Retmæssighed af posteringer.
| Sagsnummer: | 355 /1989 |
| Dato: | 16-02-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Per Overbeck, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Budgetkonto - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Retmæssighed af posteringer. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 19. august 1980 oprettedes i indklagedes Ryesgade afdeling en budgetkonto med klagerens daværende ægtefælle som kontohaver. Den 19. maj 1981 blev oprettet betalingsaftale, og samtidig blev kontohaverbetegnelsen ændret, således at klageren fremtrådte som kontohaver. Såvel klageren som dennes daværende ægtefælle underskrev betalingsaftale, og klagerens ægtefælle bemyndigede samtidig afdelingen til at overføre et månedligt beløb fra sin lønkonto til budgetkontoen. Budgetkontoen tjente i tiden derefter til servicekonto for begge ægtefæller.
Den 16. juni 1987 underskrev klageren og hans på det tidspunkt fraskilte ægtefælle en bodelingsoverenskomst, hvori den pågældende budgetkonto var optaget med en debetsaldo på 4.522,69 kr. pr. 12. marts 1987.
Ved skrivelse af 19. november 1987 indbragte klageren indklagede for Finanstilsynet, idet han gjorde gældende, at der såvel af indklagede som af hans fraskilte ægtefælle var begæret uberettiget dispositioner over den omhandlede budgetkonto i en langvarig periode forud for underskrivelse af bodelingsoverenskomst. Klageren anmode tillige Tilsynet om at tage stilling til, om oprettelsen af hans konti og sikkerhedsdepoter i foråret 1981 var sket på forsvarlig måde.
Ved skrivelse af 3. juni 1988 meddelte Finanstilsynet, at man ikke mente at kunne tage stilling til sagen, idet der forelå uoverensstemmende redegørelser, hvortil en stillingtagen nødvendiggjorde en partsafhøring og bevisafvejning, som Tilsynet ikke havde beføjelser til at foretage. Det meddeltes samtidig, at Tilsynet ikke kunne påtage sig at foretage en nærmere undersøgelse vedrørende oprettelse af kontoen.
Klageren indbragte denne afgørelse for Industriministeriets Erhvervsankenævn, som ved skrivelse af 22. august 1988 afviste klagen, idet det foreskrevne klagegebyr på 2.000 kr. ikke var erlagt inden den af Ankenævnet fastsatte frist.
Efter en omfattende korrespondance med indklagede og sideløbende med at have rettet henvendelse til politimesteren i Viborg, statsadvokaten i Viborg, rigsadvokaten og folketingets ombudsmand om indklagedes håndtering af sit engagement, har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale ham et beløb, der opgjort med renter pr. 1. februar 1990 udgør 976.485,96 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand henvist til den af ham udarbejdede sagsfremstilling, hvori der bl.a. rejses spørgsmål om retmæssigheden i en lang række posteringer på budgetkontoen, foretaget i perioden forud for underskrivelse af bodelingsoverenskomst.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand henvist til, at klageren til stadighed med regelmæssige mellemrum har modtaget kontoudskrifter vedrørende den omhandlede budgetkonto uden at reagere over disse og til, at budgetkontoen indgår i den mellem klageren og hans fraskilte ægtefælle oprettede bodelingsoverenskomst uden nogen former for forbehold. Klagen har endvidere været behandlet af Finanstilsynet. Klageren må på denne baggrund være afskåret fra nu overfor Ankenævnet at rejse spørgsmål om berettigelsen af posteringer, som er foretaget på den fælles budgetkonto for flere år siden.
Ankenævnets bemærkninger:
Af de af indklagede nævnte grunde
Den indgivne klage tages ikke til følge.