Underretningspligt om debitors økonomiske forhold.
| Sagsnummer: | 372/1989 |
| Dato: | 17-04-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Hans Rex Christensen, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Underretningspligt om debitors økonomiske forhold. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I juni 1983 ydede indklagedes Nørresnede afdeling klagerens svigersøn et lån på 40.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 800 kr. over ca. 8 år.
Som sikkerhed for lånet afgav klageren ved påtegning af lånedokumentet den 28. juni 1983 selvskyldnerkautionserklæring.
På lånedokumentets forside er anført: "Undertegnede selvskyldnerkautionist erklærer sig herved indforstået med, at min indtrædelsesret i de for nærværende lån deponerede sikkerheder ikke kan gøres gældende før [indklagede] er fyldestgjort for hele sit tilgodehavende.
Jeg er endvidere indforstået med, at [indklagede] uden mit samtykke kan opgive eller forringe alle for lånet deponerede sikkerheder, herunder give relaksations- og rykningspåtegninger på deponerede pantebreve, uden at bankens krav mod mig i henhold til nærværende kautionserklæring derved nedsættes eller bortfalder."
Over klagerens underskrift var endvidere anført: "Misligholdelse af budgettet er opsigelsesgrund for engagementet ...."
Ved skrivelse af 16. juni 1986 modtog klageren fra indklagede meddelelse om, at der var begæret tvangsauktion over debitors ejendom, men denne auktion blev tilbagekaldt.
Den 26. februar 1987 blev ejendommen bortsolgt på tvangsauktion og overtaget af et af indklagede ejet datterselskab, som havde garanteret et pantebrev oprindelig stor 120.000 kr. i ejendommen. Klageren var ikke bekendt med afholdelsen af tvangsauktionen.
Den 2. april 1987 blev klageren gjort bekendt med, at debitors engagement hos indklagede var opsagt til fuld indfrielse og blev anmodet om at indbetale kautionsforpligtelsen 28.660,81 kr. inden den 1. maj 1987.
Klageren har efter at have brevvekslet med indklagedes hovedsæde indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende over for ham.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at indklagedes rådgivning i forbindelse med klagerens afgivelse af kautionserklæring har været mangelfuld, idet indklagede var bekendt med debitors håbløse økonomiske situation og med, at der i perioden fra 18. februar 1982 til 18. maj 1983 i syv tilfælde havde været indkaldt til tvangsauktion over debitors ejendom.
Indklagede gav klageren tilsagn om, at frigivelse af lånet først ville finde sted, når der var udarbejdet et regnskab for debitors virksomhed, og klageren fik udleveret et budgetskema, hvoraf debitors udgifter fremgik, og som yderligere sikkerhed for klageren blev den særlige passus i gældsbrevet om misligholdelse af budget som opsigelsesgrund indsat, idet indklagede gav klageren tilsagn om, at han ville blive underrettet, såfremt misligholdelse af budget indtrådte. Til trods herfor udbetalte afdelingen låneprovenuet til debitor, uden det krævede regnskab var udarbejdet, og afdelingen underrettede ikke klageren, da budgetkontoen blev misligholdt.
Eftersom indklagede tidligere havde underrettet klageren om afholdelse af tvangsauktionen den 16. juni 1986, havde klageren en berettiget forventning om, at indklagede påny ville underrette ham, såfremt der igen blev indkaldt til tvangsauktion. Indklagede har således ved sin undladelse heraf afskåret klageren fra at søge sit tab dækket, ligesom indklagede, hvis fordring var opgjort til 54.004,43 kr., burde have oplyst klageren om, at man ikke agtede at byde på ejendommen.
Det pantebrev, ejendommen blev budt hjem på, var udstedt af debitor den 16. marts 1979 til og tinglyst den 19. marts 1979. Pantsætningen er angivelig tiltrådt af pantedebitors hustru, og to medarbejdere hos indklagede har underskrevet til vitterlighed, hvorefter indklagede har anmeldt pantebrevet til tinglysning.
