Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om erstatningsansvar for tab.

Sagsnummer: 98/2008
Dato: 15-10-2008
Ankenævn: Peter Blok, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Bent Olufsen
Klageemne: Passivitet - værdipapirer/investering
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Ledetekst: Spørgsmål om erstatningsansvar for tab.
Indklagede: Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagernes krav om erstatning for et tab i forbindelse med en gearet investering i værdipapirer.

Sagens omstændigheder.

Klagerne under sagen er ægtefællerne M og H, der er født i henholdsvis 1957 og 1956. Klagerne er kunder i Spar Nord Banks Gug afdeling i Aalborg.

Klagerne har anført, at de i foråret 2007 efter deltagelse i et aktionærmøde rettede henvendelse til Spar Nord Banks afdeling med henblik på at øge deres pensionsopsparing.

Klagernes engagement bestod i marts 2007 af et værdipapirdepot indeholdende værdipapirer for ca. 80.000 kr. samt en kassekredit. Klagerne havde i oktober 2004 indfriet et realkreditlån ved etablering af en kassekredit på 600.000 kr., som siden da var blevet nedbragt til ca. 92.000 kr. (negativ).

Den 27. marts 2007 blev der afholdt et møde i bankens afdeling med deltagelse af klagerne og en investeringsrådgiver samt klagernes sædvanlige rådgiver.

Klagerne har anført, at de på mødet den 27. marts 2007 blev præsenteret for et investeringsforslag, hvorefter de skulle låne 1. mio. kr. og hæve 200.000 kr. på deres kassekredit. Beløbet skulle investeres i investeringsbeviser i BankInvest I Højrentelande, som ved deres indledende henvendelse var blevet fremhævet som en attraktiv investering. Investeringsrådgiveren gav udtryk for, at det var "for sikkert" alene at investere i Højrentelandebeviserne. De skulle også have noget med mere risiko. De blev herefter præsenteret for et forslag om investering i Spar Nord FormueInvest samt investeringsbeviser i ValueInvest Global. De lod sig overtale til at investere i alle tre papirer fordelt med 700.000 kr. i BankInvest I Højrentelande, 250.000 kr. i ValueInvest Global og 250.000 kr. i Spar Nord FormueInvest. De modtog et skriftligt orienteringsmateriale om investeringen, som de kunne tage med hjem. De gav udtryk for, at de ikke havde meget forstand på investering og var nødt til at tro på bankens rådgivning.

Spar Nord Bank har anført, at på mødet den 27. marts 2007 blev alle forhold omkring investeringerne og de forskellige risici nøje gennemgået. Mødet varede 1½ time.

Ved nota af 28. marts 2007 afregnede Spar Nord Bank M's køb af 2.162 stk. aktier i Spar Nord FormueInvest til kurs 115 svarende til et samlet afregningsbeløb på 249.893,15 kr., som blev hævet på klagernes kassekredit.

Klagerne har anført, at de fik to dage til at tænke over tingene, idet den endelige aftale først ville være klar senere. Den 29. marts 2007 henvendte de sig igen i banken for at underskrive forskellige dokumenter. Hverken investeringsrådgiveren eller deres sædvanlige medarbejder var til stede.

Klagerne underskrev den 29. marts 2007 en kassekreditkontrakt vedrørende en investeringskredit på 900.000 kr. samt en kontrakt om en valutakassekredit på modværdien af 100.000 DKK, hvor valutaen var CHF. Af et ligeledes underskrevet tillæg til investeringskreditten fremgår:

"1) Aftalegrundlag

Lån og kreditter omfattet af nærværende tillæg er bevilget til investering i danske og udenlandske værdipapirer som beskrevet under afsnittet investeringsramme.

Investeringskredit nr. …

Valutakassekredit nr. …

er omfattet af en samlet kreditramme på kr. 1.000.000,00 (i det følgende kaldet investeringskredit). Trækket på den enkelte konto er afhængig af trækket på de øvrige konti, således at det samlede træk på de ovenfor nævnte konti aldrig må overstige kreditrammen på kr. 1.000.000,00, idet ovennævnte konti betragtes som et mellemværende med banken.

