Afgørelse

Værdiansættelse. Afslag på forlængelse af afdragsfrihed. Bidragsforhøjelser.

21406085
Værdiansættelse. Afslag på forlængelse af afdragsfrihed. Bidragsforhøjelser.
Klageren er lejer i ejendom, som er ejet af et af klageren stiftet anpartsselskab, hvor klageren er direktør og eneanpartshaver. I ejendommen indestod to kortrentelån F1 med afdragsfrihed til henholdsvis udgangen af 2014 og 2015. Instituttet fremsendte i december 2013 et lånetilbud til klageren på omlægning til to kortrentelån FlexKort med afdragsfrihed frem til udgangen af 2014 henholdsvis 2015. Lånene blev tilbudt med en bidragssats på 1,05 pct. årligt med forbehold for ændringer. Såvel de udstedte pantebreve som instituttets ”Låntyper og forretningsbetingelser” indeholdt bestemmelser om, at instituttet kunne ændre satserne på og beregningsmåden for bidrag. I forlængelse af afgivelsen af lånetilbuddet gjorde klageren ophævelser over værdiansættelsen af ejendommen, over manglende forlængelse af afdragsfriheden samt de forudsatte besparelse ved låneomlægningen. Instituttet varslede i marts 2014 bidragsforhøjelser på klagerens lån, hvilket udløste en protest fra klageren.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle foretage en retvisende vurdering af hans ejendom at forlænge afdragsfriheden på hans lån og at fastsætte en rimelig bidragssats i niveauet 0,5 pct. p.a. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede i forhold til værdiansættelsen af ejendommen i forehold til spørgsmålet om afdragsfrihed, at dette er kredit- og udlånspolitiske beslutninger, som alene tilkommer instituttet, og som Nævnet som udgangspunkt ikke efterprøver. Der var ikke i nærværende sag grundlag for at fravige dette udgangspunkt. Nævnet kunne derfor ikke give klageren medhold i disse klagepunkter. Der var i aftalegrundlaget den fornødne klare hjemmel for instituttet til at foretage ændringer af bidraget og beregningsgrundlaget for bidrag. Denne hjemmel kunne bringes i anvendelse, uanset om det skete kort tid efter låneudbetalingen. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at låneudbetalingen relaterede sig til en låneomlægning, og at denne blev foretaget ud fra de bidragsvilkår, der var gældende på tidspunktet for denne. Da bidragsforhøjelserne endvidere ikke kunne anses for vilkårlige eller åbenbart urimelige i sammenligning med bidragssatserne på tilsvarende lån i den øvrige del af realkreditbranchen, kunne Nævnet heller ikke give klageren medhold i dette klagepunkt. Nævnet frifandt som følge af det anførte instituttet.


K E N D E L S E

afsagt den 9. juli 2015


JOURNAL NR.: 2014-01-06-085-D


INSTITUT: Realkredit Danmark A/S


KLAGEEMNE: Værdiansættelse. Afslag på forlængelse af afdragsfrihed. Bidragsforhøjelse.

DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 22. juni 2015


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Morten B. Petersen
Bent Olufsen
Søren H. Christiansen
Lars K. Madsen



SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren er lejer i ejendom, som er ejer af et af klageren stiftet anpartsselskab, hvor klageren er direktør og eneanpartshaver.

I ejendommen indestod to kortrentelån F1, som var ydet af det indklagede realkreditinstitut med afdragsfrihed til udgangen af henholdsvis 2014 og 2015.

Indklagede fremsendte den 4. december 2013 et lånetilbud til klageren vedrørende omlægning af de to indestående lån til kortrentelån FlexKort på henholdsvis 2.059.000 kr. med afdragsfrihed frem til udgangen af 2014 og på 289.000 kr. med afdragsfrihed til udgangen af 2015. Af lånetilbuddet fremgår blandt andet følgende:

”Bidraget udgør 1,0500% om året, dog mindst det mindstebidrag …(indklagede)… til enhver tid har fastsat. For tiden er mindstebidraget 2.000 DKK. Vi tager forbehold for, at vi i lånets løbetid kan ændre størrelsen og/eller beregningsmetoden for bidraget. Læs mere om prisændringer i ”Låntyper og forretningsbetingelser”.”

