Inkasso, omkostninger, passivitet, afventet Ankenævnets afgørelse. Kaution, rettidig underretning.
| Sagsnummer: | 607/1992 |
| Dato: | 08-06-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Inkasso - inkassoomkostninger m.v. Inkasso - berettigelse af overgivelse til inkasso |
| Ledetekst: | Inkasso, omkostninger, passivitet, afventet Ankenævnets afgørelse. Kaution, rettidig underretning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 18. juni 1985 underskrev klageren en særskilt kautionserklæring, hvorefter hun indestod som selvskyldnerkautionist for skadesløs betaling af ethvert beløb, som en debitor måtte være eller blive indklagede skyldig i henhold til et samme dag ydet lån på 70.000 kr. Kautionsforpligtelsen var begrænset til 15.000 kr. Lånet skulle afvikles med 1.250 kr. månedligt, første gang den 30. juli 1985.
Ved anbefalet skrivelse af 14. september 1987 til klageren oplyste indklagede, at kautionslånet som følge af misligholdelse var opsagt til indfrielse, hvorfor klageren anmodedes om at indbetale kautionsforpligtelsen. Den 13. oktober 1987 underskrev klageren erklæring om, at der ydedes henstand med ydelserne pr. 30. september, 30. oktober, 30. november og 30. december 1987 på kautionslånet. Af erklæringen fremgik, at lånets restgæld var 57.667,86 kr.
Den 4. marts 1988 meddelte indklagede klageren, at kautionslånet var i restance med 2 ydelser, som klageren opfordredes til at foranledige indbetalt. Den 10. juni 1988 meddelte indklagede klageren, at lånet var opsagt til indfrielse, hvorfor klageren anmodedes om at indbetale kautionsforpligtelsen inden den 24. juni 1988.
Ved anbefalet skrivelse af 25. april 1990 meddelte indklagede klageren, at kautionslånets restgæld var 54.092,47 med tillæg af renter fra 30. september 1989; i sin egenskab af kautionist opfordredes klageren til at drage omsorg for, at der blev indgået en afviklingsaftale.
Den 4. december 1990 forespurgte indklagede kautionslånets debitor om klagerens adresse, idet indklagede havde erfaret, at klageren var flyttet.
Ved anbefalet skrivelse af 10. oktober 1991 til klageren på dennes nye adresse opfordredes klageren til at indgå en afviklingsaftale vedrørende kautionsforpligtelsen inden 8 dage, idet indklagede i modsat fald ville overgive sagen til retslig inkasso. Klageren besvarede henvendelsen ved skrivelse af 12. oktober 1991:
"Da undertegnede rejser på ferie d.d., og ydermere ikke har mulighed for at kontakte låntager eller dennes eksmand, som jeg oprindeligt har kautioneret for, da ingen af dem åbenbart har telefon, beder jeg (indklagede) vente med at sende sagen til inkasso til vi har snakket sammen."
Ved skrivelse af 2. november 1990 meddelte klageren indklagede, at hun ikke erindrede at have underskrevet kautionserklæringen, hvorfor hun anmodede om dokumentation herfor. Efter at indklagede havde fremsendt kopi af kautionsdokumentet m.v., meddelte klageren ved skrivelse af 21. november 1991, at hun ikke fandt at kautionsforpligtelsen længere kunne tillægges betydning som følge af, at indklagede måtte have ydet en sådan henstand på lånet; hun havde ikke været orienteret herom, hvilket stred mod bank- og sparekasselovens § 41. Endvidere henviste klageren til, at indklagede i skrivelse af 10. juni 1988 havde oplyst, at lånet var opsagt til endelig indfrielse, men hun havde ikke efter dette tidspunkt hørt yderligere, hvorfor hun formodede, at lånet var indfriet enten af debitor eller af en medkautionist. Hun anså derfor sagen for afsluttet.
Ved anbefalet skrivelse af 2. marts 1992 til klageren meddelte indklagede, at engagementet med kautionslånets debitor ville blive overgivet til inkasso senest den 12. marts 1992, med mindre en afviklingsordning var etableret forinden.
