Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Anvendelse af låneprovenu.

Sagsnummer: 238 /2000
Dato: 21-12-2000
Ankenævn: Peter Blok, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund, Kåre Klein Emtoft, Niels Bolt Jørgensen
Klageemne: Udlån - stiftelse
Ledetekst: Anvendelse af låneprovenu.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører, om klageren kan gøre krav gældende mod indklagede i anledning af, at provenuet af et lån ydet til hende og hendes daværende samlever delvist blev anvendt til indfrielse af samleverens særgæld.

Sagens omstændigheder.

Den 14. oktober 1999 ydede indklagede klageren og dennes daværende samlever M et lån på 181.000 kr.

Lånets provenu på 179.750 kr. blev overført til klagerens og M's fælles budgetkonto den 14. oktober 1999. Samme dag blev der hævet 66.662,56 kr. på budgetkontoen, som anvendtes til indfrielse af klagerens og M's fælles lån. 81.699,44 kr. overførtes til et lån ydet til M, for hvilket klageren kautionerede med 30.000 kr., og M's søster med 50.000 kr.

Klageren har anført, at 30.000 kr. af lånets provenu blev anvendt til betaling af M's skattegæld.

Marts 2000 ophævede klageren og M samlivet.

Indklagede har anført, at klagerens far anmodede om et møde med indklagede, der blev afholdt den 23. marts 2000. Uanset at indklagede frarådede det, ønskede klagerens far at indfri lånet, hvilket skete.

Lånet blev indfriet ved betaling af 176.345,21 kr. inkl. renter; heraf betalte klagerens far ca. 141.000 kr., mens restbeløbet blev overført fra en deponeringskonto til fordel for M. Deponeringskontoen vedrørte salget af parrets bolig. I samme forbindelse blev indfriet et underskud på budgetkontoen på ca. 6.000 kr.

Parternes påstande.

Ved klageskema modtaget den 14. juni 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en kompensation.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at ved lånets etablering blev hun ikke gjort opmærksom på den hæftelsesmæssige konsekvens af at sammenlægge fælleslånet med M's gamle gæld, således at hun nu kom til at hæfte for den fulde gæld.

Indklagede har pådraget sig erstatningsansvar som følge af den manglende rådgivning i denne forbindelse. Indklagede bør derfor betale en passende kompensation.

Indklagede har anført, at omlægningen af klagerens og M's engagement blev drøftet flere gange telefonisk, men tillige på et møde hos indklagede hvor klageren og M var til stede.

Indklagede orienterede grundigt om konsekvenserne af omlægningen for det tilfælde, at forholdet senere blev opløst. Dette var dog ikke en mulighed, som klageren og M på dette tidspunkt ville overveje eller havde lyst til at diskutere, hvorimod parrets bryllupsplaner blev omtalt.

Indklagede bestrider således, at der ikke blev rådgivet i forbindelse med lånesammenlægningen.

I forbindelse med lånets indfrielse i marts 2000 anførte indklagede, at man fandt det naturligt, at der først blev startet en rykkerprocedure over for M for at få M til at betale. M var ikke kendt som nogen dårlig betaler, og man var bekendt med, at M havde modtaget lånetilsagn fra et andet pengeinstitut om et lån på 60.000 kr., som ville kunne gå af på det samlede lån. Dette afviste klagerens far, der ønskede sagen afgjort og lånet indfriet hurtigst muligt.

Klagerens far har ved at indfri lånet afskåret indklagede fra at rejse krav mod M, såfremt Ankenævnets kendelse mod forventning går indklagede imod.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det omhandlede lån på 181.000 kr. blev i oktober 1999 ydet som et fælles lån til klageren og dennes daværende samlever. Klageren underskrev lånedokumentet som debitor, og hun måtte derfor være klar over, at hun - sammen med samleveren - hæftede for tilbagebetaling af det samlede lån. Det må endvidere lægges til grund, at klageren var bekendt med, hvorledes låneprovenuet blev anvendt, herunder at ca. 82.000 kr. blev anvendt til indfrielse af et lån ydet til samleveren. Ankenævnet finder herefter, at der ikke foreligger noget grundlag for at antage, at klageren ikke fuldt ud hæftede for det nu indfriede lån.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.