen for perioden 7. oktober 1991 - 7. oktober 1992. Efter at der mellem klageren og afdelingen var afholdt møde den 24. oktober 1991, bekræftede afdelingen skriftligt den 25. oktober 1991, at det på mødet var aftalt, at klageren senest den 1. november 1991 ville indsætte 25.000 kr. til delvis dækning af et overtræk på hans konto i afdelingen, samt at afdelingen nærmere ville undersøge indklagedes ret til at prolongere lånet samt fastsættelse af lånets rente. Den 9. december 1991 meddelte afdelingen klageren, at hans konto i afdelingen efter indbetaling af 25.000 kr. stadig udviste et overtræk på 23.776,21 kr.
Efter at klageren og indklagede har brevvekslet vedrørende berettigelsen af at kræve klageren for betaling af renter fra oktober 1990, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet udløb 9. oktober 1990, og at indklagede derfor ikke kan opkræve renter af klageren for den følgende periode.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han, efter at han den 20. september 1990 modtog meddelelse fra indklagede om vilkårene for lånets forlængelse - herunder rentens størrelse - straks meddelte afdelingen, at han ikke ønskede at betale den forhøjede rente. Afdelingen oplyste, at der ikke var mulighed for at forhandle om rentens størrelse, hvorefter klageren afviste at underskrive dokumenter vedrørende forlængelse af valutalånet. I forbindelse med en eventuel forlængelse af lånet var der af indklagede fremsat krav om, at klageren skulle indbetale yderligere 4.000 kr. om måneden på en sikringskonto i afdelingen, hvor renter debiteredes, og dette krav bortfaldt, da lånet ikke blev forlænget. Klageren afventede herefter, at indklagede ville tage initiativ til at anmode klageren om at afvikle lånet. Indklagede undlod dette, og klageren har nu konstateret, at lånet fortsætter på tredje år, på trods af at han løbende har nægtet at indbetale på sikringskontoen. Ved udgangen af september 1990 indbetalte klageren ca. 1.000 kr. på sikringskontoen, hvorefter der var tilstrækkelige midler til at indfri valutalånet. Som følge heraf finder klageren ikke, at indklagede har været berettiget til at forlænge lånet og påføre ham yderligere kurstab.
Indklagede har anført, at klageren i slutningen af september 1990 telefonisk rettede henvendelse til afdelingen og meddelte, at han ønskede lånet forlænget et halvt år. Lånet kunne imidlertid kun forlænges med ét år ad gangen, og det blev derfor aftalt, at lånet skulle forlænges til 1991. Under telefonsamtalen aftaltes det samtidig, at indbetalingerne på sikringskontoen skulle øges med ca. 4.000 kr. Denne aftale blev imidlertid aldrig effektueret, da klageren ikke var i stand til at indbetale yderligere på sikringskontoen. Valutalånet er således forlænget efter telefonisk aftale med klageren i slutningen af september 1990, og forlængelsen krævede ikke klagerens skriftlige samtykke. Det er ikke korrekt, at klageren modtog en låneaftale til underskrift, som han skulle indlevere i underskreven stand, hvis han ønskede lånet forlænget. Uanset om det måtte blive lagt til grund, at valutalånet blev forlænget uden klagerens samtykke i oktober 1990, kan klageren ikke påberåbe sig dette, idet klageren til enhver tid har kunnet indfri lånet med tre dages varsel, hvortil kommer, at klageren ved sin anmodning har givet indklagede fuldmagt til at forlænge lånet uden at indhente klagerens samtykke, jfr. pkt. 2. i "Almindelige bestemmelser for [indklagedes] valutalånsprodukter." Klageren har fuldt ud været vidende om forlængelsen af lånet gennem 15 måneder og disponeret i overensstemmelse hermed, idet klageren har betalt renteudgifter og disponeret over værdipapirer i sikkerhedsdepot m.v. En påberåbelse af en fejlekspedition må således anses for bortfaldet som følge af passivitet.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har ikke foranlediget lånet indfriet i oktober 1990 og har endvidere efterfølgende betalt renteudgifter på lånet. Klageren findes således at have måttet være vidende om, at lånet var forlænget og have udvist en sådan grad af passivitet, at han ikke efterfølgende kan påberåbe sig, at han ikke har samtykket i forlængelsen af lånet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.