Afgørelse

Krav om frafald eller nedsættelse af gæld i henhold til misligholdt lån. Størrelse af misligholdelsesrente.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens krav om frafald eller nedsættelse af gæld i henhold til misligholdt lån.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i Danske Andelskassers Bank. I 2003 optog klageren et lån i banken.

Klageren har oplyst, at hun i 2004 blev butiksassistent. Hun stoppede med arbejdet i 2007-2008 på grund af sygdom og ulykke. Herefter modtog hun kontanthjælp.

Ved låneaftale, der blev underskrevet af klageren den 28. marts 2014, blev lånet forhøjet med 11.000 kr. til 56.716,14 kr., som skulle afvikles med 1.600 kr. om måneden. Renten var variabel 15 % om året med kvartårlig rentetilskrivning. Morarenten ved misligholdelse udgjorde et variabelt tillæg på 11 % til renten.

Provenuet af låneforhøjelsen, der udgjorde 10.000 kr. efter etableringsomkostninger på 1.000 kr., blev anvendt til inddækning af overtræk på klagerens budgetkonto i banken. Budgetkontoen blev herefter ophævet pr. den 1. maj 2014.

Banken har oplyst, at den i marts 2015 afslog en anmodning fra klageren om at få nedsat ydelsen på lånet til 600 kr. pr. måned og rentesatsen til 8 % om året.

Ydelserne på lånet henholdsvis pr. den 31. juli 2015 og 31. august 2015 blev ikke betalt. Lånet overgik herefter til bankens inkassoafdeling, som ved et brev af 25. september 2015 til klageren opgjorde gælden til 47.698,87 kr. Restgælden pr. den 30. juni 2015 var 44.044,89 kr. hertil kom renter, 15 % årligt, for perioden 1. juli - 11. august 2015 og renter, 26 % årligt, for perioden 11. august - 25. september 2015 samt inkassoomkostninger.

Den 14. oktober 2015 blev en af banken indgivet udlægsbegæring afvist af fogedretten, fordi klageren den 1. juli 2015 havde afgivet insolvenserklæring.

Den 16. november 2015 underskrev klageren en ansøgning om eftergivelse af skyldige beløb til det offentlige.

Den 25. november 2015 indgav klageren en klage over Danske Andelskassers Bank til Ankenævnet.

Banken har under sagen fremlagt blandt andet kontoudskrifter for lånet for årene 2010-2015.

Den 13. januar 2016 blev der indledt gældssanering for klageren. Banken gjorde indsigelse mod gældssaneringsforslaget. Ved skifteretskendelse af 27. april 2016 blev klageren nægtet gældssanering.

Klageren forsøgte herefter at opnå en frivillig ordning med sine kreditorer.

Parternes påstande

Klageren har nedlagt påstand om, at Danske Andelskassers Bank skal frafalde eller nedsætte gælden og betale erstatning.

Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken har været medvirkende til at forringe hendes økonomi siden 2007, hvor hun mistede resurser og overblik.

Det var ikke god hjælp at forhøje lånet til at inddække et overtræk på hendes budgetkonto uden at belyse årsagen eller reducere risikoen for nye overtræk.

Hun bad banken om at nedsætte både lånets rentesats og ydelse.

På grund af dårlig økonomi kunne hun ikke skifte til et andet pengeinstitut. Banken udnyttede dette til at kræve høje renter og ydelser.

Banken burde have nedsat rentesatsen, som var temmelig høj i modsætning til det gerelle renteniveau, som var lavt.

Banken fastholdt en høj ydelse på lånet, hvilket medførte, at hun var afskåret fra at afbetale på gæld til andre kreditorer. I perioder blev hun nødsaget til at låne penge af familie og venner for at være i stand til at betale husleje og for at opnå et tilstrækkeligt rådighedsbeløb til øvrige leveomkostninger. Banken forsømte at vurdere hendes rådighedsbeløb, som lå langt under det af domstolene anbefalede minimum. Banken, der var bekendt med hendes manglende betalingsevne, burde have nedsat ydelsen, ligesom banken burde have medvirket til at tilvejebringe et grundlag for, at hun kunne få overblik over sin økonomi.

End ikke under klagesagen har banken villet imødekomme hendes anmodning om en fuldstændig udskrift for lånet fra etableringstidspunktet i 2003.

Hendes indbetalinger på lånet gennem årene har dækket gælden i et omfang, der bør medføre, at lånet anses for indfriet.

Banken har forsøgt at forhindre hende i at få gældssanering.

Banken har været årsag og medvirkende til at forværre hendes økonomiske situation. Hvis banken havde efterkommet hendes anmodning om nedsat ydelse ville hun ikke have haft gæld til det offentlige og ville med stor sandsynlighed have fået gældssanering.

