Spørgsmål vedrørende opgørelse af gæld efter gennemførelse af tvangsakkord for den ene af to til dels solidarisk hæftende debitorer, herunder om, på hvilke fordringer dividenden af den usikrede del af gælden skulle afskrives.
| Sagsnummer: | 164 /1997 |
| Dato: | 19-11-1997 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Ole Just, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Akkord - flere debitorer
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende opgørelse af gæld efter gennemførelse af tvangsakkord for den ene af to til dels solidarisk hæftende debitorer, herunder om, på hvilke fordringer dividenden af den usikrede del af gælden skulle afskrives. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klagerne i denne sag er ægtefællerne H (klager A) og M (klager B).
M indgav den 8. marts 1991 anmeldelse om betalingsstandsning vedrørende sin personligt ejede erhvervsvirksomhed. Under betalingsstandsningen søgte M via den advokat, der var beskikket som tilsyn, at opnå en akkord med sine kreditorer.
Indklagedes tilgodehavende hos M pr. 8. marts 1991 var på i alt 621.547 kr. i henhold til en kassekredit (328.793 kr.), et billån (45.912 kr.) og et boliglån (246.841 kr.). Til sikkerhed for billånet havde indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev i M's bil. H var meddebitor på boliglånet, som var sikret ved et ejerpantebrev i klagernes fælles ejendom.
Ved anbefalet skrivelse af 26. juli 1991 til klagerne opsagde indklagede boliglånet til indfrielse på grund af misligholdelse.
Den 1. august 1991 overgik boliglånet og M's særengagement til inkasso hos indklagedes advokat.
Under forhandlingerne om en tvangsakkord for M erklærede indklagede sig ved skrivelse af 9. oktober 1991 til tilsynet indstillet på at acceptere en tvangsakkord med en dividende på 35% til simple kreditorer under forudsætning af, at boliglånet og billånet blev betragtet som privilegerede fordringer og således blev afviklet fuldt ud.
Ved skrivelse af 22. november 1991 til tilsynet tiltrådte indklagede akkordforslaget på 35% af simple fordringer betalt over 4 rater med 10% den 31. december 1991, 7,5% den 1. juli 1992, 7,5% den 31. december 1992 og 10% den 1. juli 1993. De simple fordringer skulle ikke forrentes efter den 8. marts 1991. Indklagede oplyste sit simple krav til 328.793 kr. pr. 8. marts 1991.
Akkorden blev stadfæstet af skifteretten den 24. februar 1992.
Ved en skrivelse til indklagede af 26. februar 1992 redegjorde tilsynet for det passerede på skiftesamlingen den 24. s.m. Af skrivelsen fremgår bl.a., at det var skifterettens opfattelse, at 159.937 kr. af boliglånet og 18.912 kr. af billånet måtte indgå i tvangsakkorden som simple krav, idet værdien af ejerpantebrevet og løsøreejerpantebrevet højst kunne opgøres til henholdsvis 86.904 kr. og 27.000 kr. Indklagedes simple krav blev på den baggrund opgjort til 507.706 kr. (skulle rettelig være 507.643 kr, nemlig kassekreditten 328.793 kr. + boliglånet 159.937 kr. + billånet 18.912 kr.).
Ved skrivelse af 6. marts 1992 anførte indklagede, at man kunne tiltræde den stadfæstede tvangsakkord på betingelse af, at boliglånet blev afviklet som tidligere aftalt med indklagedes inkassoadvokat, at billånet blev afviklet for så vidt angår den sikrede del, og at dividenden skulle fragå forlods på indklagedes usikrede tilgodehavende, som M alene hæftede for.
M betalte dividendebeløbene til indklagede den 8. april 1992, 6. juli 1992, 6. januar 1993 og 28. juni 1993 med henholdsvis 10%, 7,5%, 7,5% og 10% af 507.706 kr. Beløbene blev krediteret M's kassekredit.
I foråret 1993 rettede M via sin advokat henvendelse til indklagede om opgørelsen af engagementet i forbindelse med tvangsakkorden. Det var M's opfattelse, at indklagedes posteringer på engagementet ikke var i overensstemmelse med tvangsakkorden med hensyn til renter og dividendebeløbenes placering. Indklagede anså sig for berettiget til at afskrive dividendebeløbene på kassekreditten og anførte, at der ville blive korrigeret for tilskrevne renter, når det var muligt at udarbejde en endelig opgørelse.
Den 15. juni 1993 udtog M stævning mod indklagede med påstand om, at indklagede skulle berigtige en række forhold vedrørende opgørelsen af engagementet efter tvangsakkorden.
Til brug for retssagen udarbejdede indklagede i maj 1994 en række opgørelser, der illustrerede, hvorledes engagementet blev opgjort. Af opgørelserne fremgår, at der for så vidt angår det usikrede engagement på 507.706 kr. (507.643 kr.) var indbetalt dividende på 177.697 kr. (35%), mens 330.009 kr. (65%) var afskrevet. Den sikrede del af billånet på 27.000 kr. var frem til juni 1993 blevet afviklet og indfriet med 1.900 kr. månedligt, mens den sikrede del af boliglånet på 86.904 kr. frem til april 1994 var blevet nedbragt til en restgæld på 20.680,71 kr. gennem almindelige terminsbetalinger.
Den 14. juli 1994 blev der indgået et retsforlig, hvorved indklagede anerkendte, at M's mellemværende med indklagede pr. 6. april 1994 kunne opgøres til en gæld vedrørende boliglånet på 20.680,71 kr., idet saldoen på kassekreditten og billånet var 0 kr. Den fulde restgæld på boliglånet, for hvilken H hæftede, var ca. 240.000 kr.
