Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.
| Sagsnummer: | 1262/2009 |
| Dato: | 19-01-2011 |
| Ankenævn: | Kari Sørensen, Hans Daugaard, Peter Stig Hansen, Maria Hyldahl, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Check - falsk check
Check - udenlandsk check |
| Ledetekst: | Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører, om Nordea Bank Danmark har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med returnering af falsk check som klageren modtog som betaling for møbler hun solgte via internettet.
Sagens omstændigheder
Klageren er kunde i Nordea Bank Danmark.
Den 6. juli 2009 indløste klageren en udenlandsk check på 1.700 GBP (14.624,42 kr.) i Nordea Bank Danmarks filial på Nørrebro. Checken var modtaget som betaling for møbler som klageren havde solgt via internettet til en ubekendt køber i Frankrig. Ifølge klageren var checken på "et meget større beløb" end hun havde sat møblerne til salg for.
Klageren modtog en kvittering for indløsningen, hvoraf fremgik:
"…
Forbehold
Udenlandske checks sendes til indløsning i udlandet. Der kan ikke gives en tidsfrist for, hvornår checken er endelig betalt, da regler for indløsning af checks i udlandet er fastsat af det enkelte lands lovgivning.
Sker det, at den udenlandske bank forlanger checkbeløbet tilbage fra Nordea, vil vi hæve beløbet inklusive vores omkostninger på din konto. Vi veksler checkbeløbet til den noteringskurs, der gælder på returneringstidspunktet, og du modtager specificeret nota pr. post.
…"
Klageren blev oplyst om, at der ville gå 2 – 3 dage, inden beløbet blev indsat på hendes konto.
Den 7. juli 2009 modtog klageren brev fra banken, hvoraf fremgik, at beløbet på 14.624,42 kr. med fradrag af gebyr var indsat på hendes konto. Af brevet fremgik følgende forbehold:
"Vi afregner udenlandske checks med forbehold for, at det udenlandske pengeinstitut kan honorere checken.
Hvis vi ikke får beløbet, hæver vi det plus omkostninger på din konto.
…"
Herefter blev klageren kontaktet af køberen i Frankrig, der anmodede hende om at returnere hovedparten af beløbet via Western Union.
Den 8. juli 2009 hævede klageren 13.034,00 kr. i banken og overførte beløbet via Western Union til køberen i Frankrig.
Den 10. juli 2009 modtog klageren fra banken et brev om, at checken var falsk, og at banken derfor havde hævet i alt 14.990,87 kr. inkl. gebyr på hendes konto.
Banken stillede herefter en kassekredit på 20.000 kr. til rådighed for klageren til dækning af tabet vedrørende den falske check.
Den 13. juli 2009 politianmeldte klageren sagen om den falske check.
Efterfølgende sendte klageren et udateret notat til banken, hvori hun redegjorde for hændelsesforløbet og anmodede banken om at erstatte 13.034 kr.
Ved brev af 11. august 2009 afviste banken kravet fra klageren.
Parternes påstande
Klageren har den 7. december 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank Danmark skal erstatte 13.034 kr. samt renter for perioden, hvor kassekreditten løb.
Nordea Bank Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at hun ved indleveringen af checken gjorde det meget klart over for bankens medarbejder, at hun ville sikre sig, at checken var ægte.
Hun har lidt tab ved, at banken har ladet hende hæve checkbeløbet, inden checken blev valideret. Pengene var indgået på kontoen allerede dagen efter indløsningen af checken. Hun gik derfor ud fra, at checken var verificeret, og alt var i orden.
Klageren studsede over fremgangsmåden ved salg af møblerne over internettet, men hæftede sig ved, at banken havde forsikret hende om, at pengene var på kontoen.
Banken burde ændre proceduren for hævning af udenlandske checks, således at banken i stedet skulle have undladt at sætte pengene ind på klagerens konto, før checken blev honoreret.
Banken er erstatningsansvarlig for hendes tab.
Nordea Bank Danmark har anført, at klageren selv bærer risikoen for, at den udenlandske check var falsk. Banken har ikke begået fejl i forbindelse med indløsning af checken. Klageren blev både i forbindelse med checkens indløsning og ved den efterfølgende afregning gjort opmærksom på risikoen for manglende honorering.
Banken har fulgt den normale procedure for indløsning af udenlandske checks for kreditværdige kunder.
Banken kendte ikke til omstændighederne ved klagerens modtagelse af checken og vidste ikke, at en stor del af beløbet skulle sendes videre via Western Union. Banken havde derfor ikke anledning til at gøre klageren opmærksom på risikoen for svindel. Bankens medarbejder har heller ikke udtalt sig om, hvorvidt checken var falsk.
Banken har på intet tidspunkt indestået for honorering af checken, og der er ikke andre omstændigheder, der kan pålægge banken risikoen for falsk.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion
Banken kendte ikke de nærmere omstændigheder ved klagerens modtagelse af checken og var heller ikke bekendt med, at hovedparten af checkbeløbet senere blev returneret via Western Union. På baggrund heraf finder Ankenævnet, at banken ikke havde anledning til at rådgive klageren om den særlige risiko, der er forbundet med at hæve udenlandske checks.
Ankenævnet finder ikke, at banken burde have fraveget den almindelige procedure ved indløsning af checks og have undladt at indsætte checkbeløbet på klagerens konto, før checken var blevet honoreret af den udenlandske bank.
Som følge heraf træffes følgende
afgørelse:
Klagen tages ikke til følge.