Reglerne om god skik er ikke blevet overholdt af banken. Det af banken anførte om, at hun blev tilbudt rådgivning bestrides. Hvis banken havde opfyldt sin rådgivningsforpligtelse kunne hun have undgået den uoverskuelige økonomiske situation, som hun nu befinder sig i.

Rentesatsen på 15 % på lånet var forholdsvis høj. Desuden er morarentesatsen for højt sat og forkert i forhold til renteloven.

Banken bør frafalde restgælden. Som medansvarlig for hendes dårlige økonomi bør banken endvidere betale en erstatning, som skal bruges til at nedbringe hendes gæld til øvrige kreditorer, herunder offentlige instanser.

Banken bør i hvert fald nedsætte gælden til 13,9174 %, svarende til dividenden i gældssaneringsforslaget.

Danske Andelskassers Bank har anført, at det bestrides, at banken som anført af klageren skulle have forsøgt at forhindre klageren i at få gældssanering eller at bankens skulle have medvirket til at forringe klagerens økonomi.

Banken har endvidere overholdt reglerne om god skik.

Banken var ikke årsag til, at klageren ikke fik gældssanering. Banken stillede spørgsmål til, om betingelserne for gældssanering var opfyldt, idet dette efter bankens oplysninger ikke var tilfældet. Begrundelsen for at afvise gældssanering var ifølge skifterettens kendelse herom, at klagerens økonomiske forhold var uafklarede, og at klageren havde stiftet nyere forbrugsgæld og gæld til det offentlige.

Der har til stadighed været en god dialog mellem klageren og hendes rådgiver i banken. Banken har flere gange tilbudt klageren hjælp til at skabe økonomisk overblik.

Klageren er forpligtet til at betale den fulde gæld i henhold til låneaftalen.

Engagementet blev ikke misligholdt af klageren før i september 2015. Banken havde derfor ikke anledning til at tvivle på klagerens betalingsevne.

Banken var ikke forpligtet til løbende at vurdere klagerens rådighedsbeløb, og banken kan ikke gøres ansvarlig for klagerens økonomiske dispositioner.

Rentefastsættelsen skete i overensstemmelse med bankens interne retningslinjer for prisfastsættelse, herunder blandt andet henset til, at der var tale om et forbrugslån uden sikkerhedsstillelse.

Bankens krav på misligholdelsesrente fremgår både af låneaftalen og bankens prisbog.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende over for klageren. Klageren har ikke lidt et tab, som banken er erstatningsansvarlig for.

Klageren bærer selv ansvaret for sine økonomiske dispositioner.

Klageren har ikke forud for klagen til Ankenævnet meddelt, at hun mente, at hun var blevet fejlrådgivet.

Banken har ikke kontoudskrifter tilbage fra etableringen af det oprindelige lån i 2003, idet disse for længst er slettet.

Ankenævnets bemærkninger

Ankenævnet finder, at klageren ikke har oplyst omstændigheder, der kan medføre, at Danske Andelskassers Bank er forpligtet til at frafalde eller nedsætte klagerens hæftelse i henhold til lånet, der ved låneaftale underskrevet af klageren den 28. marts 2014 blev forhøjet med 11.000 kr. til 56.716,14 kr.

Der er heller ikke grundlag for at pålægge banken et erstatningsansvar i forbindelse med kundeforholdet med klageren.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at acceptere en akkordering eller en bestemt afvikling af gælden.

Banken var ifølge låneaftalen berettiget til at beregne sig en forhøjet rente i tilfælde af misligholdelse. Misligholdelsesrentens størrelse er ikke begrænset til rentesatsen efter renteloven, jf. dennes § 7, stk. 4.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Kjeld Gosvig-Jensen og Inge Kramer – udtaler:

Vi finder endvidere ikke, at hverken rentesatsen på lånet på 15 % om året eller misligholdelsesrentesatsen på 26 %, svarende til produktrenten med tillæg af 11 procentpoint overstiger det rimelige.

Vi stemmer derfor for, at klageren ikke får medhold i klagen, hverken helt eller delvist.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist – udtaler:

Vi finder heller ikke, at rentesatsen på lånet på 15 % om året kan tilsidesættes. Vi finder imidlertid, at misligholdelsesrentesatsen på 26 %, svarende til produktrenten med tillæg af 11 procentpoint i lyset af det nuværende renteniveau overstiger det rimelige. Vi finder, at procenttillægget ikke bør overstige 6 procentpoint.

Vi stemmer derfor for, at banken skal nedsætte misligholdelsesrentesatsen til 21 % om året og foretage en omberegning af restgælden på klagerens lån i overensstemmelse hermed.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse