Spørgsmål om udbetaling af dækningssum grundet aftale om dækning ved kritisk sygdom, erstatning for mangelfuld rådgivning og forældelse
| Sagsnummer: | 260 /2023 |
| Dato: | 18-01-2024 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Christina Bryanth Konge, Nanna Vetter Viberg Nielsen, Morten Bruun Pedersen og Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Forsikring - øvrige spørgsmål
Forældelse - rådgivning |
| Ledetekst: | Spørgsmål om udbetaling af dækningssum grundet aftale om dækning ved kritisk sygdom, erstatning for mangelfuld rådgivning og forældelse |
| Indklagede: | Djurslands Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører spørgsmål om udbetaling af dækningssum grundet en aftale om dækning ved kritisk sygdom og erstatning for mangelfuld rådgivning og forældelse.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Djurslands Bank, hvor han blandt andet havde ratepensions- og kapitalpensionsordninger.
Banken har fremlagt en pensionsoversigt for 2010 af januar 2011. Af denne fremgår, at klageren havde to private ratepensioner -187 og -984, som var placeret i pulje og med et tilknyttet ratepensionsdepot -415, en ratepension fra klagerens arbejde -814, som var placeret i pulje, og en privat kapitalpension -914, som var placeret i pulje og med et tilknyttet kapitalpensionsdepot -875.
Af pensionsoversigten for kapitalpension -914 fremgår herudover:
”…
Tilknyttede forsikringer i 2010:
PFA FAMILIESIKRING PENSION
…”
Klageren har fremlagt en ikke-underskrevet kopi af tilmelding til familiesikring pension og tab af erhvervsevne af 2004. Heraf fremgår, at der var valgt dækning ved tab af erhvervsevne, som kostede 1.548 kr. i kvartalet, og at man i tilfælde af en forsikringsbegivenhed kunne modtage en årlig udbetaling på 192.000 kr. i 2004. Præmien blev hævet fra ratepensionskonto -187 hvert kvartal.
Banken har fremlagt en udskrift af klagerens pensionsinfo af 16. december 2011. Af denne fremgår blandt andet:
”…
|
Leverandør |
Aftalenummer |
Årlig indbetaling |
Bemærkninger |
|
Djurslands Bank |
[-187] |
17.709 kr. |
Ratepension
|
|
Djurslands Bank |
[-984] |
0 kr. |
Ratepension |
|
Djurslands Bank |
[-814] |
41.549 kr. |
Ratepension |
|
Djurslands Bank |
[-914] |
1.312 kr. |
Kapitalpension |
…”
Af klagerens pensionsinfo af 16. december 2011 fremgår herudover, at klageren udover aftalerne med banken havde pensionsaftaler med pensionsleverandør P1-P4, og at dækningen i pensionsordningerne -187, -984, -814 -914 ved død udgjorde en engangsudbetaling.
Herudover fremgår, at aftalen med pensionsleverandør P1 indeholdt dækning i form af en ulykkesforsikring i tilfælde af varigt mén og død som følge af ulykke. Aftalerne med P2 og P3 indeholdt dækning ved død. Aftalen med P4 indeholdt dækning i tilfælde af tab af erhvervsevne, ved død og ved visse kritiske sygdomme. Klageren ville i henhold til aftale med P4 ved konstateringen af visse kritiske sygdomme modtage en engangsudbetaling på 50.000 kr., og dækningen ophørte den 1. april 2020.
Klageren har fremlagt en aftale om ratepension -356 af 7. oktober 2014 indgået med klagerens daværende arbejdsgiver, arbejdsgiver A. Af denne fremgår blandt andet:
”…
Forsikring Du skal træffe særskilt aftale med Djurslands Bank, hvis du vil tegne forsikringer. Se generelle regler punkt 8.
…”
Banken har fremlagt en udskrift af klagerens pensionsinfo af 11. november 2015. Af denne fremgår blandt andet, at klageren ikke havde forsikringer i tilfælde af sygdom, og at han havde ulykkesforsikringer, som indeholdt dækning i form af engangsudbetalinger ved død og varigt mén.
Den 7. december 2021 gjorde klageren indsigelse over for banken mod dens rådgivning i forbindelse med hans overførsel af pensioner til banken og manglende dækning ved kritisk sygdom. Klageren anførte, at han grundet bankens forsømmelse ikke modtog dækning ved to forsikringsbegivenheder i 2017 og 2018.
Den 13. december 2021 afviste banken klagerens indsigelse. Banken oplyste, at klagerens pensionskonti i banken blev oprettet i henholdsvis 1977, 2004, 2005 og 2006, hvorfor de ikke blev overført i 2010/2011. Herudover var alle forsikringer tilvalg, og det var ikke obligatorisk at tegne en forsikring med dækning mod kritiske sygdomme. Banken oplyste, at der til pensionsaftalen med pensionsleverandør P4 var en arbejdsmarkedsordning, som ikke kunne overføres, og at der til denne var tilknyttet en dækning mod kritisk sygdom, men at denne ifølge pensionsleverandør P4 ophørte i 2011, da indbetalingerne til forsikringen ikke fortsatte. Banken oplyste herudover, at det ikke var muligt at tegne aftaler i banken med dækning ved kritisk sygdom i 2010/2011.
