Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse. Passivitet.

21312216
Personlig fordring. Forældelse. Passivitet.
Klageren havde i sin ejendom to reservefondslån til det indklagede realkreditinstitut. Det ene af lånene var rente- og afdragsfrit. Instituttet tilbød i juni 1994 klageren delvis omlægning af lånene, hvilket tilbud klageren ikke udnyttede. I juni 1995 gik ejendommen på tvangsauktion, hvor den blev overtaget af en liebhaver for et bud på 1.402.000 kr. Klageren protesterede under auktionen mod blandt andet opgørelsen af instituttets krav. Fogedretten besluttede at udsætte en eventuel tvist herom til afgørelse efter auktionen. Instituttet gjorde efterfølgende en personlig fordring gældende mod klageren, som i marts 1996 erkendte, at han skyldte et beløb, som han dog ikke havde mulighed for at betale. Instituttet gjorde i 1998, 2001, 2003 og 2012 kravet gældende mod klageren. Efter inkassationsforsøg udtog instituttets advokat den 21. maj 2013 stævning mod klageren med påstand om dennes betaling af 85.955 kr. med tillæg af rente. Retten besluttede i november 2013 efter anmodning fra klageren at hæve sagen og oversende den til Realkreditankenævnet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at kravet var forældet eller bortfaldet som følge af instituttets passivitet, subsidiært at kravet var bortfaldet som følge af manglende dokumentation for kravets størrelse, og mere subsidiært at instituttets krav burde afvises som formålsløst. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet kunne ikke kritisere, at instituttet havde opretholdt kravet i henhold til det rente- og afdragsfri reservefondslån, idet klageren ikke tiltrådte instituttets oplæg fra juni 1994 til en omlægningsaftale. Med hensyn til opgørelsen af fordringen bemærkede Nævnet, at klageren ikke på rette vis og i rette tid fulgte op på sine indsigelser under tvangsauktionen, og at disse ikke længere kunne gøres gældende. Nævnet fandt ikke, at instituttet havde udvist retsfortabende passivitet, idet der skulle mere hertil end den blotte undladelse af – inden for forældelsesfristerne – at gøre kravet gældende. Nævnet fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at fordringen i sin helhed var omfattet af forældelsesfristen på 10 år efter 2007-forældelseslovens § 5, og at der ved instituttets advokats indgivelse af stævning den 21. maj 2013 var sket tilstrækkelig afbrydelse efter 2007-forældelseslovens § 30, stk. 3. Nævnet fandt, at der ikke kunne kræves yderligere dokumentation for kravet. Med henvisning til klagerens mere subsidiære påstand bemærkede Nævnet, at Nævnet ikke havde mulighed for at pålægge instituttet at afstå fra at forfølge kravet. Som følge af det anførte blev realkreditinstituttet frifundet.


K E N D E L S E
afsagt den 26. november 2014


JOURNAL NR.: 2013-01-12-216-B


INSTITUT: BRFkredit A/S


KLAGEEMNE: Personlig fordring. Forældelse.
Passivitet.

EJENDOMMEN: Matr.nr. 256 b Kerteminde Bygrunde


DATO FOR NÆVNSMØDE: Den 10. oktober 2014


SAGSBEHANDLER: Sekretariatschef Susanne Nielsen


NÆVNSMEDLEMMER, DER HAR DELTAGET I BEHANDLINGEN:
Henrik Waaben (formand)
Per F. Møller
Morten B. Pedersen
Søren Hoffmann Christiansen
Jacob Elverum


SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren ejede en ejendom, hvori der indestod to lån til det indklagede realkreditinstitut på henholdsvis 1.300.000 kr. og 237.000 kr. Lånene var ydet som reservefondslån. Pantebrevet på 237.000 kr. fremstod efter sit indhold rente- og afdragsfrit og med forfald ved ejerskifte.

Indklagede fremsendte den 8. juni 1994 følgende tilbud om låneomlægning til klageren:

”Vi kan hermed tilbyde følgende omlægning:

Eksisterende lån, med restgæld pr. 01.06.1994 kr. 1.249.064,14, omlægges delvist til nyt realkreditlån, 7% 30 år kontant, anslået stort kr. 1.040.000,00.

Vi gør opmærksom på, at terminerne på det nye lån forfalder hver d. 01.12, 01.03, 01.06 og 01.07, med sidste rettidige indbetalingsdag den sidste hverdag i forfaldsmåneden.

Differencen kr. 209.064,14 afvikles fortsat som annuitetslån med rente 9%. Restløbetiden forlænges dog til 30 år.
…

Pantebrev stort kr. 237.000,00 står fortsat i bero rente- og afdragsfrit. Hvis den økonomiske situation ikke ændrer sig væsentligt indenfor de næste 10 år, eller hvis der om 10 år stadig ikke er dækning for beløbet indenfor ejendommens handelsværdi, kvitteres pantebrevet til aflysning. Dette gælder også den personlige hæftelse.
…

Vedlagte salgsfuldmagt til …(indklagede)… skal underskrives. Fuldmagten træder kun i kraft, hvis der sker misligholdelse af lånene til …(indklagede)…

De bedes venligst give besked om De kan acceptere dette tilbud. Vi vil herefter fremsende pantebrev og aftale det videre forløb.

…”

Efter henvendelse fra klageren gennemgik indklagede på ny klagerens engagement og fremsendte den 12. september 1994 følgende brev til klageren:

”Da De fik omlagt Deres lån i 1992, etablerede vi, i stedet for almindelige realkreditlån, 2 såkaldte ”reservefondslån”, et lydende på kr. 1.300.000,00 og et rente- og afdragsfrit pantebrev lydende på kr. 237.000,00.

Etablering af ”reservefondspantebreve” sker uden obligationsudstedelse, og kan alene ske i tabsbegrænsende øjemed, iflg. Finanstilsynets retningslinier.

