Ved kautionserklæring af 30. september 1983 kautionerede klageren og hendes nu afdøde ægtefælle for et lån på 213.000 kr. ydet af indklagedes Svendborg afdeling til klagerens søn og svigerdatter. lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.695 kr. svarende til en årlig ydelse på 44.340 kr. Kautionserklæringen var begrænset til "150.000,00 kr. + renter og omkostninger m.v.", og det var i erklæringen anført:
"Kautionsforpligtelsen nedskrives i forhold til det månedlige afdrag."
Ved ligelydende skrivelser af henholdsvis 8. december 1985 og 6. juni 1986 meddelte klageren afdelingen, at hun accepterede, at der blev ydet debitorerne henstand på 2-3 måneder. Ved skrivelse af 23. januar 1987 til afdelingen accepterede klageren, at lånetiden blev forlænget på grund af en restance på 25.668,75 kr., ligesom klageren meddelte, at hun ville betale ydelsen på lånet den 30. januar 1987.
I forbindelse med omlægning af debitorernes engagement med indklagede underskrev klageren den 25. oktober 1988 påny en kautionserklæring begrænset til 150.000 kr. vedrørende samme lån, som der tidligere var afgivet kaution for. Lånets restgæld udgjorde da 198.606 kr., efter at en restance på 26.983 kr. var blevet overført til et nyt lån.
Efter at klagerens søn var død, og klagerens svigerdatter havde fået gældssanering, gjorde indklagede den 26. september 1990 kautionsforpligtelsen gældende over for klageren og anførte i den forbindelse, at kautionsforpligtelsen udgjorde 150.000 kr., hvilket senere blev nedsat til 132.391,39 kr. pr. 31. december 1989.
Det fremgår af årsopgørelser for lånet, at der er indbetalt følgende:
1983: 5.635 kr.
1984: 28.865 kr.
1985: 57.645 kr.
1986: 14.264 kr.
1987: 30.537 kr.
1988: 58.043 kr.
1989: 48.035 kr.
1990: 20.332 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at kautionsforpligtelsen principalt bortfalder, subsidiært nedsættes betydeligt.
Indklagede har efter sagens indbringelse for Ankenævnet nedsat sit krav til 112.559,70 kr. pr. 26. september 1990, men har derudover nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at kautionserklæringen må fortolkes således, at kautionen bortfalder, nar der i alt er indbetalt 150.000 kr. på lånet. Den samlede kautionsforpligtelse inklusiv den af klageren accepterede henstand udgør i alt 198.839 kr. Da der i alt er indbetalt 194.989 kr. i perioden fra 1983 til 1988, udgør den resterende kautionsforpligtelse 3.850 kr. Indklagede har endvidere ikke fremlagt tilstrækkeligt materiale til, at klageren har haft mulighed for at vurdere, hvorvidt indklagede har overholdt sin forpligtelse i henhold til Bank- og sparekasselovens s 41. Det fremgår af årsopgørelserne, at debitorernes indbetalinger på det pågældende lån har været meget varierende, og klager har endvidere ikke haft mulighed for at konstatere, om der er sket rokeringer mellem debitorernes forskellige lån hos indklagede.
Indklagede har anført, at der ved kautionserklæringen af 25. oktober 1988 ikke er tilsigtet en udvidelse af den tidligere erklæring af 30. september 1983, som således fortsat er gældende. Kautionsforpligtelsen blev nedbragt med de af debitorerne betalte afdrag, ikke med de betalte ydelser. Da indklagede åen 26. september 1990 anmodede klager om at indfri kautionsforpligtelsen, udgjorde lånets restgæld 189.438,31 kr., og der var på dette tidspunkt afdraget 31.797,80 kr., hvorfor kautionsforpligtelsen pr. 26. september 1990 kan opgøres til 118.202,20 kr. Efter den 23. januar 1987 er der ikke ydet debitorerne henstand med betaling af ydelser, men af de årlige kontooversigter for perioden 1987-1990 fremgår, at det for lånet aftalte afviklingsforløb ikke fuldt ud er overholdt, idet lånet på tidspunktet for opgørelsen af kautionsforpligtelsen den 26. september 1990 var i restance med 5.642,50 kr. Indklagede finder ikke, at klagerens regreskrav mod låntageren er forringet som følge heraf, men indklagede er efter omstændighederne indstillet på at reducere klagerens forpligtelse med de for lidt indbetalte beløb, således at kautionsforpligtelsen udgør 112.559,70 kr. med renter fra 26. september 1990.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder at måtte give indklagede medhold i, at bestemmelsen i kautionserklæringen af 30. september 1983 om nedskrivning af kautionsforpligtelsen må forstås således, at forpligtelsen alene skal nedskrives med den del af de indbetalte ydelser, der udgør afdrag. Ved fornyelsen af kautionen i oktober 1988 udgjorde restgælden klageren bekendt 198.606 kr. Selv om indklagede i tiden herefter for så vidt angår en mindre restance måtte have tilsidesat sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § il, finder Ankenævnet det efter de foreliggende oplysninger om debitorernes økonomi ikke sandsynliggjort, at klagerens regresmuligheder herved er forringet i videre omfang end anerkendt af indklagede ved godskrivningen af beløbet på 5.642,50 kr. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at anse klagerens kautionsforpligtelse for bortfaldet eller for at nedsætte forpligtelsen til et mindre beløb end det beløb på 112.559,70 kr. pr. 26. september 1990, til hvilket indklagede under sagens behandling for Ankenævnet har nedsat sit krav.
Som følge heraf