Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med gearet investering, der blev lukket i marts 2008.
| Sagsnummer: | 23/2009 |
| Dato: | 25-06-2009 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Peter Stig Hansen, Carsten Holdum, Rut Jørgensen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar i forbindelse med gearet investering, der blev lukket i marts 2008. |
| Indklagede: | Spar Nord Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning i forbindelse med et gearet investeringsengagement, der blev lukket i marts 2008.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Spar Nord Bank.
I 1990-erne havde klageren et åbent værdipapirdepot med danske stats- og realkreditobligationer. I årene 1998-2001 skete der en gradvis omlægning af depotet, således at ca. halvdelen blev placeret i aktiebaserede investeringsbeviser.
Fra 2003 blev udtrækninger og renteudbetalinger fra obligationerne placeret i investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande.
Pr. den 22. oktober 2003 havde depotet en værdi på 2.240.229 kr. fordelt med 1.010.611 kr. i realkreditobligationer og 1.229.688 kr. i investeringsbeviser, hvoraf 439.141 kr. var BankInvest Højrentelande.
Ved gældsbrev af 24. oktober 2003 optog klageren et udlandslån i JPY til en modværdi på 1 mio. danske kroner, som blev placeret i Value Invest Japan. Banken har oplyst, at investeringen blev lukket ned i juni 2004 med en samlet gevinst på ca. 250.000 kr. I umiddelbar forlængelse heraf optog klageren ved gældsbrev af 29. juni 2004 et udlandslån på 400.000 CHF, svarende til ca. 2 mio. kr., der blev placeret i BankInvest Højrentelande. I 2006 blev låneoptagelsen forhøjet til 5 mio. kr. I den forbindelse afregnede banken den 20. maj 2006 klagerens salg af 1.041.016,03 CHF til kurs 480,30 inkl. tillæg på 0,25, svarende til 5 mio. kr.
Pr. den 1. juli 2006 havde depotet en værdi på i alt 7.068.270 kr., hvoraf 5.595.622 kr. var investeringsbeviser i BankInvest Højrentelande, mens resten hovedsageligt var aktiebaserede investeringsbeviser.
Banken har oplyst, at der i kortere perioder for en del af investeringerne blev skiftet mellem BankInvest Højrentelande og BankInvest Højrentelande Lokal Valuta. Dette skift medførte kursgevinster på ca. 10.000-15.000 kr. pr. gang.
I løbet af 2007 solgte klageren en del af sine aktiebaserede investeringsbeviser.
I foråret 2008 kontaktede banken klageren med henblik på en nedlukning af investeringsengagementet.
I midten af marts 2008 blev investeringsbeviserne i BankInvest Højrentelande solgt og klagerens CHF-konto indfriet. I den forbindelse afregnede banken den 18. marts 2008 klagerens køb af 1.186.000 CHF til kurs 475,82.
Klageren havde herefter værdipapirer til en værdi på 158.000 kr. og kontant 1.054.838 kr., i alt 1.212.838 kr.
Banken har i forbindelse med sagen beregnet, at klageren i perioden fra den 23. oktober 2003, hvor depotværdien var 2.253.053 kr., til den 18. marts 2008, hvor investeringsengagementet blev lukket, havde fået udbetalt i alt 2.209.070 kr. Banken har anført, at klagerens formue således i perioden var blevet forøget med 1.168.855 kr. (2.209.070 kr. + 1.212.838 kr. ÷ 2.253.053 kr. = 1.168.855 kr.).
Ved brev af 14. april 2008 henvendte klageren sig om bankens meddelelse i marts 2008 "om de svære tab, jeg har lidt på mine investeringer". Klageren fremhævede 89.000 EUR, der skulle have været udloddet den 10. april 2009 "samt en stor del af min kapital". Hun var uforstående over for tabet, idet banken havde beskrevet Højrentelande som sikre obligationer med minimum 7 % rente og CHF som en af verdens mest stabile valutaer.
I den efterfølgende korrespondance oplyste banken, at udbyttet på investeringsbeviserne Højrentelande var indeholdt i afregningskursen ved salget, ligesom banken redegjorde for baggrunden for sin rådgivning. Banken anførte bl.a.:
"… var det bankens klare holdning, at risikoen i såvel valuta- som obligationsmarkedet var af en sådan karakter, at det for at beskytte Deres penge var helt nødvendigt at reducere i forretningsomfanget i marts måned. Simpelthen at gå ud af markedet i en periode. Pengene blev placeret på indlånskonto til en favorabel rente. Herfra kan pengene investeres når det ønskes.
…"
Klageren anførte bl.a., at banken havde forsømt at rådgive hende om risikoen ved engagementet, herunder om "gearet investering", og om genplacering af formuen, som nu blev forrentet med 3,5 % på en konto i banken. Hun var endvidere i vildrede med hensyn til Højrentelande, som banken hidtil havde oplyst var obligationer, men nu omtalte som aktier.