Af de for lånene udstedte pantebreve fremgår følgende af de særlige bestemmelser:

”Udlånsbetingelser.
I låneforholdet mellem kreditor og debitor, er debitor underlagt de til enhver tid gældende ”Låntyper og forretningsbetingelser” samt kreditors gældende prisblad.

Lånets afvikling.
…
Kreditor kan ændre størrelsen af bidraget og mindstebidraget samt ændre betalingsmåden for bidrag efter de retningslinjer, der er fastsat i det til enhver tid gældende ”Låntyper og forretningsbetingelser.”

Indklagedes Låntyper og forretningsbetingelser Erhverv pr. 22. august 2013 indeholder følgende punkt om priser:

”25. Priser

…(Indklagede)… kan opkræve bidrag, renter, gebyrer eller andet vederlag, som er beskrevet i de prisblade, der gælder. Bidragets størrelse fastsættes individuelt, når lånet udbetales, og det kan genforhandles efter nærmere aftale.

Vi kan til enhver tid ændre priserne for både grupper af lån og for individuelle lån. Det kan fx være ændringer af størrelsen af og/eller beregningsmetoden for morarenter og bidrag, ændringer af eksisterende og/eller indførelse af nye gebyrer samt indførelse af kurtage og/eller ændring af kursskæring ved refinansiering.




25. Hvis vi ændrer vores priser
Ændrer vi priserne for individuelle lån, modtager du et brev. Indfører vi kurtage og/eller ændring af kursskæring ved refinansiering, annonceres det i dagspressen.

De seneste fastsatte priser findes på …(indklagedes hjemmeside)… og på vores prisblad i vores storkundeafdeling og …(det koncernforbundne pengeinstituts Finanscentre)…”

I forlængelse af afgivelsen af lånetilbuddet var der den 5. december 2013 e-mailkorrespondance mellem klageren og indklagedes erhvervskundechef, hvor klageren gjorde ophævelser over, at afdragsfriheden ikke kunne forlænges.

Den 13. december 2013 var der endnu en gang dialog pr. e-mail mellem klageren og det koncernforbundne pengeinstitut i relation til værdiansættelsen af ejendommen samt om vilkårene for det nye lån.

Herunder meddelte klageren indklagedes erhvervskundechef, at han var utilfreds med, at der ikke i forbindelse med låneomlægningen kunne bevilges forlængelse af afdragsfriheden på lånene.

Om baggrunden herfor forklarede erhvervskundechefen, at værdiansættelsen af ejendommen skulle ske på baggrund af en rentabilitetsberegning som følge af, at ejendommen havde været udlejet i mere end 3 år. Beregningen førte frem til en værdiansættelse, der gjorde, at belåningen udgjorde over 80 pct., og dette gav efter indklagedes kreditpolitik ikke mulighed for at forlænge afdragsfriheden. Om bidrag oplyste erhvervskundechefen endvidere:

”Med hensyn til forskellen på FlexKort og F1 er forskellen ikke på bidragssatsen, men på kursskæringen i forbindelse med lånets refinansiering. På FlexKort betales 0,2 % hvert år mod 0,3 % hvert år.”

Klageren meddelte i forlængelse heraf erhvervskundechefen følgende:

”Vi talte om at omkostninger ved låneomlægningen blev finansieret af første års besparelse på bidragssats og derefter ville jeg spare 5.600 årligt 0,3% af ca 2,3 mill.

Nu er det pludselig af kursskæringen og kun en forskel på 0,1%. Det gider jeg da ikke lave om for at please jer. 0,1% kan da heller ikke finansiere bankens omkostninger ved låneomlægning.

Det er underligt, at I lige lægger vurderingen på 81% så I kan dække jer ind under jeres kreditpolitik. Det mente min bank også. En vurdering på 46.000 mere ville flytte vurderingen ned under 80%.
…

Du har indtil nu skriftligt lovet mig 30 års løbetid så jeg vil gerne bevare mit flekslån med 30 års løbetid. Det må du gerne bekræfte skriftligt igen.

Så vil jeg gerne have en anden rådgiver og foretræde for direktionen så jeg kan få syn for sagen om du agerer på egen hånd eller det vitterligt er i …(indklagedes)… ånd at behandle deres gamle trofaste kunder så ringe.”

