Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med aftale om rentekorridor. Spørgsmål om forældelse. Genoptaget sag.

Sagsnummer: 143 /2013
Dato: 05-02-2014
Ankenævn: Kari Sørensen, Lani Bannach, Jesper Claus Christensen, Morten Bruun Pedersen
Klageemne: Forældelse - rådgivning
Rente - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Indsigelse mod rådgivning i forbindelse med aftale om rentekorridor. Spørgsmål om forældelse. Genoptaget sag.
Indklagede: Ringkjøbing Landbobank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag, som er en genoptagelse af Ankenævnets afgørelse af 12. december 2012 i sag nr. 75/2012vedrører, om Ringkjøbing Landbobank har pådraget sig et erstatningsansvar ved rådgivning af klageren i forbindelse med indgåelse af aftale om rentekorridor i tilknytning til et realkreditlån.

Sagens omstændigheder

Af sagsfremstillingen i sag nr. 75/2012 fremgår:

”Af klagerens driftsregnskab for 2006 fremgik, at klageren havde et bruttoudbytte fra landbrug på ca. 50.000 kr., anden indkomst på ca. 550.000 kr., landbrugsaktiver for ca. 8,4 mio. kr. og en egenkapital på ca. 7 mio. kr. Klagerens landbrugsejendom er efter det oplyste bortforpagtet. …

I august 2008 optog klageren et afdragsfrit rentetilpasningslån hos DLR på 2,1 mio. kr. til finansiering af et nybyggeri. I forbindelse hermed indgik klageren aftale med banken om en 10-årig rentekorridor med et renteloft på 5,75 % p.a., en rentebund på 4,75 % p.a. for en hovedstol på 2,1 mio. kr. og en årlig præmie på 0,21 % af hovedstolen. Af handelsbekræftelse af 7. august 2008 fremgik, at klageren skulle betale differencen op til rentebunden, hvis DKK Cibor 1 år var mindre end rentebunden, og at banken skulle betale differencen fra renteloftet, hvis DKK Cibor 1 år oversteg renteloftet på en dato for rentefastsættelse. Af handelsbekræftelsen fremgik endvidere bl.a.:

” … Kunden erklærer herved, at kunden indgår denne forretning baseret på sin egen bedømmelse af, hvorvidt forretningen er hensigtsmæssig for kunden og ikke på baggrund af en anbefaling fra Ringkjøbing Landbobank. Kunden forstår forretningens vilkår og de implicerede risici. Kunden har indhentet den viden fra sine rådgivere som kunden skønner nødvendig, herunder om skattemæssige forhold. Kunden er indforstået med, at kommunikation med Ringkjøbing Landbobank ikke under nogen omstændigheder kan opfattes som en garanti eller tilsikring af et bestemt resultat af forretningen.

Risikoprofilen for nærværende aftale kan være i strid med den generelle risikoprofil oplyst i et særskilt investeringsprofil-skema til banken. Den for nærværende aftale gældende risikoprofil vil altid gælde for dette produkt.…”

Den 20. august 2008 underskrev klageren en rammeaftale i tilknytning til aftalen om rentekorridor. Ifølge rammeaftalen var det aftalt, at nettomellemværendets markedsværdi maksimalt måtte udgøre 105.000 kr., og at banken ved overskridelse heraf kunne forlange nettomellemværendet udlignet eller nedbragt. Rammeaftalen indeholdt endvidere blandt andet følgende:

”… Beslutning om at indgå henholdsvis undlade at indgå forretninger træffes alene af kunden for dennes regning og risiko. I den forbindelse er kunden bekendt med, at handel med finansielle instrumenter kan være forbundet med betydelige risici. …”

Endvidere fremgik det af rammeaftalen:

”…19. Risiko

Al aftaleindgåelse om finansielle instrumenter er forbundet med mulighed for både gevinst og tab. Kunden erklærer sig ved sin underskrift på nærværende rammeaftale bekendt med, at aftaleindgåelse omkring finansielle instrumenter indebærer risiko for tab, der bl.a. kan opstå i forbindelse med ændringer valutakurser og/eller rentesatser …”

Af sagsfremstillingen i sag nr. 75/2012 fremgår endvidere:

”Ved brev af 7. februar 2012 rejste klageren indsigelse mod bankens rådgivning om investeringerne og aftalen om rentekorridor. …

Klageren opgjorde sit erstatningskrav vedrørende rentekorridoren til 140.305 kr. pr. 31. januar 2012.