Da markedsrenten i etableringssituationen ikke var så lav, som det var nødvendigt for ydelsesmæssigt at opnå balance i Deres økonomi, etableredes derfor ”reservefondspantebrevene” for at opnå den nødvendige lavere rente og ydelse, tilpasset Deres økonomi.

Etablering af ”reservefondslånene”, var således en nødløsning for at hjælpe Dem i Deres økonomiske situation, så et salg af ejendommen kunne undgås, da dette ville resultere i et stort tab for Dem.

Da renten nu er faldet, er der mulighed for at omlægge til almindeligt realkreditlån, op til 80% af ejendommens værdi. Hvis der derfor skal foretages ændringer i den nuværende afviklingsform, skal det ske ved omlægning til størst muligt almindeligt realkreditlån, som vi gerne giver med 30 års løbetid og 7% rente.

Restbeløbet ud over de 80%, er vi fortsat indstillet på at finansiere ved ”reservefondslån” – et lydende på ca. kr. 210.000,00 med 30 års løbetid og 9% rente og fastholdelse af det rente- og afdragsfrie pantebrev.

Jeg må derfor bede Dem endnu engang at overveje vort tilbud af 08. juni 1994, da jeg er af den opfattelse at det p.t. er den mest optimale løsning …(indklagede)… kan tilbyde Dem.

De bedes venligst, snarest muligt, når De har overvejet tilbuddet på ny, giver besked om De ønsker at gøre brug af tilbuddet, eller om De vil fortsætte afviklingen af gælden på de nuværende betingelser.

Har De spørgsmål, er De naturligvis velkommen til at rette henvendelse til mig.”

Klageren accepterede efter det oplyste ikke tilbuddet om låneomlægning.

Der blev den 30. juni 1995 afholdt tvangsauktion over ejendommen med indklagede som rekvirent. I henhold til tvangsauktionssalgsopstilling af 23. maj 1995 var indklagedes fordring på tvangsauktionen opgjort som følger:


Prioritetsopgørelse
Pant- og udlægs-havere ... 1. Fordring op¬gjort pr. auk-
tionsdato 2. Restgæld...
med tillæg af ufor-fald¬ne ren¬ter 3. Restance¬r... 4. Hæftelser
Der kræves indfriet
Hæftelse nr. 1
…(Indklagede)…
Opr. kr. 1.300.000,00, reservefondslån, indfries ved ejerskifte, 9% rente, restgæld pr. 1.6.1995 kr. 1.221.021,89…



1.326.477,48





1.229.874,29





96.603,10
I alt ved budsum kr. 1.326.477,48 1.229.874,29 96.603,19 0,00
Hæftelse nr. 2
…(Indklagede)…
opr. kr. 237.000,00, reservefondslån. Kræves af …(indklagede)… indfriet ved auktionen.



237.000,00



0,00



0,00



237.000,00
I alt ved budsum kr. 1.563.477,48
1.229.874,29 96.603,19 237.000,00


Tvangsauktionssalgsopstillingen var vedlagt inkassoadvokatens ”Supplerende oplysninger om tvangsauktionen”, hvoraf fremgår følgende:

”…
Panthaver kan vælge om budsummen skal afskrives på restgæld eller restancebeløb.
…

Opnår de i nærværende salgsopstilling anførte realkreditinstitutter ved tvangsauktion kun delvis dækning for deres tilgodehavende, tager realkreditinstitutterne forbehold om eventuelt at lade restgælden være forlods dækket i de tilfælde, hvor kursværdien på realkreditinstitutlån overstiger kurs 100.
…”

På tvangsauktionen blev ejendommen overtaget af en liebhaver for et bud på 1.402.000 kr.

Af udskrift af auktionsbogen fremgår det, at klageren var mødt som ejer, og at klageren gjorde indsigelser mod kravet om indfrielse af lånet på 237.000 kr., størstebeløbet og opgørelsen af lånet på 1.300.000 kr., men at fogedretten besluttede at udsætte en eventuel tvist herom til afgørelse efter auktionen.

Klageren stillede efter auktionen en række spørgsmål til fogedretten, som den 11. august 1995 fremsendte følgende svar til klageren:

”Fogedretten har modtaget Deres brev af 10. juli 1995, hvori De rejser forskellige spørgsmål vedr. auktionen.

På auktionen blev det noteret, at De gjorde indsigelser og at tvisten herom kan rejses efter auktionen, dvs. på det tidspunkt, hvor …(indklagede)… gennem fogedretten rejser krav om dækning af et eventuelt tab. Ordet ”eventuelt” i udskriften har ingen selvstændig betydning.

Deres skrivelse er videresendt til orientering til advokat … med kopi af dette brev, således at …(indklagede)… kender Deres indsigelser, når man måtte ønske at gøre krav gældende.”

Indklagede opgjorde den 30. juni 1995 sit tab efter tvangsauktionen som følger:

”…BEREGNING AF TAB:
…(Indklagedes)… tilgodehavende incl. evt. foranstående lån
Pr. auktionsdagen (pas på springende prioriteter) kr. 1.563.477
-budsum kr. 1.402.00
…(Indklagedes)… udækkede fordring kr. 161.477
=================
Omregnet til kontant:
Obl. restgæld 161.477 a kurs 100 kr. 161.477
Restancer kr.
Obl.restgæld ________ a kurs____ kr.
Restancer kr.
Obl.restgæld________ a kurs ____ kr. kr. 161.477
=================
Faktisk konstateret tab (hvis dette er mindre end ”omregnet tab) kr. 161.477
Fradrag for evt. dobbeltfinansiering (se bagsiden) kr.
-andre reguleringer kr.
Tab at gøre gældende kr.
+ renter i perioden 1.7.95 – 1.3.96 (6,56%) kr. 10.592
…(Indklagedes)… tilgodehavende kr. 172.069
…” =================

Indklagede foretog den 10. august 1995 en delvis nedbringelse af den personlige fordring:

”…
Matr.betegnelse:…
Tilhørende: …(klageren)…

Hovedstol Lånerestgæld
Kr. kr.

