Kaution, underretning.
| Sagsnummer: | 347/1991 |
| Dato: | 30-12-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Kaution, underretning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 17. november 1986 ydede indklagedes Holbæk afdeling klagerens søn og svigerdatter et lån på 135.000 kr. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 2.500 kr. første gang den 31. december 1986. Den 20. november 1986 kautionerede klageren for lånet.
I december 1987 rettede afdelingen henvendelse til klageren med anmodning om indbetaling af restancer på lånet, hvilket ikke blev aktuelt, idet indklagede i januar 1988 oplyste, at debitorerne nu var ajour med betalingerne.
Den 1. februar 1991 meddelte afdelingen klageren, at lånet, hvis restgæld nu udgjorde 146.607,17 kr. ekskl. rente fra 1. januar 1991, var opsagt til fuld indfrielse som følge af misligholdelse. Ved skrivelse af 14. marts 1991 til klageren anmodede afdelingen klageren om at indbetale restancen på lånet, der udgjorde ialt 71.170 kr. snarest og senest den 22. marts 1991.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har, efter at klageren har indbragt sagen for Ankenævnet, meddelt klageren, at indklagede per kulance er indstillet på at nedsætte kautionsforpligtelsen til det beløb, der ville udgøre restgælden på nuværende tidspunkt, såfremt lånet var afviklet som forudsat, hvilket pr. den 14. august 1991 er 73.956 kr. Klageren har ikke accepteret dette tilbud.
Indklagede har herefter principalt nedlagt påstand om afvisning i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1, subsidiært nedlagt påstand om frifindelse mod, at klagerens kautionsforpligtelse pr. 14. august 1991 fastsættes til 73.956 kr.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede ikke har opfyldt sin underretningspligt overfor hende, idet indklagede i perioden fra december 1987 til februar 1991 har undladt at rette henvendelse til hende vedrørende opståede restancer på lånet.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afgørelse, om hvorvidt klagerens regresmuligheder er blevet forringet i perioden fra 1. januar 1988, indtil underretning skete 1. februar 1991, vil kræve en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at indklagede nedskriver kautionforpligtelsen til 73.956 kr. pr. den 14. august 1991. Dette beløb fremkommer ved, at lånets restgæld i forhold til kautionisten nedskrives i overensstemmelse med afviklingsaftalen. Klagerens stilling er således ikke blevet forringet uanset den manglende underretning om misligholdelsen af lånet.
Ankenævnets bemærkninger:
Indklagede har erkendt, at underretningspligten efter bank- og sparekasselovens § 41 ikke har været iagttaget, og har på denne baggrund tilbudt klageren at nedsætte dennes kautionsforpligtelse til det beløb, gælden ville have andraget, såfremt lånet var blevet afviklet som aftalt. Det kan dog ikke ganske udelukkes, at klagerens regreskrav i den lange periode, der gik, før underretning blev givet, er blevet forringet i videre omfang end svarende til den nedsættelse, der er tilbudt af indklagede. En stillingtagen hertil ville imidlertid kræve en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor klagen i medfør af vedtægtgernes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.