Spørgsmål om kurssikring af eksisterende lån.
| Sagsnummer: | 22/1997 |
| Dato: | 10-06-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lars Pedersen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Realkreditbelåning - ejerskifte |
| Ledetekst: | Spørgsmål om kurssikring af eksisterende lån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren solgte ved købsaftale underskrevet den 9. september 1996 sin ejerlejlighed til overtagelse pr. 1. november 1996.
I forbindelse med handelen skulle klageren indfri et eksisterende kontantlån med en obligationsrestgæld pr. 1. oktober 1996 på ca. 390.000 kr.
Af en provenuberegning dateret den 11. august 1996 udarbejdet af klagerens ejendomsmægler fremgår, at kontantlånets bagvedliggende obligationer forudsattes erhvervet til en anslået kurs på 95,90. Under "forbehold" var anført, at sælgerens rådighedsbeløb var beregnet under forudsætning af bl.a. gældende kurser, og at ændringer af disse ville medføre en ændring af rådighedsbeløbet.
Indklagedes Nørreport afdeling, der skulle forestå omprioriteringen på klagerens vegne, modtog den 2. oktober 1996 købsaftalen. Den 8. s.m. indgik klageren med indklagede aftale om kurssikring af det eksisterende lån til kurs 98,60.
Indklagede gennemførte omprioriteringen, og sagen var færdigekspederet medio december 1996. Efter at have modtaget ejendomshandlens provenu fra indklagede rettede klageren den 3. januar 1997 skriftlig henvendelse til indklagede, idet hun stillede sig undrende over for størrelsen af provenuet, der var 12.000 kr. mindre, end hun var blevet stillet i udsigt. Ved skrivelse af 9. s.m. anførte indklagede, at der i perioden fra det tidspunktet for ejendomsmæglerens provenuberegning og frem til den 8. oktober 1996, hvor kurssikringen blev foretaget, var sket en kursstigning på de obligationer, der skulle købes til indfrielse af det eksisterende lån. Af denne grund var klagerens provenu blevet formindsket.
Klageren har den 7. januar 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at erstatte 12.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at i forbindelse med at hun foretog kurssikring den 8. oktober 1996, blev det nævnt, at kurssikringen ville betyde en gevinst for hende. Indklagede undlod på dette tidspunkt at orientere om, at kurserne på de obligationer, der skulle købes til indfrielse af eksisterende lån, var steget i forhold til den provenuberegning, mægleren havde foretaget. Hun finder, at indklagede bør holde hende skadesløs herfor.
Indklagede har anført, at det af ejendomsmæglerens salgsbudget udtrykkeligt fremgår, at kurserne er anslået, og at rådighedsbeløbet ændrer sig, såfremt kurserne ændrer sig. Klageren kunne derfor ikke lægge vægt på den af mægleren anførte kurs på 95,9.
Det kan ikke kritiseres, at indklagede rådede klageren til at kurssikre. Rådet herom viste sig korrekt, idet kurserne efterfølgende steg yderligere, hvorfor klageren ved at undlade at kurssikre ville have lidt et yderligere tab. Det bestrides, at klageren er blevet stillet en kursgevinst i udsigt.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede modtog den 2. oktober 1996 handlens dokumenter. På dette tidspunkt var der allerede sket en kursstigning på de obligationer, der skulle erhverves til indfrielse af klagerens eksisterende kontantlån. At indklagede ikke måtte have orienteret klageren herom, kan ikke føre til, at indklagede skal betale en godtgørelse til klageren, som af klageren anført. Da indklagede i øvrigt ikke ses at have foretaget fejlekspeditioner, der medførte tab for klageren, kan klagerens påstand ikke tages til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.