Krav om erstatning for tab som følge af kontant placering af pensionsmidler i overførselsperiode, der trak ud
| Sagsnummer: | 334/2020 |
| Dato: | 11-05-2021 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Jimmy Bak, Karin Sønderbæk, Morten Bruun Pedersen, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Depot - ekspeditionstid ved overførsel
Overførsel - depot Overførsel - pensionskonti |
| Ledetekst: | Krav om erstatning for tab som følge af kontant placering af pensionsmidler i overførselsperiode, der trak ud |
| Indklagede: | Spar Nord Bank (Bank Nordik) |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klager medhold.
Indledning
Denne sag vedrører krav om erstatning for tab som følge af kontant placering af pensionsmidler i overførselsperiode, der trak ud.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Bank Nordik, nu Spar Nord Bank. Klageren havde blandt andet en ratepension og en kapitalpension i banken. Til hver pensionsordning var der knyttet et værdipapirdepot.
Den 5. marts 2020 modtog banken to overførselsanmodninger fra et pensionsselskab A, hvortil klageren ønskede at overføre sine pensionsordninger. I overførselsanmodningerne stod at depoterne skulle sælges.
Den 13. marts 2020 solgte banken værdipapirerne på klagers kapitalpension og den 17. marts 2020 værdipapirerne på klagers ratepension. Klageren fik tilsendt handelsnotaer vedrørende værdipapirsalgene. Der indestod herefter 676.473,74 kr. på klagerens ratepensionskonto og 48.173,98 kr. på klagerens kapitalpensionskonto.
Den 18. marts 2020 annullerede klageren overførslen til A.
Den 20. marts 2020 modtog banken en engagementsoverførsel fra B om overførsel af hele kundeengagementet for klageren og hans familie.
Klageren havde en boligsag hos banken i forbindelse med køb af ejendom. Banken havde i den forbindelse stillet forhåndslånsgaranti på 1.628.000,00 kr. Banken har oplyst, at overførselssagen først blev sat i gang den 27. april 2020, hvor forhåndslånsgarantien blev slettet.
Den 26. og 27. maj 2020 blev klagerens pensioner overført til B.
På kapitalpensionskontoen var der den 31. marts 2020 blevet hævet 16,88 kr. i negativ rente, og i forbindelse med overførslen, som skete den 26. maj 2020 blev der hævet yderligere 55,26 kr. i negativ rente. På ratepensionskontoen var der den 31. marts 2020 blevet hævet 186,54 kr. i negativ rente, og i forbindelse med overførslen, som skete den 27. maj 2020, blev der hævet yderligere 789,93 kr. i negativ rente.
Den 22. juni 2020 rejste klageren et krav mod banken på 157.952 kr. for tabt gevinst på pensionsdepoterne i perioden 17. marts 2020 - 27. maj 2020. Klageren opgjorde beløbet på baggrund af C20 indekset i denne periode var steget med 21,78 %. Klageren rejste endvidere krav om dækning for negative renter, i alt 1.046 kr.
Den 10. august 2020 afviste banken klagerens krav. Banken erkendte imidlertid, at der i perioden 19. - 26. maj 2020 muligvis havde været en længere ekspeditionstid end nødvendigt, idet sagen havde været udskudt i én uge. Banken anførte, at tabet på klagerens portefølje, som havde været en såkaldt 50/50-portefølje, den pågældende uge udgjorde 7.898,64 kr., og banken tilbød klageren dette beløb. Banken har under sagen vedstået tilbuddet.
Banken har i øvrigt under sagen oplyst, at klageren i perioden 17. marts 2020 - 25. maj 2020 på sin 50/50 portefølje kunne have opnået en gevinst på 65.580 kr., svarende til 9,05 %, idet globale aktier gav 18,92% og obligationer gav -0,82%. Klageren har accepteret bankens udregning.
Parternes påstande
Den 3. september 2020 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale afkast på hans pensioner for den periode, hvor midlerne har stået kontant.