Ved brev af 20. februar 2012 afviste banken klagerens krav, bl.a. med henvisning til forældelse.”

Klageskemaet i sag nr. 75/2012, der er dateret den 7. februar 2012, blev modtaget af Ankenævnets sekretariat den 24. februar 2012.

Sag nr. 75/2012vedrørte spørgsmål om erstatningsansvar dels i forbindelse med bankens rådgivning af klageren om lånefinansierede investeringer i blandt andet BankInvest Højrentelande investeringsforeningsbeviser dels ved rådgivning om indgåelse af rentekorridoraftalen. Den 30. april 2013 besluttede Ankenævnets næstformand på anmodning af klageren at genoptage den del af sagen, som relaterer sig til rentekorridoraftalen.

Under genoptagelsessagen er der fremlagt supplerende bilag:

Af DLR’s lånetilbud af 16. juli 2008 fremgik, at lånet var med 10 års indledende afdragsfrihed og kunne indfries ekstraordinært med obligationer, bortset fra i december, hvor indfrielse alene kunne ske kontant.

Af DLR’s låneafregning af 13. august 2008 fremgik, at klageren optog et afdragsfrit 30-årigt F1 lån på 2,1 mio. kr., og at renten ved låneoptagelsen udgjorde 5,48 % p.a.

Af årsudskrift for 2008, dateret januar 2009, fremgår blandt andet:

”Årsopgørelse for finansielle kontrakter i henhold til skattekontrolloven

Følgende oplysninger om finansielle kontrakter er for skatteåret 2008 indberettet til SKAT:

Kontrakttype Beløb i alt

Valutaterminer 2.268.550

Optioner 212.052-

Kontraktnr. … Beløb i alt

Optioner

… 212.052-

INDGÅET 07.08.08 – AFSLUTTES

28.12.18”

Banken har fremlagt en udskrift af sin netbank-log, hvoraf fremgår, at årsudskriften blev hentet af klageren den 9. februar 2009.

I november 2011 optog klageren et nyt variabelt forrentet realkreditlån hos DLR på 900.000 kr.

I årsudskriften for 2012 var rentekorridoraftalen anført med en negativ værdi på 455.664 kr.

Klageren har fremlagt en e-mail af 13. august 2013 fra en ejendomskonsulent, E, i lokalt landbrugscenter, hvori E anførte:

”… Jeg husker tydeligt mit besøg hos jer med bankmanden. Jeg kendte før mødet ikke ret meget til problemstillingen med de afholdte investeringer i værdipapirer med videre og er helt sikker på at jeg ikke inden dette møde på nogen måde har taget stilling til eller deltaget i salg af værdipapirer. …

Med hensyn til rentekorridoren og tabet i den kan jeg huske at jeg spurgte om ikke banken kunne 0-stille denne, hvilket han [en medarbejder i banken] afviste. Jeg har på ingen måde i øvrigt rådgivet omkring rentekorridoren …”

Parternes påstande

Klageren har nedlagt følgende påstande:

Principalt: Rentekorridoraftalen ophæves uden omkostninger for klageren, der stilles som om rentekorridoraftalen ikke var indgået, således at klageren godtgøres præmien og de renter, som klageren i aftalens løbetid har betalt som følge af differencen mellem den aftalte bund 4,75 % og CIBOR 1 år, og at klagerens 30-årige lån hos DLR på 2,1 mio. kr. omlægges til et tilsvarende fastforrentet lån uden omkostninger for klageren.

Subsidiært: Rentekorridoraftalen ophæves uden omkostninger for klageren, og klagerens 30-årige lån hos DLR på 2,1 mio. kr. omlægges til et tilsvarende fastforrentet lån uden omkostninger for klageren.

