Beløbsubegrænset alskyldserklæring. Anerkendelse. Passivitet.
| Sagsnummer: | 476/1996 |
| Dato: | 27-05-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Leif Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
Passivitet - hæftelse |
| Ledetekst: | Beløbsubegrænset alskyldserklæring. Anerkendelse. Passivitet. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 25. marts 1987 blev klagernes svigersøns billån (kontonr. -64) i indklagedes Damhaven afdeling, Vejle, forhøjet med 11.668,16 kr. til 78.441,17 kr. Lånet blev sikret ved selvskyldnerkaution fra svigersønnens far.
Ved gældsbrev af 29. oktober 1987 ydede indklagede svigersønnen et billån (kontonr. -63) på 66.000 kr. Indklagede fik til sikkerhed for lånet håndpant i et løsøreejerpantebrev i svigersønnens bil. Herudover påtog klagerne sig selvskyldnerkaution for lånet ved underskrift på gældsbrevet.
Ved gældsbrev af 8. maj 1989 ydede indklagede svigersønnen og klagernes datter et boliglån (kontonr. -23) på 35.000 kr. Samme dato underskrev klagerne en selvstændig kautionserklæring til indklagede, ifølge hvilken de indestod som selvskyldnerkautionister for, hvad svigersønnen og datteren "til enhver tid måtte være eller blive (indklagede) skyldig uanset skyldårsag."
Ved gældsbrev af 21. september 1989 ydede indklagede svigersønnens personligt ejede virksomhed et lån (kontonr. -98) på 36.000 kr. mod sikkerhed i et løsøreejerpantebrev på 40.000 kr. med pant i virksomhedens bil.
Med henvisning til at det ikke var lykkedes at opnå en afviklingsordning med svigersønnen, anmodede indklagede ved skrivelse af 16. november 1990 klagerne om at indbetale restancer på lån nr. -63 og -98 på i alt 18.910 kr.
Ved skrivelse af 10. januar 1991 til klagerne meddelte indklagede bl.a.:
"Vi beklager at måtte meddele Dem, at ovennævnte låntager trods anmodninger ikke har betalt restancer på optagne lån:
- 64 restance kr. 1.500,00 - 63 restance kr. 6.010,00 - 98 restance kr. 10.000,00 excl. lånnr. - 23.
Da De er kautionist for lånene, beder vi Dem om at sørge for, at restancerne bliver indbetalt inden den 18. januar 1991, eller rette henvendelse til sparekassen inden da."
Lånene overgik til inkasso den 31. januar 1991, hvorpå indklagede ved skrivelse af 7. februar 1991 til klagerne stillede krav om indfrielse af "det samlede engagement", som blev opgjort til 121.185,90 kr.
Ved gældsbrev af 7. marts 1991 ydede indklagede klagerne et lån på 152.611 kr., som blev anvendt til indfrielse af kautionen og til omlægning af to lån ydet af indklagede til klagerne med en restgæld på i alt ca. 30.000 kr. I lånet var indregnet 1.511 kr. i stiftelsesprovision. Ydelsen var på 2.363,10 kr., og lånet ville ved uændret rente være afviklet pr. 30. juni 2002.
I sommeren 1996 rettede klagerne via deres advokat henvendelse til indklagede om opgørelsen af kautionsforpligtelsen.
Ved skrivelse af 8. november 1996 oplyste indklagede bl.a., at kravet i henhold til kautionen var sammensat af restgælden på svigersønnens fire lån på i alt 120.583 kr., et beløb på 102,89 kr. vedrørende svigersønnens øvrige konti og et inkassogebyr på 500 kr. 57.340,04 kr. vedrørte lånene af 25. marts 1987 og 21. september 1989. Indklagede tilbød til fuld og endelig afgørelse af sagen at refundere inkassogebyret, beløbet på 102,04 kr. og stiftelsesprovisionen ved etableringen af klagernes lån, i alt 2.113,89 kr., med tillæg af renter 12% p.a. i 69 måneder.
Ved klageskema af 29. november 1996 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at kreditere deres lån med principalt 58.851,04 kr. med valør den 7. marts 1991, subsidiært et mindre beløb. Beløbet på 58.851,04 kr. er restgælden på lånene -64 og -98 med tillæg af stiftelsesprovisionen.
Indklagede har bekræftet sit tilbud om refusion af 2.113,89 kr. med valør den 7. marts 1991. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Det er oplyst, at klagerne løbende har betalt den månedlige ydelse på lånet på 2.363,10 kr. Efter indbetaling af et ekstraordinært afdrag på 55.000 kr. i august 1996 var restgælden pr. 30. september 1996 ca. 47.000 kr.