2) Investeringsramme

Under nærværende investeringskredit kan der alene investeres i følgende værdipapirer handlet på regulerede børser godkendt af Spar Nord Bank:

Danske real- og statsobligationer

Udenlandske obligationer

Børsnoterede danske aktier samt aktie og obligationsbaserede investeringsforeningsbeviser

Børsnoterede udenlandske aktier

Kursværdien af ét enkeltpapir og værdipapirer i selskaber i samme koncern må maximalt udgøre 20 % af investeringskreditten på investeringstidspunktet. Det gælder dog ikke danske real- og statsobligationer og investeringsforeningsbeviser.

3) Stop Loss

Der er aftalt en minimum overdækning på

kr. 200.000,00

Ved overdækning forståes det beløb hvormed summen af værdipapirer og kontante indeståender overstiger gælden.

Såfremt denne grænse overskrides har Banken ret - men ikke pligt til:

at forhindre yderligere træk på lånet/kreditten

at realisere hele eller dele af sikkerhedsdepotet, herunder også værdipapirer, der ikke har været ramt af kurstab

at stille krav om yderligere sikkerhedsstillelse. Sikkerheden skal stilles på anfordring jvf. lov om værdipapirhandel § 581.

at afvikle indgåede forretninger i henhold til rammeaftale om finansielle instrumenter

at træffe anden aftale med dig.

5) Investering og risici

Investeringsprofiler som du i anden sammenhæng måtte have aftalt med Banken finder ikke anvendelse på nærværende aftale, da investeringerne skal sigte efter at skabe et afkast ud over forrentningen af lånet/kreditten. Investeringerne vil derfor tage udgangspunkt i papirer med udsigt til et større afkast og dermed også højere risiko.

Markedsforhold og andre forhold kan medføre, at aktiverne ikke kan realiseres uden tab, der ligger ud over det forudsatte ved aftalens indgåelse. Det kan medføre, at lånet/kreditten ikke bliver fuldt indfriet ved realisation af aktiverne og at du skal indbetale yderligere til Banken. Investering for lånte midler er derfor højere risiko end investering for egne midler.

Såfremt lånet/kreditten er optaget i udenlandsk valuta, kan ændringer i valutakurserne medføre tab, der ikke er relateret til udsving i kurserne på de enkelte værdipapirer."

Klagerne underskrev samtidig en håndpantsætningserklæring, hvorefter effekterne i et bestemt depot blev stillet til sikkerhed for klagernes forpligtelser i henhold til investeringskreditten og valutakassekreditten.

Den 30. marts 2007 afregnede Spar Nord Bank klagernes køb af 703 stk. investeringsbeviser i BankInvest I Højrentelande til kurs 96,95 svarende til et samlet afregningsbeløb på 679.979,26 kr. samt 1.185 investeringsbeviser i DK ValueInvest Global til kurs 193,1 svarende til et afregningsbeløb på 229.987,62 kr. BankInvest I Højrentelande er en obligationsbaseret investeringsforeningsafdeling, der investerer i obligationer udstedt af stater og større virksomheder. DK ValueInvest Global er en aktiebaseret afdeling.

Den 2. maj 2005 underskrev klagerne en "Handelsaftale", hvoraf fremgår:

"Enhver disposition, der vedrører handel med værdipapirer, vil kun blive foretaget efter Deres forudgående godkendelse.

Spar Nord Bank A/S er uden ansvar for såvel det opnåede afkast som eventuelle tab De måtte lide i anledning af de foretagne investeringer.

Aftalen træder i kraft ved aftalens underskrivelse, og er gældende indtil videre. Aftalen kan opsiges skriftligt af begge parter uden varsel.

Investeringsprofil

Kundens risikovillighed

Høj

Lav risiko

Jeg lægger størst vægt sikkerheden. Jeg har svært ved at acceptere tab - selv i korte perioder.

Mellem/moderat risiko

Jeg lægger stor vægt på et godt og stabilt afkast. Jeg er indforstået med og kan acceptere, at der kan være tab i perioder.

Høj risiko

Det væsentligste for mig er udsigten til et højt afkast, også selv om kursudsvingende, og dermed risikoen for tab, er store.

