Rådgivning. Gebyr ved overførsel af pensionskonti.
| Sagsnummer: | 32/1991 |
| Dato: | 28-08-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Søren Geckler, Gert Bo Gram, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - øvrige spørgsmål
Pensionskonti - overførsel Gebyr - overførsel |
| Ledetekst: | Rådgivning. Gebyr ved overførsel af pensionskonti. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I april 1986 overførte klageren og dennes ægtefælle deres engagement til indklagedes Valby afdeling, og klageren fik i den forbindelse bevilget en kassekredit med et maksimum på 150.000 kr, som efterfølgende er forhøjet flere gange, således at maksimum i januar 1991 udgjorde 500.000 kr. Klagerens engagement udgjorde efter overførslen en kassekredit, tre kapitalpensionskonti, et kapitalpensionsdepot og en ratepensionskonto. Derudover overførtes ægtefællens indekskonto til afdelingen.
I januar 1987 købte indklagede på klagerens foranledning og for klagerens regning nominelt 1.089.000 kr. 9% obligationer 2006 til kurs 82,25. Få dage efter rettede en medarbejder fra filialen uopfordret telefonisk henvendelse til klageren, idet han foreslog klageren at sælge de netop købte obligationer på grund af forventning om et forestående kursfald. Obligationerne solgtes herefter til kurs 85,5. Kursen steg imidlertid efterfølgende, og de tilsvarende obligationer blev påny købt til kurs 88. Klageren rettede herefter henvendelse til afdelingen, og ved skrivelse af 20. marts 1988 til indklagedes direktion anmodede klageren om godtgørelse af det kurstab, han havde lidt ved at følge afdelingens råd om salg af obligationerne. Ved skrivelse af 18. april 1988 meddelte indklagedes direktion, at man var indstillet på at godtgøre klageren tabet, som opgjordes til 2,5 kurspoint af nominel 1.089.000,- kr. obligationer samt kurtage, ialt 30.035,36 kr.
Den 6. oktober 1990 døde klagerens ægtefælle, og ægtefællens indekskonto opgjordes efter fradrag af afgifter til et beløb i størrelsesorden 60.000,- kr., som indsattes på spærret konto til frigivelse ved forevisning af skifteretsattest. Klageren overtog boet efter ægtefællen til hensidden i uskiftet bo.
Ved skrivelse af 28. oktober 1990 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at ægtefællen hidtil havde varetaget kontakten til banken, hvorfor han først efter hendes død var blevet opmærksom på, at 1.285.348,- kr. af klagerens pensionsmidler i en længere periode havde henstået til kontant forrentning. Klageren fandt, at dette var usædvanlig dårlig rådgivning, ligesom klageren ankede over en udlånsrente, indklagede havde beregnet sig for kassekreditten set i forhold til den indlånsrente, klageren havde opnået på sine pensionskonti. Klageren anførte endvidere i skrivelsen, at han vedlagde skifteretsattest.
I den efterfølgende brevveksling mellem klageren og indklagede anførte indklagede, at indklagede ikke havde taget initiativ til rentenedsættelse, dels fordi kreditten var ydet på blankobasis, og dels fordi filialen afventede afslutningen af en af klageren anlagt retssag. Forsåvidt angik den skete rådgivning anførte indklagede, at man på et tidspunkt havde orienteret klagerens ægtefælle bl.a. om muligheden for at investere i Jysk Investbeviser, og at man havde udleveret en brochure til hende herom, men hun havde dog ikke reageret på opfordringen.
I forbindelse med at klageren i november/december 1990 ønskede sit engagement med indklagede overført til henholdsvis Statsanstalten for Livsforsikring og Baltica Bank rettede en assurandør fra Statsanstalten henvendelse til afdelingen med anmodning om udarbejdelse af en opgørelse over klagerens pensionskonti hos indklagede. Afdelingen gjorde opmærksom på, at udarbejdelsen af en sådan opgørelse var forbundet med et gebyr på 375,- kr. Gebyret debiteredes efterfølgende klagerens kassekredit. I januar 1991 overførtes klagerens engagement til Baltica bank, og i den anledning beregende indklagede sig et gebyr på 500,- kr. pr. pensionskonto i forbindelse med overflytningen, ialt 4.000, kr.
