Afgørelse

Spørgsmål om tilsidesættelse af formueplejeaftale.

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med en mellem parterne indgået formueplejeaftale.

Sagens omstændigheder.

Den 7. september 1995 indgik klageren med indklagede aftale om formuepleje vedrørende klagerens kapitalpensionsdepot. Af aftalen fremgår blandt andet:

"1. Beløb og formål

….

[Indklagede] etablerer, på kundens vegne, i overensstemmelse med de nedenfor med kunden aftalte rammer, en portefølje af værdipapirer ("Porteføljen") for det indskudte beløb, med henblik på at opnå bedst muligt afkast til kunden.

….

3. Investeringsstrategi

Investering under aftalen kan indtil videre ske indenfor følgende rammer:

Fordelingen angives i % af den til enhver tid opgjorte markedsværdi af depotet inklusive kontantindeståender.

Særlige aftaler om investering:

* Genplacering af renter og udtrækninger kan kun ske efter aftale med kunden i hvert enkelt tilfælde.

* Kunden ønsker at modtage [indklagedes] publikation "Investering".

Genplacering foretages kun, såfremt kontoen efter [indklagedes] skøn har et tilstrækkeligt indestående til, at det vil være hensigtsmæssigt at investere.

….

4. Etablering af [indklagede] Formuepleje og løbende pleje af denne

[Indklagede] gennemgår 1 gang om måneden ovennævnte depot. [Indklagede] foretager - efter aftale fra kunden i hvert enkelt tilfælde - investering i værdipapirer under henvisning til punkt 3.

Med henblik herpå fremkommer [Indklagede] skriftligt eller telefonisk med forslag til investeringer/omlægninger, såfremt gennemgangen af depotet giver anledning hertil. Som bekræftelse på indgåelse af en handel, modtager kunden nota, jævnfør punkt 5.

….

5. Orientering til kunden

[Indklagede] fremsender løbende følgende materiale til kunden:

- Notaer på foretagne handler
- Udbytte -, rente- og udtrækningsmeddelelser
- [Indklagedes] blad "Investering"

[Indklagede] indkalder en gang om året kunden til et møde. På dette møde gennemgås den hidtidige udvikling i investeringen. Investeringsstrategien for det kommende år fastlægges på baggrund af kundens behov, den aktuelle markedssituation og forventningerne til den fremtidige markedsudvikling. Eventuelle ændringer i investeringsstrategien aftales og [Indklagede] udfærdiger en ny investeringsstrategi for det kommende år, som kunden skal underskrive, hvorefter denne nye investeringsstrategi i fungerer som tillæg til denne aftale."

Den 16. februar 1997 underskrev klageren et tillæg til aftalen, hvorefter investeringsrammerne blev ændret, således at der kunne investeres i udenlandske aktier med op til 60%. Rammen for kontantindestående blev nedsat til 10%.

Den 31. december 1996 var ordningens samlede værdi 784.287 kr.

Værdien af ordningen udviklede sig herefter således:

Ved skrivelse af 2. februar 1998 rettede indklagedes formueafdeling henvendelse til klageren, idet man ifølge skrivelsen forgæves havde forsøgt at ringe. I skrivelsen redegøres for værditilvæksten det forudgående år, den aktuelle beholdning og værdien heraf samt forslag til investeringer. I umiddelbar forlængelse af skrivelsen blev der bl.a. indkøbt 1.000 svenske aktier (Biora) til en værdi på ca. 70.000 kr. Kursen på Biora-aktierne faldt efterfølgende væsentligt.

I maj 1999 flyttede klageren og fik i forbindelse hermed beskyttet adresse.

Ved skrivelse af 14. juni 1999 til klageren på dennes nye adresse anbefalede indklagede klageren at acceptere et købstilbud vedrørende en post aktier i Scandinavian Mobility. Vedrørende kontantbeholdningen blev det oplyst, at der indestod 32.255 kr., og at der var udtrukket 25.000 kr. pr. 1. juli 1999. Det var indklagedes opfattelse, at der ikke var grund til at foretage omlægninger i aktiebeholdningen, bortset fra en enkelt aktie (Bodilsen), som var steget markant. Indklagede fremkom endelig med generelle anbefalinger om investeringer.

I september 1999 fik klageren meddelelse om, at hendes sædvanlige investeringsrådgiver var langtidssygemeldt, og at hun i dennes fravær kunne kontakte en anden navngiven medarbejder eller andre rådgivere i formueafdelingen.