Investeringshorisont

Investeringshorisonten er parterne imellem aftalt til:

Periode

Beløb

Evt. tidspunkt

5-10 år

Investeringsstrategi

Den samlede investeringssum disponeres ud fra følgende overordnede aktiv-allokering:

60 % af investeringssum på Obligationer (herunder obl.baserede investeringsforeningsprodukter).

40 % af investeringssum på Aktier (herunder aktie baserede investeringsforeningsprodukter).

…"

Spar Nord Bank har anført, at baggrunden for, at handelsaftalen først blev underskrevet efterfølgende, var, at aftalen skulle udfærdiges af investeringsrådgiveren, mens de øvrige dokumenter blev udfærdiget af afdelingen.

Spar Nord Bank udarbejdede ugentlige beholdningsoversigter, hvoraf udviklingen i klagernes investering fremgik. Medio august 2007 havde klagerne et urealiseret tab på ca. 61.000 kr. på investeringerne, hvorefter der den 20. august 2007 blev afholdt et møde med også investeringsrådgiverens deltagelse. Spar Nord Bank har anført, at på mødet blev alle muligheder gennemgået, herunder lukning, delsalg eller fortsættelse af investeringerne. Investeringsrådgiveren orienterede om bankens forventninger, på hvilken baggrund klagerne besluttede sig for at fortsætte med uændrede investeringer. Klagerne har anført, at de på baggrund af bankens råd besluttede sig for at fortsætte, da de ikke selv havde forstand på investeringerne.

Den 13. november 2007 besluttede klagerne at sælge aktierne i Spar Nord FormueInvest. Salget blev gennemført samme dag; aktierne blev solgt til kurs 93 svarende til et provenu på 201.066 kr.

Den 28. november 2007 solgte klagerne investeringsbeviserne i BankeInvest Højrentelande til kurs 94,7 svarende til et afregningsbeløb på 662.500,92 kr. og beviserne i ValueInvest Global til kurs 163,5 svarende til et afregningsbeløb på 193.243,13 kr.

Spar Nord Bank har beregnet klagernes kurstab på investeringerne til i alt 98.396 kr.; hertil kommer renteudgifter på investeringskreditten på 16.255 kr. samt kurstab og rente på lån i CHF, der var optaget i juli måned 2007, og som blev indfriet ved nedlukningen af investeringen, 21.445 kr.

Under sagen forberedelse har banken godtgjort klagerne 9.820,13 kr. med rente fra 2. april 2007 svarende til, at klagerne stilles, som om der alene havde været investeret 200.000 kr. i Spar Nord FormueInvest.

Parternes påstande.

Klagerne har den 25. februar 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank tilpligtes at godtgøre dem det lidte tab helt eller delvist.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de i marts 2007 rettede henvendelse til banken med henblik på at få råd til at købe en grund eller lave en form for opsparing i pensionsøjemed. Deres rådgiver A mente ikke, at det var en god ide at investere i en grund.

A nævnte muligheden af at låne i CHF og investere herfor. På dette tidspunkt blev der alene talt om at investere i "Højrentelande". Der aftaltes herefter et møde med en investeringsrådgiver.

På mødet med investeringsrådgiveren og A blev de præsenteret for et forslag, hvorefter de ud over at investere i "Højrentelande" også skulle investere i Spar Nord FormueInvest og ValueInvest Global. Investeringsrådgiveren mente, at det var for sikkert kun med Højrentelande, og at de også skulle have noget med mere risiko. De lod sig overtale til at foretage investeringen og optage lån hertil.

De gav udtryk for, at de ikke havde forstand på den foreslåede investering, og at de var nødt til at tro på bankens rådgivning.

I forbindelse med underskrift af dokumenter den 29. marts 2007 var hverken A eller investeringsrådgiveren til stede. De talte med afdelingens direktør, som forelagde dem papirerne, hvor de skrev under på de sidste sider uden at se nærmere herpå. Ifølge direktøren fik de jo en kopi med hjem og kunne så kigge på det dér. Aftalerne blev ikke gennemgået, og der var ikke tale om, at de skulle være opmærksomme på risiko m.m.

Ved mødet med investeringsrådgiveren var der også blevet drøftet stop-loss. Der blev aftalt en stop-loss på 70.000 kr., som senere på året blev sat op til 100.000 kr.