Mere subsidiært: Klageren tilkendes en skønsmæssig godtgørelse fastsat af Ankenævnet.

Ringkjøbing Landbobank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han ved låneoptagelsen gjorde udtrykkeligt opmærksom på, at han ønskede at kunne omlægge lånet til et fastforrentet lån, hvis dette skulle vise sig at være mere gunstigt. Han forudsatte ved låneoptagelsen, at han kunne omlægge til et fastforrentet lån indenfor de 10 års løbetid uden væsentlige og uforholdsmæssige omkostninger. Hans rådgiver, i banken, R, var bekendt med denne forudsætning og oplyste, at lånet kunne omlægges hvert år i december.

Han fik hverken mundtligt eller skriftligt ved optagelsen af lånet eller ved indgåelse af rentekorridoraftalen oplyst, at en udtræden af rentekorridoraftalen før tid ville påføre ham helt uforholdsmæssige omkostninger. Konsekvenserne af udtræden før udløb er et så væsentligt vilkår, at dette skulle meddeles ham skriftligt, jf. god skik bekendtgørelsens § 6. Banken har ikke dokumenteret, at den skriftlige oplysningsforpligtelse er overholdt af banken, og R orienterede ham heller ikke mundtligt. Det er tidspunktet for aftaleindgåelsen, der er afgørende for, om banken har opfyldt sin rådgivningsforpligtelse og ikke tidspunktet for modtagelse af årsopgørelse.

Han ville ikke have indgået låne- og rentekorridoraftalen, hvis han havde fået denne oplysning. Han ønskede netop ikke at være bundet til det variable lån i 10 år.

Banken kan ikke fraskrive sig ansvaret med henvisning til rammeaftalen og handelsbekræftelsens standardiserede advarsler. Banken var forpligtet til at tilpasse sin rådgivning til den enkelte kunde. Ordet ”rentekorridor” fremgår ikke af dokumenterne. Der er tale om en efterrationalisering, når banken anfører, at det må have stået ham klart, at det var forbundet med omkostninger at opsige rentekorridoraftalen ved rentefald. Det kræver særlig indsigt i finansielle kontrakter at kunne forstå ud fra rammeaftalen og handelsbekræftelsen, at der kunne være meget væsentlige omkostninger ved at udtræde af rentekorridoraftalen før udløb. Han er ikke erhvervsdrivende eller professionel med indsigt i finansielle kontrakter. Han var oprindeligt landbrugsuddannet og har siden 1993 været slagteriarbejder. Han var ikke repræsenteret af egen rådgiver ved indgåelse af låne- eller rentekorridoraftalen. R var bekendt med hans uddannelsesmæssige baggrund og kunne ikke henholde sig til, at han selv skulle søge rådgivning om de væsentlige konsekvenser af udtræden før tid.

Han forstod først under klagesagen, at det i rammeaftalen anførte om, at ”nettomellemværendets markedsværdi maksimalt må udgøre 105.000 kr.” betød, at det ville være forbundet med en omkostning på f.eks. 212.052 kr. eller 455.664 kr. at udtræde i 2008 eller 2013.

Banken har udvist erstatningspådragende adfærd ved sin mangelfulde rådgivning, og han er berettiget til at få dækket sit tab. Tabet svarer til differencen mellem de betalte renter i henhold til rentekorridoraftalen og det nuværende lave renteniveau for det fastforrentede lån. Rådgivningen vedrørende rentekorridoraftalen og låneoptagelsen kan ikke adskilles. Samtidig med ophævelsen af rentekorridoraftalen skal der derfor ske en omlægning af hans lån til et fastforrentet lån.

Kravet er ikke forældet. Han blev først opmærksom på konsekvenserne af udtræden af rentekorridoraftalen, da han ønskede at omlægge lånet til et fastforrentet lån i oktober 2009 og i den forbindelse henvendte sig til banken. Det viste sig da, at en udtræden af rentekorridoraftalen ville koste ham 400.000 kr. Forældelsesfristen løber først fra dette tidspunkt. Kravet var derfor ikke forældet, da sagen blev indbragt for Ankenævnet den 7. februar 2012.

