Afvisning, erhverv, interessentskab.
| Sagsnummer: | 65/1994 |
| Dato: | 29-06-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Inge Frølich, Gert Bo Gram, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Afvisning, erhverv, interessentskab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 30. juni 1991 stiftede 4 personer et interessentskab med det formål at erhverve, drive og så vidt muligt videresælge en udstykket ejendom omfattende 27 rækkehuse. Ifølge kontrakten skulle overskud eller tab fra interessentskabets drift deles med 70% til 3 af interessenterne og 30% til den 4. interessent. Den 16. august 1991 blev der med interessentskabet som kontohaver oprettet en kassekredit på 500.000 kr. hos indklagede, hvor den 4. interessent i forvejen var privat kunde. Kreditten blev senere forhøjet til 1.000.000 kr. De 3 interessenter stillede sikkerhed i form af bankgarantier og kontante deponeringer for 70% af kredittens maksimum. Den 4. interessent stillede sikkerhed for de resterende 30%. Sikkerheden bestod af et løsøreejerpantebrev på 100.000 kr. og sekundær håndpanteret i et ejerpantebrev på 150.000 kr.
Interessentskabets ejendomme blev solgt til Danica Ejendomsinvest A/S for 15 mio. kr. med overtagelsesdag den 1. december 1992. Købesummen blev indsat på en deponeringskonto hos indklagede og blev, med fradrag af 750.000 kr. til sikkerhed for refusionssaldo i købers favør, frigivet den 5. marts 1993 på betingelse af, at indklagede stillede en huslejegaranti på 1.105.000 kr.
På deponeringskontoen indestod den 12. marts 1993 3.066.432,70 kr. Indklagede blev anmodet om at indfri kassekreditten på 1.045.087,86 kr., men overførte alene 565.000 kr. fra deponeringskontoen til kassekreditten. Først den 18. juni 1993 indfriede man restgælden på kassekreditten.
Interessentskabet blev herefter ophævet overfor den 4. interessent, og de 3 interessenters advokat meddelte i skrivelse af 30. november 1993, at alle beløb fremover skulle betales til ham.
Ved klageskema af 26. januar 1994 indgav interessentskabet klage til Ankenævnet. Efter at have forelagt klagen for indklagede afviste Ankenævnets sekretariat ved skrivelse af 7. april 1994 sagen i medfør af Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2 og stk. 3, jvf. § 6, idet interessentskabet måtte anses for erhvervsdrivende, ligesom klagen vedrørte virksomheden og klart adskilte sig fra klager vedrørende privatkundeforhold.
De 3 interessenter har indbragt afvisningen for Ankenævnet med påstand om, at klagen realitetsbehandles. De har ad realiteten nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at udbetale den del af interessentskabets indestående, der ikke tilbageholdes efter krav fra køberen, samt at godtgøre klagernes rentetab.
Indklagede har påstået principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klagerne har vedrørende indklagedes afvisningspåstand anført, at de er privatpersoner med fuldtidserhverv som ansatte lønmodtagere, at ingen af dem før eller efter stiftelsen af interessentskabet har været involveret i andre forretningsanliggender, at interessentskabet ikke er en erhvervsvirksomhed og ikke er registreret som sådan, at interessentskabet alene er en aftale mellem 4 privatpersoner om solidarisk hæftelse, og at hver af interessenterne i relation til sikkerhedsstillelse er registreret med eget kontonummer hos indklagede. Tvisten angår deres forhold til indklagede og ikke interessentskabets engagement. Subsidiært gør klagerne gældende, at klagen ikke adskiller sig væsentligt fra klager vedrørende privatkundeforhold.
Indklagede var via interessentskabskontrakten bekendt med interessenternes indbyrdes forhold og handlede derfor i strid med god pengeinstitutskik ved over for klagerne at fortie, at den 4. interessents sikkerhedsstillelse reelt var uden værdi. Herved blev deres risiko forøget samtidig med, at indklagedes sikkerhed for den 4. interessents private engagement blev forbedret.
Indklagede har påført dem et rentetab som følge af, at kassekreditten ikke blev indfriet umiddelbart efter frigivelsen af købesummen i marts 1993. Endvidere burde indklagede have udbetalt 166.344,84 kr. til interessentskabet svarende til indeståendet på deponeringskontoen (3.066.432,70 kr.) med fradrag af huslejegaranti (1.105.000 kr.), sikkerhed for refusion til køber (750.000 kr.) og restgælden på kassekreditten (1.045.087,86 kr.). Nu hvor interessentskabet er ophævet har klagerne krav på 70% af kommende udbetalinger, jvf. interessentskabskontrakten.
Indklagede har vedrørende afvisningspåstanden anført, at klagen angår et interessentskab, der ifølge vedtægterne har til formål at erhverve, drive og så vidt muligt sælge en udlejningsejendom med 25 lejemål, hvilket må anses for at være erhvervsvirksomhed af ikke ubetydeligt omfang. Interessentskabet er kontohaver til den erhvervskredit, som klagen vedrører, og interessenterne har stillet sikkerhed herfor i deres egenskab af interessenter. Selvom klagen nu fastholdes af de 3 interessenter, bør den afvises, idet det er Ankenævnets praksis at afvise klager fra en kautionist/sikkerhedsstiller, der samtidig har en væsentlig indflydelse i det selskab, den pågældende har kautioneret for, jvf. Ankenævnskendelse 462/89.
Indklagede har i øvrigt anført, at interessenternes sikkerhedsstillelse alene er et spørgsmål mellem den pågældende interessent og indklagede, og at interessenterne i den konkrete sag ikke har stillet betingelser med hensyn til sikkerhedernes værdi. Årsagen til, at man ikke efterkom anmodningen om indfrielse af kassekreditten før den 18. juni 1993 var, at købers krav om huslejegaranti ikke var opfyldt før dette tidspunkt. På grund af usikkerhed om ejerforholdene og en verserende voldgiftssag mellem interessenterne har man været tilbageholdende med at foretage udbetalinger. Indklagede forbeholder sig at fremkomme med yderligere indlæg, såfremt afvisningspåstanden ikke tages til følge.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagen har sit udspring i en erhvervskredit, som af indklagede blev ydet til et interessentskab, som havde de 3 klagere og en 4. person som deltager, og hvis formål var at erhverve, drive og så vidt muligt videresælge en ejendom omfattende et større antal rækkehuse. Klagen angår den 4. interessents sikkerhedsstillelse for kreditten, spørgsmålet om udbetaling (overførsel) fra en deponeringskonto oprettet i forbindelse med salg af ejendommen samt spørgsmål om, til hvem indklagede kan udbetale interessentskabets midler, efter at klagerne har ophævet interessentskabskontrakten over for den 4. interessent.
Uanset at klagen efter det nu foreliggende ikke kan anses for indgivet af interessentskabet som sådant, tiltræder Ankenævnet efter det foran anførte, at klagen bør afvises i medfør af vedtægternes § 2, stk. 2 og 3, idet den må anses at angå erhvervsmæssig virksomhed og ikke kan sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.