Afgørelse

Tvist om pengeinstituts hæftelse for statspræmie efter dennes ophør.

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører, om indklagede er pligtig at betale klageren en erstatning som følge af manglende orientering af klageren om ændringen af lovgivningen om bolig­sparekontrakter, der medførte ophør af præmieberegning pr. 1. januar 1994.

Sagens omstændigheder.

Den 17. december 1992 oprettede klageren en boligsparekontrakt hos indklagede i henhold til lov nr. 215 af 25. maj 1970 med senere ændringer.

Den 29. december 1993 indskød klageren 10.000 kr. på kontoen, hvorefter dennes saldo var 20.026,65 kr.

Ved lov nr. 442 af 30. juni 1993 var lov om boligsparekontrakter blevet ændret, således at den hidtil gældende ordning, hvorefter staten ydede en præmie på 4% af den foretagne opsparing, blev ophævet med virkning fra 1. januar 1994.

I juni 2000 anmodede klageren indklagede om at opgøre boligsparekontrakten og udbetale statens præmie.

Indklagede opgjorde boligsparekontrakten den 20. juni 2000. Statens præmiebeløb blev beregnet til 420,22 kr.

I januar 2001 rettede klageren henvendelse til indklagede om kontoens opgørelse, idet klageren undrede sig over størrelsen af statspræmien på 420,22 kr. Under en efterfølgende korrespondance henviste indklagede til, at lovgrundlaget for præmieberegningen var ændret, således at statens præmie faldt bort med virkning fra 1. januar 1994.

Parternes påstande.

Klageren har den 26. februar 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at "stå inde for præmien på 4%".

Indklagede har under sagens forberedelse tilbudt klageren et beløb på 2.839,17 kr., således at klageren stilles, som om der af indskuddet den 29. december 1993 ydes en præmie på 4%. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han oprettede boligsparekontrakten på indklagedes anbefaling. Det var derfor indklagedes pligt at informere ham om ændringer i lovgrundlaget for opsparingen.

Havde han haft kendskab til præmieordningens ophør, havde han øjeblikkelig afviklet kontoen med henblik på en mere rentabel placering af midlerne.

Indklagede har anført, at klageren selv besluttede at foretage indbetalingen i 1993. Indbetalingen skete som en kasseekspedition, og klageren efterspurgte ikke rådgivning i denne forbindelse.

Indklagede har ikke begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar over for klageren. Klageren har ikke lidt et økonomisk tab i forbindelse med indbetalingerne.

Indklagede har ikke haft indflydelse på lovændringen.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Ved ændringen af lov om boligsparekontrakter i juni 1993 (lov nr. 442 af 30. juni 1993) blev det bestemt, at der alene blev ydet statspræmie af det beløb, der var opsparet inden den 31. december 1993, men ikke for tiden herefter.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede ansvar for ændringen af lovgivningen, ligesom Ankenævnet heller ikke finder, at indklagede havde en særlig forpligtelse til at orientere klageren om den ændrede lovgivning.

Indklagede har under sagens forberedelse tilbudt at stille klageren, således at denne ydes en præmie på 4% af indbetalingen den 29. december 1993. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale klageren yderligere godtgørelse.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.