Ved skrivelse af 19. januar 2000 rettede klagerens sædvanlige investeringsrådgiver, som nu var raskmeldt, henvendelse til klageren, idet han ifølge skrivelsen forgæves havde forsøgt at ringe. I skrivelsen redegøres for udviklingen i den samlede værdi, og klageren blev anmodet om at ringe, idet indklagede ønskede at orientere om en ændret holdning til placering i de kommende år.

Af kontoudskriften for kontantkontoen tilknyttet klagerens kapitalpensionsordning fremgår, at der i perioden 9. september - 19. oktober 1999 indestod 100 - 120.000 kr. I perioden 19. oktober 1999 - 29. marts 2000 indestod der ca. 250.000 kr.

I foråret 2000 rettede klageren henvendelse til en anden af indklagedes afdelinger, gennem hvilken hun disponerede over midlerne i kapitalpensionsordningen.

Den 3. august 2000 fremsendte klageren en klage til indklagedes formueplejeafdeling. Afdelingen svarede på klagen ved skrivelse af 29. august 2000.

Den 28. september 2000 blev der afholdt et møde mellem klageren og formueplejeafdelingen. I forbindelse hermed afviste indklagede et krav fra klageren om en erstatning på ca. 70.000 kr. for misrøgt af depotet.

Parternes påstande.

Den 22. november 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en erstatning på 150.000 kr.

Indklagede har under sagen erklæret sig indstillet på at godtgøre klageren det senest opkrævede gebyr for formueplejeaftalen på 1.654 kr. opkrævet den 8. juni 2000.

Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at plejen af depotet i 1998 blev overtaget af en investeringsrådgiver, som hun var utilfreds med. Hun påtalte, at kontakten var for ringe, men rådgiveren henholdt sig til, at han ifølge aftalen kun skulle se på depotet 1 gang om måneden, uanset hvordan markedet opførte sig.

Depotet blev misrøgtet i 1998 og 1999. Ifølge alle eksperter var der tale om "jubelår" med afkast på 25-40%. På kontantkontoen indestod 40% af depotets værdi til en lav rente. Dette var ikke i overensstemmelse med aftalen, hvorefter der højst skulle indestå 10% på kontantkontoen. Hun modtog ikke udskrifter fra kontantkontoen, selvom hun gentagne gange anmodede herom, og havde således ikke mulighed for at opdage, at indeståendet oversteg det aftalte maksimum.

I forbindelse med et møde i oktober 1999 arrangeret af Ældresagen og indklagede klagede hun over den behandling, hun fik. Dagen efter blev hun ringet op af en medarbejder fra indklagedes formueplejeafdeling, som indrømmede, at man i løbet af sommeren burde have været "gået ind og ud af nogle aktier".

I forbindelse med skrivelsen af 19. januar 2000 lovede investeringsrådgiveren at ringe om indklagedes ændrede holdning til placering i de kommende år, men hun fik aldrig at vide, hvad det gik ud på.

Hun modtog ingen oplysninger om de aktier, som hun havde investeret i, og havde derfor ikke mulighed for at gribe ind. Det har gennemgående været hende, der har måtte kontakte indklagede og ikke omvendt. Til eksempel blev hun informeret via dagspressen, da Scadinavian Mobility A/S opkøbte aktier, hvorefter hun selv henvendte sig til indklagede herom. Det samme var tilfældet for så vidt angår Superfos A/S. Indklagede burde endvidere blandt andet have kontaktet hende i forbindelse med de væsentlige kursfald på Bodilsen og Biora aktierne. Tabet på Biora aktierne udgør alene ca. 72.000 kr.

Bladet Investering fik hun ikke fra maj til december 1999.

Indklagede blev orienteret om hendes flytning i maj 1999, og om at hun efterfølgende blev syg.

Indklagede har anført, at depotet blev gennemgået med de intervaller, der var aftalt, og at alle handler skete efter drøftelser med klageren. Klageren måtte være klar over, at indklagedes tilkendegivelser om forventninger til den fremtidige kursudvikling kunne vise sig ikke at holde stik, og at hun selv måtte træffe beslutninger og bære risikoen herfor.

Midlerne blev placeret individuelt og i forholdsvis små papirer, og klageren kunne derfor ikke forvente, at udviklingen i investeringerne fulgte den generelle udvikling.

1998 var et turbulent år, hvor de europæiske markeder generelt klarede sig bedre end det danske. Det danske aktieindeks faldt totalt set med ca. 6%. Det samlede afkast af indklagedes danske aktiepulje for pensionsmidler i 1998 var på -7,1%.

