Afgørelse

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører opgørelsen af et misligholdt lån.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 21. maj 1990 blev klagernes lån hos indklagede sammenlagt til et lån på 97.578,33 kr., som skulle afvikles med 1.000 kr. månedligt, første gang den 30. maj 1990. Renten var variabel, p.t. 18,75% p.a. Den 8. juni 1990 blev lånet forhøjet med 3.399,93 kr., hvilket beløb udgjorde renter til indfrielsesdagen på de indfriede lån. Vedrørende renten fremgår:

"Renter af lånet beregnes efter bankens til enhver tid gældende satser for lån til private. Renten beregnes bagud og tilskrives fire gange om året."

Ved skrivelse af 11. juni 1991 opsagde indklagede lånet på grund af misligholdelse.

Ved skrivelse af 1. juli 1991 overgav indklagede sagen til advokat med henblik på foretagelse af udlæg i klagernes ejendom. Restgælden blev pr. 11. juni 1991 opgjort til 112.378,67 kr. Indklagede har oplyst, at man i forbindelse med overgivelsen af sagen til inkasso standsede den automatiske rentetilskrivning.

Den 4. september 1991 blev der ved fogedretten i Maribo foretaget udlæg i klagernes ejendom for et beløb på 118.181,67 kr.

Klagerne indbetalte 10 ydelser à 500 kr., indtil sagen i august 1992 på ny blev foretaget i fogedretten. I fogedretten blev gælden pr. 1. august 1992 opgjort til 138.159,20 kr. svarende til opgørelsen pr. 4. september 1991 118.181,67 kr. med tillæg af renter 18,75% p.a. fra 11. juni 1991 23.997,53 kr. og omkostninger ved fogedsagen 980 kr. og med fradrag af klagernes indbetalinger på i alt 5.000 kr.

Klagerne fortsatte med at indbetale 500 kr. månedligt til advokaten indtil januar 1993, hvor de månedlige betalinger blev forhøjet til 2.000 kr. Afdragsordningen med 2.000 kr. pr. måned blev efterfølgende stort set overholdt af klagerne.

Ved skrivelse af 21. januar 1994 meddelte advokaten klagerne, at gælden i 1991 (02.10.-31.12.), 1992 og 1993 var tilskrevet henholdsvis 11.823,18 kr., 26.395,64 kr. og 20.954 kr. i renter (i alt 59.172,82 kr.), hvilke beløb kunne fratrækkes på klagernes selvangivelse for de respektive indkomstår. Restgælden blev oplyst til 141.939,42 kr.

Indklagede har anført, at man fra klagernes bopælskommune telefonisk har fået oplyst, at klagerne i indkomstårene 1991-93 har fået rentefradrag for et samlet beløb på 59.172 kr.

Ved skrivelser af 10. januar 1995, 25. april 1996 og 6. februar 1997 til klagerne meddelte advokaten, at der i indkomstårene 1994 til 1996 var tilskrevet henholdsvis 15.746,41 kr., 22.007,48 kr. og 20.554,19 kr. i rente. Restgælden pr. 10. januar 1995 blev oplyst til 140.893,40 kr., pr. 6. februar 1997 139.804,40 kr.

Ved skrivelse af 28. februar 1997 til indklagede opgjorde advokaten restgælden således:

Ved skrivelse af 7. marts 1997 afregnede advokaten sagen over for indklagede. I denne forbindelse betalte indklagede 3.595,50 kr. til advokaten, svarende til differencen mellem advokatens acontoafregninger til indklagede (96.000 kr.) + de samlede omkostninger (8.595,50 kr.) i alt 104.595,50 kr. og klagernes indbetalinger på i alt nu 101.000 kr. (inkl. ydelsen pr. 1. marts 1997).

Beløbet på 3.595,50 kr. blev hævet på fordringskontoen vedrørende gælden hos indklagede. Saldoen herpå udgjorde herefter 20.474,17 kr., idet kontoen var rentenulstillet.

Den 4. april 1997 indbetalte klagerne ydelsen på 2.000 kr., hvorefter saldoen var 18.474,17 kr.

I forbindelse med kontoens ændring fra en fordringskonto til en fordringskonto med afvikling blev kontoen debiteret 56.848,91 kr. i historisk rente og et yderligere beløb på 66.112 kr., hvorved kontoens saldo var 141.435,08 kr. svarende til beløbet i advokatens opgørelse pr. 12. februar 1997. Klagerens fortsatte indbetalinger af 2.000 kr. blev herefter afskrevet på dette beløb, idet kontoen fortsat var rentenulstillet.

Af kontooversigten pr. 31. december 1997 fremgår en saldo på 125.435 kr. og et indberettet rentebeløb på 10.320 kr. Vedrørende rente fremgår i øvrigt bl.a.:

Parternes påstande.

Den 15. september 1998 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere for meget betalt rente og diverse gebyrer.

Indklagede, hvis svarskrift i sagen er modtaget i Ankenævnet den 19. oktober 1998, har under sagen erkendt, at advokatens beregning af rente med en fast rentesats på 18,75% er forkert, og har fremlagt en kontoopgørelse, hvor renten er beregnet på grundlag af variabel sats og uden tillæg af morarente.