Status pr. 01.08.95 161.477,68 161.477,68
Nedbragt med 85.955,16 85.955,16
_______________________________________________________________________________
Nedbragt til 75.522,52 75.522,52
_______________________________________________________________________________

Specifikation:

Nedbringelse kr. 85.955,16 af kurs 100,00 kr.- 85.955,16
I alt kr.- 85.955,16

Modtaget den 10.08.95 kr. 85.955,16
…”


Udskrift af 16. november 1995 af bogføringen til brug for indklagedes afslutning af sagen indeholder følgende:

”… Bogf.
Art Tekst Beløb dato …
--- ----- ----- ----- ---------

MÆGLERSALÆR:
6001 MOMS 1.585,00 940728
-----------------------
I ALT MÆGLERSALÆR 1.585,00
=======================
-----------------------------
I alt 5 SALGSOMKOSTNINGER 1.585,00
=============================

INDFRIELSER:

3210 04-289-869 75.522,32 95013
3210 0004-289-869 85.955,16 951018
-----------------------
I ALT INDFRIELSER 161.477,48
=======================

-----------------------------
=============================
----------------------------------------------------------------------------
I alt 163.062,48
-----------------------------------------------------

Udgifter på sag:
-------- -- ----
1004 VURD.HON. 6.340,00 940728 …
1004 AUK. 30.06.95 8.131,25 950704 …
1199 Udgift 1994 -6.340,00 950630 …
1199 Udgift jan-jul 1995 -8.131,25 950831 …
----------------------------------------------------------------------------
I alt Udgifter ,00
-----------------------------------------------------
=====================================================
I alt 163.062,48
=====================================================”

Indklagede gjorde efterfølgende en personlig fordring gældende mod klageren, som den 19. marts 1996 fremsendte følgende brev til indklagede:

”I fortsættelse af Deres brev af 27/2-96 skal jeg herved forklare mig.
…

Jeg skylder ganske rigtigt …(indklagede)… et beløb i nævnte størrelsesorden, og beklageligt har jeg ikke udsigt til at kunne betale gælden. Hvorfor jeg henstiller til …(indklagede)…, i lighed med hvad man lovede i Deres brev af 8. juni 94 (ejd. nr. …) nemlig at stille gælden i bero og såfremt der ikke viste sig en væsentlig bedre økonomi for mig, sluttelig at kvittere pantebrevet til aflysning, herunder også den personlige hæftelse.

Vil man yde mig en positiv hjælp, vil en aflysning af den personlige gæld, alternativt et tilbud fra …(indklagede)… om en symbolsk afregning være velkommen. Måske vil jeg kunne få et mindre lån hos min familie til dækning af en sådan ydelse.

…”

I brev af 19. februar 1998 til klageren opgjorde indklagede sit tilgodehavende til 172.069 kr., inkl. renter. Indklagede opgjorde endvidere i brev af 13. september 2001 kravet til 123.079 kr.

I august 2003 fremsendte indklagede følgende brev til klageren:

”Vi har stadig et tilgodehavende hos Dem vedrørende Deres tidligere ejendom:
…
tilgodehavende pr. 01.08.2003 – 85.955 kr.

Beløbet er eksklusiv renter men forrentes fortsat med diskontoen + 5%.

Ring eller skriv til os for at indgå en aftale om hel eller delvis betaling af gælden.”

Indklagede opgjorde den 8. november 2012 kravet som følger:

”…(Indklagedes)… kontante udækkede tilgodehavende ved
Tvangsauktionen kr. 85.955

Din andel af …(indklagedes)… tilgodehavende kr.

+ renter i perioden 01.11.2009-01.11.2012 kr. 14.836

…(Indklagedes)… tilgodehavende pr. 01.11.2012 kr. 100.791
…”

Indklagedes inkassoadvokat fremsendte den 14. november 2012 følgende inkassobrev til klageren:

”Det er overdraget mig at inkassere Deres gæld til …(indklagede)… …, idet det ikke er lykkedes min klient at indgå en aftale med Dem.

Hovedstol – tab efter auktion kr. 85.955,00
Påløbne renter før inkasso. Kr. 0,00
Rykkergebyr kr. 0,00
Inkassogebyr kr. 100,00
Renter diskonto + 5% fra 14-11-09 til d.d. kr. 14.882,15
Inkassoomkostninger kr. 3.062,50
I alt at betale (hvortil kommer yderligere renter) kr. 103.999,65
===================
Hovedstolen forrentes fra den 14-11-09 med diskonto + 5% Kreditor har overfor mig oplyst, at De ikke har protesteret i mod kravet.

Såfremt De kan anerkende at skylde ovennævnte beløb, bedes De inden 10 dage fra dato returnere vedlagte SKYLDERKLÆRING i udfyldt, dateret og underskrevet stand. Skylderklæringen bedes returneret i original form. Fax og kopi er ikke gyldigt.

Hører vi ikke fra Dem inden 10 dage, kan kreditor vælge at indbringe sagen for domstolene, med deraf følgende yderligere omkostninger.

Hvis kreditor erhverver dom i sagen kan kreditor vælge at få Dem indberettet til et skyldnerregister.

Alle betalinger skal ske til undertegnede med angivelse af ovennævnte sagsnr.
Henvendelse og betaling direkte til kreditor fritager ikke for betaling af inkassoomkostninger.”

Klageren protesterede den 18. november 2012 over for inkassoadvokaten mod kravet:

”Til Deres orientering skal jeg hermed oplyse Dem om forhold, som De åbenbart ikke er bekendt med.

