Afgørelse

Afkast på rate- og kapitalforsikring. Betalingsformidling.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om rentegodtgørelse og godtgørelse for eget arbejde i forbindelse med pensionsindbetalinger.

Sagens omstændigheder.

I 1997 og 1998 oprettede klageren henholdsvis en kapitalforsikring og en rateforsikring i et forsikringsselskab, F, der er koncernforbundet med indklagede. Pensionsordningerne blev etableret via indklagedes DTU afdeling, Lyngby, hvor klageren er kunde.

På rateforsikringen skulle der årligt indbetales 30.000 kr., som skulle hæves på klagerens lønkonto hos indklagede.

Ved en ændringsblanket underskrevet af klageren den 18. december 1998 blev det fremtidige årlige bidrag til kapitalforsikringen ændret fra 20.000 kr. til 30.000 kr. pr. 1. januar 1999. Den 23. december 1998 foretog klageren et engangsindskud på 5.000 kr. på kapitalforsikringen.

Ved en ændringsblanket underskrevet af klageren den 28. januar 1999 blev det bestemt, at det årlige bidrag på kapitalforsikringen på 30.000 kr. skulle betales halvårligt den 1. februar og 1. november.

I april 1999 blev der indgået aftale om automatisk overførsel af indbetalingerne på kapitalforsikringen.

Ved en ændringsblanket underskrevet af klageren den 9. april 1999 blev det bestemt, at bidragene på kapitalforsikringen skulle betales den 1. marts og 1. september.

I 1999 opstod der en række fejl og misforståelser i forbindelse med blandt andet klagerens indbetalinger på pensionsordningerne.

Klageren har bl.a. fremhævet, at der den 13. april 1999 ved en fejl blev overført 24.986,30 kr. fra lønkontoen til F. Beløbet blev tilbageført den 3. maj 1999. Den 20. maj 1999 foretog indklagede en rentekorrektion på lønkontoen, således at klageren blev holdt skadesløs for rentetabet som følge af transaktionen.

I november 1999 blev der overført 15.000 kr. til hver af pensionsordningerne. På grundlag af tilsendte indbetalingskort udstedt af F foretog klageren de samme indbetalinger kontant via indklagede. Den ene af klagerens betalinger blev opfanget i forbindelse med ekspeditionen, og den anden blev straks tilbageført.

I begyndelsen af 2000 rettede klageren henvendelse til indklagede om forrentningen af pensionsopsparingerne. Klageren rejste krav om yderligere rentetilskrivning på i alt ca. 13.400 kr. og om en godtgørelse for sit arbejde med sagen.

Klageren indbragte sagen for Ankenævnet for Forsikring, som den 23. oktober 2000 afsagde kendelse med følgende konklusion:

"Der foreligger intet, som kan give nævnet grundlag for at betvivle, at selskabets beregning vedrørende bonus mv. ikke er i overensstemmelse med policen og de af Finanstilsynet godkendte regler.

Nævnet har endvidere ikke grundlag for at pålægge selskabet at dække klagerens krav vedrørende timeløn og stress.

Idet bemærkes, at klager over bankers BetalingsService henhører under Pengeinstitutankenævnet, bestemmes: Klagen kan ikke tages til følge."

Klageren har under sagen fremlagt en kontoudskrift for sin kapitalpension på ca. 200.000 kr. i december 1999 i et andet pengeinstitut, P. Ifølge udskriften forrentes kontoen med 4,25 % inklusiv bonus.

Klageren har under sagen for Pengeinstitutankenævnet fremlagt en af indklagede udarbejdet brochure om kapital- og rateforsikring i F. I brochuren oplyses en forrentning i 1996 på 5,5%. En prognose for renteudviklingen i 1997-2001 viser en svag stigning.

Parternes påstande.

Den 1. maj 2001 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation på 13.800 kr. og betale en godtgørelse på 10.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hendes pensionsopsparing hos P blev omlagt til den af indklagede tilbudte ordning i tillid til indklagedes oplysning om en forrentning på 6 %, hvilket var bedre end den forrentning, hun fik hos P.

Hun modtog ikke kontoudskrifter for ordningerne før efter ca. 1½ år, hvorfor hun først på et sent tidspunkt konstaterede, at afkastet bl.a. på grund af høje omkostninger ikke svarede til, hvad hun berettiget kunne forvente. Rentetilskrivningen på ordningerne har reelt været på 0,26%.

Trods gentagne henvendelser var det ikke muligt at få udleveret kontoudskrifter, kvitteringer eller konkret besked om ekspeditionen af indbetalingerne.

Hun fik gentagne gange forkerte meddelelser om ordningerne, ligesom hun fik tilsendt indbetalingskort samtidig med, at indklagede uden hendes samtykke debiterede hendes konto for betalinger til F.

