Spørgsmål om kassekredit skulle have været ydet som boliglån.
| Sagsnummer: | 316/1995 |
| Dato: | 06-02-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - udlån
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om kassekredit skulle have været ydet som boliglån. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I juli 1986 fik klageren i et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, bevilget en kassekredit på 125.000 kr. i forbindelse med erhvervelsen af en andelsbolig. Kassekreditten havde variabel rente, der ved etableringen udgjorde 12% p.a.
Klageren var ved kredittens etablering ansat i et firma, med hvilket det pågældende pengeinstitut havde indgået en aftale om favørrentesatser for lån optaget af firmaets medarbejdere.
Ved gældsbrev af 12. december 1986 blev kreditten omlagt til et lån på 140.500 kr. Rentesatsen var uændret 12% p.a. Ydelsen aftaltes til 1.800 kr. pr. måned. Af gældsbrevet fremgår:
"Indfrielse af kassekredit nr. .... samt privatøkonomisk"
Af gældsbrevets særlige betingelser fremgår bl.a. følgende:
"Særlige betingelser
Tilbagebetaling
Det skyldige beløb med påløbne omkostninger tilbagebetales med lige store ydelser/afdrag + renter ....
Ved renteændringer foretages justering i den aftalte løbetid. Ved væsentlige renteændringer m.v. forbeholder banken sig ret til at foretage en ændring i ydelsernes størrelse for at fastholde den aftalte løbetid. ....."
Ved skrivelse af 25. marts 1989 anmodede klagerens rådgiver pengeinstituttet om at anerkende et ansvar for, at den skete omlægning havde medført, at hele lånet blev belagt med renteafgift for 1989. Dette blev afvist i skrivelse af 12. april 1989. I skrivelse af 18. april 1989 anmodede klagerens rådgiver pengeinstituttet om at kompensere klageren renteafgiften vedrørende 1987. Pengeinstituttet betalte klageren en kulancemæssig godtgørelse på 1.500 kr.
I skrivelse af 17. maj 1995 til indklagedes Glostrup afdeling anmodede klagerens rådgiver om, at det respekteres, at lånet er ydet som et fordelagtigt boliglån med en specielt lav forrentning. Han anførte, at gældsbrevene ikke var udfyldt med oplysning om rentesats og løbetid, men klageren havde fået oplyst, at lånet skulle kunne være afviklet på ca. 12 år. I de løbende kontoudskrifter og årlige kontooversigter blev oplysning om rentesatser ikke meddelt før fra 1992. Klageren blev først i 1995 opmærksom på, at afviklingen af lånet trak ud.
I skrivelse af 23. maj 1995 oplyste indklagede, at årsagen til, at løbetiden ikke var nedbragt mere, var, at renten siden etableringen havde været væsentligt højere end den ved beregningen af løbetiden anvendte rentesats på 12%.
I skrivelse af 24. maj 1995 anmodede klagerens rådgiver indklagede om oplysninger om rentesatser for private udlån og for boliglån i perioden 1986-1992.
Ved skrivelse af 31. maj 1995 fremsendte indklagede en oversigt over rentesatsen for private udlån. Samtidig afvistes det, at der var tale om et boliglån. Afdelingen anførte, at klageren selv havde ønsket kreditten etableret som en [firma]lønkredit.
I skrivelse af 2. juni 1995 opfordrede klagerens rådgiver afdelingen til at omberegne lånet efter boliglånstakst. Dette afvistes af indklagede ved skrivelse af 12. juni 1995.
Klageren har ved klageskema af 15. juni 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes principalt at omberegne lånet, således at den meste optimale lånesats/låneform lægges til grund for lånets afdragsprofil, subsidiært at kompensere hende for det hidtidige tab som følge af den ikke optimale låneform.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ikke tidligere har fået oplyst, at rentesatsen for lånet ved etableringen var 12% p.a., svarende til en kompensation på 2 procentpoint i forhold til standardrentesatsen for udlån til private. Hun gik ud fra, at hun blev ydet et boliglån til en favørrente i forhold til standardrentesatsen på boliglån. Gældsbrevet indeholder ikke oplysninger om rentesatser og løbetid, men hun fik opfattelsen af, at der var tale om et 10-årigt boliglån. Indklagede burde ved etableringen eller senere have tilbudt et fordelagtigt boliglån. Hun har ikke udvist passivitet, idet indklagede har tilsidesat en pligt til løbende at fremdrage fordelagtige omlægningsmuligheder. Hun har haft tillid til, at indklagede ydede hende den bedste rådgivning.
Indklagede har anført, at man ikke har udvist fejl eller forsømmelser, men har administreret lånet i nøje overensstemmelse med de foreliggende aftaler. Lånet blev ydet på de favørvilkår, som var gældende for ansatte i det firma, hvor klageren var ansat. Disse favørvilkår blev videreført ved lånets omlægning og fastholdt efter, at klageren fratrådte sin stilling. Forlængelsen af den oprindeligt forudsatte løbetid skyldes, at renten i en længere periode har ligget over det oprindelige niveau. Man har ikke været forpligtet til at regulere ydelsen i takt med renteændringerne. Kravet om regulering af renten med tilbagevirkende kraft er bortfaldet ved passivitet.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at indklagede - hverken ved etableringen af lånet eller senere - har begået fejl eller forsømmelser, der kan medføre, at lånet skal forrentes anderledes end aftalt eller i øvrigt medføre et erstatningsansvar.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.