1. Der blev allerede under tvangsauktionen i 1995 gjort indsigelse mod kravets størrelse, hvilket fremgår af fogedrettens auktionspapirer.
2. …(Indklagede)… afslog den gang mit tilbud om et udligningsbeløb til endelig afgørelse. Jeg havde den gang mulighed for at låne mig hertil.
3. …(Indklagede)… har løbende chikaneret mig ved årligt at indberette til skat et gældsbeløb, som jeg aldrig har anerkendt at skylde dem, og som de ej heller har fogedrettens ord for, at jeg skylder dem. Kravets størrelse har således aldrig været gjort op efter auktionen.
4. Personligt ejer jeg intet, og er derfor insolvent. Min løbende indtægt udgør alene en reduceret folkepension – ca. netto 7.000 kr. pr. md. Den lave ydelse skyldes min hustrus tjenestemandspension, hvorfor jeg er henvist til at lade mig delvist forsørge af hende.
5. De må dog være bekendt med, at det ikke er lovligt at indberette samme gældsforhold 2 gange til RKI.
6. At …(indklagede)… nu efter over 17 år ønsker at opstarte en inkassosag på et beløb, som end ikke er afklaret af fogedretten (se tvangsauktionspapirerne) forekommer som en meget langsommelig og omkostningskrævende opgave – uden udsigt til overhovedet at få andet resultat end en erklæring om at jeg er insolvent, og at min situation ikke ændres fremover, min alder taget i betragtning (fyldte 70 år i maj md.).

Jeg afventer det videre forløb i sagen.”

Den 7. januar 2013 fremsendte inkassoadvokaten følgende brev til klageren:

”Idet jeg kvitterer for modtagelsen af Deres brev af 18. november 2012, skal jeg herved vende tilbage til sagen.

De anfører i Deres brev at De tidligere har gjort indsigelser mod …(indklagedes)… krav.

Jeg har i den forbindelse noteret mig at De under tvangsauktionen, gjorde indsigelse mod blandt anden største beløbet og at denne indsigelse er gentaget umiddelbart efter tvangsauktionen, jeg henviser her til Deres brev af 10. juli 1995 til retten i …

Jeg kan midlertidig konstatere at De i Deres brev af 19. marts 1996, anerkender at skylde …(indklagede)… det opgjorte beløb idet De i brevet anfører: ”jeg skylder ganske rigtigt …(indklagede)… et beløb i nævnte størrelses orden”.

Jeg er ikke bekendt med at De efterfølgende skulle have gjort indsigelser mod det rejste krav, men såfremt De ligger inde med dokumentation herfor skal jeg bede Dem fremsende denne til mig, således at vi allerede på dette tidspunkt kan få oplyst sagen.

Såfremt jeg ikke hører fra Dem inden 3 uger, må de forvente at sagen bliver indbragt til retslig behandling.”

Den 21. maj 2013 udtog indklagedes inkassoadvokat stævning mod klageren med påstand om dennes betaling af 85.955 kr. med tillæg af rente svarende til diskontoen + 5 pct. fra 21. maj 2010, til betaling sker. Stævningen indeholder følgende anbringender:

”…ANBRINGENDER:
Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,

at sagsøgte hæfter for den udækkede fordring i forbindelse med tvangsauktionen,

at sagsøgtes indsigelser i forbindelse med tvangsauktionen ikke gøres gældende på nuværende tidspunkt, idet disse skulle have været forfulgt i forbindelse med tvangsauktionen, eventuelt ved indgivelse af kære til landsretten,

at den nedlagte rentepåstand er i overensstemmelse med den på forfaldstidspunktet gældende rentelov.”

Klageren fremsendte den 14. juli 2013 et svarskrift til retten med principal påstand om, at kravet var bortfaldet som følge af forældelse og/eller passivitet. Af svarskriftet fremgår endvidere følgende:

”Begrundelse:
Sagsøger fremlægger bilag 1 som grundlag for sagsøgers krav, hvilket ikke kan godkendes, da jeg på intet tidspunkt i disse 18 år har modtaget en opgørelse af kravet efter tvangsauktionen, og således heller ikke har dokumentation for hvorledes budsummen på 1.402.000 blev fordelt på henholdsvis restgæld og restancer.
Af salgsopstillingen, bilag 2 fremgår følgende:
Kolonne 2, Restgæld kr. 1.229.874,29
Kolonne 3, Restancer kr. 96.603,19
Kolonne 4. Hæftelser der kræves indfriet kr. 237.000,00
Total kr. 1.563.477,48

Fordringen må forlanges opdelt i restgæld, afdrag, renter og bidrag, da der for restgæld og afdrag gjaldt en 20 årig forældelsesfrist, og der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år.

Da sagsøger var enepanthaver efter tvangsauktionen og havde rådighed over budsummens fordeling, kan det ikke udelukkes, at sagsøger forlods har anvendt budsummen til dækning af restgælden, og der må derfor påhvile sagsøger en forpligtelse til at dokumentere budsummens fordeling, ligesom en opgørelse over det endelige tab efter en tvangsauktion må tilstilles og anerkendes af sagsøgte, før der kan tages skridt til at inddrive en personlig fordring.

Det fremsatte krav kan således ikke udelukkes at være indeholdt i restancebeløbet i kolonne 3, for den del af beløbet der vedr. bidrag og renter, og således være forældet efter 1908 loven, altså allerede i år 2000.
Der er afsagt adskillige kendelser om forældelse i Realkreditankenævnet netop på dette grundlag, og en af disse vedlægges som bilag D.

Ved tvangsauktionen i 1995 gjorde jeg, som skyldner opmærksom på, at jeg ikke kunne godkende …(indklagedes)… gældsopgørelse, hvilket også er noteret i auktionsbogen.

