Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om dækning af omkostninger ved mortifikation af ejerpantebrev, som havde været håndpantsat til pengeinstitut.

Sagsnummer: 212 /2003
Dato: 04-11-2003
Ankenævn: John Mosegaard, Anne Dehn Jeppesen, Erik Sevaldsen, Poul Erik Tobiasen
Klageemne: Ejerpantebrev - omkostninger ved mortifikation
Ledetekst: Krav om dækning af omkostninger ved mortifikation af ejerpantebrev, som havde været håndpantsat til pengeinstitut.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede er forpligtet til at dække klagerens omkostninger ved mortifikation af et ejerpantebrev, som havde været håndpantsat til indklagede.

Sagens omstændigheder.

Klageren i denne sag er boet efter A, der havde været kunde hos indklagede.

Ved skrivelse af 25. maj 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede om et ejerpantebrev på 11.000 kr., som var tinglyst i 1953 på klagerens ejendom med meddelelse til Lyngby Bank nu indklagede.

Ved skrivelse af 28. maj 2003 meddelte indklagede, at man ikke var i besiddelse af ejerpantebrevet, og at man ikke ville efterkomme klagerens krav om betaling af omkostninger ved mortifikation af dette.

Parternes påstande.

Den 16. juni 2003 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale udgifterne til mortifikation af ejerpantebrevet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det er nærliggende at antage, at pantebrevet er bortkommet i indklagedes besiddelse.

Bevisbyrden for, at pantebrevet er blevet udleveret til A ved engagementets ophør, må påhvile indklagede.

Indklagede har anført, at engagementet med A var ophørt i hvert fald den 31. december 1989.

Det må antages, at ejerpantebrevet blev udleveret til A i forbindelse med indfrielsen af engagementet.

Det kan ikke på nuværende tidspunkt pålægges indklagede at føre bevis herfor.

Efter bogføringslovens regler er man ikke forpligtet til at opbevare kvitteringer i mere end fem år.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det engagement, som ejerpantebrevet må antages at have været pantsat til sikkerhed for, var ophørt med udgangen af 1989.

I overensstemmelse med Ankenævnets faste praksis findes det ikke på nuværende tidspunkt at kunne pålægges indklagede at føre bevis for, at ejerpantebrevet er blevet udleveret til klageren. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge indklagede at godtgøre klageren omkostningerne ved mortifikation af ejerpantebrevet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.