Lånekategori, rente.
| Sagsnummer: | 572/1993 |
| Dato: | 18-05-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Peter Møgelvang-Hansen, Birthe Larsen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Forlig - øvrige spørgsmål
Rente - udlån |
| Ledetekst: | Lånekategori, rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klagerne anmodede i 1986 indklagede om et lån til finansiering af en renovering af deres ejendom. Den 19. september 1986 underskrev klagerne en kassekreditkontrakt på 70.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.100 kr. Til sikkerhed for kreditten fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 80.000 kr. i klagernes ejendom. Da renoveringen blev dyrere end forventet, forhøjedes maksimum den 28. august 1987 til 80.000 kr. og ydelsen til 1.250 kr. månedligt. Renoveringen af ejendommen blev afsluttet på samme tid, og klagerne anvendte ikke kassekreditten til nye formål.
For at undgå betaling af forbrugsrenteafgift blev kassekreditten ved gældsbrev af 23. december 1988 omlagt til et lån på 76.800 kr. med en månedlig ydelse på 1.500 kr.
Den 14. februar 1992, hvor restgælden var 59.435,20 kr., blev lånet på klagernes anmodning omlagt til en kassekredit af samme størrelse, idet de ønskede at spare renter ved at anvende kassekreditten som opsamlingskonto. Den månedlige ydelse var fortsat 1.500 kr. Af fremlagte kontoudskrifter fremgår det, at kassekreditten rent faktisk ikke blev anvendt som opsamlingskonto.
Ved skrivelse af 9. december 1992 stillede klagerne krav om, at restgælden blev afviklet rentefrit under henvisning til, at de allerede havde betalt et rentebeløb, som efter deres beregninger ville svare til den totale rente af engagementet, såfremt det havde været etableret som boliglån. Efter forhandling med indklagede blev kassekreditten pr. 26. marts 1993 ændret således, at forrentningen svarede til indklagedes forrentning af boliglån (eller 2% lavere end indklagedes kassekreditrentesats). Klagernes indskud på en aktionær- og budgetkonto blev samtidig overført til kassekreditten, som herefter fungerede som opsamlings- og budgetkonto.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde klagerne en rentekompensation svarende til, at lånet/kassekreditten havde været forrentet som et boliglån.
Indklagede har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Klagerne har anført, at indklagede ved etableringen af kassekreditten i 1986 burde have vejledt om muligheden for at optage et boliglån til en lavere rente. De havde tidligere haft dårlige erfaringer med at bruge en kassekredit som opsamlingskonto for at spare renter, idet de derved let kom til at bruge mere end de tjente. Derfor anmodede de i 1986 ikke om en kassekredit, men om et lån til finansiering af renovering af deres ejendom. Indklagede tilbød dog kun en kassekredit, hvilket klagerne accepterede. Omlægningen til en kassekredit i februar 1992 skete på anbefaling af indklagede, idet en sådan omlægning blev fremlagt som den billigste løsning. De benyttede sig dog ikke af muligheden for at bruge kassekreditten som opsamlingskonto. Indtil 1. januar 1993 har de betalt 60.434,75 kr. i renter på et lån på 80.000 kr., hvilket overstiger renteudgiften, såfremt der var tale om et boliglån. Da lånet blev optaget og omlagt i overensstemmelse med den rådgivning, indklagede har ydet, bør indklagede godtgøre rentedifferencen.
Indklagede har anført, at klagerne ved lånekontrakt af 26. marts 1993 opnåede en tilfredsstillende ordning med indklagede, hvorfor sagen bør afvises i medfør af § 3, stk. 2, 1., i Ankenævnets vedtægter. Klagernes kassekredit/lån har siden etableringen i 1986 været forrentet med den til enhver tid gældende rentesats for kassekredit/lån for private. Først i marts 1993 blev der indgået en individuel renteaftale, og klageren har derfor indtil da ikke haft en berettiget forventning om en lavere forrentning end den, der generelt var gældende for kreditter af den pågældende art. Ved etableringen i 1986 kendte klagerne ikke deres kreditbehov og tog derfor imod tilbudet om en kassekredit, ligesom de senere ændringer i kreditten er sket i enighed. Kreditten blev etableret i 1986, og klagerne har ikke i forbindelse hermed eller i forbindelse med de senere omlægninger gjort indsigelser vedrørende vilkårene for kreditten, hvorfor indsigelserne må være bortfaldet som følge af passivitet. Hertil kommer, at klagerne i marts 1993 accepterede, at kassekredittens restgæld forrentedes og ikke kunne være rentefri.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tage indklagedes afvisningspåstand til følge.
Klagerne klagede i december 1992 over engagementets forløb. Efter forhandlinger med indklagede underskrev klagerne herefter den 26. marts 1993 et gældsbrev, hvori de erkendte at skylde indklagede det beløb, som udgjorde kassekredittens daværende restgæld, inklusive de omtvistede rentebeløb. Ved det nævnte gældsbrev sikrede klagerne sig, at renten på kassekreditten fremover blev beregnet som indklagedes kassekreditrentesats med fradrag af 2% p.a. Ankenævnet finder, at klagerne herved har indgået en aftale til bilæggelse af uoverensstemmelsen med indklagede, og da der ikke ses at foreligge omstændigheder, der kan begrunde, at klagerne ikke skulle være bundet af aftalen, finder Ankenævnet allerede som følge heraf ikke grundlag for at give klagerne medhold i klagen, hvorfor det
Den indgivne klage tages ikke til følge.