I forbindelse med, at klageren i 1974 erhvervede en ejendom, underskrev klageren den 1. august 1974 en gældsovertagelsesdeklaration vedrørende et pantebrevslån ydet på oprindeligt 45.000 kr. med pant som første prioritet i ejendommen, ydet af indklagede den 28. oktober 1961. Ifølge gældsovertagelsesdeklarationen udgjorde restgælden pr. juni termin 1974 38.751,95 kr. og forrentedes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente, p.t. 13,75% p.a. Indklagede har oplyst, at pantebrevet oprindeligt forrentedes med en fast rente, og at lånet var ydet til kurs 100 uden andre omkostninger end stempelafgift. I 1970 blev vilkårene i pantebrevet med accept af den forrige ejer af ejendommen ændret, og de nye vilkår blev gentaget i gældsovertagelsesdeklarationen. Pr. december termin 1992 var lånet nedbragt til 12.989,29 kr.
Det fremgår af kontooversigter vedrørende lånet, at det i perioden fra 1988 til 1992 har udviklet sig således:
År | Restgæld | Rentesats | |
---------------------------------------- | |||
1988 | 24.980,27 | 13,5% | |
1989 | 22.728,02 | 15,5% | |
1990 | 19.906,95 | 14,25%-15,25% | |
1991 | 16.759,14 | 14,49%-15,29% | |
1992 | ">12.989,29 | 15% | |
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at regulere renten på klagerens lån i perioden fra 1988, således at denne er i overensstemmelse med markedsrenten.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at renten på lånet ikke er i overensstemmelse med udviklingen på markedet, hvor renten i de seneste år har været stærkt faldende. Indklagede har i denne periode kun delvist nedreguleret renten, således at denne nu adskiller sig en del fra renteniveauet i øvrigt.
Indklagede har anført, at rentesatsen for lån som klagerens siden 1974 tilnærmelsesvis har fulgt renteændringerne hos indklagede generelt. Renten blev den 23. november 1992 nedsat med 0,25% til 14,75%, ligesom hovedparten af indklagedes øvrige boliglån. Klagerens lån, der tilhører en særlig gruppe af boliglån, der blev udbudt i en kortere periode, er ikke sammenlignelig med andre tilsvarende lån hos indklagede. Lånet er bevilget efter de i 1961 gældende regler om lån til boligformål og er ydet til klageren uden nogen omkostninger, bortset fra stempeludgift, lånet skulle afvikles over en 40-årig periode. Ved boliglån, der udbydes i dag, beregner indklagede sig stiftelsesprovision svarende til 2,5% af lånets hovedstol, samt et udfærdigelsesgebyr svarende til 0,5% af hovedstolen. Dette medfører, at renten alt andet lige bliver lavere for sådanne lån. Lån til boligformål hos indklagede udbydes i april 1993 i intervallet 13,1% - 17,55%, hvilket inklusive stiftelsesomkostninger svarer til 14,0% - 19,5% i årlige omkostninger. Ved oprettelsen af klagerens lån blev der ikke betalt stiftelsesomkostninger, hvorfor en vurdering af renten i forhold til nuværende lån til boligformål bør ske med udgangspunkt i de årlige omkostninger i procent.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved gældsovertagelsesdeklarationen af 1. august 1974 accepterede klageren at betale den af indklagede til enhver tid fastsatte rente. Efter de foreliggende oplysninger afviger de renteændringer vedrørende lånet, der af indklagede er foretaget i de senere år ikke væsentligt fra renteændringer for boliglån ydet af indklagede. Da renteændringerne og det aktuelle renteniveau for klagerens lån endvidere ikke ses at være urimelige, finder Ankenævnet ikke grundlag for at nedsætte renten.
Som følge heraf