Indklagedes erhvervskundechef berigtigede i en ny e-mail samme dag oplysningerne om priser:

”Kan se at jeg ikke fik skrevet at kursskæringen på FlexKort er 0,2 % hvert tredje år mod de 0,3 % på F1 hvert år, så den reelle forskel er ca. 0,23 % hvert år - hvilket er en pæn besparelse og jeg har aldrig snakket om bidragssatsen skulle være forskellig på de to lånetyper, så det må du have misforstået.”

Ved e-mail af 16. december 2013 bad klageren indklagedes erhvervschef om at blive henvist til en anden rådgiver fra et andet kontor. Endvidere bad klageren om at få tilsendt den lejeværdiopgørelse og de bestemmelser, erhvervskundechefen agerede ud fra, ligesom klageren fremkom med en række bemærkninger til den foretagne værdiansættelse af ejendommen.

Den 19. december 2013 var klageren endnu en gang i dialog om låneomlægningen denne gang med indklagedes chefjurist om et møde om finansieringen.
Låneomlægningen blev gennemført ultimo december 2013.

Den 4. marts 2014 fremsendte indklagede følgende brev til klageren om bidragsforhøjelser:

”Vi forhøjer bidragssatsen på dine lån i …(indklagede)… Skemaet herunder viser de lån, hvor bidragssatsen ændres, og hvornår ændringen træder i kraft.

Pant.nr… Adresse: By:
Lånenr. Restgæld, medio feb. 2014: Ny bidragssats: Gældende fra:
010 2.059.000 DKK 1,45% 01.04.2014
011 289.000 DKK 1,45% 01.04.2014

Hvorfor ændrer vi bidragssatsen?
For at bevare sin finansielle styrke tilpasser …(indklagede)… løbende bidragssatsen til omkostningerne. …(Indklagedes)… finansielle styrke er en forudsætning for, at vi fortsat kan udstede realkreditobligationer til en høj kurs og sikre attraktive renter ved refinansiering og udbetaling af lån.”

Der blev efter det oplyste afholdt et møde den 31. marts 2014 mellem klageren og indklagedes chefjurist.

Den 1. april 2014 meddelte indklagedes chefjurist klageren, at han som aftalt havde foretaget en nærmere gennemgang af klagerens engagement, som havde afdækket, at klageren var registreret i RKI Kreditinformation, og at dette forhindrede, at chefjuristen kunne hjælpe klageren videre.

Klageren bekræftede samme dag, at det var korrekt, og oplyste, at det i al væsentlighed skyldtes en skattegæld.

Chefjuristen fastholdt den 7. april 2014, at registreringen i RKI Kreditinformation fik betydning for engagementet, idet klageren var kautionist for selskabet. Det betød konkret, at indklagede ikke kunne forlænge den afdragsfri periode, idet dette ville blive betragtet som en udvidelse af engagementet. Det samme gjaldt en nedsættelse af bidraget.

Yderligere e-mailkorrespondance førte ikke til en afklaring mellem parterne, og klageren indbragte sagen for Realkreditankenævnet.

Under sagens behandling oplyste indklagede på anmodning fra klageren følgende om ydelsen på hans lån pr. januar 2015:
“Din ydelse for perioden 01.01.2015-31.01.2015 bliver 8.518,08 kr.

Som jeg fortalte dig i tlf. d. 18/12, så vil bidraget på det store lån alene, være højere end dit nuværende, hvis jeg reberegnede det i dag - pt. 1,56% mod nuværende 1,45%. Dit bidrag er således allerede prissat under vores model. En kombination med fastforrentet lån vil ikke ændre dit nuværende bidrag.

Sammenlignet med lignende ejendomme og ejer-konstellationer, er din ejendom prissat i den helt lave ende!”


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at foretage en retvisende vurdering af hans ejendom, at forlænge afdragsfriheden på hans lån og at fastsætte en rimelig bidragssats i niveauet 0,5 pct. p.a.


Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren oplyser, at hans anpartsselskab ejer boligen, som han bor til leje i, hvilket han har gjort siden sidst i halvfemserne.

