Krav om gennemførelse af fondsordre afgivet i 1997 forældet.
| Sagsnummer: | 135/2004 |
| Dato: | 19-10-2004 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Hans Daugaard, Tina Dhanda, Niels Bolt Jørgensen, Peter Stig Hansen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - ikke-effektueret ordre
Forældelse - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om gennemførelse af fondsordre afgivet i 1997 forældet. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører klagerens krav om gennemførelse af en fondsordre afgivet i november 1997, som indklagede annullerede, da indklagede fandt, at der var en formodning om, at klageren var i besiddelse af intern viden.
Sagens omstændigheder.
I november 1997 var klageren ansat i indklagedes London afdeling som chief dealer.
Den 19. november 1997 deltog klageren og en aktieanalytiker i nogle møder i Norge med institutionelle investorer. Falcks administrerende direktør deltog også i møderne.
Den 20. november 1997 indgav klageren til indklagede ordre om køb af Falck-aktier til sit pensionsdepot hos indklagede.
Indklagede har anført, at ordren blev annulleret som følge af mistanke om insiderviden hos klageren. Klageren blev efterfølgende suspenderet og senere bortvist af indklagede.
I februar 1998 anlagde klageren retssag mod indklagede med påstand om erstatning omfattende løn i opsigelsesperioden, erstatning for uberettiget opsigelse, jf. funktionærlovens § 2 b, bonus m.v. Under sagens forberedelse betalte indklagede klageren løn i opsigelsesperioden. Klageren fastholdt retssagen og reducerede sit krav til erstatning for uberettiget opsigelse.
Ved Højesterets dom af 9. december 2003 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, side 757) blev indklagede frifundet for klagerens krav.
Ved skrivelse af 15. marts 2004 rettede klageren henvendelse til indklagede med anmodning om, at indklagede enten kompenserede ham tabet ved den manglende effektuering af fondsordren fra november 1997 eller gennemførte handelen til børskursen for den 20. november 1997. Indklagede afviste kravet.
Parternes påstande.
Klageren har den 23. april 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at effektuere hans ordre om køb af Falck-aktier for modværdien af 51.987,70 kr. på baggrund af kursen for den 20. november 1997.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at ordren om køb af Falck-aktier blev afgivet fuldt ud i overensstemmelse med indklagedes procedure, men aldrig effektueret. Indklagede tilsidesatte således uberettiget ordren på en fejlagtig formodning om, at han var i besiddelse af intern viden i selskabet Falck.
Hans ønske om køb af aktierne var baseret på og i fuld overensstemmelse med indklagedes officielle analyse af selskabet, idet der forelå købsanbefaling.
Analysen var udarbejdet på baggrund af informationer givet af Falcks administrerende direktør på mødet den 19. november 1997.
Havde indklagede haft ret i sin formodning om, at der forelå intern viden, havde indklagede handlet ansvarspådragende ved på trods heraf alligevel ikke at trække analysen tilbage, hvori man opfordrede sine kunder til køb.
Den information, der blev betegnet som intern viden, og som førte til annullation af ordren, nemlig den administrerende direktørs ønske om, at et norsk forsikringsselskab ville erhverve en strategisk post i Falck, blev aldrig effektueret eller omtalt i en børsmeddelelse alene af den grund, at der ikke var realiteter i direktørens ønske. Det er derfor objektivt forkert, når indklagede hævder, at den interne viden, han blev bortvist for at udnytte, er bortfaldet i forbindelse med Falcks første børsmeddelelse efter den 20. november 1997.
Af denne grund er indklagedes bemærkning om hans pligt til tabsbegrænsning også forkert.
Indklagede har på intet tidspunkt kunnet bortforklare, at man udsendte en analyse af Falck-selskabet baseret på de informationer, der var karakteriseret som intern viden.
Først efter Højesterets dom i december 2003 har han kunnet fremsætte sit krav om, at indklagede opfylder fondsordren fra november 1997.
Indklagede udviste modvilje til at opklare sagen i forbindelse med retssagen, og på denne baggrund er han uforstående over for indklagedes bemærkning om, at han skulle havde udvist retsfortabende passivitet.
Det bestrides, at indklagede var berettiget og forpligtet til at undlade at effektuere hans ordre. En formodning om intern viden er ikke tilstrækkelig til at annullere og i øvrigt direkte i modstrid med indklagedes interne regler. Havde indklagede af egen drift "gidet" undersøge omstændighederne omhyggeligt, f.eks. ved en telefonopringning til Falcks direktør, var ordren aldrig blev annulleret. Indklagede har således handlet groft ansvarspådragende.
Han har på intet tidspunkt selv kunnet retablere handelen, fordi indklagede under hele forløbet fastholdt, at det var intern viden eller viden, der var et grænseområde til intern viden.
Indklagede har anført, at man var berettiget og forpligtet til ikke at gennemføre klagerens købsordre, idet indklagede efter den daværende værdipapirhandelslovs § 35, stk. 2, som værdipapirhandler ikke måtte medvirke til en handels gennemførelse, hvis der var formodning om, at køber var i besiddelse af intern viden.
Det må afvises, at man af egen drift havde pligt til senere at gennemføre købsordren, såfremt situationen måtte have ændret sig.
Der var derimod intet til hinder for, at klageren selv foranledigede ordren gennemført på et senere tidspunkt.
Det må anses for naturligt, hvis klageren mente at have et krav, at dette var blevet rejst tidligere og eventuelt medtaget i sagsanlægget mod indklagede. Ved først at rejse krav på nuværende tidspunkt over seks år efter ordrens annullering har klageren udvist en retsfortabende passivitet, ligesom kravet må anses for forældet.
Indklagede har ikke handlet ansvarspådragende over for klageren, hvortil kommer, at klageren ikke har opfyldt sin tabsbegrænsningspligt.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagerens krav omhandler gennemførelsen af en fondsordre afgivet i november 1997. Allerede som følge af at klagerens krav derfor må anses for forældet efter den 5-årige forældelsesfrist, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 i forældelsesloven af 1908, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.