På baggrund af en fornyet henvendelse fra klageren redegjorde banken ved e-mail af 3. december 2008 for forløbet. Af e-mailen fremgår bl.a., at klageren ville have opnået en gevinst på 1,13 kurspoint, hvis investeringsbeviserne i Højrentelande først var blevet solgt den 4. april 2008, hvor udbyttet blev udbetalt. Samme dag var valutakursen på CHF 471,20. Endvidere fremgår bl.a.:
"…
Senere i år har udviklingen været meget ugunstig. I dag koster en CHF 487 og Højrentelande er faldet til kurs 57.
Jeg ved godt vi var meget uenige da kursfald ramte os i foråret. Havde vi ikke reageret aktivt, var der ikke penge tilbage i dag overhovedet, der havde tværtimod været en gæld til banken at betale.
…"
Parternes påstande.
Den 20. januar 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Spar Nord Bank skal betale en erstatning svarende til "mindst de 89.000 EUR, som jeg var sikker på skulle udloddes, samt en del af min tabte formue".
Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at Spar Nord Bank som følge af mangelfuld rådgivning bør erstatte hendes tab på investeringsengagementet.
Hun blev ikke på noget tidspunkt gjort opmærksom på, at hun kunne risikere at miste både formue og rente. Hvis hun havde kendt risikoen på investeringerne, ville hun have indrettet sig med en mere beskeden livsførelse. Hun havde tillid til rådgiveren i banken, som foreslog hende at købe "obligationer" i Højrentelande, som gav yderst tilfredsstillende resultater. Senere oplyste rådgiveren, at hun med sin personlige formue som sikkerhed kunne låne det dobbelte, som investeret i danske kroner eller CHF ville give et endnu større udbytte. Hun understregede flere gange, at hun ikke ville risikere formuen, men blev beroliget med, at investeringen var spredt på over ca. 15 lande, og at danske kroner og CHF var stabile valutaer.
Hendes forespørgsler på baggrund af de store beløb, der blev investeret, blev besvaret med, at hun kunne sove roligt om natten.
Hvis banken havde beskrevet engagementet som "gearet investering", ville det have skærpet hendes opmærksomhed omkring risikoen.
Den 14. marts 2008 meddelte rådgiveren telefonisk i "total panik", at alt omgående måtte sælges, at hun allerede havde mistet noget af kapitalen, og at de 89.000 EUR, som skulle udloddes i april 2008, og som hun på forhånd havde disponeret over, var tabt. Hun blev da klar over, at der var risiko ved Højrentelandeobligationerne.
Da engagementet blev lukket, var hun af den opfattelse, at hun stadig ville få udbetalt optjente renter på 89.000 EUR.
Hun erkender, at rådgiveren gjorde det eneste rigtige, da han foretog nedlukningen i marts 2008. På grund af bankens mangelfulde rådgivning om risikoen på engagementet mener hun imidlertid stadig, at hun har krav på erstatning.
Spar Nord Bank har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende ved sin rådgivning af klageren om investeringen.
Klageren investerede gennem mange år og var gennem hele forløbet bekendt med risikoen ved investeringerne.
Ændringen i investeringsstrategien i 1998 skete ud fra et ønske om at opnå et højere udbytte, men dermed også en højere risiko, hvilket klageren var fuldt ud bekendt med.
Den gradvise omlægning fra stats- og realkreditobligationer til BankInvest Højrentelande i perioden fra 2003 skete ud fra et ønske om at opnå en højere renteudbetaling, der for investeringsbeviserne var fastsat til 7 % uanset afkastets størrelse.
Klageren underskrev selv alle låneaftaler om optagelse af lån til køb af værdipapirer. Det kunne derfor ikke komme bag på klageren, at der var tale om lånefinansierede investeringer – såkaldte gearede investeringer.
Bankens investeringsrådgiver var jævnligt i kontakt med klageren, bl.a. når udbetalinger til klageren krævede salg af værdipapirer.
Nedlukningen blev aftalt pr. telefon og på baggrund af uroen på de finansielle markeder. Der var ikke tale om panik.
Klageren har ikke lidt noget tab, bl.a. fordi bankens investeringsrådgiver fik lukket forretningerne ned, inden kurserne for alvor faldt. I perioden fra oktober 2003 til marts 2008 blev klagerens formue forøget med 1.168.855 kr.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren ikke har modtaget fyldestgørende rådgivning vedrørende den risiko, der var forbundet med hendes investeringsarrangement i Spar Nord Bank. Det bemærkes herved, at klageren måtte indse, at modstykket til den højere forrentning, som kunne opnås ved investering i BankInvest Højrentelande sammenlignet med investering i danske stats- eller realkreditobligationer eller investeringsbeviser baseret herpå, var, at investering i BankInvest Højrentelande var forbundet med en større risiko. Klageren kunne heller ikke være uvidende om den særlige risiko, som er forbundet med et lånefinansieret investeringsarrangement.
Bankens anbefaling af eller krav om, at arrangementet blev lukket i marts 2008, har ikke medført tab for klageren, men tværtimod sparet hende for betydelige tab. Det er heller ikke godtgjort, at klageren samlet set har lidt tab ved investeringsarrangementet.