Han kunne ikke ud fra årsoversigten læse, at udtræden før tid var forbundet med væsentlige omkostninger. Dette ville kræve en særlig og forudgående information fra banken. Årsoversigten angav blot øverst, at der var tale om oplysninger, der var indberettet til Skat. Årsoversigten er ikke særlig relevant for sagen, da banken skulle have oplyst ham om konsekvenserne ved udtræden før tid på tidspunktet for indgåelse af rentekorridoraftalen.

Tillægslånet, der blev optaget i november 2011, er ikke omfattet af rentekorridoraftalen, og renten på dette lån er 1,3 %, svarende til det nuværende renteniveau.

Forhold vedrørende sag nr. 218/2013 er ikke relevante for denne sag.

Ringkjøbing Landbobank har blandt andet anført, at klageren indgik en 10-årig aftale om en rentekorridor, der indebar, at klageren skal betale mellem 4,75 % og 5,75 % i aftalens løbetid, med tillæg af en præmie. Formålet med aftalen var primært at afdække risikoen for rentestigning. Klageren havde oplevet stigende renter på sin investeringskredit. Klageren frygtede fortsat stigende renter og ønskede at sikre sig mod store rentestigninger. Renten på DLR-lånet udgjorde 5,48 % ved udbetalingen. Ved rentekorridoraftalen sikrede klageren sig mod rentestigninger ud over 5,75 % i 10 år. Det fremgik klart af aftalen, at klageren skulle betale differencen op til rentebunden, hvis CIBOR 1 år er mindre end den aftalte rentebund.

Inden etablering af rentekorridoren indgik klageren en rammeaftale. Klageren blev såvel mundtligt som skriftligt gjort udtrykkeligt opmærksom på, at renten i den 10-årige aftaleperiode kun kunne bevæge sig indenfor den aftalte korridor, og at markedsværdien kunne blive negativ i tilfælde af rentefald. Dette bekræftes af, at der i rammeaftalen er aftalt en maksimal markedsværdi på 105.000 kr. af rentekorridoren. Det bestrides, at klageren ikke var informeret om, at udtræden af aftalen i utide ville indebære omkostninger.

Det fremgår ligeledes af rammeaftalen, at såfremt markedsværdien overstiger det aftalte maksimum, kan banken kræve yderligere sikkerhedsstillelse.

Klageren erklærede i handelsbekræftelsen, at han forstod forretningens vilkår og risici, og at han havde indhentet den viden fra sine rådgivere, som han skønnede nødvendig. Klageren erklærede i rammeaftalen, at han var bekendt med, at aftalen om finansielle instrumenter indebærer ”risiko for tab, der bl.a. kan opstå i forbindelse med … valutakurser og/eller rentesatser”, og at handel med finansielle instrumenter ”kan være forbundet med betydelige risici”. Klageren erklærede således, at han var bekendt med, at rentekorridoraftalen indebar risiko for tab ved udsving af rentesatser. Det er derfor ikke korrekt, når det påstås, at klageren ikke havde forudsætninger for at forstå konsekvenserne af rentekorridoraftalen.

Det er korrekt, at bankens dokumenter er standardiserede. Dette er formentlig tilfældet i alle pengeinstitutter. Standardiseringen medvirker netop til at sikre, at kunden modtager korrekt og fyldestgørende rådgivning.

Banken kan ikke genkende klagerens påståede forudsætning om, at han hvert år i december skulle kunne omlægge sit lån til fast rente og udtræde af rentekorridoraftalen uden omkostninger. Banken har på intet tidspunkt stillet klageren i udsigt, at han hvert år kunne udtræde af rentekorridoraftalen uden omkostninger. Banken har oplyst klageren om vilkår og risici såvel mundtligt som skriftligt.

Det må have stået klageren klart, at det i tilfælde af rentefald til under den aftalte rentebund ville være forbundet med omkostninger at udtræde, ligesom klageren ikke kan antages at ville acceptere bortfald af rentekorridoraftalen, hvis renten steg ud over det aftalte loft.

