Indsigelse mod bortforpagters kaution for forpagters kassekredit.
| Sagsnummer: | 54/2002 |
| Dato: | 10-09-2002 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Christian Egeskov, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt. |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Indsigelse mod bortforpagters kaution for forpagters kassekredit. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelser imod en kautionsforpligtelse.
Sagens omstændigheder.
I 1994 bortforpagtede klageren en restauration og bodega i sin udlejningsejendom. I forbindelse hermed påtog klageren sig selvskyldnerkaution for en erhvervskredit på 20.000 kr., som indklagede ved kreditkontrakt af 27. juli 1994 ydede forpagteren.
Ved ny kreditkontrakt af 15. august 1994 blev kreditten forhøjet med 100.000 kr. til 120.000 kr. Kreditkontrakten blev underskrevet af klageren som selvskyldnerkautionist.
Af kontoudskrifterne for kreditten fremgår, at etableringen og forhøjelsen af kreditten først blev effektueret efter klagerens underskrift på kontrakterne.
På grund af misligholdelse af kreditten blev klageren ved skrivelse af 2. oktober 1995 anmodet om at indfri kautionen.
Den 9. oktober 1995 indfriede klageren kautionen ved betaling af 120.000 kr.
Parternes påstande.
Den 1. februar 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med en påstand, der må forstås således, at indklagede skal tilbagebetale det indbetalte beløb på 120.000 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede på kautionstidspunktet var bekendt med, at forpagteren var usolid, utilregnelig og intet værd rent økonomisk, og at indklagede undlod at advare ham herom.
Han havde været kunde hos indklagede i ca. 30 år og kunne berettiget forvente, at indklagede ville rådgive ham om en eventuel risiko ved kautionen, og han underskrev dokumenterne i tillid hertil.
De 100.000 kr. var et krav fra politiet i forbindelse med spiritusbevillingen. Beløbet skulle deponeres som en garanti for eventuelle krav fra f.eks. Told og Skat og skulle således ikke anvendes til forbrug.
Indklagede burde i hvert fald have orienteret ham, da forpagteren begyndte at tømme kontoen for det beløb, der skulle stå som sikkerhed. I givet fald havde han kunnet gribe ind og afværge katastrofen og bedrageriet.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsengagement og derfor bør afvises. Klageren var i 1994 ejer af en større ejendom, hvor der var flere beboelseslejligheder og et par forretningslejemål udover den restaurant, der blev bortforpagtet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der var tale om kaution for et erhvervslån, og at klageren ikke var i tvivl om, at han som kautionist ville være forpligtet til at indfri den kautionssikrede kredit.
De medarbejdere, der behandlede engagementet, er ikke længere ansat hos indklagede. Efter det oplyste henvendte klageren sig til indklagede for at hjælpe forpagteren med at opnå de fornødne kreditfaciliteter i forbindelse med forpagtningen. Der er intet i sagen der tyder på, at klageren ikke har fået den fornødne information om kautionens virkninger.
Der foreligger heller ikke noget materiale, der viser, at der skulle være tale om en kaution for en garanti. Klageren har underskrevet som kautionist direkte på kassekreditkontrakten, hvoraf det tydeligt fremgår, at der er tale om en driftskredit og ikke en garanti. Klageren har i hvert fald siden 1992 selv haft driftskreditter stillet tilrådighed, og det må derfor have stået ham klart, at forpagteren kunne disponere over kreditten inden for trækningsretten.
Så længe kreditten ikke var misligholdt, var indklagede ikke forpligtet til at informere klageren om udviklingen på denne.
Kautionen blev indfriet uden forbehold i 1995, og klageren har ved passivitet fortabt muligheden for nu at gøre gældende, at han ikke var bundet at kautionserklæringen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkelig grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge. Nævnet har herved lagt vægt på, at klageren må anses for en mindre erhvervsdrivende, og at klagen efter sin art ikke adskiller sig væsentligt fra, hvad der kan forekomme i private forhold, jf. § 2, stk. 2, i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede i 1994, da klageren påtog sig kautionsforpligtelsen, var i besiddelse af oplysninger vedrørende forpagteren, som burde have været meddelt klageren. Det er heller ikke godtgjort, at indklagede har begået fejl i forbindelse med forpagterens anvendelse af kreditten. Det bemærkes herved, at det tydeligt fremgår af kreditkontrakten af 15. august 1994, at klagerens kaution vedrører en kassekredit på 120.000 kr.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.