Klageren har fremlagt en udskrift af en aftale om kapitalpension -914 af 31. august 2004, som erstattede en tidligere indgået aftale af 9. november 1993. Af denne fremgår blandt andet:
”…
Forsikring Kontohaver skal træffe særskilt aftale med Djurslands Bank, hvis der ønskes tegnet forsikringer. Se generelle vilkår pkt. 8.
…”
Klageren har fremlagt et dokument af 16. april 2007, der vedrører overflytning af en pensionsopsparing i fonden, fond F1, hvoraf fremgår, at opsparingen på i alt 85.921,14 kr. blev overført til banken.
Parternes påstande
Den 24. april 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Djurslands Bank skal overholde aftale af 2010 om dækning ved kritisk sygdom og udbetale dækningsbeløb i overensstemmelse hermed.
Djurslands Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært afvisning grundet manglende økonomisk mellemværende, og mere subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han i 2010 blev opfordret af banken til at flytte sine pensioner til banken, da banken kunne tilbyde bedre vilkår. I den forbindelse drøftede han og banken dækning ved kritisk sygdom, da hans hustru i sine pensionsaftaler havde dækning ved kritisk sygdom. Banken spurgte klageren om hans helbred, som var 100 % i orden, da han på det tidspunkt var tilknyttet brand og redning. Banken sagde, at dækning ved kritisk sygdom var omfattet.
Han har efterfølgende haft brug for dækning, men er blevet afvist. Banken har brugt mange undskyldninger for at undgå sit ansvar. Undskyldningerne er ikke relevante, da han har tillid til, at banken holder aftalen fra 2010. Hvis ikke dækningen ved kritisk sygdom var aftalt, ville han aldrig være gået med til at flytte sine pensioner.
Banken er forpligtet til at levere den vare, den har solgt. Hvis ikke, er der noget galt. Han kan ikke forstå, at banken kan sælge en halv pension. Alle andre pensionsselskaber tilbyder dækning ved kritisk sygdom.
Djurslands Bank har til støtte for afvisningspåstandene anført, at klagen vedrørende den påståede manglende rådgivning vedrører rådgivning i 2010/2011, hvorfor dette er forældet.
Hændelsesforløbet vil skulle fastlægges ved afhøring af vidner, hvilket ikke kan ske for Ankenævnet.
Det er uklart, hvorvidt klagen vedrører en tvist om et økonomisk mellemværende.
Banken har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at den ikke kan konstatere, at der i 2010 blev overført pensionsordninger til banken.
Der er i august 2010 lavet et tilbud på skadesforsikringer, en husforsikring, en bilforsikring, en ulykkesforsikring og en familieforsikring. Skadesforsikringer omfatter ikke dækning for kritisk sygdom. Der er ikke arkiveret notater eller referater omkring andet end skadesforsikringer.
Der ikke er overført eller forsøgt overført pensionsordninger med tilknyttet dækning for kritisk sygdom. Der er ikke i 2010/2011 oprettet en dækning for kritisk sygdom, idet det dengang ikke var en mulighed at oprette en sådan dækning i banken.
Banken har ikke opsagt eller anmodet om sletning af klagerens eksisterende ordninger. Det har alene været klagerens valg at indstille betalingen til pensionsleverandør P4, hvilket medførte, at aftalen med pensionsleverandør P4 om dækningen ved kritisk sygdom bortfaldt.
I tillæg hertil har klageren ikke siden sin 50-års fødselsdag den 6. marts 2010 kunnet tegne den ønskede dækning, og ydermere har banken først kunnet tilbyde den ønskede dækning fra 2012. På dette tidspunkt var klageren ældre end 50 år og kunne derfor ikke have tegnet den ønskede forsikring.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Djurslands Bank siden 1975, hvor han blandt andet havde ratepensions- og kapitalpensionsordninger.
Banken har fremlagt en pensionsoversigt for 2010 af januar 2011. Af denne fremgår, at klageren havde to private ratepensioner -187 og -984, som var placeret i pulje og med et tilknyttet ratepensionsdepot -415, en ratepension fra klagerens arbejde -814, som var placeret i pulje, og en privat kapitalpension -914, der var placeret i pulje og med et tilknyttet kapitalpensionsdepot -875.
Banken har fremlagt en udskrift af klagerens pensionsinfo af 16. december 2011. Det fremgår ikke heraf, at klagerens pensionsordninger i banken indeholdt en dækning ved visse kritiske sygdomme.
Banken har fremlagt en udskrift af klagerens pensionsinfo af 11. november 2015. Af denne fremgår blandt andet, at klageren ikke havde forsikringer, der dækkede i tilfælde af sygdom.
Klageren har anført, at banken i forbindelse med flytningen af hans pensionsordninger i 2010 oplyste ham om, at dækning ved kritisk sygdom var omfattet.
Det fremgår hverken af pensionsinfo, fremlagte aftaler eller i øvrigt, at banken og klageren har indgået aftale om dækning i tilfælde af kritisk sygdom. Ankenævnet finder det således ikke godtgjort, at klageren i 2010 indgik en aftale med banken om dækning i tilfælde af kritisk sygdom.
Ankenævnet finder endvidere, at klagerens eventuelle krav vedrørende bankens mangelfulde rådgivning i 2010 må anses for forældede i henhold til både forældelseslovens treårige frist i § 3, stk. 1 og 2, samt i henhold til den absolutte forældelsesfrist på 10 år i § 3, stk. 3, nr. 4.
Klageren får derfor ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.