I opgørelsen, der tager udgangspunkt i en startsaldo den 1. juli 1990 på 99.978,26 kr., er der taget højde for klagernes løbende indbetalinger. Inkassoomkostningerne er i opgørelsen debiteret henholdsvis på tidspunktet for udlægsforretningen i august/september 1991 med 1.470 kr., fogedforretningen i juli 1992 med 980 kr. og ved advokatens afregning i marts 1997 med de resterende 6.145,50 kr. Rentesatsen varierer mellem 13,75 og 20,25% p.a. Restgælden pr. 13. oktober 1998 er opgjort til 129.240,70 kr. Beregnede renter i alt udgør 164.666,94 kr.

Fra den herefter opgjorte saldo på 129.240,70 kr. har indklagede endvidere erklæret sig indstillet på at fratrække renter påløbet i perioden fra august 1992 til oktober 1993 på i alt 30.651,10 kr., idet disse anses for forældede, således at restgælden herefter udgør 98.589,60 kr. (129.240,70 kr. ÷ 30.651,10 kr.).

Indklagede har endvidere oplyst, at man per kulance er indstillet på at standse renteberegningen på lånet med virkning fra den 13. oktober 1998, forudsat at klagerne underskriver et frivilligt forlig og fortsætter med at afdrage på restgælden med minimum 2.000 kr. pr. måned.

Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de i forbindelse med, at de på grund af arbejdsløshed kom i en vanskelig økonomisk situation søgte at opnå en rimelig afdragsordning med indklagede. Alligevel sendte indklagede sagen til advokat, hvorved gælden blev belastet med unødige omkostninger og renter. Først da de gentagne gange havde klaget til indklagede, blev sagen taget fra advokaten. Såfremt der i stedet var blevet etableret et nyt lån, kunne dette være afviklet på normal vis. De beregnede renter og gebyrer er urimelige.

Indklagede har anført, at man i konsekvens af den fejlagtige renteberegning har nedsat restgælden til 98.589,60 kr., at man ikke har beregnet sig morarente, og at man per kulance tilbyder at frafalde fremtidig renteberegning. Under hensyn hertil bør klagen ikke tages til følge.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvis bemærkes, at indklagede findes at have været berettiget til at overgive inkassationen af det opsagte lån til advokat, og at omkostningerne herved ikke findes at kunne tilsidesættes som urimelige. Indklagede var ikke forpligtet til at yde et nyt lån til indfrielse af gælden.

Det fremgår, at advokaten løbende opgjorde tilskrevne renter over for klagerne, ligesom renterne fremgik af advokatens opgørelse til indklagede i forbindelse med afregningen af sagen. Ankenævnet finder herefter, at det må lægges til grund, at klagernes indbetalinger på gælden forlods blev afskrevet på sagsomkostningerne, som ikke kan kræves forrentet, og tilskrevne renter, som klagerne må antages at have opnået skattemæssigt fradrag for. Det bemærkes, at indklagede regnskabsmæssigt var forpligtet til at nulstille renten på klagernes konto, da fordringen i forbindelse med overgivelsen til inkasso måtte anses for uerholdelig, jf. Finanstilsynets Regnskabsbekendtgørelse nu § 41, stk. 7-9, og at indklagede ikke herved har givet afkald på forrentning over for klagerne.

Det er på det foreliggende grundlag uvist, hvorledes der er forholdt med klagernes indbetalinger efter advokatens afregning af sagen. Indklagede har imidlertid, i erkendelse af at der i advokatens renteopgørelser ikke var anvendt variabel rentesats, udarbejdet en ny beregning af renten og nedsat sit krav i overenstemmelse hermed.

3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup og Ole Just - udtaler:

Af opgørelsen fremgår, at den oprindelige gæld på 99.978 kr. ikke var nedbragt på opgørelsestidspunktet den 13. oktober 1998 men tværtimod steget, idet den samlede tilskrevne rente oversteg klagernes samlede indbetalinger. I den foreliggende situation, hvor klagerne i mere end 5 år med indklagedes indforståelse har indbetalt 2.000 kr. månedligt på gælden, finder vi, at indklagede bør anerkende, at indbetalingerne betragtes som medgået til delvis dækning af ikke de ældste, men de senest tilskrevne renter, således at den aktuelle restgæld kan opgøres til 99.978 kr. med tillæg af renter i 5 år + inkassoomkostninger og med fradrag af summen af de indbetalinger, klagerne har foretaget inden for de seneste 5 år forud for opgørelsesdagen. Det bemærkes herved, at indklagedes krav højst kunne opgøres til hovedstolen med tillæg af 5 års renter + inkassoomkostninger, såfremt intet var indbetalt, og at opgørelsen i fogedretten i august 1992 ikke udgør et særligt retsgrundlag, der afbryder forældelse af renter i henhold til forældelsesloven af 1908.

Vi har ikke mulighed for at vurdere, om den af indklagede under sagen ydede renterefusion eventuelt kombineret med det kulancemæssige tilbud om afkald på fremtidig rente er mere fordelagtig for klagerne end en opgørelse som foran anført.

2 medlemmer - Allan Pedersen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:

Af almindelige formueretlige principper følger, at en indbetalt ydelse først afskrives på renter og derefter på hovedstol. Såfremt der er tidligere ikke betalt rente, anvendes ydelsen først til at betale de ældste renter.

Spørgsmålet om eventuel forældelse af renter må således løses ved, at indklagede udarbejder en oversigt over lånets udvikling. Hvis et tilskrevet rentebeløb ved anvendelse af ovennævnte principper ikke er blevet betalt senest 5 år efter forfald, er det forældet. Vi stemmer således for kun at nedsætte restgælden i det omfang, denne beregning viser, at en del af rentebeløbet er forældet.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf