Ikke bevis for forringet regresmulighed.
| Sagsnummer: | 28/1993 |
| Dato: | 20-09-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Ikke bevis for forringet regresmulighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I 1985 ydede indklagede klagerens bror et lån på 39.000 kr. Klageren kautionerede som selvskyldnerkautionist for lånet, som i 1986 blev forhøjet to gange til ialt 58.500 kr. Ved begge forhøjelser afgav klageren ny selvskyldnerkautionserklæring på lånedokumenterne. Ved den seneste forhøjelse blev det aftalt, at lånet skulle afvikles månedlig med 1.200 kr.
I august 1989 ophørte klagerens bror med at betale ydelser på lånet.
Ved skrivelse af 28. februar 1990 til klageren meddelte indklagede, at man samme dag havde opsagt engagementet med broderen til fuld indfrielse inden 14 dage. Med mindre lånet var indfriet inden denne frist, anmodedes klageren om at indfri sin kautionsforpligtelse med 42.993,07 kr. med tillæg af renter fra 30. september 1989.
Indklagede har oplyst, at broderen herefter telefonisk oplyste at ville genoptage indbetalingerne, hvilket imidlertid ikke skete. I august 1990 drøftede broderen med indklagede en akkordordning for det samlede engagement med indklagede på ca. 118.000 kr. I december 1990 tilbød indklagede herefter at udstede saldokvittering, såfremt broderen den 1. januar 1991 og i 60 på hinanden følgende måneder indbetalte 1.000 kr. Den månedlige ydelser skulle indbetales. Klageren orienteredes herom ved skrivelse af 28. december 1990. Broderen accepterede akkordforslaget, men undlod at returnere den skriftlige aftale herom, ligesom han undlod at foretage indbetalinger.
Ved skrivelse af 11. august 1992 til klageren meddelte indklagede, at klagerens bror ikke havde betalt på den indgåede afviklingsaftale, hvorfor indklagede ville gøre klagerens kaution gældende. Ved skrivelse af 4. september 1992 meddelte indklagede, at med mindre man havde hørt fra klageren inden otte dage, ville sagen blive overgivet til retslig inkasso. Ved skrivelse af 15. september 1992 til klageren orienterede indklagede om, at klagerens bror havde oplyst at ville indbetale 1.500 kr. månedligt, første gang den 1. oktober 1992, ligesom det oplystes, at såfremt dette ikke skete, ville indklagede gøre kautionsforpligtelsen gældende.
Klageren rettede gennem retshjælp den 28. september 1992 henvendelse til indklagede og gjorde indsigelse mod, at indklagede afkrævede klageren kautionen, idet indklagede havde tilsidesat underretningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41. Der fandt herefter en brevveksling sted mellem retshjælpen og indklagedes advokat. Under denne fastholdtes kravet mod klageren på 42.993,07 kr. med tillæg af renter fra den 8. oktober 1992.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse er bortfaldet, subsidiært at forpligtelsen er delvis bortfaldet med et beløb fastsat af Ankenævnet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det i forbindelse med lånets etablering blev aftalt mundtligt mellem klageren, hendes bror og indklagede, at indklagede omgående skulle henvende sig til klageren, såfremt en ydelse på lånet udeblev. Dette er bekræftet ved en af klagerens bror under klagesagen affattet erklæring. Indklagede har ikke opfyldt denne aftale, ligesom indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41 om inden seks måneder at underrette klageren om lånets misligholdelse. Således hengik der fra den 1. januar 1991 til august 1992 mere end 1 1/2 år, før indklagede orienterede klageren om, at første afdrag i henhold til akkordaftalen ikke var betalt. Klagerens regresmulighed er herved blevet forringet, idet klagerens mulighed for at påvirke hendes bror er blevet begrænset. Henset til den langvarige overskridelse af meddelelsespligten efter § 41 bør bevisbyrden for klagerens forringede regresmulighed pålægges indklagede; måtte bevisbyrden påhvile klageren, må klageren anses for at have løftet denne. Indklagede har endvidere undladt at orientere klageren om, at man i 1987 og 1988 har bevilget yderligere lån til hendes bror.
Indklagede har anført, at man ikke har været forpligtet til at orientere klageren eller at indhente hendes samtykke i forbindelse med ydelsen af yderligere lån til broderen i 1987 og 1988. Det bestrides, at klageren, såfremt hun har haft kendskab til de manglende betalinger, ville kunnet have påvirke broderen til at indbetale ydelser. Klagerens "påvirkning" af sin bror afstedkom blot løfte om indbetalinger, som udeblev. Indklagede bestrider, at der ved lånets etablering blev indgået særskilt aftale om at underrette klageren straks ved eventuel misligholdelse af lånet. Den fra broderen indhentede erklæring kan ikke tillægges betydning. Det erkendes, at indklagede ikke har overholdt bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, men tilsidesættelsen heraf har ikke forringet klagerens regresmulighed. Klagerens bror har siden 1989 skiftevis haft forskellige jobs, afbrudt af perioder på bistandshjælp, hvorom klageren må antages at have været vidende. Som følge af den manglende underretning til klageren, har indklagede nedsat kravet, idet der er anmodet om indbetaling af 42.993,07 kr. svarende til restgælden pr. 30. september 1989 med renter fra den 8. oktober 1992 svarende til det tidspunkt, hvor indklagedes advokat rejste kravet overfor klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det beklageligt, at indklagede i denne sag ikke overholdt bestemmelsen i bank- og sparekasseloven § 41. Det findes imidlertid ikke sandsynliggjort, at klagerens regresmulighed overfor hendes bror som følge af indklagedes manglende underretning er blevet forringet. Det findes heller ikke godtgjort, at der i forbindelse med lånets etablering blev indgået særskilt mundtlig aftale om, at indklagede ved lånets eventuelle misligholdelse straks skulle underrette klageren. Som følge heraf findes der ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.