Først nu sammen med stævningen modtager jeg en partiel opgørelse i form af et ”Personlig gæld – beregningsskema” uden firma navn, men dateret den 27.2.96, og hvor …(indklagedes)… udækkede fordring opgøres til kr. 161.477. Det fremgår tillige af skemaet, at beløbet er delvis afskrevet.

Af dette skema (under bilag 4) fremgår det tydeligt, at man har brugt den totale fordring kr. 1.563.477 og fratrukket budsummen på kr. 1.402.000, og nået frem til en fordring på kr. 161.477. Da dette beløb er udgangspunktet, kan man med sikkerhed sige, at der rejses stærk tvivl om hvad budsummen egentligt har dækket, og om restfordringens fordeling på renter, bidrag og restgæld.

Efter dette skema (også under bilag 4) vedlægger sagsøger så en ”nedbringelsesafregning” dateret d. 10.8.1995 – altså kort efter tvangsauktionen, som jeg heller aldrig er gjort bekendt med, og derfor slet ikke kan forholde mig til udover følgende:

Det fremgår, at hovedstolen (fordringen) kr. 161.477,68 er medbragt MED kr. 85.955,16 TIL kr. 75.522,52. Efter mine begreber er fordringen så herefter kr. 75.552,52 --- og ikke som anført i stævningen af sagsøger, nemlig et krav på kr. 85.955,16.

Umiddelbart efter auktionen blev jeg indberettet til RKI, hvorfor jeg meddelte sagsøger, at der ikke er lovhjemmel til at indberette 2 gange for det samme krav, hvilket fremkom som en trussel i sagsøgers brev (bilag 6).

Efter tvangsauktionen fremsendte …(indklagede)… i 1996 et krav på kr. 161.477,68, hvilket jeg naturligvis ikke kunne betale, men som jeg heller ikke var enig i jeg skyldte dem, hvorfor jeg tilbød …(indklagede)… et mindre akkord beløb til fuld og endelig afregning, da jeg havde mulighed for et ”familie lån”. Desværre fik jeg aldrig nogen respons.

Derimod har jeg modtaget standardskrivelser til orientering med forskellige gældsbeløb, som …(indklagede)… havde indberettet til Skattevæsenet.
Jeg har ikke i alle årene kunnet forholde mig til noget konkret beløb jeg skyldte …(indklagede)…, hvilket ud over den manglende opgørelse over det tab, som …(indklagede)… led ved tvangsauktionen i 1995 skyldes at …(indklagede)… den 19.2.1998 meddelte mig at jeg nu skyldte kr. 172.069 bilag A, at jeg pr. 13.9.2001 ”kun” skyldte kr. 123.079 bilag B, og endelig pr. jan. 2003 ”kun” skyldte kr. 85.955 bilag C – mærkeligt nok samme beløb, som gældsbeløbet allerede blev nedbragt med i 1995 jfr. Bilag 4.

Lånenedbringelser, rentetilskrivninger eller ikke tilskrevne renter, forvirringen er total, hvordan kan man som kreditor i den grad vildlede debitor, og tillige forlange at debitor blot betaler et eller andet beløb, som kreditor nu tilfældigt har stående i sine interne regnskaber.

Jeg har adskillige gange påpeget over for …(indklagede)…, at jeg ingen opgørelse har modtaget over det endelige tab efter tvangsauktionen, men uagtet dette har …(indklagede)… blot ”ladet stå til”, og først nu efter 18 år taget skridt til en afklaring af tabets størrelse.

Der er derfor fra …(indklagedes)… side vist en sådan omfattende passivitet, at dette må være retstabende, således at kravet bortfalder. Det er …(indklagede)…, som kreditor som i alle disse år har kunnet få kravet afklaret. Dette skete ikke, men sagsøgte blev til gengæld anmeldt til RKI, uagtet …(indklagede)… ikke havde ret til dette, netop fordi kravet ikke var opgjort, jfr. Finanstilsynets regler om, at realkreditinstitutter først må indberette EFTER sagen er kommet til offt. kendskab, hvilket vil sige at den skal være behandlet i civilretten eller fogedretten. Mine indsigelser herimod, svarede …(indklagede)… aldrig på, derfor stod jeg i dette register i 5 år. Det er ganske enkelt rystende, hvad man bliver udsat for ud over at være tvunget til at skulle forlade sit hjem efter tvangsauktionen.

Herudover påpeger jeg, at netop en sådan passivitet i stort omfang er grundlaget for en ændring af forældelsesloven i 2008, hvori forældelsesfristerne blev væsentligt nedsat, idet man ikke fandt det rimeligt, at kreditor ikke tog retslige skridt til at inddrive deres fordringer straks, men blot udviste passivitet til lige før forældelse på fordringen indtrådte.

Herudover henviser jeg til bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, investeringsforeninger mv., hvor følgende fremgår:

§ 23. senest 1 år efter afholdelsen af en tvangsauktion over en ejendom, skal et penge- eller realkreditinstitut, der har et udækket pantebrev på tvangsauktionen, skriftligt oplyse kunden om, hvorvidt instituttet vil gøre kravet gældende mod kunden og i givet fald fremsende en opgørelse over kravets størrelse, og hvor det ikke er muligt en foreløbig opgørelse over kravets størrelse.

…(Indklagede)… har i den grad tilsidesat alle gældende regler for inddrivelse af deres evt. krav, og har ført en så passiv og skødesløs sagsbehandling, uagtet den store betydning en sådan adfærd har og har haft for mig.

