Rådgivning i forbindelse med optagelse i slutningen af 1996 af et kontantlån baseret på 6% obligationer.
| Sagsnummer: | 320 /1998 |
| Dato: | 10-03-1999 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jette Kammer Jensen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ejerskifte
Realkreditbelåning - rådgivning |
| Ledetekst: | Rådgivning i forbindelse med optagelse i slutningen af 1996 af et kontantlån baseret på 6% obligationer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede kan gøres ansvarlig i forbindelse med indklagedes rådgivning af klageren om valg af lånetype og af kuponrente på de underliggende obligationer for et kontantlån i forbindelse med lånets hjemtagelse ultimo 1996/primo 1997. Kontantlånet blev hjemtaget på grundlag af 30-årige 6% obligationer, hvorved lånet, der var på 364.000 kr., fik en obligationsgæld på ca. 447.000 kr.
Sagens omstændigheder.
Den 20. oktober 1996 underskrev klageren købsaftale vedrørende køb af en ejerlejlighed. Ifølge købsaftalen skulle der til finansiering af købesummen på 456.000 kr. optages et 30-årigt kontantlån i Danske Kredit på 364.000 kr. Klageren havde kursrisikoen for kontantlånet, og ifølge aftalen var klageren gjort bekendt med muligheden for kurssikring.
Efter underskrivelse af købsaftalen rettede klageren henvendelse til indklagedes Gl. Kongevej afdeling. Indklagede har anført, at klageren efter en gennemgang af fordele og ulemper ved det i købsaftalen forudsatte kontantlån i forhold til obligationslån med en rente på 8% valgte kontantlånet, dog således at kontantlånet skulle ydes af Unikredit.
Den 5. november 1996 indgik klageren aftale om købersikring med indklagede, hvorefter det forudsatte kontantlån blev kurssikret til kurs 81,5 med afvikling den 29. januar 1997.
Indklagede har beregnet første års nettoydelse på det hjemtagne lån til 17.914 kr. ved en skatteprocent på 49; nettoydelsen på et 8% obligationslån med samme provenu som det hjemtagne ville have udgjort 18.419 kr.
I sommeren 1997 indgik klageren gældsplejeaftale med indklagede vedrørende overvågning af Unikreditlånet.
Parternes påstande.
Klageren har den 29. september 1998 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille ham, som om ejerskiftelånet i 1996 var hjemtaget som et 8% obligationslån frem for det hjemtagne kontantlån.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han kontaktede indklagede for at få rådgivning omkring købet. Han blev anbefalet et kontantlån på basis af 6% obligationer. Såfremt lånet var hjemtaget som et 8% obligationslån, ville det have medført en forøgelse af nettoydelsen månedligt på 42 kr. Han lagde ikke vægt på en lavere ydelse frem for en mulig senere omlægning. På tidspunktet for lånets ydelse var indklagedes normale råd 8% obligationslån.
Indklagede har anført, at det er korrekt, at indklagedes standardanbefaling på det pågældende tidspunkt var et obligationslån med en rente på 8%. Efter en gennemgang af fordele og ulemper ved de to låneformer valgte klageren imidlertid at holde fast ved kontantlånet som anført i købsaftalen. Der er ikke udvist fejl eller forsømmelser i forbindelse med rådgivning af klageren. Der findes ikke noget objektivt rigtigt valg mellem obligationslån eller kontantlån og heller for kuponrenten på de obligationer, der ligger til grund for lånet. Lægges der vægt på den lavest mulige nettoydelse, vil kontantlånet baseret på en lav kuponrente være det rigtige valg. Ønskes der mulighed for en senere besparelse ved at konvertere efter et eventuelt rentefald, er obligationslånet med højest mulige kuponrente den bedste løsning. Herfor betales en merydelse, som vil være tabt, hvis renten ikke falder. At indklagede havde den sidstnævnte løsning som standardanbefaling betyder ikke, at valget af den første er forkert eller ansvarspådragende. For klagerens vedkommende skal det endvidere tages i betragtning, at omkostningerne ved en låneomlægning vil være relativt store set i forhold til størrelsen af klagerens lån. Klageren lagde vægt på den lavest mulige ydelse svarende til det, han havde truffet aftale om. Det bemærkes herved, at prisen lå i overkanten af, hvad indklagede havde anbefalet klageren forud for dennes indgåelse af købsaftalen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Valg af kuponrente på de obligationer, på hvilke et realkreditlån skal baseres, beror på en afvejning af fordele og ulemper ved henholdsvis en lav kuponrente og en høj kuponrente og i forbindelse hermed på forventningerne til den fremtidige renteudvikling.
Ved at optage et ejerskiftelån som forudsat i købsaftalen som et kontantlån baseret på 6% obligationer ville klageren opnå den laveste ydelse. Såfremt klageren i stedet optog et 8% obligationslån, ville han - mod betaling af en "præmie" i form af en højere ydelse - opnå mulighed for en efterfølgende fordelagtig konvertering, men denne mulighed ville alene kunne realiseres, såfremt der skete et rentefald. Det må lægges til grund, at indklagedes medarbejder rådgav klageren om de to alternativer, og at klageren herefter valgte det førstnævnte. Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at indklagedes medarbejder har begået en ansvarspådragende fejl.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.