Klageren har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham de tab, han har lidt som følge af indklagedes manglende rådgivning i forbindelse med placeringen af pensionsmidlerne, at godtgøre ham gebyrerne på henholdsvis 375,- kr. og 4.000,- kr. samt at godtgøre det rentetab, han har lidt som følge af, at provenuet af ægtefællens indekskonto indsattes på en spærret konto til en forrentning af 4,5% p.a.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagede i forbindelse med overførslen af engagementet til Valby afdeling udleverede forskelligt skriftligt materiale, hvori indklagede gav tilsagn om aktiv økonomisk rådgivning. Indklagede har imidlertid ikke ydet nogen rådgivning. Indklagede burde som den professionelle part have foranlediget midlerne placeret i f.eks. passende obligationer med en løbetid til omkring klagerens pensionering og burde ikke som sket have ladet midlerne henstå til en lav kontant forrentning (6,75%). Det tab, klageren har lidt i den anledning, kan opgøres til differencen mellem indklagedes lave kontantforrentning og obligationsrenten i samme periode. Såfremt indklagede var af den opfattelse, at klageren ikke havde en investeringsprofil, der var til større aktie- eller obligationsporteføljer, burde indklagede have drøftet dette med klageren i stedet for blot at handle ud fra denne forkerte antagelse. Indklagede har i den samme periode beregnet sig en høj udlånsrente på kassekreditten, og i forbindelse med at indklagede nedsatte renten på klagerens pensionskonti, nedsatte man ikke samtidig den høje udlånsrente til klageren. Derved skaffede indklagede sig en yderligere fortjeneste på klagerens bekostning uden aktivt at rådgive ham om, hvorledes han skulle forholde sig til denne ugunstige udvikling.
De gebyrer, indklagede har beregnet sig henholdsvis for at fremkomme med en opgørelse over klagerens konti og for at overføre klagerens pensionskonti til et andet pengeinstitut, finder klageren ikke står i forhold til det arbejde, der har været forbundet hermed. Det er korrekt, at klageren accepterede at betale et gebyr på 375,- kr. for en kontooversigt, men det skyldes, at indklagede i modsat fald nægtede at udarbejde denne kontooversigt.
Forsåvidt angår ophævelsen af hans ægtefælles indeksopsparing, anmodede klageren om, at beløbet indsattes på hans kassekredit. Indklagede indsatte imidlertid i stedet beløbet på en spærret konto til en forrentning af 4,5% sammenholdt med en udlånsrente på 15% på kassekreditten. Klageren fremsendte allerede ved skrivelse af 28. oktober 1990 skifteretsattesten, og indklagede har ikke i sit svar på klagerens skrivelse af 28. oktober 1990 meddelt, at skifteretsattesten ikke var vedlagt. Det må derfor kunne lægges til grund, at skifteretsattesten rent faktisk blev fremsendt til indklagede.
Indklagede har anført, at afdelingen tidligere havde rådet klageren til at foretage investeringer i obligationer. Desværre svarede kursudviklingen på daværende tidspunkt ikke til forventningerne, og klageren led dengang et tab, som indklagede pr kulance valgte at godtgøre. Indklagede har således rent faktisk foretaget en aktiv økonomisk rådgivning, som desværre grundet omstændighederne fik et for klageren uheldigt udfald. Det har hele tiden været afdelingens opfattelse, at klagerens investeringsprofil ikke var til større aktie- eller obligationsporteføljer, og såfremt klageren ønskede at tage chancen for at få et bedre afkast og dermed løbe en risiko, burde han have udvist et selvstændigt initiativ. Indklagedes renteændringer er sket stort set på samme tidspunkter som i andre pengeinstitutter, og indklagedes rentesatser har vist sig at være fuldt konkurrencedygtige. Ændringerne i de for klagerens konti gældende rentesatser er sket i overensstemmelse med indklagedes generelle ændringer af renten for de pågældende kontotyper. Forsåvidt angår gebyret på 375,- kr. hævet på klagerens totalkonto for opgørelse over klagerens pensionskonti er dette gebyr hævet efter aftale med en assurandør fra Statsanstalten for Livsforsikring efter accept af klageren. Det af indklagede beregnede gebyr i forbindelse med overførslen af klagerens pensionskonti er indklagedes standardgebyr og udgør 500,- kr. pr. kapital/ratepension, der overføres til forsikringsselskab eller andet pengeinstitut.