…”

Indklagedes inkassoadvokat afgav den 29. august 2013 replik, hvoraf blandt andet følgende fremgår:

”BEMÆRKNINGER TIL FORÆLDELSE:
…
Det gøres på denne baggrund gældende, at kravet oprindeligt er undergivet den 20-årige forældelse i Danske Lov 5-14-4, hvorefter afbrydelse af forældelsesfristen kan ske ved fremsendelse af påmindelse til debitor. Det fremgår af den nugældende forældelseslovs § 30, stk. 3, at såfremt forældelsesfristen er afbrudt inden lovens ikrafttræden den 1. januar 2008, har den afbrydelse også virkning efter lovens ikrafttræden, dog med det i loven anførte kortere varsel på 10 år. Det fremgår af det som bilag C fremlagte brev, at sagsøger har tilskrevet sagsøgte i august 2003 og påmindet om betaling af gælden. Det følger således af forældelseslovens § 30, stk. 3, at kravet tidligst forældes i august 2013, samt at forældelsen er afbrudt ved indgivelse af stævning den 21. maj 2013.
…

BEMÆRKNINGER VEDRØRENDE PASSIVITET:
…
Det fremgår af sagsøgtes brev af 19. marts 1996 … at sagsøger den 27. februar 1996 opgjorde sit krav i forbindelse med tvangsauktionen over for sagsøgte.

Sagsøger har herefter jævnlig tilskrevet sagsøgte. Uddrag af denne korrespondance er fremlagt af sagsøgte som bilag A-C, hvoraf det fremgår, at sagsøgte har været tilskrevet i 1998, 2001 og 2003.

Eftersom undertegnede tog kravet til inkasso ved brev af 14. november 2012 …, kan der maksimalt være tale om en passivitetsperiode på 9 år. Fra retspraksis kan det nævnes, at end ikke en passivitetsperiode på 18 år medfører, at kravet er bortfaldet som passivitet.
…”

Efter udveksling af yderligere processkrifter og afholdelse af telefonmøder i retssagen besluttede retten den 15. november 2013 efter anmodning fra klageren at hæve sagen og oversende den til Realkreditankenævnet til behandling.


PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at anerkende, principalt at kravet er forældet eller bortfaldet som følge af retsfortabende passivitet fra indklagedes side, subsidiært at kravet er bortfaldet som følge af manglende dokumentation for kravets størrelse, og mere subsidiært at indklagedes krav bør afvises, idet en forfølgning af kravet intet formål har.


Indklagede påstår frifindelse.


KLAGERENS FREMSTILLING:

Klageren henviser til de fremlagte processkrifter og bilag. Klageren har følgende yderligere kommentarer:

Vedrørende indklagedes bogføringsbilag
Den bogførte udgift i 1994 til mæglersalær er forkert, da aftalen om låneomlægning aldrig blev accepteret. Det fremgår af bogføringsbilaget, at indfrielse allerede er sket i 1995, kort efter tvangsauktionen, hvorfor dokumentationen for kravet fortsat mangler.

Vedrørende omlægningsaftale
Indklagedes inkassoadvokat anfører, at han ikke er i besiddelse af den underskrevne aftale. Det er korrekt, for en sådan findes ikke, da klageren aldrig har accepteret aftalen, da den også omfattede en uigenkaldelig salgsfuldmagt over ejendommen til indklagede. Udkastet til aftale, som er fremlagt, belyser imidlertid baggrunden for vilkårene for etableringen af begge reservefondslån i 1992.

Til indklagedes udtalelse har klageren følgende bemærkninger:

Indklagede har intet nyt tilført sagen, men har derimod bidraget til en yderligere forvirring omkring de faktiske forhold, som sagen drejer sig om, nemlig de restancer, som var opstået før tvangsauktionen, jf. de fremlagte processkrifter.

Klageren har aldrig modtaget et eneste af de 5 nævnte breve dateret i 1996, ligesom klageren heller ikke har modtaget noget brev dateret i 2007. Det er bemærkelsesværdigt, at indklagede ikke dokumenterer denne påstand ved at vedlægge kopier af de nævnte skrivelser.

Indklagede henviser særligt til sit brev af 27. november 2013, til bogføringsbilaget samt oplægget til en omlægningsaftale. Som tidligere nævnt blev aftalen aldrig indgået af klageren. Klageren finder det bemærkelsesværdigt, at dokumenter, som aldrig har været accepteret af ham, og som derfor intet har med sagen at gøre, fremlægges som dokumentation for opgørelse af en eventuel restfordring, desuagtet at de reelt indeholder dokumentation for en fuld indfrielse af en eventuel fordring allerede i 1995 (tvangsauktionsåret).

Indklagede er fortsat ikke fremkommet med nogen form for opgørelse efter tvangsauktionen, ligesom indklagede ikke på noget tidspunkt i alle disse år har forholdt sig til de indsigelser, klageren fremkom med både under selve tvangsauktionen og skriftligt efter auktionen.

Det er direkte usandt, når indklagede påstår, at klageren før tvangsauktionen blev gjort bekendt med budsummens fordeling på henholdsvis renter og hovedstol, og at dette i øvrigt altid er oplyst i auktionsvilkårene.

Klageren skal, for så vidt angår denne påstand, henlede Realkreditankenævnets opmærksomhed på inkassoadvokatens ”Supplerende oplysninger om tvangsauktionen”, hvori det oplyses, at panthaver kan vælge, hvordan der skal afskrives, ligesom panthaver forbeholder sig retten til forlods at dække restgælden før restancer.

Det skal yderligere præciseres, at klageren på intet tidspunkt efter tvangsauktionen i maj 1995 af indklagede på nogen som helst måde er gjort bekendt med indklagedes fordeling af budsummen fra auktionen.

Hvad størrelsen af indklagedes påståede krav angår, ændrer det intet ved det faktum, at de påløbne renter og omkostninger ved tvangsauktionen var højere end det nu påståede krav, og der er derfor fortsat ingen dokumentation for, at det påståede krav ikke for længst er forældet, jf. den tidligere 5-årige forældelsesfrist.

