Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Fastholdelse af fejlagtigt lånetilbud.

Sagsnummer: 200010048 /2000
Dato: 26-02-2001
Ankenævn: Hugo Wendler Pedersen, Mette Frøland, Grit Munk, Søren Møller-Damgaard og Mads Laursen
Klageemne: Lånetilbud - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Fastholdelse af fejlagtigt lånetilbud.
Indklagede: Nykredit A/S
Øvrige oplysninger:
Senere dom: Download som PDF
Realkreditinstitutter

Klageren havde i sin ejendom et lån til instituttet. Efter anmodning fra klagerens rådgiver afgav instituttet den 29. september 2000 et tilbud på et 25-årigt tilpasningslån på 435.000 kr. med 1. prioritet. Af lånetilbudet fremgik det blandt andet, at det til det gamle lån knyttede kurstabsfradrag ville bortfalde som følge af afkortning af løbetiden, og at låneomlægningen ville føre til et anslået overskydende provenu på 121.430 kr. I oktober 2000 tilbagekaldte instituttet over for klagerens rådgiver lånetilbudet under henvisning til, at der var tale om et forkert udskrevet lånetilbud. Samme dag afgav instituttet nyt lånetilbud på et 30-årigt 7 pct. obligationslån på 355.000 kr., hvoraf det blandt andet fremgik, at der ville være et anslået overskydende provenu på 33.205 kr. efter indfrielse af det gamle lån.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle tilbyde ham et 30-årigt lån, der gav et provenu svarende til det provenu, der var beregnet i lånetilbudet af 29. september 2000. Instituttet påstod frifindelse.

Klageren oplyste over for Nævnet, at han som følge af bortfald af kurstabsfradrag havde ønsket et 30-årigt obligationslån, og at det først i forbindelse med udarbejdelsen af dette tilbud blev opdaget, at der var begået fejl i det første tilbud.

Nævnet lagde efter klagerens oplysninger til grund, at klageren eller hans rådgiver den 6. oktober 2000 over for instituttet tilkendegav, at man ikke ønskede at benytte sig af lånetilbudet af 29. september 2000, men at man ønskede et obligationslån med 30 års løbetid. I forbindelse med drøftelserne om det nye lån blev instituttet opmærksom på,. at der ved udarbejdelsen af lånetilbudet af 29. september 2000 var begået en fejl ved udmålingen af lånets størrelse, hvilket klageren eller dennes rådgiver blev gjort opmærksom på. Klageren krævede efter sin påstand for Nævnet, at instituttet skulle tilbyde et 30-årigt lån, der gav et provenu svarende til provenuet, der var beregnet i det oprindelige lånetilbud. Nævnet fandt, at der ikke kunne gives klageren medhold, allerede fordi hans påstand med ønsket om forlængelse af løbetiden fra 25 år til 30 år aftaleretligt måtte forstås som et afslag på instituttets tilbud af 29. september 2000, jf. aftalelovens § 6. Nævnet frifandt derfor instituttet.