Den positive udvikling på aktiemarkedet i 1999 skete på de mest konjunkturfølsomme aktier og i teknologi-/telekommunikationen. Totalindekset steg 21,5%. Det skyldtes imidlertid specielt stigningen i A.P. Møller aktier og Teledanmark aktier, som begge har stor vægt i dette. Uden stigningerne i disse aktier ville totalindekset kun være steget med 4%.

Det fremgår af aftalens punkt 5, hvilke informationer klageren løbende ville modtage. Klageren blev ikke stillet i udsigt, at hun løbende ville modtage specifikt materiale vedrørende udviklingen, regnskaber m.v. i de selskaber, hvori midlerne var placeret.

Når der fremkommer tilbud til aktionærer, fremsendes disse automatisk til kunderne, hvilket også er sket i nærværende sag. Den 6. juli 1999 modtog man det første officielle købstilbud vedrørende Scandinavian Mobility. Tilbuddet blev den 7. juli 1999 videresendt til aktionærerne, herunder klageren. Det officielle tilbud vedrørende Superfos blev modtaget den 17. august 1999 og videresendt til aktionærerne, herunder klageren den 20. august 1999. Når klageren anfører, at hun selv har måtte tage initiativ til drøftelser om Scandinavian Mobility, skyldes det, at hun selv har rettet henvendelse, forinden købstilbuddene blev videresendt.

Skrivelsen af 2. februar 1998 blev fulgt op få dage efter med en telefonisk drøftelse. I forbindelse hermed besluttede klageren at investere den aktuelle kontante saldo i svenske Biora aktier. Beslutningen blev truffet på baggrund af diverse materiale vedrørende selskabet, som blev fremsendt til klageren, og klageren blev gjort opmærksom på, at der var tale om en højrisikobetonet aktie. Selskabet har svinget meget, og i oktober 1998 købte klageren yderligere Biora aktier.

Der blev løbende fremsendt beholdningsoversigter til klageren, der selv fulgte med i udviklingen.

Der fremsendes normal kontoudskrift for den omhandlede kontantkonto 1 gang om året, og udsendelse sker omkring 1. februar. Såfremt der ønskes fremsendt kontoudskrifter med kortere interval, skal dette aftales mellem kunden og afdelingen.

I september 1999 indgik der 40.000 kr. på kontantkontoen fra salget af Scandinavian Mobility, og i oktober fremkom et provenu på ca. 127.000 kr. ved salget af Superfos. Klageren var bekendt med, at der blandt andet på baggrund af disse salg indestod et betydeligt beløb på kontantkontoen. Hvis klageren ønskede at investere, burde hun have taget initiativ hertil. Risikoen for manglende investering må i hvert fald påhvile klageren efter fremsendelsen af skrivelsen af 19. januar 2000. Det afvises, at der ikke er sket drøftelser, eller at afdelingen har undladt at fremkomme med forslag trods anmodning herom. Aktiekurserne var faldet siden juli 1999, og anbefalingen i efteråret 1999 var at udvise forsigtighed eller forholde sig afventende.

Aktivfordelingen i aftalen er en hensigtserklæring, ud fra hvilken indklagede skal vurdere depotet, men kunden kan til enhver tid selv fravige fordelingen.

Klageren må endvidere bære risikoen for, at afdelingen i en periode havde vanskeligt ved at komme i kontakt med hende på grund af ny og beskyttet adresse og nyt telefonnummer.

Klageren har ikke godtgjort at have lidt et tab. Det fremsendte krav er ikke konkretiseret, men helt skønsmæssigt ansat.

Da formueplejeaftalen på grund af omstændighederne må betragtes som sat i bero i 2000, er man indstillet på at godtgøre det senest opkrævede gebyr for formueplejeaftalen på 1.654 kr. opkrævet den 8. juni 2000, også selv om det vedrører en periode i 1999.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Det findes efter det foreliggende ikke godtgjort, at indklagede har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre erstatningsansvar. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at indklagedes rådgivning var baseret på forventninger, som kunne vise ikke at holde stik, og at klageren derfor selv måtte bære risikoen for sine beslutninger om køb og salg af værdipapirer.

Vedrørende indeståendet på kontantkontoen, som i perioden september 1999 - marts 2000 oversteg det maksimum, der var aftalt i formueplejeaftalen bemærkes, at Ankenævnet ikke finder grundlag for at fastslå, at den manglende investering af kontantindeståendet alene beroede på indklagedes forhold.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.