Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod betaling for udarbejdelse af individuelt udformet dokument til klagers arbejdsgiveradministrerede ratepension.

Sagsnummer: 248/2015
Dato: 18-03-2016
Ankenævn: Kari Sørensen, Karin Duerlund, Inge Kramer, Troels Hauer Holmberg, Finn Borgquist
Klageemne: Pensionskonti - øvrige spørgsmål
Rådgivning - pensionsforhold
Ledetekst: Indsigelse mod betaling for udarbejdelse af individuelt udformet dokument til klagers arbejdsgiveradministrerede ratepension.
Indklagede: Danske Andelskassers Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod Danske Andelskassers krav om vederlag for et individuelt udarbejdet dokument samt krav om erstatning for manglende indbetalinger på klagerens arbejdsgiveradministrerede ratepension.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde hos Danske Andelskassers Bank, hvor klageren havde en arbejdsgiveradministreret ratepension. Efter klageren fik et nyt job sendte banken i begyndelsen af januar 2015 et tillæg til hans arbejdsgiveradministrerede ratepension til underskrift hos klageren.

Klageren ønskede ikke at underskrive dokumentet, da navnet på klagerens tidligere arbejdsgivers fremgik af tillægget.

Den 20. januar 2015 sendte banken efter det oplyste et nyt tillæg til klagerens arbejdsgiveradministrerede ratepension til underskrift hos klageren, hvor den tidligere arbejdsgivers navn ikke fremgik. Dette tillæg blev efter det oplyste heller ikke underskrevet af klageren.

Endelig har banken fremlagt en syv sider lang aftale om ratepension med klagerens nye arbejdsgiver, hvor den tidligere arbejdsgivers navn ikke fremgår. Aftalen blev efter det oplyste sendt til klageren til underskrift den 26. januar 2015.

Klageren oplyste den 27. januar 2015, at han fortsat ikke ville underskrive, da han ønskede et dokument udarbejdet på kun ét stykke papir.

Den 29. januar 2015 oplyste banken, at klageren ville blive faktureret i henhold til bankens gældende prisliste, hvis klageren i stedet for banken sædvanlige dokumenter ønskede et individuelt udformet dokument.

Klageren sendte, bl.a. som følge af ovenstående forhold, samme dag en klage til banken. Banken efterkom ikke klagen.

Den 4. juli 2015 kontaktede klageren banken og oplyste bl.a., at han nu ønskede standardtillægget uden den tidligere arbejdsgivers navn, og at der ikke måtte opkræves gebyr for dette.

Parternes påstande

Den 28. juli 2015 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand sådan, at banken uden betaling skal udarbejde et nyt tillæg til hans aftale om ratepension, og betale erstatning for manglende indbetalinger på ratepensionen.

Danske Andelskassers Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at banken nægter at lave et tillæg til hans aftale om ratepension, hvor kun den nye arbejdsgivers navn fremgår.

Banken kræver uberettiget, at han skal betale for tillægget til aftalen.

Han har siden januar 2015 mistet muligheden for at optjene til pensionsordningen, fordi banken ikke har lavet tillægget til aftalen om ratepension, som han har krav på.

Banken skal dække det beløb, der ikke er indbetalt på hans ratepension.

Danske Andelskassers Bank har anført, at banken ikke er forpligtet til at udarbejde særlige dokumenter til sine kunder.

Banken er, når en kunde ønsker særlige opgaver udført, berettiget til at beregne sig rimelig betaling for den tid, der medgår ved behandling af disse.

Ankenævnets bemærkninger

I forbindelse med klagerens jobskifte fremsendte banken efter det oplyste tre forskellige aftaler til ændring af den eksisterende arbejdsgiveradministrerede ratepension til underskrift hos klageren.

Klageren ønskede efter det oplyste ikke at underskrive nogen af de fremsendte dokumenter.

Ankenævnet finder ikke, at banken var forpligtet til at efterkomme klagerens anmodning om et individuelt udformet dokument.

Ankenævnet finder heller ikke, at Danske Andelskassers Bank skal betale erstatning til klageren.

Klageren får ikke medhold i sin klage.

Ankenævnets afgørelse