Denne sag viser tydeligt, at indklagede på intet tidspunkt i alle disse år har haft styr på sagen, og det synes oplagt, at en sådan holdning er det samme som en høj grad af passivitet.


INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klagerens ejendom i 1995 blev solgt på en tvangsauktion begæret af indklagede. På auktionen blev ejendommen solgt for 1.402.000 kr. Indklagede opgjorde efter auktionen sin personlige fordring mod klageren til 161.477 kr.

Nærværende sag drejer sig om, hvorvidt indklagede kan gøre denne fordring helt eller delvis gældende mod klageren.

Indklagede henviser til de fremlagte processkrifter og bilag, som indeholder en beskrivelse af sagens faktiske og retlige forhold. Et væsentligt tvistepunkt i sagen er, hvorvidt forældelsen er afbrudt. Idet indklagede i det hele kan henholde sig til det i processkrifterne anførte vedrørende dette, kan det supplerende oplyses, at indklagede blandt andet ved breve af den 27. februar 1996, 16. april 1996, 12. juni 1996, 2. september 1996, 13. december 1996 og januar 2007 har henvendt sig til klageren vedrørende klagerens gæld.

Som det fremgår af sagens processkrifter, er et andet væsentligt tvistepunkt i sagen, hvorvidt indklagede har afskrevet først på den del af fordringen, der består af hovedstolen, og som er undergivet den lange forældelsesfrist på nu 10 år (tidligere 20 år), eller på den del af fordringen, der består af renter, og som er undergivet den korte forældelsesfrist på nu 3 år (tidligere 5 år). Dette er afgørende for, om det er relevant at diskutere forældelse eller ej.

Indklagedes fordring fremkommer som en udækket del af fordringen ifølge pantebrev stort 237.000 kr. Det fremgår af pantebrevet, at rente- og betalingsvilkår er slettet, og at pantebrevet er oprettet på formular A. Det skyldes, at det er et reservefondslån, der ikke blev hverken forrentet eller afdraget i lånets løbetid. Pantebrevet er underskrevet af klageren. Opmærksomheden henledes desuden på oplægget til omlægningsaftale, hvoraf det fremgår, at lånet på 237.000 kr. fortsat stod i bero rente- og afdragsfrit.

Der er altså tale om et lån, hvorpå der ikke blev tilskrevet renter. I tiden før tvangsauktionen er det derfor ikke relevant at diskutere, hvorvidt der er påløbet renter. Ved tvangsauktionen forfaldt lånet til indfrielse, og indklagede har følgelig været berettiget til at kræve morarenter, i det omfang betalingerne udeblev. Det er således kun for den del af fordringen, der er opstået efter tvangsauktionen, diskussionen er relevant.

Det præciseres, at den fremlagte omlægningsaftale ikke er underskrevet af klageren og således ikke har været bindende for nogen af parterne.

Indklagede har nedskrevet sin fordring mod klagerne fra 161.477 kr. til 85.955 kr., det vil sige med 75.522 kr. Denne nedskrivning skyldes en fejl, antagelig fordi hæftelsen blev indfriet i 2 omgange. Indklagede vil imidlertid ud fra en helhedsvurdering ikke gøre hele fordringen gældende.




ANBRINGENDER:
Indklagede kan i det hele henholde sig til det i processkrifterne fra indklagedes inkassoadvokat anførte. Herudover skal følgende anføres:

Indklagede har noteret, at klageren så vidt ses er enig i, at fordringen på lånets hovedstol ikke er forældet. Det er således alene spørgsmålet om, hvorvidt renter og omkostninger er forældede, der er omtvistet.

Hertil skal indklagede anføre, at indklagede har valgfrihed med hensyn til, om man afskriver på hovedstolen eller på renter og omkostninger først. I nærværende sag, er det kun perioden efter tvangsauktionen, hvor sondringen er relevant, idet der ikke blev tilskrevet renter på fordringen forud for tvangsauktionen. Fordringen var oprindeligt 161.477 kr. Dette beløb er efterfølgende blevet nedskrevet til 85.955 kr. I denne nedskrivning kunne indklagede således først have nedskrevet de renter, der måtte være påløbet siden tvangsauktionen. Der er dog ikke tale om, at der har været et rentebeløb i denne sag. Beløbet har ikke været forrentet siden 1995. Dette fremgår af bogføringsbilaget fra sagens afslutning i 1995 under ”Indfrielser”. Det er denne postering, der fejlagtigt har forledt indklagede til at gå ud fra, at det var dette beløb, klageren skyldte i stedet for den korrekte gæld. Reelt har den omtvistede del af hovedstolen således stået uforrentet siden tvangsauktionen.

At indklagede som rekvirent kunne vælge mellem at afskrive på hovedstol eller renter og omkostninger først, blev gjort klart for klageren allerede før tvangsauktionen, idet klageren altid oplyser herom i auktionsvilkårene. For så vidt angår klagerens henvisning til de ”Supplerende oplysninger til tvangsauktion”, bemærkes, at det netop var herigennem, at klageren fik oplysning om, at indklagede frit kunne vælge, om man ville afskrive på fordringen eller på renter først.

Sammenholdes dette med det faktum, at det kun er godt halvdelen af den oprindelige hovedstol, der gøres gældende, er det klart, at denne del af fordringen kun udgøres af hovedstolen, og den er således ikke forældet.

For så vidt angår klagerens påstand om, at indklagede har udvist retsfortabende passivitet, skal indklagede i det hele henholde sig til det i processkrifterne anførte.

For så vidt angår klagerens anbringende om indklagedes tilsidesættelse af § 23 i bekendtgørelsen om god skik, skal indklagede anføre, at reglerne i bekendtgørelsen er offentligretlige regler, som det ligger uden for Realkreditankenævnets kompetence at tage stilling til.