Pantedebitor har senere erkendt, at han selv uden hustruens vidende har underskrevet for hende. Forholdet er undersøgt af politiet, der er afskåret fra at foretage yderligere på grund af forældelse af strafansvaret, og ægtefællen er efter udløbet af et års fristen jf. retsvirkningslovens § 18, stk. 2 tillige afskåret fra at få pantsætningen omstødt. Uanset dette, er det dog i strid med god bank- og sparekasseskik at skrive til vitterlighed for en person, der ikke har været tilstede, og derefter anvende et således fremkommet pantebrev som grundlag for kreditgivning. Ud fra en samlet vurdering må det konkluderes, at klageren ikke har fået den behandling af indklagede, som han med rimelighed kunne forvente, og som følge heraf bør indklagede ikke kunne gøre kautionsforpligtelsen gældende.
Indklagede har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at der ved indføjelsen af den anførte passus om misligholdelse af budgettet som opsigelsesgrund for engagementet er aftalt en særlig opsigelsesgrund mellem indklagede og låntager. Der er således via denne bestemmelse givet indklagede mulighed for at opsige engagementet, såfremt låntager ikke foretog tilstrækkelige indbetalinger på budgetkontoen, men der er herved tillagt indklagede en ret til opsigelse og ikke en pligt. Heller ikke i forhold til kautionisten havde indklagede påtaget sig en forpligtelse til at opsige engagementet, hvis budgetet ikke overholdtes.
Når indklagede ikke benyttede sig af retten til at opsige engagementet, da låntageren misligholdt budgetkontoen, var dette begrundet i, at han fortsat overholdt afviklingen af sit engagement med indklagede herunder det kautionssikrede lån, og det er indklagedes opfattelse, at såfremt indklagede havde opsagt engagementet ville dette have været til større skade for kautionisten. De foretagne indbetalinger har således været til kautionistens fordel, idet disse har nedbragt hans forpligtelse. Der er ikke som betingelse for udbetaling af låneprovenuet stillet krav om udarbejdelse af regnskab for debitors erhvervsvirksomhed, og klageren har som følge af det nære familieforhold været vidende om debitors økonomiske forhold.
Da kautionisten ikke havde indtrædelsesret i de deponerede sikkerheder, har indklagede ikke været forpligtet til at underrette kautionisten om afholdelse af tvangsauktionen den 26. februar 1987.
For så vidt angår spørgsmålet om ægtefællens underskrift på pantebrevet har indklagede oplyst, at sagen har været undersøgt af politiet, der ikke fandt anledning til at foretage yderligere. Endvidere synes dette forhold at være uden betydning efter udløbet af et års fristen i retsvirkningslovens § 18.
Indklagede kan endvidere ikke acceptere en påstand om, at indklagedes medarbejder skulle have begået falsk. Sagen er undersøgt i politimæssigt regi, hvorefter sagen er henlagt.
3 medlemmer - Frank Poulsen, Hans Rex Christensen og Erik Sevaldsen - udtaler:
Det kan ikke antages, at indklagede i forbindelse med klagerens afgivelse af kautionsløftet for klagerens svigersøns engagement var retligt forpligtet til at orientere klageren om debitors økonomiske situation, - der i øvrigt af indklagede måtte forudsættes at være klageren bekendt.
Den i lånedokumentet indeholdte individuelt formulerede passus om misligholdelse af budgettet må efter sin ordlyd forestås som en særlig opsigelsesmulighed for kreditor, og det findes ikke godtgjort, at der herved var pålagt kreditor nogen pligt.
Herefter, og idet indklagede ikke kan anses for at have været forpligtet til at underrette klageren om tvangsauktionen i 1987 over svigersønnens ejendom, stemmer disse medlemmer for, at klagen ikke tages til følge.
2 medlemmer - Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen - udtaler:
Når henses til, at klageren i forbindelse med ydelsen af lånet til svigersønnen fik udleveret kopi af budget, samt til at der i lånedokumentet på klagerens initiativ indføjedes en individuelt udformet bestemmelse, hvorefter misligholdelse af budgettet var opsigelsesgrund, findes det at måtte have stået indklagede klart, at debitors overholdelse af budgettet var af væsentlig betydning for klagerens tilsagn om kaution. Under disse omstændigheder findes der at have påhvilet indklagede en underretningspligt i tilfælde af debitors misligholdelse af budgettet. Da imidlertid en stillingtagen til, i hvilket omfang klagerens regreskrav mod debitor ved indklagedes manglende underretning er blevet forringet, ikke på det foreliggende grundlag findes egnet til behandling i Ankenævnet, stemmer disse medlemmer for, at sagen afvises jf. Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.