Han solgte huset til anpartsselskabet i 1998. Restgælden i huset er 2.300.000 kr. fordelt på 2 flekslån uden afdrag, som udløber i 2015 og 2016. I november 2013 ændrede han lånene fra F1 til Flexkort og 1 pct. i bidragssats og med fuldt afdrag. Huset er omkring 4 mill. kr. værd, og indklagede er absolut ikke i risiko.

Han har forsøgt at forlænge de afdragsfri perioder, men indklagede vurderede i 2 omgange, først ved en skrivebordsvurdering, dernæst ved en besigtigelse, huset så urealistisk lavt, at belåningen kom op på 81 pct. Dermed slap indklagede for forlængelse af afdragsfriheden. Ingen kan vurdere, om værdien fører til 81 pct. eller 79 pct. belåning. Indklagede gør alt for at slippe af med flekslån.

På ham virker det, som om indklagede bevidst har sat den laveste mulige værdi for at kunne retfærdiggøre den manglende mulighed for at kunne hjælpe ham.

Det kan ikke være rigtigt, at indklagede kan skalte og valte med vurderingen. En vurdering skal afspejle den reelle pris.

Alle hans betalinger i 27 år er faldet til tiden. Samtidig har indklagede hævet bidragssatsen til 1,45 pct., hvilket svarer til 33.350 kr. årligt i administration af 2 lån, der passer sig selv.
Forinden havde de aftalt 1 pct., fordi han blev presset til det. Det er i forvejen meget højt, men da han ikke kan gå andre steder hen, var han tvunget til at acceptere denne bidragssats.

Da han klagede, genopdagede indklagede, at han personligt står i RKI Kreditinformation. Det har indklagede altid vidst. Registreringen skyldes en stor skattegæld, som i øvrigt afvikles efter aftale med Skat. Anpartsselskabet er ikke registreret nogen steder, og der er kun husgæld, der dækkes af eventuel salg. Huslejeindtægter dækker alle udgifter også med afdrag fra 1. januar 2015. Alligevel vil indklagede ikke sætte bidragssatsen ned.

Han er på intet tidspunkt i forløbet tydeligt blevet gjort opmærksom på, at bidragssatsen kunne stige så hurtigt og meget.

Det er åger og i strid med god skik for finansielle virksomheder. Han har ingen chance for at flytte fra indklagede.

Til indklagedes udtalelse har han følgende bemærkninger:

Indklagede gemmer sig bag en masse paragraffer og bilagsbunker. Indklagede nævner hele tiden en rentabilitetsberegning, som er grundlaget for deres beslutning. Hvorfor får han ikke den at se? Hvis det, som indklagede siger, er noget, indklagede skal følge lovgivningsmæssigt, er den vel offentlig.

I øvrigt er huslejeindtægten i anpartsselskabet fra 1. januar 2015 steget fra 19.000 kr. månedlig til 21.000 kr. månedlig, så alene det berettiger til en ny vurdering.

Samtidig er husene i kommunen steget mest i hele landet det sidste år, og det giver ligeledes ret til en ny vurdering.

Ejendommen blev af indklagede vurderet til 2.890.020 kr., hvilket var højere end den tidligere skrivebordsvurdering. Først da han oplyste, at en betroet medarbejder hos indklagede havde oplyst ham om, at det var en ret han havde, kom indklagede ud og besigtigede ejendommen.

Det er stadig tankevækkende, at indklagedes vurdering ligger på 81 pct. af hans lån, så indklagede slipper for at hjælpe. Det største af hans lån ligger langt under de 80 pct., og på den del kunne indklagede sagtens have hjulpet. Han har svært ved at forestille sig, at indklagedes systemer ikke kan håndtere afdragsfrihed på det store lån og afdrag på det lille lån.

Det er korrekt, at han er registreret i RKI Kreditinformation på grund af et 20 år gammelt ejendomseventyr i Tyskland. Han sprang fra efter 2 år og overdrog alle sine anparter. En uærlig administrator sørgede desværre ikke for at slette hans kautionsforpligtelse, og derfor kom den tyske bank 20 år efter med sit krav. Det ændrer imidlertid overhovedet ikke på indklagedes sikkerhed. Skulle der ske ham noget, vil ejendommen ved et salg langt overstige lånene. Salgspris 4.500 mill. kr.