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han har lidt tab, fordi hans pensioner har stået som kontantbeholdning på to konti frem til 25. maj 2020, selvom realiseringstidspunktet af hans pensioner var den 17. marts 2020.
Det var ikke rimeligt, at hans overførselssag af engagement fra banken til deres nye pengeinstitut B skulle tage så lang tid. Både han og hans nye rådgiver i pengeinstitut B kontaktede banken flere gange for at rykke for fremdrift i sagen.
Det var ikke rigtigt, at hans overførselssag til B, ikke var en normal sag.
Banken modtog en anmodning om overførsel af hele hans engagement til B, fraset den aktive købssag.
Det drejede sig om en helt normal sag med overførsel af et engagement fra en bank til en anden, hvilket banken havde erfaring med som pengeinstitut.
Banken burde kunne have behandlet sagen inden for den almindelige sagsbehandlingstid. Det burde ikke have nogen betydning, om pensionsmidlerne skulle flyttes til A eller B.
Det gik helt galt, fordi hans pensionsmidler stod kontant i hele overførselsperioden, som var urimeligt lang.
Den lange overførselstid medførte, at han gik glip af opsvinget på sine investeringer i perioden fra den 17. marts til den 25. maj 2020, og at han blev påført negative renter. Han havde ikke reel mulighed for at geninvestere pengene.
Det var forventeligt, at banken skulle overflytte pengene med det samme på samme måde som ved salg af hans værdipapirer.
Banken tog ikke initiativ til at kontakte ham eller B og lod pengene stå i banken. Hvis banken var vidende om, at overførslen ville tage lang tid, burde den have henvendt sig til ham for at anbefale at reinvestere midlerne. Han anmodede ikke selv banken herom, da både han og B havde en helt klar forventning om at pensionsmidlerne ville blive overført ret hurtigt, og han havde en aftale med B om geninvestering.
Banken burde ikke være forhindret i at flytte pensionsmidlerne på grund af en uafsluttet boligsag, da pensionsmidler og en boligsag intet har med hinanden at gøre. Boliglånet var optaget af banken på vegne af kreditinstituttet D og havde ikke sammenhæng med pensionsmidlerne. Pensionerne var kreditorbeskyttede konti, som ikke kunne have noget med en forhåndslånesag at gøre.
Det er overraskende at der kunne opstå problemer med den aktive boligsag, fordi banken havde sikkerhed i huset.
Spar Nord Bank har anført, at klager ikke har krav på kompensation og at banken ikke kan gøres ansvarlig for forsinkelse ved overførsel af klagers engagement.
Sagsbehandlingstiden vedrørende denne sag kunne ikke være den samme som ved en almindelig sag.
Det var væsentlig for denne sag, at der i første omgang var tale om en overførselssag af klagers pensioner, og at der efterfølgende var tale om en overførsel af hele klagers engagement.
Overførelsessagen ændrede karakter midt i processen, og det blev ligeledes relevant at se på hele engagementet som inkluderede en aktiv købssag med forhåndslånsgaranti. Overførsel af hele engagementet kunne først igangsættes efter forhåndslånsgarantien blev slettet den 27. april 2020.
Selve processen i forbindelse med sletning af forhåndslånsgarantien lå ikke hos banken, og derfor var det ikke muligt for banken at fremskynde denne proces.
Desuden var sagsbehandlingstiden i forbindelse med sletning af forhåndslånsgarantien ikke længere end forventet.
Banken gennemførte salget i henhold til overførselsanmodningen fra klager, og banken havde ikke have ansvaret for, at overførselssagen til pensionsselskabet A ikke kunne gennemføres.
Såfremt banken ikke havde modtaget overførselsanmodning til A, ville banken ikke have realiseret pensionsdepoterne så tidligt i processen, og beløbet ville ikke have stået som kontantbeholdning i tidspunktet fra 17. marts til 25. maj 2020, men ville have være overført med det samme.
Idet det var klager selv, der igangsatte realisationen af værdipapirerne og efterfølgende selv stoppede overførslen af miderne til A, må det også være klager selv, der bærer ansvaret for, at både han og hans nye pengeinstitut B forholdt sig passive, selv om de begge to, var vidende om, at pensionsmidlerne stod kontant.