I sommerens løb rettede de flere gange henvendelse til afdelingen, idet investeringen udviste stigende tab. Bankens medarbejder A anbefalede, når situationen blev drøftet, at de skulle afvente og se tiden an. Først i november 2007 mente A, at de skulle se at komme ud af det.

De stiller sig undrende over for, at handelsaftalen først blev underskrevet i starten af maj 2007. Det er mærkeligt, at banken ikke sikrede sig et så centralt dokument på tidspunktet for indgåelsen af aftalen.

Handelsaftalen blev i øvrigt aldrig gennemgået med dem, måske fordi aftalen blot på bankens opfordring blev slået op på bagerste side og underskrevet for herefter at blive lagt til side.

De kan nu se, at det fremgår, at deres risikoprofil var høj. Dette er aldrig blevet diskuteret. Var aftalen blevet gennemgået med dem, herunder at risikoprofilen var høj, ville de have sagt nej på stedet.

Banken har handlet ansvarspådragende, idet den via sit mangeårige kendskab til dem ikke burde have rådet dem til et arrangement som det foreliggende og med så høj en risiko. Banken vidste, at de altid har været meget forsigtige i pengesager og har søgt at nedbringe gæld. Banken burde ikke have trukket dem ind i arrangementet og burde under alle omstændigheder have brugt mere tid og energi på at forklare dem, hvad det handlede om, og hvad der kunne ske.

Spar Nord Bank har anført, at på mødet den 27. marts 2007 blev alle forhold omkring investeringerne og de forskellige risici gennemgået nøje med klagerne. Mødet varede 1 ½ time, og kun investeringsarrangement blev drøftet.

Baggrunden for, at handelsaftalen først blev udskrevet den 1. maj 2007, var, at den skulle udfærdiges af investeringsrådgiveren, mens de øvrige dokumenter blev udfærdiget af afdelingen. Handelsaftalen var en bekræftelse på, hvad der blev aftalt på mødet den 27. marts 2007.

Aftalen om stop-loss indebar, at banken kunne realisere alle investeringer, såfremt overdækningen blev mindre end 200.000 kr. Overdækning betyder det beløb, hvormed summen af værdipapirer og kontante indeståender overstiger gælden.

Klagerne indskød værdier for ca. 330.000 kr., så tabet ville kunne blive på ca. 130.000 kr. før der var tale om stop-loss indtrådte. Der blev imidlertid indgået aftale med klagerne om rapportering ved tab på 70.000 kr.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende, hverken i forbindelse med etableringen af engagementet eller ved nedlukningen.

Hvis klagerne i maj 2007 var af den opfattelse, at handelsaftalen ikke var i overensstemmelse med deres risikoprofil, burde klagerne have reageret på dette straks. På dette tidspunkt kunne engagementet være lukket uden tab.

Det erkendes, at investeringen i Spar Nord FormueInvest skulle have været 50.000 kr. mindre.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Spar Nord Banks medarbejdere begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved deres rådgivning af klagerne i forbindelse med etableringen af investeringsarrangementet i marts 2007. Det bemærkes herved, at klagerne måtte indse, at køb for lånte midler af værdipapirer, herunder for ca. 500.000 kr. aktier eller aktiebaserede investeringsbeviser, var forbundet med en ikke uvæsentlig risiko for tab. Dette fremgår også af tillægget til investeringskreditten.

Indklagede har erkendt, at det var en fejl, at der blev købt aktier i Spar Nord FormueInvest for mere end 20 % af investeringskredittens beløb, og har godtgjort klagerne det tab, som kan henføres til denne fejl.

Ankenævnet finder det kritisabelt, at handelsaftalen, som mere specifikt angav klagernes investeringsprofil og investeringshorisont, først blev oprettet i begyndelsen af maj 2007, mere end 1 måned efter etableringen af investeringsarrangementet. Klagerne burde imidlertid, hvis de ikke var enige i det i aftalen anførte om deres risikovillighed m.v. have givet banken meddelelse herom inden for rimelig tid. Da klagerne undlod dette, kan den sene oprettelse af handelsaftalen ikke tillægges selvstændig betydning.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at bankens medarbejdere begik ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved rådgivningen af klagerne i forbindelse med disses overvejelser i sidste halvdel af 2007 om afvikling af investeringsarrangementet.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.