Realkreditrådets direktør har på TV for nylig udtalt, at det er ejendommens værdi og evnen til at betale, der er afgørende for bevilling af realkreditlån. I hans sag kører det også på hans person, uanset at der er fuld dækning i huset, og at han vil kunne betale husleje til sit anpartsselskab på 54.000 årligt.

Derfor er punktet om, at afdragsfrihed ikke er tilladt efter § 7, stk. 2, når lånet ydes ud over lånegrænsen, ikke gældende, idet afdragsfriheden ikke gælder et nyt lån. Lånegrænsen er alene overskredet på grund af indklagedes kreditpolitiske vurdering. Dertil kommer, at det store lån alene er langt under 80 pct.

Det er klart, at han accepterede lånetilbuddet med en bidragssats på 1,05 pct., dels fordi indklagede lige havde truet med en langt højere sats, som han dog fik ned efter forhandling, dels fordi han ikke kunne gå andre steder hen. Han har som nævnt betalt alt til tiden i 27 år, så betalingen kan indklagede ikke være nervøs for.

Da han accepterede tilbuddet, havde han ingen forventning om, at indklagede allerede kort tid efter ville forhøje bidragssatsen til 1,45 pct.

Den nye rådgiver, han har fået, er tilmed så frisk at sige, at dette er en sats i den nedre del. Det savner logik. Ingen skal have 42.000 kr. årligt for at servicere et lån, der passer sig selv. Den enkelte låntager skal betale for administration og sikkerhed.

En af begrundelserne for den høje bidragssats er flekslånene. Han har efterfølgende spurgt indklagede, hvorvidt et fastforrentet lån med afdrag ville ændre på bidragssatsen. Hertil fik han oplyst, at det stort set ingen betydning havde, idet det måske ville betyde en reduktion på 0,05 pct.

Han ønsker en uvildig vurdering, som indklagede skal følge, og dermed en revurdering af bidragssatsen og afdragsfriheden.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klageren i efteråret 2013 rettede henvendelse til indklagede med henblik på omprioritering af lån samt optagelse af tillægslån.

I forbindelse med klagerens ønske om optagelse af tillægslån samt forlængelse af afdragsfriheden besigtigede indklagede den 21. november 2013 ejendommen. Da ejendommen var (og er) en boligudlejningsejendom, som er udlejet på en tidsubegrænset lejekontrakt, blev ejendommen værdiansat på grundlag af en rentabilitetsberegning i overensstemmelse med reglerne herom.

Ejendommen blev værdiansat til 2.890.020 kr. Belåningen var således over 80 pct.

På den baggrund var der ikke grundlag for at tilbyde klageren et tillægslån eller forlængelse af afdragsfriheden, og kunden valgte derfor kun at omprioritere sine lån.

I december 2013 omlagde klageren således lån på henholdsvis 2.040.000 kr. og 286.000 kr. af typen FlexLån til to nye lån på henholdsvis 2.059.000 kr. og 289.000 kr. af typen FlexKort.

I forbindelse med låneoptagelsen accepterede klageren ”Lånetilbud”, hvori der under oplysningerne om de nye lån fremgår følgende:

”Bidraget udgør 1,0500% om året, dog mindst det mindstebidrag …(indklagede)… til enhver tid har fastsat. For tiden er mindstebidraget 2.000 DKK. Vi tager forbehold for, at vi i lånets løbetid kan ændre størrelsen og/eller beregningsmetoden for bidraget. Læs mere om prisændringer i ”Låntyper og forretningsbetingelser”.”

I pantebrevenes særlige bestemmelser samt i ”Låntyper og forretningsbetingelser Erhverv” af 22. august 2013 fremgår det på samme måde, at indklagede kan ændre bidragssatserne.

Alt i alt fremgik det således tydeligt af både ”Lånetilbud”, pantebreve samt ”Låntyper og forretningsbetingelser”, at bidraget kunne ændres i lånets løbetid.

Efter fremsendelse af lånetilbuddet vendte klageren tilbage til rådgiveren, fordi han var utilfreds med vurderingen af ejendommen og afslaget på forlængelse af den afdragsfri periode.

Den 16. december 2013 meddelte klageren, at han ikke ønskede, at fortsætte dialogen med rådgiveren, hvorefter sagen blev oversendt til indklagedes juridiske afdeling.