For så vidt angår klagerens mere subsidiære påstand, skal indklagede henholde sig til, at indklagede altid er berettiget til at få fastslået, om kravet er berettiget og i givet fald størrelsen heraf.

Det gøres således supplerende gældende:

At det rejste krav alene består af ca. halvdelen af den oprindelige hovedstol, hvorfor det ikke er forældet,

at indklagede ikke har udvist retsfortabende passivitet, hvorfor kravet ikke er bortfaldet af denne grund,

at klageren heller ikke på andet grundlag kan kræve betalingsforpligtelsen nedsat, og

at Realkreditankenævnet ikke er kompetent til at afgøre spørgsmålet om overtrædelse af reglerne om god skik for finansielle virksomheder, idet disse alene indeholder offentligretlige regler, der ikke kan påberåbes direkte af klageren.


OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Fra Realkreditankenævnets hjemmeside er hentet følgende oplysninger om landsretsafgørelser, der blandt andet forholder sig til spørgsmålet om fordeling af budsum på en tvangsauktion til dækning af henholdsvis hovedstol/restgæld og renter/omkostninger:

”Den 27. juni 2000. Østre Landsret (1. afdeling, a.s. nr. B-1533-88): Landsretten stadfæstede en dom fra Københavns Byret. Retten fastslog, at realkreditinstituttets krav ikke kunne tilsidesættes som følge af passivitet, uanset at kravet mod tvangsauktionsdebitor først blev gjort gældende 14 år efter tvangsauktionen. Retten fastslog endvidere, at det i forholdet mellem pantekreditor og pantedebitor tilkommer pantekreditor at bestemme, på hvilke dele af de pantesikrede fordringer provenuet af en tvangsauktion skal afskrives. Efter bevisførelsen lagde retten til grund, at tvangsauktionsbuddet og videresalgsoverskuddet var anvendt på en sådan måde, at restfordringen udelukkende bestod af restgæld, som forældes efter 20 år. Tvangsauktionsdebitor blev derfor tilpligtet at betale det af realkreditinstituttet krævede beløb.

Den 30. oktober 2000. Vestre Landsret (5. afdeling, B-2146-99): Tvangsauktionsdebitor var i 1. instans (Retten i Brædstrup) blevet frifundet for realkreditinstituttets krav, blandt andet med den begrundelse, at det ikke var dokumenteret, at kravet relaterede sig til den uforældede del af realkreditinstituttets tilgodehavende på tvangsauktionstidspunktet. Vestre Landsret fandt derimod, at tvangsauktionsdebitor var forpligtet til at betale det af realkreditinstituttet krævede beløb. Landsretten begrundede afgørelsen med, dels at det i forholdet mellem pantekreditor og pantedebitor tilkommer pantekreditor – med respekt af auktionsvilkårene - at bestemme, på hvilke dele af de pantesikrede fordringer provenuet af en tvangsauktion skal afskrives, dels at det var bevist, at det er realkreditinstituttets faste praksis først at foretage afskrivning på restancer, og dels at denne praksis også var fulgt i den omhandlede sag.”


ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

Indledningsvis bemærker Nævnet, at god skik reglerne indgår i Nævnets overvejelser, men at en overtrædelse af disse ikke nødvendigvis har civilretlige konsekvenser.

Den udækkede hæftelse hidrører fra et reservefondslån, som i henhold til det udstedte pantebrev var rente- og afdragsfrit, og som i sin helhed forfaldt i forbindelse med tvangsauktionen.

Nævnet finder ikke at kunne kritisere, at indklagede har opretholdt kravet i henhold til dette pantebrev, idet klageren ikke tiltrådte indklagedes oplæg af 8. juni 1994 til en omlægningsaftale. Med hensyn til opgørelsen af fordringen bemærker Nævnet, at klageren ikke på rette vis og i rette tid fulgte op på sine indsigelser under tvangsauktionen, og at disse ikke længere kan gøres gældende.

Nævnet finder ikke, at indklagede ved sin adfærd har udvist retsfortabende passivitet. Nævnet bemærker herved, at der skal mere til for at statuere passivitet end den blotte undladelse af – inden for forældelsesfristerne – at gøre kravet gældende.

Nævnet finder, at det uden betænkelighed kan lægges til grund, at der er tale om en fordring, der i sin helhed er omfattet af forældelsesfristen på 10 år efter 2007-forældelseslovens § 5 (fordring baseret på gældsbrev).

Det fremgår af sagen, at der senest i august 2003 er sendt en påmindelse til klageren om gælden. Dette er tilstrækkelig afbrydelse efter DL 15-14-4, og dermed også afbrydende efter de nye forældelsesregler og med den nye forældelsesfrist, jf. 2007-forældelseslovens § 30, stk. 3. Det indebærer, at der ville være sket forældelse af kravet i august 2013, medmindre der var foretaget afbrydende skridt. Dette er sket ved indklagedes advokats indgivelse af stævning den 21. maj 2013.

Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i den principale påstand.

Nævnet finder, at der ikke kan kræves yderligere dokumentation fra indklagede for det krævede beløb på 85.955 kr. eksklusive rente. Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at der er fremlagt en tvangsauktionssalgsopstilling udvisende den oprindelige gæld, at den samlede gæld med fradrag af budsummen på auktionen førte frem til et tab på 161.477 kr., og at udskrift af realkreditinstituttets bogføringssystem for panter solgt på tvangsauktion viser, at det endelige tab udgjorde 163.062 kr.

Nævnet kan derfor ikke give klageren medhold i den subsidiære påstand.

Med henvisning til klagerens mere subsidiære påstand bemærker Nævnet, at Nævnet ikke har mulighed for at pålægge indklagede at afstå fra at forfølge kravet.


Som følge af det anførte


b e s t e m m e s


Indklagede, BRFkredit A/S, frifindes.



Henrik Waaben / Susanne Nielsen