Efter yderligere korrespondance mellem klageren og indklagede, hvor indklagede fastholdt sit krav mod klageren, som i skrivelse af 11. marts og 21. juli 1992 tilkendegav at ville indbringe sagen for Ankenævnet, anmodede indklagede i skrivelse af 4. august 1992 klageren om indbetaling af kautionsforpligtelsen inden 8 dage, idet man i modsat fald ville overgive kravet til retslig inkasso uden yderligere varsel.
Ved skrivelse af 25. august 1992 fra indklagedes advokat til klageren anmodedes denne om betaling af kautionshæftelsen på 15.000 kr. Takstmæssige inkassoomkostninger blev opgjort til 1811,70 kr., idet dette beløb ved betaling af hovedstolen inden 5 dage ville blive nedsat til det halve. Klageren betalte herefter 15.000 kr. til indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 15.000 kr samt anerkende at klageren ikke hæfter for inkassoomkostninger ved sagens overgivelse til inkasso.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun i oktober 1987 tiltrådte, at der blev ydet henstand med 4 ydelser. Hun har ikke herudover accepteret henstand med lånets afvikling, ligesom indklagede ikke har orienteret hende om yderligere henstand. Klageren nåede ikke at hente indklagedes skrivelse af 4. august 1992, da hun var på ferie. Uanset at hun havde tilkendegivet at ville indbringe sagen for Ankenævnet, og uanset at indklagede måtte være bekendt med, at hun ikke havde modtaget skrivelsen af 4. august 1992 overgav indklagede sagen til inkasso. Selvom klageren ikke måtte få medhold i første led af sin påstand, har indklagede derfor ikke krav på inkassoomkostninger.
Indklagede har anført, at klageren til stadighed er blevet holdt orienteret om debitors manglende afvikling af lånet samt foreholdt sin kautionsforpligtelse. Indklagede har på intet tidspunkt fritaget klageren for kautionsforpligtelsen og klagerens ensidige erklæringer herom er uden retsvirkning. Med hensyn til klagerens regreskrav mod debitor har klageren ikke godtgjort at have lidt noget tab ved indklagedes undladelse af at orientere om misligholdelsen. Ved indklagedes skrivelse af 4. august 1992, som også sendtes som almindeligt brev, fik klageren en yderligere frist på 8 dage til at indfri kautionsforpligtelsen, inden kravet blev overgivet til inkasso. Klageren bør derfor også hæfte for påløbne inkassoomkostninger.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede orienterede ved skrivelse af 4. marts 1988 klageren om, at kautionslånet var i restance med 2 ydelser, ligesom indklagede den 10. juni 1988 meddelte, at lånet var opsagt til indfrielse på grund af misligholdelse. Klageren blev samtidig anmodedet om at indbetale kautionsforpligtelsen inden 24. juni 1988.
Indklagede findes herefter at have opfyldt sin forpligtelse i henhold til bank- og sparekasselovens § 41, og der findes ikke at foreligge omstændigheder, der bevirker, at indklagede efter at have afkrævet klageren beløbet ved passivitet har fortabt sin ret hertil.
Tre medlemmer - Niels Waage, Niels Busk og Lars Pedersen - udtaler herefter:
Indklagede havde endnu ikke 4 år efter at have afkrævet klageren beløbet taget effektive skridt til at få det inddrevet. Det er ikke uforståeligt, hvis denne omstændighed har givet klageren indtryk af, at der bestod usikkerhed omkring kautionsforpligtelsen. Vi finder herefter, at indklagede burde have afventet sagens behandling ved Ankenævnet, som klageren havde bebudet ved skrivelserne af 11. marts og 21. juli 1992, inden man sendte sagen til inkasso. Vi stemmer derfor for, at indklagede skal frafalde kravet om inkassoomkostninger.
To medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:
Vi finder ikke grundlag for at fritage klageren for at betale inkassoomkostninger.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Herefter
Indklagede bør frafalde sit krav på inkassoomkostninger over for klageren. Klagegebyret tilbagebetales klageren.