Af korrespondancen i sagen fremgår det, at parterne blev enige om at afholde et møde. Da klageren ønskede, at hans ”kontaktperson” også deltog i mødet, blev man enige om, at klageren skulle vende tilbage, når han havde talt med sin ”kontaktperson”.

Ved brev af 4. marts 2014 skrev indklagede til klageren og orienterede om ny bidragsforhøjelse pr. 1. juli 2014, hvilket indebar en forhøjelse af bidragssatsen på klagerens lån fra 1,05 pct. til 1,45 pct. Bidragsforhøjelsen var begrundet i, at indklagede løbende tilpasser bidragssatsen til omkostningerne.

På et møde den 31. marts 2014 aftalte klageren og indklagedes advokat, at indklagede nærmere skulle undersøge klagerens mulighed for at få forlænget den afdragsfri periode på lånene.

Dagen efter, den 1. april 2014, vendte indklagedes advokat tilbage til klageren og oplyste, at advokaten i forbindelse med sin undersøgelse havde opdaget, at klageren, der var (og er) selvskyldnerkautionist på lånene i ejendommen, er registreret i RKI Kreditinformation. Indklagede kunne på den baggrund ikke gå videre med sagen.

Herefter indbragte klageren sagen for Realkreditankenævnet. Klagen vedrører 1) bidragssatsen, 2) vurderingen af klagerens ejendom samt 3) en forlængelse af den afdragsfrie periode på lånene.

ANBRINGENDER:
Til støtte for påstanden gøres gældende:

at klageren i henhold til underskrevne pantebreve er underlagt indklagedes til enhver tid gældende ”Låntyper og forretningsbetingelser”,

at indklagede i henhold til både pantebreve og ”Låntyper og forretningsbetingelser” har hjemmel til at ændre bidraget som sket,

at indklagede på ovennævnte baggrund også fremover kan forhøje bidragssatsen,

at den eksisterende værdiansættelse er foretaget i overensstemmelse med bekendtgørelse om værdiansættelse af pant og lån i fast ejendom, som stilles til sikkerhed for udstedelse af særligt dækkede realkreditobligationer og særligt dækkede obligationer, § 11 ff,

at værdiansættelse af fast ejendom er et kredit- og udlånspolitisk anliggende, som Realkreditankenævnet generelt ikke efterprøver,

at der ikke er noget i nærværende sag, der giver anledning til at fravige dette udgangspunkt, og

at aftale om forlængelse af afdragsfrihed i forbindelse med en låneomlægning ikke er tilladt i henhold til lov om realkreditlån og realkreditobligationer, § 7, stk. 2, når lånet ydes ud over lånegrænsen, da pantsikkerheden herved forringes væsentligt.


OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Indklagede har på anmodning fra Nævnssekretariatet fremlagt følgende vurdering af ejendommen fra 25. november 2013.







ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

I forhold til værdiansættelsen af ejendommen bemærker Nævnet, at denne er en kredit- og udlånspolitisk beslutning, som alene tilkommer indklagede, og som Nævnet som udgangspunkt ikke efterprøver. Der er ikke i nærværende sag grundlag for at fravige dette udgangspunkt.

Det samme gælder i forhold til spørgsmålet om afdragsfrihed, hvor det ligeledes er indklagede, som afgør, hvorvidt instituttet ønsker at bevilge en sådan. Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i disse klagepunkter.

Der er i aftalegrundlaget den fornødne klare hjemmel for indklagede til at foretage ændringer af bidraget og beregningsgrundlaget for bidrag. Denne hjemmel kan bringes i anvendelse, uanset om det sker kort tid efter låneudbetalingen. Nævnet bemærker i den forbindelse, at låneudbetalingen relaterer sig til en låneomlægning, og at denne blev foretaget ud fra de bidragsvilkår, der var gældende på tidspunktet for denne.

Da bidragsforhøjelserne endvidere ikke kan anses for vilkårlige eller åbenbart urimelige i sammenligning med bidragssatserne på tilsvarende lån i den øvrige del af realkreditbranchen, kan Nævnet ikke give klageren medhold.

Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, Realkredit Danmark A/S, frifindes.




Henrik Waaben / Susanne Nielsen