Den 6. maj 1996 indfriede klagerne boliglånet ved betaling af 231.656,83 kr., og indklagede frigav ejerpantebrevet. Ved indfrielsen tog klagerne forbehold for opgørelsen af restgælden.
Ved klageskema af 22. april 1997 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at refundere en del af indfrielsesbeløbet.
Indklagede har under sagen refunderet klagerne 11.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 2. september 1992, i alt 16.604,19 kr. Beløbet vedrører advokatomkostninger på 11.000 kr., som den 2. september 1992 blev debiteret boliglånet. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at det af kontoudskrifterne fremgår, at indklagede uberettiget tilskrev rente på kassekreditten efter betalingsstandsningsdagen den 8. marts 1991. Af en kontoudskrift pr. 15. januar 1993 fremgår således en saldo på 362.219,99 kr. på kassekreditten, hvis saldo pr. betalingsstandsningsdagen var ca. 329.000 kr. Af kontoudskrifterne fremgår endvidere, at indklagede alene har afskrevet 214.820,02 kr. på kassekreditten og 25.029,66 kr. på billånet. Der er således ikke sikkerhed for, at indklagede i realiteten har afskrevet 65%, ca. 330.000 kr., af den usikrede del af tilgodehavendet, således som det er forudsat ved akkorden. På boliglånet blev der i 1995 tilskrevet 45.485 kr. i renter, hvilket er en væsentlig forøgelse i forhold til 1993, hvor renten var 36.590 kr. for en større restgæld. Ved stadfæstelsen af akkorden fastslog skifteretten, at den usikrede del af billånet og boliglånet var omfattet af akkorden. Dividendebeløb burde have været anvendt til forholdsmæssig afskrivning på samtlige de konti, der var omfattet af akkorden, og ikke alene på kassekreditten.
Indklagede har anført, at man i forbindelse med stadfæstelsen af akkorden betingede sig, at dividenden forlods skulle fragå i indklagedes usikrede tilgodehavende, for hvilket M alene hæftede. Dette må ses i lyset at, at indklagedes tiltræden af akkorden oprindelig var betinget af, at boliglånet og billånet i det hele skulle holdes uden for akkorden, således at indklagede efter skifterettens indgriben kunne have modsat sig akkorden. Resttilgodehavendet hos henholdsvis M og H er blevet opgjort korrekt og i overensstemmelse med akkorden. For så vidt angår M henvises til de opgørelser, der blev udarbejdet til brug for retssagen, hvoraf det fremgår, at M's usikrede gæld på ca. 508.000 kr. blev nedskrevet med 65% svarende til ca. 330.000 kr. Indklagede korrigerede bl.a for de renter, der blev tilskrevet efter betalingsstandsningsdagen den 8. marts 1991, ved delafskrivningerne på henholdsvis 214.820,02 kr. og 25.029,66 kr. Den fulde restgæld på boliglånet er efter overgivelsen til inkasso i forhold til H blevet forrentet med procesrenten, uanset at gældsbrevet hjemlede en højere rente. Rentetilskrivningen på boliglånet pr. 31. december 1995 omfatter renter for både 1994 og 1995. I forbindelse med retsforliget blev der taget stilling til indklagedes nedskrivning af de enkelte konti, og klagerne må nu knap 3 år efter forligets indgåelse være afskåret fra at anfægte dette.
Ankenævnet bemærkninger:
Den 14. juli 1994 blev der mellem M og indklagede indgået retsforlig vedrørende opgørelsen af M's mellemværende med indklagede efter tvangsakkorden. Ankenævnet afviser derfor klagen for så vidt angår M, jf. vedtægternes § 5, stk. 1. Det indgåede retsforlig findes derimod ikke at afskære H fra at rejse krav mod indklagede vedrørende opgørelsen af gælden på boliglånet, og H findes heller ikke at være afskåret herfra som følge af passivitet.
Dividende, der udbetales som led i en tvangsakkord, skal som udgangspunkt anvendes til nedskrivning af den fordring, som udgør grundlaget for dividenden. Der er ikke grundlag for at antage, at H i forbindelse med akkorden accepterede indklagedes betingelse om, at den samlede dividende, herunder også dividenden af den usikrede del af boliglånet, forlods skulle afskrives på den del af indklagedes usikrede tilgodehavende, som alene M hæftede for (kassekreditten). Heller ikke det forhold, at indklagedes oprindelige tiltræden af akkordforslaget var betinget af, at bl.a. boliglånet i det hele skulle holdes uden for akkorden, kan begrunde, at indklagede kan gøre den nævnte betingelse vedrørende anvendelsen af dividenden gældende over for H. Endelig bemærkes, at indklagede ved den anvendte fremgangsmåde - ud over dækning for 35% af M's øvrige usikrede gæld - har opnået dækning for 135% af den usikrede del af gælden på boliglånet.
Af de anførte grunde finder Ankenævnet, at indklagede i forhold til H var forpligtet til at anvende en forholdsmæssig del af M's dividendebetalinger til afskrivning på boliglånet. Den usikrede del af gælden på boliglånet blev opgjort til 159.937 kr. 10% heraf er 15.994 kr., og 7,5% heraf er 11.995 kr. Af de dividenderater, som blev betalt af M den 8. april 1992, den 6. juli 1992, den 6. januar 1993 og den 28. juni 1993, skulle således henholdsvis 15.994 kr., 11.995 kr., 11.995 kr. og 15.994 kr. have været krediteret boliglånet. Da boliglånet senere er blevet indfriet, og da lånet efter overgivelsen til inkasso i 1991 blev forrentet med rente efter renteloven ("procesrente"), finder Ankenævnet herefter, at indklagede til H skal betale de nævnte beløb med rente efter renteloven fra de nævnte datoer.
Som følge heraf