Tilsidesættelse af underretningspligten, realisation af sikkerheder m.v.
| Sagsnummer: | 309/1993 |
| Dato: | 23-03-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
|
| Ledetekst: | Tilsidesættelse af underretningspligten, realisation af sikkerheder m.v. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag vedrører, om klageren, der i februar 1990 indfriede en kautionsforpligtelse på 100.000 kr. overfor indklagede, kan kræve beløbet tilbagebetalt bl.a. med henvisning til, at indklagede har tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, og at hun har indsigelser mod realisationen af stillede sikkerheder.
Den 16. september 1986 underskrev klageren særskilt kautionsdokument, hvorefter hun som selvskyldnerkautionist indestod for skadesløs opfyldelse af enhver forpligtelse, som klagerens datter og svigersøn havde eller måtte få overfor indklagede dog således, at klagerens forpligtelse ikke kunne overstige 100.000 kr.
Debitorernes engagement var i juli 1986 overført fra andet pengeinstitut til indklagede. Engagementet var da på ca. 835.000 kr. og sikret ved løsøreejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i driftsinventar i en restaurant, som debitorerne drev i lejede lokaler, et ejerpantebrev i fast ejendom på 100.000 kr., fire sælgerpantebreve med en restgæld på ca. 163.000 kr. samt nogle livsforsikringspolicer, ligesom en yderligere kautionist kautionerede for 100.000 kr.
Hos indklagede etableredes debitorernes engagement bl.a. som et valutalån på modværdien af 679.039,35 kr., et lån på 140.000 kr. og en kassekredit på 50.000 kr.
Det fremgår af sagen, at engagementet i løbet af 1987 og 1988 blev ændret bl.a. således, at man ved valutalånets indfrielse i august 1988 debiterede indfrielsesbeløbet på ca. 700.000 kr. på klagernes kassekredit, som herefter ved bevilget overtræk forhøjedes med 740.000 kr. I juni 1988 var de pantsatte pantebreve blevet indfriet til kurs 100, og det indbetalte beløb anvendtes til indfrielse af lånet på oprindeligt 140.000 kr., idet et restbeløb på ca. 6.000 kr. blev indsat på debitorernes kassekredit.
I december måned 1988 blev der etableret et omlægningslån, hvis provenu blev indsat på debitorernes kassekredit, hvis maksimum herefter blev nedskrevet til 504.000 kr.
I april 1989 aftaltes det mellem debitorerne og indklagede, at debitorernes restaurant skulle sættes til salg.
Ved skrivelse af 13. juli 1989 til debitorerne anmodedes disse om at rette henvendelse til indklagede med henblik på afvikling af det samlede engagement, idet indklagede i modsat fald så sig nødsaget til at opsige engagementet og realisere de stillede sikkerheder.
Ved skrivelser af 25. august 1989 til debitorerne opsagde indklagede debitorernes engagement, som blev opgjort til 954.578,75 kr. pr. 30. juni 1989. Kopi af opsigelsesbrevet fremsendtes samme dag til klageren med oplysning om, at indklagede forbeholdt sig at gøre kautionsforpligtelsen gældende.
I september 1989 overgav indklagede engagementet til retslig inkasso.
Ved skrivelse af 14. september 1989 afkrævede indklagedes advokat klageren kautionsbeløbet på 100.000 kr. Klageren har oplyst, at hun forinden sagens overgivelse til inkasso protesterede imod at betale kautionen og fastholdt protesten overfor indklagedes advokat, men i februar 1990 indbetalte kautionsbeløbet eksklusive sagsomkostninger med henblik på at undgå yderligere omkostninger.
Ved klageskema af 10. juni 1993 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 100.000 kr. med renter.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede har tilsidesat sin underretningspligt i henhold til bank- og sparekasselovens § 41, idet klageren først i august 1989 blev kontaktet af indklagede om misligholdelsen af engagementet. Hertil kommer, at indklagede, efter at klageren havde påtaget sig kautionen, udvidede engagementet med et betydeligt beløb. Som følge af den manglende underretning og engagementets udvidelse er klagerens regresmulighed overfor debitorerne blevet forringet. Bevisbyrden for, at regreskravet ikke er blevet forringet, bør påhvile indklagede. Havde klageren i april måned 1987, på hvilket tidspunkt engagementet var misligholdt, modtaget underretning herom, havde klageren haft indflydelse på realiseringen af aktiverne og havde dermed haft en forbedret mulighed for at gennemføre sin regres. Indklagede forkastede uden klagerens viden et tilbud på den ejendom, hvor ejerpantebrevet på 100.000 kr. (senere forhøjet til 200.000 kr.) havde pant, og ejendommen solgtes senere 150.000 kr. lavere. Klageren protesterede mod betaling af kautionen, men valgte at betale beløbet for at undgå yderligere omkostninger og tog således forbehold om tilbagesøgning.
Indklagede har anført, at det erkendes, at indklagede har tilsidesat sin underretningspligt overfor klageren. Dette har dog ikke medført, at der er sket en forringelse af klagerens regresmuligheder. Den skete udvidelse af engagementet er beskeden. Indklagede har efter realisation af sikkerheder og indbetaling fra de to kautionister et restkrav på ca. 500.000 kr. Ejerpantebrevet i restauranten på 300.000 kr. indbragte ca. 290.000 kr., medens ejerpantebrevet på 200.000 kr. i den faste ejendom ikke opnåede dækning på tvangsauktion. Indklagedes afdeling har ingen erindring om, at et tilbud skulle være forkastet på den pantsatte ejendom, men indklagede ville, uanset om man havde opnået fuld dækning for ejerpantebrevet i den faste ejendom, have haft et resterende usikret engagement. Klageren har ikke indklagede bekendt tidligere protesteret mod, at kautionen blev gjort gældende.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren havde påtaget sig kaution for enhver forpligtelse påhvilende debitorerne. Omlægning og udvidelse af disses engagement kunne derfor ske uden indhentelse af samtykke fra eller underretning til klageren. Der er heller ikke grundlag for at antage, at indklagede i forbindelse med realisation af pantesikkerheder har handlet uberettiget over for klageren. Der foreligger ingen nærmere oplysninger om, på hvilken måde og i hvilke perioder debitorerne havde misligholdt deres forpligtelser, men indklagede har erkendt ikke at have iagttaget sin underretningspligt efter bank- og sparekasselovens § 41. Efter det foreliggende finder Ankenævnet det imidlertid ikke sandsynliggjort, at klagerens regresmuligheder herved er blevet forringet.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.