Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering.
| Sagsnummer: | 379/1992 |
| Dato: | 31-05-1996 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Ole Just, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Pantebrevslån, løbetid, utilstrækkelig ydelsesregulering. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I april 1973 ydede indklagede klageren, der er en andelsboligforening, et pantebrevslån på 520.000 kr. Den årlige rente var i pantebrevet angivet til for tiden 10¼% og den årlige ydelse til 63.960 kr. med halvårlige terminer 11. juni og 11. december. Af pantebrevet fremgik endvidere:
"Gælden forrentes fra udbetalingsdagen med den af Sparekassen til enhver tid fastsatte rente
...
Ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres ydelsen tilsvarende."
Pantebrevslånet blev ydet i henhold til en skrivelse fra indklagede af 25. april 1973, hvoraf fremgik, at det tilbudte lån havde en "løbetid på ca. 18 år".
Efter betaling af december termin 1991 var lånets restgæld 225.339,30 kr.
Ved klageskema af 29. juni 1992 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet er afviklet ved betaling af ordinær termin i december 1992.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Ankenævnets behandling af sagen har været stillet i bero på udfaldet af en for Højesteret indbragt sag, hvori dom blev afsagt den 1. november 1995 (Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 200).
Klageren har anført, at pantebrevslånets første termin var 11. juni 1974. Var pantebrevet afviklet i henhold til sit indhold, ville dette være sket over 37 terminer eller med terminen 11. december 1992 som sidste termin.
Indklagede har anført, at ved lånets etablering var det en typeforudsætning hos kunderne at få så lang en løbetid som mulig. Dette skyldtes først og fremmest de da herskende inflationsforhold og restriktioner på pengeinstitutters udlån. Tilkendegivelsen om lånets løbetid skal derfor opfattes som en begrænsning af dette typemæssige kundeønske. Bestemmelsen i gældsbrevet om, at ydelsen ændres i tilfælde af nedsættelse eller forhøjelse af renten, skal fortolkes i overensstemmelse hermed. Tilkendegivelsen om løbetiden og reguleringen af ydelsen er underordnet gældsbrevets hovedbestemmelse om afvikling og forrentning af hovedstolen, og der er ikke tale om en tilsikring af et maksimum. Klageren har ikke lidt tab ved forlængelsen af løbetiden, idet den forøgede restgæld er udtryk for opsummering af den sparede likviditet i lånets løbetid. Subsidiært gøres det gældende, at løbetiden i lånetilbudet er angivet som ca. 18 år, hvilket levner tilstrækkeligt spillerum for den konstaterede forlængelse. Klageren må endvidere ved passivitet anses for at have tabt sin adgang til at rejse indsigelse. Klageren burde allerede på et tidligt tidspunkt have indset, at lånet ikke kunne afvikles inden for 18 år.
Ankenævnets bemærkninger:
To medlemmer - Peter Blok samt Allan Pedersen, der i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1 har 2 stemmer - udtaler:
Det blev ved lånets etablering i 1973 oplyst, at løbetiden ved uændret ydelse og rente ville være ca. 18 år. Bestemmelsen i pantebrevet om, at ydelsen ved nedsættelse eller forhøjelse af renten ændres tilsvarende, må forstås således, at indklagede ikke alene havde forbeholdt sig en ret til at ændre ydelsen i takt med renteændringer, men over for klageren tillige havde forpligtet sig til at foretage sådanne reguleringer af ydelsen, at løbetiden i hvert fald i det væsentlige ville blive fastholdt. Indklagede begik derfor en fejl ved uden klagerens samtykke at undlade at forhøje ydelsen i takt med renteforhøjelser med den konsekvens, at løbetiden blev forlænget væsentligt.
Ved Højesterets dom i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 s. 200 er det fastslået, at det forhold, at et pengeinstitut i forbindelse med etableringen af et lån begår en fejl ved beregningen af ydelsen, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst af pengeinstituttet, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede forventninger.
Der er i den foreliggende sag tale om en fejl af en anden art end den fejl, som var begået i den af Højesteret afgjorte sag. For låntageren er konsekvensen imidlertid den samme, nemlig at lånets løbetid bliver længere end oplyst. Vi finder ikke, at der foreligger forhold, som kan begrunde et andet resultat end det, der er fastslået ved Højesterets dom, og stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
To medlemmer - Ole Just og Peter Møgelvang-Hansen - udtaler:
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er bl.a. fastslået, at en fejlagtig angivelse af et låns løbetid ikke ud fra aftaleretlige synspunkter har betydning for låntagerens grundlæggende pligt til at tilbagebetale lånet med renter. Efter vores opfattelse må dommens præmisser på dette punkt forstås således, at flertallet i Højesteret har statueret, at et pengeinstituts løbetidsangivelse i almindelighed må anses for en "serviceoplysning" uden selvstændig aftaleretlig betydning eller betydning for aftalens fortolkning i øvrigt. Dette udelukker selvsagt ikke, at løbetidsangivelser under omstændigheder, der adskiller sig væsentligt fra dem, der forelå i sagen for Højesteret, kan have en sådan aftaleretlig relevans.
I det foreliggende tilfælde havde indklagede efter pantebrevet pligt til at ændre ydelsen ved renteændringer. Dette aftalevilkår måtte forstås som sigtende mod fastholdelse af den angivne løbetid. Den af indklagede således påtagne ubetingede pligt til ydelsesregulering sammenholdt med indklagedes løbetidsangivelse giver efter vores opfattelse tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at indklagede har afgivet et aftaleretligt forpligtende løfte om lånets løbetid og ikke blot en "serviceoplysning".
Vi finder derfor, at indklagede ved gennem en periode uden klagerens accept at have undladt at forhøje ydelsen svarende til renteforhøjelsen har tilsidesat sine forpligtelser efter aftalen med den konsekvens, at løbetiden blev forlænget. Vi finder endvidere, at indklagede som den, der har udformet vilkårene og styret lånets praktiske afvikling, er den af aftaleparterne, der er nærmest til at bære den økonomiske risiko ved, at indklagede ved at udnytte sin ret efter aftalen til at forhøje renten på lånet uden samtidig at opfylde sin pligt efter aftalen til at fastholde løbetiden, og at dette bør medføre, at de løbetidsforlængende renteændringer ikke kan gøres gældende over for klageren, i det omfang den manglende ydelsesjustering ikke kan anses for at være accepteret af klageren.
Som sagen foreligger oplyst, har vi ikke tilstrækkeligt grundlag for at tage stilling til, på hvilket tidspunkt klageren må antages at have fået et sådant kendskab til den manglende ydelsesjustering, at denne må siges at være stiltiende accepteret af klageren.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.