Aftalen er forløbet som planlagt, og klageren har således ikke lidt noget tab i forhold til den indgåede aftale. Hvis en kunde blot kunne opsige en rentekorridoraftale omkostningsfrit før udløb, ville aftalen være risikofri for kunden, der blot ville få en gratis forsikring mod rentestigninger. Ved udløb af aftalen i 2018 udgør markedsværdien 0 kr.

Klageren driver selvstændig landbrugsvirksomhed, og rammeaftalen blev indgået under klagerens CVR-nr. Klageren erklærede at have indhentet viden fra sin egen rådgiver i det omfang, han skønnede det nødvendigt. E har erklæret ikke at have taget stilling til eller deltaget i salget af klagerens værdipapirer. Banken har ikke kendskab til E’s involvering i salget, men kan konstatere, at en anden medarbejder i landbrugscentret den 15. juni 2011 har udarbejdet en opgørelse over de skattemæssige konsekvenser ved salg af klagerens værdipapirer.

Klageren har i genoptagelsessagen nedlagt påstand om, at lånet hos DLR på 2,1 mio. kr. skal omlægges til et tilsvarende fastforrentet lån uden omkostninger for klageren. Bankens rådgivning om optagelse af DLR-lånet var ikke en del af den oprindelige klagesag nr. 75/2012, og er dermed ikke omfattet af den genoptagne sag. Klageren har aldrig ønsket et fastforrentet lån. Dette bekræftes af, at klageren ved en senere låneoptagelse i november 2011 ligeledes valgte et afdragsfrit rentetilpasningslån. Klageren har ikke dokumenteret at være blevet fejlagtigt eller mangelfuldt rådgivet ved låneoptagelsen.

Klagerens erindring om forløbet afviger væsentligt fra bankens. I en anden klagesag nr. 218/2013, om salg af klagerens værdipapirer, har klageren afgivet skiftende forklaringer alt afhængig af, hvad der er opportunt i forhold til hans sag.

Rentekorridoren blev etableret ca. 3 ½ år før indgivelse af klagen, og et eventuelt krav mod banken er derfor forældet. Banken sendte i januar 2009 en årsudskrift til klageren. Årsudskriften viste en negativ markedsværdi på 212.052 kr. Det fremgår af bankens netbank-log, at årsudskriften blev hentet af klageren den 9. februar 2009. Senest på dette tidspunkt må det under alle omstændigheder have stået klageren klart, at rentekorridoraftalen kunne have en negativ markedsværdi.

Klageren kunne ikke være i tvivl om årsopgørelsen fra banken. Den negative markedsværdi er angivet meget klart. Klageren henvendte sig da heller ikke til banken om årsopgørelsen. Klageren havde endvidere landbrugscentret til at bestå sig med regnskabsudarbejdelse.

Da klageren først indbragte klagesagen for Ankenævnet den 24. februar 2012, er et eventuelt krav mod banken forældet.

Ankenævnets bemærkninger

I august 2008 optog klageren et afdragsfrit rentetilpasningslån hos DLR på 2,1 mio. kr. til finansiering af et nybyggeri. I forbindelse hermed indgik klageren aftale med banken om en 10-årig rentekorridor med et renteloft på 5,75 % p.a., en rentebund på 4,75 % p.a. for en hovedstol på 2,1 mio. kr. og en årlig præmie på 0,21 % af hovedstolen.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med fordringen, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen.

I årsoversigten for 2008 er rentekorridoraftalen anført med et negativt beløb på 212.052 kr. Årsoversigten blev sendt til klagerens netbank den 20. januar 2009 og blev hentet af klageren den 9. februar 2009.

Ankenævnet finder herefter, at klageren fra modtagelsen af årsoversigten var eller burde have været klar over, at der var betydelige risici forbundet med rentekorridoraftalen, og at han i givet fald måtte vurdere, om bankens rådgivning måtte anses for mangelfuld.

Klagerens eventuelle erstatningskrav var derfor forældet ved indgivelse af klagen til Ankenævnet den 24. februar 2012.

Der gives derfor ikke klageren medhold i, at Ringkjøbing Landbobank skal annullere rentekorridoraftalen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.