Hævningen på 24.986,30 kr. er helt uden sammenhæng med de aftalte indbetalinger og medførte, at hun i de 13 dage, som det tog indklagede at bringe sagen i orden, var afskåret fra at hæve på lønkontoen.

Indklagede bør yde hende rentekompensation på pensionsopsparingerne og yde en godtgørelse på 10.000 kr. for hendes tidsforbrug til en opslidende korrespondance.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at spørgsmålet om forrentningen af pensionsopsparingerne, manglende kontooversigter mv. er blevet afgjort ved kendelse af 23. oktober 2000 afsagt af Ankenævnet for Forsikring.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der ikke blev ydet dårlig rådgivning i forbindelse med omlægningen af klagerens pensionsopsparing.

I forbindelse med etableringen af de to ordninger blev klageren orienteret om, at renten var fastsat for et år ad gangen, og at der var garanteret en minimumsrente. Klageren blev endvidere orienteret om omkostningerne, herunder at der alene beregnes omkostninger af den årlige indbetaling. Det fremgår klart af F's tilbud, at der fratrækkes 5% af de løbende indbetalinger til dækning af omkostninger.

På det pågældende tidspunkt var det meget gunstigt at omlægge fra bankordning til forsikringsordning.

Det er ikke muligt direkte at sammenligne renter og omkostninger på en pensionsordning i et pengeinstitut og en pensionsordning i et forsikringsselskab, da principperne for beregning af rente, realrenteafgift/pensionsafkastsskat og omkostninger principielt er forskellige.

Kontorenten på forsikringsordningerne er efter beregning af realrenteafgift/pensionsafkastsskat. Det beløb, der bliver forrentet, er forsikringens værdi ved årsskiftet med tillæg af de faktiske indbetalinger med fradrag af omkostninger. Efter realrenteafgift/pensionsafkastsskat var kontorenten på forsikringsordningerne i 1997 6%, 1998 8,5%, 1999 4,5%, 2000 4,5% og 2001 8,5%.

Omkostningerne beregnes dels som en procentdel af de aftalte indbetalinger og dels som løbende omkostninger bestående af et fast gebyr og en reduktion i kontorenten. I takt med værdien af forsikringen bliver større med de årlige indbetalinger, udgør de samlede omkostninger en mindre procentdel af forsikringens værdi, da omkostningerne er stort set konstante i hele forsikringens løbetid.

En pensionsordning i et pengeinstitut bliver forrentet med den til enhver tid gældende rentesats. Ifølge den fremlagte kontoudskrift fra P var rentesatsen 2%, hvortil der blev ydet bonus på op til 2,25% afhængig af kontoens saldo. Af den tilskrevne rente og bonus skal der betales realrenteafgift/pensionsafkastsskat.

Det er ikke muligt at forudsige, hvilken af de to ordninger der på sigt vil give det bedste afkast.

Problemerne med indbetalingerne til pensionsordningerne skyldes primært, at klageren flere gange ændrede indbetalingstidspunkt og -beløb. Ændringerne blev gennemført ved, at indklagede fremsendte klagerens anmodning til F, som herefter ekspederede de ønskede ændringer. På grund af ekspeditionstiden hos F blev tidligere ordrer registreret og ekspederet, forinden de nye ordrer blev registreret. Klageren opnåede derfor ikke de ønskede ændringer på det tidspunkt, som hun havde forventet.

Herudover opstod der en del problemer som følge af, at klageren i flere tilfælde selv foretog indbetalinger, selv om hun havde anmodet om automatisk overførsel.

Forholdene blev bragt i orden, og klageren har ikke lidt noget tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ved kendelse af 23. oktober 2000 afsagt af Ankenævnet for Forsikring blev der taget stilling til forsikringsselskabets forpligtelser over for klageren med hensyn til rente mv. Ved kendelsen er der ikke taget stilling til, om indklagede ved sin rådgivning af klageren i forbindelse med etableringen af pensionsordningerne selvstændigt har pådraget sig et erstatningsansvar som følge af mangelfuld rådgivning. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Efter det foreliggende er der ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med etableringen af pensionsordningerne har tilsikret klageren et bestemt afkast eller i øvrigt har begået fejl eller forsømmelser ved sin rådgivning af klageren.

Det lægges til grund, at de fejl og misforståelser, der opstod i forbindelse med klagerens indbetalinger til pensionsordningerne, er blevet rettet, og at indklagede i forbindelse hermed har holdt klageren skadesløs for rentetab.

Der er ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale en godtgørelse til klageren for det besvær og tidsspilde, som fejlene medførte.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.