Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om erstatning i forbindelse med opsigelse af engagement.

Sagsnummer: 134 /2008
Dato: 26-06-2008
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn
Klageemne: Udlån - opsigelse
Ledetekst: Krav om erstatning i forbindelse med opsigelse af engagement.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med Danske Banks opsigelse af hans engagement.

Sagens omstændigheder.

Ved kreditkontrakt af 9. august 2003 ydede Danske Bank klageren en kredit med et maksimum på 30.000 kr., der var gældende "indtil videre". Ifølge kontrakten kunne banken opsige kreditten med 3 måneders varsel. Låntager havde krav på en begrundelse.

I november/december 2006 bevilgede banken et overtræk på 170.000 kr. på kreditten til finansiering af klagerens køb af en bil.

Den 30. november 2006 blev der ved en overførsel hævet 74.746 kr. på kreditten.

Den 4. december 2006 blev der hævet 135.843 kr. på kreditten til betaling af registreringsafgift.

Ved gældsbrev af 14. december 2006 ydede banken klageren et billån på 173.979,59 kr., som skulle afvikles med en ydelse på 2.000 kr. pr. måned. Ydelserne skulle hæves på klagerens budgetkonto i banken. Ifølge gældsbrevet kunne lånet af banken opsiges med 3 måneders varsel, "hvis der er saglig begrundelse".

Den 15. december 2006 blev lånets provenu på 170.000 kr. indsat på kreditten, hvorpå der herefter var en gæld på 15.029,44 kr.

Den 20. december 2006 blev der hævet 67.493,09 kr. på kreditten til køb af en bil. Gælden på kreditten var herefter på 101.786,46 kr.

Ved en indbetaling på 66.880,25 kr. den 2. januar 2007 blev gælden på kreditten nedbragt til 42.190,38 kr.

Den 10. januar 2007 blev der ved en overførsel til udlandet hævet 100.825,33 kr. på kreditten, hvorpå der herefter var en gæld på 148.254,81 kr.

Den 13. februar 2007 underskrev klageren et ejerpantebrev på 200.000 kr. med pant i bilen.

Den 2. marts 2007 underskrev klageren en pantsætningserklæring, hvorefter ejerpantebrevet blev håndpantsat til banken til sikkerhed for kreditten og billånet.

Ved brev af 23. maj 2007 opsagde banken engagementet med tre måneders varsel til den 31. august 2007. Engagementet bestod af kassekreditten med en gæld på 175.861,43 kr., billånet med en restgæld på 177.690,38 kr., en budgetkonto med en saldo på 0 kr. og en kapitalpensionsordning med et indestående på 220.136,64 kr.

Bankens begrundelse for opsigelsen var, at man ikke ønskede klageren som kunde, efter at han den 14. maj 2007 telefonisk havde fremsat en trussel over for en af bankens ansatte.

Af kontoudskrifterne for kreditten fremgår bl.a., at der i perioden 3. maj-10. august 2007 blev indsat dagpengeydelser på i alt 37.072 kr. (8 x 4.634 kr.) på kreditten. I samme periode blev der udbetalt i alt 36.934 kr. Den 13. august 2007 blev der hævet en låneydelse på 2.000 kr. på kreditten. I perioden 23. august-20. september 2007 blev der indsat dagpengeydelser på i alt 13.902 kr. (4.634 kr. x 3). I samme periode blev der udbetalt 7.800 kr. (3 x 2.600 kr.) fra kreditten.

Den 5. oktober 2007 overgik sagen til bankens inkassoafdeling. Klageren blev anmodet om at betale gælden, som blev opgjort til 368.626,35 kr. fordelt med 185.925,03 kr. på billånet og 182.701,32 kr. på kreditten.

Den 8. februar 2008 blev der gennemført en fogedforretning for så vidt angår gælden på billånet, som blev opgjort til 192.526,10 kr.

Parternes påstande.

Den 18. marts 2008 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale erstatning.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han på grund af billånet og som følge af bankens ulovlige tilbageholdelse af hans løn i to måneder mistede sin bolig og sine ejendele, ligesom han blev påført omkostninger til transport og opbevaring.

Han blev sat på gaden af fogeden, og alle hans ejendele blev bortauktioneret.

Han har i cirka et år boet på gaden og samlet flasker for at få penge til leveomkostninger.

Banken bør betale erstatning for hans direkte tab og for det ydmygende liv, han blev nødt til at føre.

Danske Bank har anført, at klageren købte en bil i udlandet for 74.746 kr., som den 30. november 2006 blev hævet på kreditten. Den 4. december 2006 blev der betalt registreringsafgift på 135.843 kr. til skat.

Det bevilgede overtræk på kreditten blev ved en fejl ikke slettet i forbindelse med udbetalingen af billånet. Klageren benyttede herefter kreditten dels som almindelig transaktionskonto og dels til at købe endnu en bil for 67.493,09 kr. Dette køb var ikke aftalt med banken, ligesom klageren ikke havde fået bevilget overtræk til dækning af daglige transaktioner. Man forsøgte adskillige gange at få klageren i tale med henblik på en afklaring af overtrækket.

Den 14. maj 2007 anmodede klageren telefonisk om at få et beløb udbetalt fra kassekreditkontoen. Klageren fik besked om, at banken ikke var indstillet på at udbetale mere fra kontoen. Klageren truede med at tage kontakt til HA-rockere, der "nok skulle få fat i" den pågældende medarbejder. Da klageren tillige havde opført sig upassende og truende i flere af bankens filialer, blev kundeforholdet opsagt.

Da engagementet ikke blev inddækket efter opsigelsen, blev sagen overdraget til inkasso.

Sagen blev behandlet i fogedretten, hvor klageren ikke gav møde. Inkassosagen blev stillet i bero, da klageren indbragte sagen for Ankenævnet.

Banken har ikke kendskab til den af klageren omtalte fogedsag, hvor klageren skulle være blevet udsat af sit lejemål. Dette er således ikke foranlediget af banken.

Det bestrides, at banken tilbageholdt klagerens løn i to måneder. Der blev trods overtrækket løbende fortaget udbetalinger til klageren, jf. kontoudskrifterne, hvoraf det fremgår, at indgåede dagpengeydelser typisk blev modsvaret af stort set tilsvarende udbetalinger.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter der foreliggende finder Ankenævnet, at Danske Banks opsigelse af klagerens engagement med 3 måneders varsel må anses for berettiget. Det er ikke godtgjort, at banken har tilbageholdt klagerens løn (dagpenge), eller at banken på anden måde har handlet ansvarspådragende over for klageren.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.