I september 1985 ydede indklagedes Højby afdeling klageren og klagerens daværende samlever et boliglån på 50.000 kr. Af gældsbrevet fremgik, at lånets løbetid var 20 år. Lånet forrentedes p.t. med 12% p.a. og skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 2.090 kr., første gang den 31. december 1985. Det er endvidere i gældsbrevet anført:
"Sparekassen forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende."
På budgetskema for 1985/86 vedrørende klagerens budgetkonto er ydelsen anført til 1.700 kr., som lånet også faktisk har været afviklet med.
Klageren overtog i 1987 lånet som enedebitor.
Om lånets udvikling fremgår følgende af de årlige kontooversigter:
31. dec. rentesats
1985 12%
1986 12%
1987 13%
1988 13-13,5%
1989 14,5%
1990 13,25-14,25%
1991 13,648-14,475%
1992 14,475-14,752%
Af en af indklagede udarbejdet oversigt over lånets afvikling, således som det ville have været med en uændret rente på 12% og en kvartalsvis ydelse på 2.090 kr., fremgår, at lånet ville have været afviklet den 19. juni 1996. Af en oversigt over lånets afvikling, således som den ville have været med en uændret rente på 12% og en kvartalsvis ydelse på 1.700 kr., fremgår, at lånet vil være afviklet den 31. december 2003.
Klageren har med forbehold for Ankenævnets afgørelse den 10. marts 1993 underskrevet gældsbrev, ifølge hvilket hun anerkender, at lånets restgæld er 46.739,96 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedskrive lånets restgæld til det beløb, der ville have været, hvis lånet var blevet afviklet med en ydelse på 2.090 kr. pr. kvartal.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at der i forbindelse med afviklingen af lånet er begået en fejl fra indklagedes side. Indklagede har adskillige gange, bl.a. i 1987 da klageren overtog lånet som enedebitor, gennemset lånedokumentet, og indklagede burde allerede da være blevet opmærksom på, at der var begået en fejl. Klageren er som følge af indklagedes fejlberegning blevet pålagt en yderligere rentebyrde, og klageren finder derfor, at hun bør stilles, som om lånet var blevet afviklet som oprindeligt aftalt.
Indklagede har anført, at man ikke er i stand til at oplyse om baggrunden for uoverensstemmelsen mellem den anførte kvartalsvise ydelse og den faktisk opkrævede. Med en ydelse på 2.090 kr. og en rentesats på 12% ville lånet være afviklet over ca. 11 år, medens lånet med en ydelse på ca. 1.700 kr. ville være afviklet over ca. 19 år. Indklagede er derfor af den opfattelse, at den kvartårlige ydelse på 1.700 kr. har været korrekt fastsat i forhold til lånets løbetid. Det fremgår af lånedokumentet, at renten er variabel, og af de årlige kontooversigter, at renten i perioden efter lånets optagelse har været højere end den oprindelige rentesats på 12% p.a. Som følge af den stigende rente og uændrede ydelse er lånets løbetid blevet forlænget i forhold til den oprindeligt stipulerede. Indklagede er ikke forpligtet til ved forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende. Klageren har således ikke haft en berettiget forventning om, at lånet under alle forhold ville være afviklet i løbet af 20 år, og måtte indse, at løbetiden ville blive forlænget som følge af rentestigningerne. Klageren har endvidere ikke lidt et økonomisk tab, som kan kræves erstattet af indklagede.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren kan ikke have været uvidende om, at lånet faktisk blev afviklet med en kvartalsvis ydelse på 1.700 kr. og ikke med den i gældsbrevet anførte ydelse på 2.090 kr. Den faktisk betalte ydelse på 1.700 kr. ville ved en uændret rente på 12% p.a. også være tilstrækkelig til at afvikle lånet inden for den i gældsbrevet angivne løbetid på 20 år. Klageren har måttet påregne, at lånets løbetid kan blive forlænget som følge af renteforhøjelse uden tilsvarende forhøjelse af ydelsen. I øvrigt kan det ikke på nuværende tidspunkt konstateres, at lånets løbetid vil overstige 20 år ved en uændret ydelse på 1.700 kr., idet en eventuel senere nedsættelse af renten til mindre end 12% p.a. vil kunne kompensere den hidtidige højere rente.
Efter det anførte findes klageren ikke at have krav på nedsættelse af lånets restgæld.
Som følge heraf