Klagerne har anført, at deres kaution alene omfattede billånet af 29. oktober 1987 og boliglånet af 8. maj 1989. Alskyldserklæringen blev underskrevet samtidig med etableringen af boliglånet. De blev ved underskrivelsen ikke gjort opmærksom på, at de herved påtog sig hæftelse for svigersønnens gamle gæld i henhold til billånet af 25. marts 1987. Lånet til svigersønnens virksomhed blev etableret mere end fire måneder efter underskrivelsen af alskyldserklæringen og uden deres accept. Ved indfrielsen af kautionen modtog de ikke en specificeret opgørelse af indklagedes krav. De havde tillid til, at indklagedes opgørelse var korrekt, hvilket sammenholdt med den manglende specifikation var årsag til, at de ikke blev opmærksom på, at kravet omfattede lån, for hvilke de ikke havde påtaget sig kaution. Indklagede bør refundere restgælden i henhold til lånene af 25. marts 1987 og 21. september 1989 på i alt 57.340,04 kr. Indklagede bør herudover refundere stiftelsesprovisionen på 1.511 kr., idet der ved samlelånets oprettelse ikke skete en udvidelse af engagementet.
Indklagede har anført, at klagerne ved underskrivelsen af alskyldserklæringen den 8. maj 1989 blev orienteret om, at de herved også hæftede for svigersønnens lån af 25. marts 1987. Denne yderligere hæftelse var en betingelse for, at indklagede ville udvide engagementet med boliglånet til svigersønnen og datteren. Lånet til svigersønnen af 21. september 1989 var til finansiering af udskiftning af en varevogn i svigersønnens virksomhed og svarede til svigersønnens to øvrige lån. Klagerne havde en tæt tilknytning til afdelingen, og klagerne blev i forbindelse med korrespondancen omkring årsskiftet 1989-90 og forud for oprettelsen af klagernes lån grundigt orienteret om de fire lån, der var omfattet af kautionsforpligtelsen. Under et møde i februar 1991 blev engagementet drøftet. Alskyldserklæringen omfatter efter en sædvanlig sproglig fortolkning de omhandlede fire lån, og klagerne vedstod dette ved underskrivelsen af gældsbrevet vedrørende samlelånet. Klagerne har ved passivitet fortabt deres ret til at gøre indsigelse.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Jørn Rytter Andersen og Ole Simonsen - udtaler:
Efter ordlyden af alskyldserklæringen af 8. maj 1989 hæftede klagerne som selvskyldnerkautionister for enhver eksisterende eller fremtidig gæld påhvilende deres svigersøn og datter over for indklagede. Når bl.a. henses til indklagedes skrivelse af 10. januar 1991, i hvilken 4 lån omtales, finder vi endvidere at måtte lægge til grund, at klagerne forud for underskrivelsen af gældsbrevet af 7. marts 1991 var bekendt med, at indklagedes krav mod dem som kautionister omfattede svigersønnens og datterens samlede engagement, herunder også lånene af 25. marts 1997 og 21. september 1989. Vi finder, at klagerne på denne baggrund må være afskåret fra nu - mere end 5 år efter etableringen af lånet af 7. marts 1991 - at gøre gældende, at de ikke var bundet af alskyldserklæringen.
Det bemærkes, at indklagede under klagesagen har vedstået sit tilbud om at kreditere lånet 2.113,89 kr. med tillæg af rente 12% p.a. fra lånets etablering.
2 medlemmer - Ole Just og Leif Nielsen - udtaler:
Alskyldserklæringen blev underskrevet af klagerne samtidig med, at indklagede den 8. maj 1989 ydede boliglånet på 35.000 kr. til klagerens svigersøn og datter, og vi finder det ikke godtgjort, at klagerne i forbindelse med underskrivelsen af erklæringen udtrykkeligt blev gjort opmærksom på omfanget af den forpligtelse, de påtog sig. Vi finder, at indklagede herefter alene kunne påberåbe sig denne kautionserklæring i relation til det samtidigt ydede boliglån.
Indklagede var herefter ikke i foråret 1991 berettiget til at gøre krav gældende mod klagerne for så vidt angik lånene til klagerens svigersøn ydet den 25. marts 1987 og den 21. september 1989, hvilken restgæld udgjorde i alt 57.340,04 kr., og vi finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at klagerne forud for underskrivelsen af gældsbrevet af 7. marts 1991 eller i øvrigt forud for sommeren 1996 var bekendt med, at det af indklagede opgjorte krav på ca. 121.000 kr. angik andet end de to lån, for hvilke de ved stiftelsen havde påtaget sig at kautionere. Vi finder, at klagerne herefter hverken ved anerkendelse eller passivitet har fortabt deres ret til at gøre indsigelse mod indklagedes opgørelse af kautionsforpligtelsen i 1991.
Da indklagede endvidere ikke kan anses at have være berettiget til at beregne sig stiftelsesprovision ved oprettelsen af gældsbrevet af 7. marts 1991, stemmer vi for at tage klagernes påstand til følge.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.