Spar Nord Bank fremsendte handelsnotaer, og klageren kunne have reageret, såfremt realiseringen var i strid med det aftalte. Klageren var fuldt informeret om, at midlerne stod kontant, og klager var ikke afskåret fra at disponere over midlerne. Klager har hverken reageret på fremsendte handelsnotaer eller kontaktet Spar Nord Bank for at geninvestere midlerne. Salget af pensionen blev foretaget efter almindelig procedure i forbindelse med første overførselsanmodning, og der blev ikke indgået en aftale om, at beløbet skulle geninvesteres.
Det er fast praksis, at det pengeinstitut, der modtager en overførselsanmodning, ikke kontakter den kunde, der er i færd med at skifte pengeinstitut.
Banken bør ikke pålægges at refundere beløbet på 65.580,00 kr. til klager.
Endvidere er den af klageren anførte periode fra 17. marts 2020 til den 25. maj 2020 ikke retvisende, idet banken først modtog engagementsoverførslen fra pengeinstitut B den 20. marts 2020, og overførelsessagen blev først igangsat efter at forhånds-lånsgarantien blev slettet den 27. april 2020.
Ekspeditionstiden var syv dage længere end nødvendigt, og banken har tilbud at dække klagerens tab herved.
Det var ikke uberettiget, at klageren skulle betale negative renter vedrørende indestående kontantbeholdning på sin konto efter salg af pensionsdepotet, fordi salget var sket i overensstemmelse med aftalen med klager.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Bank Nordik, nu Spar Nord Bank. Klageren havde blandt andet en ratepension og en kapitalpension i banken. Til hver pensionsordning var der knyttet et værdipapirdepot.
Den 5. marts 2020 modtog banken to anmodninger om overførsel af klagerens pensionsopsparinger til pensionsselskabet A. Det fremgår af anmodningen, at eventuelle værdipapirer skulle sælges.
Den 13. marts 2020 solgte banken værdipapirerne på klagers kapitalpension og den 17. marts 2020 værdipapirerne på klagers ratepension.
Den 18. marts 2020 annullerede klageren overførslen til A.
Den 20. marts 2020 modtog banken en engagementsoverførsel fra pengeinstituttet B om overførsel af hele kundeengagementet for klageren og hans familie.
Ankenævnet finder, at banken på baggrund af overførselsanmodningen til A var berettiget til at sælge værdipapirerne i klagerens pensionsdepoter som sket. Ankenævnet finder endvidere, at banken var uden ansvar for den forsinkelse, der opstod som følge af, at klageren annullerede overførslen til A, hvorefter banken modtog en anmodning om overførsel af hele kundeengagementet for klageren og hans familie til B.
Uanset klageren anmodede om at få hele sit engagement overført til B, finder Ankenævnet, at det var uberettiget, at banken lod overførslen af pensionsmidlerne afvente indfrielsen af den garanti, som banken havde stillet for et forhåndslån til klageren. Det bemærkes herved, at banken ikke kunne foretage modregning i pensionerne.
Ankenævnet finder derfor, at banken skulle have overført klagerens pensioner, som nu forelå kontant, inden for ti bankdage regnet fra bankens modtagelse af overførselsanmodningen den 20. marts 2020, hvilket vil sige den 3. april 2020.
Ankenævnet finder, at klageren som følge heraf skal have erstatning som skønsmæssigt fastsættes til 50.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra indgivelsen af klagen til Ankenævnet den 3. september 2020 til betaling sker.
Ankenævnet har herved lagt vægt på, at banken har oplyst, at klageren i perioden 17. marts 2020 - 25. maj 2020 på sin 50/50 portefølje kunne have opnået en gevinst på 65.580 kr.
Ankenævnets afgørelse
Spar Nord Bank (Bank Nordik) skal inden 30 dage til klageren betale en erstatning på 50.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente som ovenfor anført.
Klageren får klagegebyret tilbage.