Rentens størrelse. Tidligere accepteret restance.
| Sagsnummer: | 485 /1994 |
| Dato: | 17-07-1995 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Møgelvang-Hansen, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
Udlån - opsigelse |
| Ledetekst: | Rentens størrelse. Tidligere accepteret restance. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med klagerens køb af bil ydede indklagede, der er finansieringsselskab ejet af et pengeinstitut, i december 1988 klageren et lån på 145.261 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.960 kr., første gang den 1. januar 1989. Af gældsbrevet fremgår bl.a.:
"Lånet forfalder til fuld indfrielse uden varsel den 1/12 1994.
Rente af kapitalen eller dennes rest til enhver tid beregnes efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art, p.t. 13,500% p.a., der betales månedsvis bagud. I opkrævningsprovision beregnes p.t. 15,00 pr. måned, som løbende tilskrives sammen med renten."
Den månedlige ydelse blev senere forhøjet.
I januar 1994, hvor restgælden var ca. 75.000 kr rettede klageren skriftligt henvendelse til indklagede vedrørende rentetilskrivningen på lånet.
Ved klageskema af 20. juli 1994 indbragte klageren sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale for meget opkrævet rente, at nedsætte renten for fremtiden og at forlænge restløbetiden.
Ved skrivelse af 10. august 1994 til klageren opsagde indklagede med henvisning til en restance på 7.520 kr. (2 ydelser) og tidligere fremsendt restancemeddelelse lånet til indfrielse den 18. s.m. Lånets restgæld blev opgjort til 65.204,12 kr.
Ved skrivelse af 19. september 1994 til klageren meddelte indklagede, at sagen blev overgivet til incasso hos indklagedes advokat. Klageren protesterede herover ved skrivelse af 21. s.m.
Den 23. september 1994 fremsendte indklagedes advokat påkrav om betaling af lånets restgæld opgjort til 59.256,10 kr.
Klageren har herefter udvidet sin påstand således at indklagede tilpligtes af anerkende, at fremsendelsen af sagen til inkasso var uberettiget.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Indklagede har oplyst, at inkassosagen er stillet i bero, indtil sagens behandling ved Ankenævnet er afsluttet, og at lånet er blevet krediteret 900 kr. vedrørende 6 rykkergebyrer opkrævet i perioden 14. marts - 10. august 1994.
Indklagede har oplyst, at lånet er et såkaldt D-lån, som indtil den 1. april 1992 blev ydet ved finansiering af biler uden udbetaling.
Rentesatserne for klagerens lån har været følgende:
31.12.1988 | 13,50% | ||
| |||
|
| ||
Indklagede har oplyst, at renten på nye lån etableret i perioden 10. januar - 31. marts 1992 lå 1% under normalsatsen, hvorefter rentesatsen blev forhøjet med 1%. Siden 1. april 1992 har indklagede som nævnt ikke længere ydet lån af denne kategori.
Klageren har anført, at hun i december 1993 blev opmærksom på, at rentesatsen på lånet var steget væsentligt, mens diskontoen og pengeinstitutternes gennemsnitlige rentesats for udlån var mindre end ved lånets stiftelse. Selvom om renten er variabel, bør ændringer i renteniveauet ikke ske efter indklagedes frie vurdering men efter en rimelig fast indikator for det enhver tid værende niveau. Lånet har ofte været i restance, hvilket dog ikke kan begrunde rentestigningerne på lånet. På grund af restancerne er ydelsen løbende blevet forhøjet, ligesom indklagede løbende har beregnet sig gebyrer. Efter modtagelse af kontoudtog for lånet har hun kunnet konstatere, at indklagede i lånets løbetid har beregnet sig op til flere gebyrer pr. måned. Restancerne er altid blevet accepteret af indklagede trods fremsendelse af automatisk udskrevne rykkerskrivelser og opsigelser. Hun kunne derfor med god ret gå ud fra, at opsigelsen af 10. august 1994 ligesom utallige andre ikke havde nogen gyldighed. Denne opfattelse blev bestyrket, da hun modtog almindelig ydelsesopkrævning den 1. september 1994, og da indklagedes medarbejder under en telefonisk henvendelse vedrørende lånet ikke nævnte opsigelsen, men blot udbad sig den seneste indbetalingskvittering. Indklagede var i hvert fald ikke berettiget til at fremsende sagen til inkasso efter indgivelse af klage til Ankenævnet.