Forsåvidt angår opgørelsen af klagerens afdøde hustrus indeksopsparing får indklagedes pensionsservice automatisk meddelelse om dødsfaldet fra det centrale CPR-register. Herefter opgør pensionsservice pensionsopsparingen og indsætter provenuet på en konto, der oprettes til dette formål. Når der foreligger skifteretsattest, kan beløbet frigives, men filialen har aldrig modtaget en skifteretsattest fra klageren. Det indestående beløb hidrørende fra indeksopsparingen er nu overført til Baltica Bank under forudsætning af, at indklagede foreviser en skifteretsattest. Det er således ikke indklagedes opfattelse, at man har manipuleret med klagerens betroede midler på en sådan måde, at indklagede har opnået en gevinst på klagerens bekostning, og indklagede har ikke handlet ansvarspådragende eller i strid med reglerne om god bankskik.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at der ikke mellem klageren og indklagede var indgået aftale om, at indklagede på klagerens vegne skulle købe obligationer eller andre værdipapirer for de kontante midler, der indestod på klagerens pensionskonti. Det findes heller ikke godtgjort, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved at undlade at anbefale klageren sådanne investeringer i værdipapirer. Det bemærkes herved, at klageren og dennes ægtefælle i hvert fald burde have været klar over, at der indestod betydelige kontante midler på pensioniskontiene, og at der endvidere ikke er grundlag for at forkaste indklagedes oplysning om, at man over for klagerens ægtefælle faktisk havde anbefalet, at der blev indkøbt værdipapirer.
Det findes ikke at kunne kritiseres, at indklagede har forlangt et gebyr på 375 kr. for udarbejdelse af en opgørelse over pensionskontiene. Klageren måtte påregne, at indklagede ville beregne sig et gebyr for det med overførselen af pensionskontiene forbundne arbejde. Det opkrævede gebyr på i alt 4.000 kr. findes imidlertid - bla. under hensyn til, at der var tale om samtidig overførsel af en række konti - at overstige det rimelige og findes skønsmæssigt at burde nedsættes til 2.000,- kr., således at indklagede skal tilbagebetale klageren 2.000,- kr. af gebyret.
Klageren anførte i sin skrivelse af 28. oktober 1990 til indklagede, at han vedlagde kopi af skifteretsattest. Såfremt dette ikke var tilfældet, burde indklagede snarest have rettet henvendelse til klageren, således at denne kunne berigtige forholdet og som ønsket få indeståendet overført til totalkontoen. Ankenævnet finder derfor, at indklagede skønsmæssigt bør godtgøre klageren en rentedifference som nedenfor bestemt.
Efter det anførte
Indklagede bør inden 4 uger betale 2.000,- kr. til klageren. Inden samme frist bør indklagede godtgøre klageren differencen mellem renten af indeståendet poå indekskontoen og renten af samme beløb på klagerens kassekredit (totalkonto) for perioden fra 5. november 1990, til indeståendets overførsel til Baltica Bank. I øvrigt tages klagen ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren. Når der henses til, at indklagede på et tidligere tidspunkt per kulance har godtgjort klageren et tab i forbindelse med investering af pensionsmidler i værdipapirer, findes indklagede ikke at have handlet erstatningspådragende ved at undlade at råde klageren til at investere pensionsmidlerne i værdipapirer, idet indklagede herefter findes at have været berettiget til at antage, at klageren ikke ønskede at løbe en risiko i forbindelse med placeringen af pensionsmidlerne. For så vidt angår gebyret på 375,- kr. opkrævet for udarbejdelse af en engagementsoversigt til klageren, er klageren, forinden oversigten blev udarbejdet, blevet orienteret om gebyrets størrelse, hvilket klageren accepterede uden forbehold. Forsåvidtangår overførselsesgebyret måtte klageren påregne, at indklagede ville kræve betaling for det med overførslen af kontiene forbundne arbejde, og standardgebyret findes at være af rimelig størrelse. Klageren anførte i skrivelse af 28. oktober 1990 til afdelingen, at skifteretsattest var vedlagt. Såfremt dette ikke var tilfældet, burde indklagede have reageret, og indklagede fandtes således ikke at have været berettiget til at indsætte beløbet på en spærret konto uden at gøre klageren opmærksom på, at beløbet først kunne frigives ved forevisning af skifteretsattest, og at denne ikke havde været vedlagt klagerens brev af 28. oktober 1990. Indklagede bør derfor godtgøre klageren en rentedifference som nedenfor bestemt. Som følge heraf b e s t e m m e s: Indklagede bør inden 4 uger godtgøre klageren rentedifferencen mellem forrentningen af provenuet af indekskontoen og forrentningen af samme beløb på klagerens kassekredit for perioden 30. oktober 1990 og indtil beløbet er overført til Baltica Bank. Forsåvidt angår klagerens øvrige påstande tages disse ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.