Kautionslåns provenu indsat på overtrukket kassekredit, gyldighed.
| Sagsnummer: | 462/1995 |
| Dato: | 08-05-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Nedergaard, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Kautionslåns provenu indsat på overtrukket kassekredit, gyldighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 5. marts 1993 underskrev klagerne, som er ægtefæller, som selvskyldnerkautionister et gældsbrev, hvorefter indklagede ydede hustruens bror og dennes ægtefælle et lån på 100.000 kr. Lånet skulle afvikles over syv år med en månedlig ydelse på 2.025 kr., første gang 31. marts 1993. Klagerne underskrev gældsbrevet i eget pengeinstitut.
Kautionslånets provenu, der var 97.700 kr., blev den 10. marts 1993 indsat på debitorernes kassekredit, hvis saldo herefter var 219.638,66 kr. (negativ). Kassekredittens maksimum var 100.000 kr.
Af kontoudskrift for kassekreditten fremgår, at der den 11. og 15. marts 1993 er debiteret tre checks med et samlet beløb på 99.397,68 kr.
Den 24. juni 1994 underskrev klagerne "tillæg til selvskyldnerkautionsforpligtelse over for [kautionslånets debitorer]" vedrørende kautionslånet:
"I forbindelse med forhøjelse af det til ovennævnte bevilgede overtræk på kassekredit nr. ..... fra kr. 165.000,00 til kr. 250.000,00 med kr. 85.000,00, skriver ottetifemtusinde 00/100, således at kassekredittens samlede trækningsret udgør kr. 350.000,00, bekræfter vi med vor underskrift den fortsatte selvskyldnerkaution for så vidt angår ovennævnte lån.
Ovennævntes engagement forblive i øvrigt uændret gældende."
Ved skrivelse af 19. maj 1995 blev klagerne anmodet om at indfri kautionsforpligtelsen, som blev opgjort til 86.687,70 kr. pr. 29. s.m. Af skrivelsen fremgik, at debitorerne havde anmeldt betalingsstandsning, som udløb den 29. maj 1995.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende mod dem.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Klagerne har anført, at de omkring januar 1993 af debitorerne blev anmodet om at kautionere for et lån på 250.000 kr. Dette afslog de. Senere fik de henvendelse om, at det nu alene var nødvendigt at kautionere for et lån på 100.000 kr. som følge af, at den ene af debitorerne havde frikøbt en pension og anvendt denne til nedbringelse af en gæld. De modtog ikke andre oplysninger, herunder ikke oplysning om, hvortil kautionslånets provenu skulle anvendes. Heller ikke i forbindelse med underskrivelsen af tillægget i juni 1994 blev der givet oplysninger om debitorernes økonomi. Indklagede burde ved meddelelsen af den oprindelige kaution have oplyst, at der var betydelig risiko for, at kautionen blev aktuel navnlig henset til størrelsen af det overtræk, som da var på kassekreditten. Det er korrekt, at trækket på kassekreditten efter indbetalingen af kautionslånets provenu på ny steg, men ikke op til et beløb svarende til 317.338,66 kr., der var saldoen forud for indsættelsen af kautionslånets provenu. Kautionen er derfor i hvert fald for en del reelt stillet for tidligere stiftet gæld. Det bestrides, at Ankenævnet ikke har kompetence til at behandle klagen, som anført af indklagede.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen angår et krav på 100.000 kr. Dette beløb overstiger beløbsgrænsen på 24.000 kr., som fremgår af bekendtgørelse nr. 871 af 14. oktober 1994 vedrørende forbrugerklagenævnets virksomhedsområde. Ankenævnet kan derfor ikke behandle klagen.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at den af klagerne deltog i et møde hos indklagede forud for etableringen af kautionsforpligtelsen. Klagerne modtog i denne forbindelse en fyldestgørende orientering. Hertil kommer, at klagerne var i kontakt med den ene af debitorerne, inden de påtog sig kautionen. Klagerne underskrev kautionserklæringen i eget pengeinstitut, og det må forventes, at der her blev givet en orientering om kautionsforhold. Herudover påhviler det kautionisterne at orientere sig i forhold til de pågældende debitorer, og det må formodes, at klagerne modtog regnskaber fra debitorerne. Det overtræk, der var på kassekreditten, var et bevilget overtræk. Selvom kautionslånets provenu indsattes på kassekreditten og umiddelbart nedbragte dennes overtræk, blev der i de følgende dage trukket checks på et samlet beløb af knapt 100.000 kr., hvorfor der ikke er tale om kaution for tidligere stiftet gæld, idet debitorerne således fik likviditet svarende til kautionen stillet til rådighed.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter § 3, stk. 2, nr. 13, i bekendtgørelse om forbrugerklagenævnets virksomhedsområde finder den af indklagede påberåbte beløbsgrænse, der er nævnt i bekendtgørelsens § 2, stk. 1, ikke anvendelse ved klager vedrørende bl.a. pengevæsen, og Ankenævnet er derfor ikke afskåret fra at behandle klagen.
3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk og Peter Nedergaard - udtaler herefter:
Ved sagens afgørelse lægges det til grund, at klagerne ikke forud for, at de påtog sig at kautionere for lånet på 100.000 kr., af indklagede blev gjort bekendt med, at debitorernes kassekredit var negativ med ca. 300.000 kr., selvom kredittens maksimum alene var 100.000 kr. Vi finder, at der måtte påhvile indklagede en forpligtelse til at gøre kautionisterne udtrykkelig opmærksom på, at der således allerede forelå en aktuel og væsentlig misligholdelse fra debitorernes side. Det er i denne forbindelse uden betydning, at en ikke ubetydelig del af overtrækket efter det oplyste var bevilget af indklagede. Da klagerne som det må lægges til grund heller ikke på anden måde var bekendt med disse forhold, og da det under de beskrevne omstændigheder findes uden betydning, at der umiddelbart efter indbetalingen af kautionslånets provenu på kreditten blev trukket med checks på et tilsvarende beløb, stemmer vi for at tage klagernes påstand til følge, således at den afgivne kautionserklæring anses for uforbindende for klagerne.
To medlemmer - Jørn Rytter Andersen og Ole Simonsen - udtaler
Vi finder ikke på det foreliggende grundlag at kunne afvise, at klagerne i forbindelse med påtagelsen af kautionsforpligtelserne af indklagede fik oplysning om debitorernes økonomiske situation, herunder overtrækket på kassekreditten, eller at klagerne på anden måde var bekendt hermed. Vi finder herefter, at en stillingtagen til sagen ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Vi stemmer derfor for at afvise klagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at den af klagerne afgivne kautionserklæring ikke kan gøres gældende over for klagerne.Klagegebyret tilbagebetales klagerne.