Indklagede har anført, at de foretagne renteændringer er i overensstemmelse med gældsbrevets bestemmelse om, at renten er variabel og beregnes efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art. Renten reguleres af indklagede i overensstemmelse med dennes vurdering af det til enhver tid værende renteniveau på lån af den pågældende størrelse og karakter og under hensyntagen til konkurrencemæssige forhold, idet kunden til enhver tid har mulighed for at flytte lånet. Alle renteændringer er blevet annonceret i dagspressen, og klageren har via de fremsendte kontoudskrifter og ved henvendelse til indklagede haft mulighed for at få oplysning om den aktuelle rentesats. Sagens overdragelse til inkasso er alene udtryk for almindelig praksis ved misligholdte lån. Selv om restancer tidligere har været accepteret, indebærer dette ikke, at der ikke på et tidspunkt kan gøres op med denne praksis. Ved skrivelse af 10. august 1994 blev klageren klart underrettet om, at restancerne på lånet blev anset som misligholdelse.
Ankenævnets bemærkninger:
Det af klageren anførte om udviklingen i diskontoen og i pengeinstitutternes gennemsnitlige udlånsrente findes ikke at kunne føre til, at de af indklagede foretagne renteændringer på klagerens lån anses for uberettigede.
Efter gældsbrevet beregnes renten "efter de til enhver tid gældende satser og sædvaner for lån af denne art". Herefter findes indklagede ikke at have været berettiget til for klagerens lån at fastsætte en rente, der er højere end den rente, der til enhver tid har været gældende for nye lån af samme art som klagerens, dog bortset fra tidsbegrænsede introduktionsrabatter, hvortil 1%-reduktionen på nye lån i tiden 10. januar - 31. marts 1992 antages at høre.
For så vidt angår tiden efter den 1. april 1992, fra hvilken dato indklagede er ophørt med at yde nye lån af den her omhandlede kategori, finder Ankenævnet, at renten på klagerens lån bør nedsættes med 0,5% svarende til differencen pr. 31. marts 1992 mellem renten på klagerens lån og renten på nye lån, når bortses fra introduktionsrabatten.
Det må lægges til grund, at indklagede tidligere i vidt omfang havde accepteret restancer og også tidligere havde fremsendt opsigelsesskrivelser, som ikke blev fastholdt. Ankenævnet finder, at indklagede på denne baggrund burde have givet klageren en særlig meddelelse om, at man ikke længere ville acceptere restancer. Da dette ikke er sket, findes indklagedes opsigelse af lånet ved skrivelsen af 10. august 1994 ikke at kunne tillægges retsvirkning, ligesom indklagede findes at have været uberettiget til at overgive sagen til inkasso. Som følge heraf bør indklagede godtgøre klageren eventuelle omkostninger i forbindelse hermed.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge indklagede at give afkald på gældsbrevets udtrykkelige bestemmelse om restgældens indfrielse pr. 1. december 1994.
Der findes heller ikke at være grundlag for at pålægge indklagede at refundere gebyrer i videre omfang end sket.
Som følge af det anførte
Indklagede bør inden 4 uger nedsætte renten på klagerens lån i overensstemmelse med det foran anførte og refundere eventuelle omkostninger, som måtte være pålagt klageren i forbindelse med sagens overgivelse til inkasso i september 1994. Klagegebyret tilbagebetales klageren.