Spørgsmål om hæftelse som meddebitor på et lån overgået til inkasso.
| Sagsnummer: | 394/2002 |
| Dato: | 03-06-2003 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Sonny Kristoffersen, Jørn Ravn, Astrid Engel Thomas |
| Klageemne: |
Inkasso - fordeling af indbetalinger på omkostninger, renter og hovedstol
Udlån - hæftelse Inkasso - hæftelse |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse som meddebitor på et lån overgået til inkasso. |
| Indklagede: | Nordea Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmål om klagerens hæftelse som meddebitor på et lån, der i 1994 overgik til inkasso.
Sagens omstændigheder.
Den 29. oktober 1987 underskrev klageren og dennes daværende ægtefælle, M, et gældsbrev til et pengeinstitut, der efterfølgende er fusioneret med indklagede, hvorefter et eksisterende privatlån blev forhøjet med 35.000 kr. til 145.642,73 kr. Renten var variabel 15% p.a., og ydelsen var 2.700 kr. pr. måned.
Ifølge klageren blev lånet oprindelig oprettet af M i 1982. Hun og M ophævede samlivet i juni 1988 og blev skilt i 1989. Ved bodelingen overtog M den ejendom, der havde været deres fælles bopæl, og pligten til at tilbagebetale lånet.
Ved skrivelse af 24. januar 1994 rykkede indklagede klageren for inddækning af restance på lånet på i alt 19.150 kr.
Ved skrivelser af 8. februar 1994 til henholdsvis klageren og M opsagde indklagede lånet til indfrielse som følge af manglende inddækning af restancen. Restgælden på lånet var 76.818,57 kr. plus renter og provision fra seneste rentetermin.
Klageren har anført, at hun hverken modtog skrivelsen af 24. januar eller 8. februar 1994, idet disse blev fremsendt til hendes og M's tidligere fællesadresse.
Ved skrivelse af 20. april 1994 til klageren meddelte indklagede, at lånet var overdraget til inkasso. Gælden blev opgjort til 76.651,01 kr. med tillæg af renter fra 1. januar 1994.
Den 2. maj 1994 blev der afholdt et møde mellem klageren og indklagede. Ifølge et af indklagede udarbejdet referat accepterede klageren ikke gælden. Klageren, der modtog kontanthjælp, havde heller ikke mulighed for at afvikle denne. Klageren blev forevist originaldokumenter og seneste udskrifter og gjorde indsigelse imod tilskrevne renter i 1993 og rentesatsen på oprindelig 15% p.a. Indklagede foreholdt klageren den fælles hæftelse for lånet og gjorde opmærksom på, at man ville forfølge kravet, indtil lånet var tilbagebetalt i sin helhed.
Gælden blev efterfølgende nedbragt af M til 50.931,48 kr.
Ved skrivelse af 27. januar 1998 bekræftede indklagede en aftale indgået med klageren på et møde samme dag om afvikling af gælden med minimum 400 kr. pr. måned. Af skrivelsen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Gælden er senest opgjort til 50.931,48 kr. i henhold til gældsbrev nr. [-694]. Banken forbeholder sig ret til renter at regne fra 1. januar 1994 og til betalingsdagen, samt omkostninger.
Forudsat prompte betaling påløber der ikke renter fra d.d. til 1. maj 1999.
Vi gør opmærksom på, at den nævnte indbetaling ikke er tilstrækkelig til at dække de påløbne renter.
Indbetalingerne vil blive anvendt til dækning af hovedstol, renter og omkostninger i nævnte rækkefølge."
Den 15. februar 1998 tiltrådte klageren med sin underskrift det i skrivelsen anførte.
Ved skrivelse af 13. september 2002 rykkede indklagede for en restance på 800 kr. svarende til indbetalingerne pr. 1. august og 1. september 2002. Ifølge skrivelsen var gældens hovedstol nu nedbragt til 31.131,48. Indklagede forbeholdt sig renter fra 1. januar 1994.
Den 2. oktober 2002 indbetalte klageren 400 kr. på gælden.
Parternes påstande.
Den 7. oktober 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at afskrive gælden.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at lånet blev stiftet i 1982, og at det nu efter 20 år er forældet.
Lånet blev overtaget af M i forbindelse med skilsmissen i 1989. Hun modtog hverken kontooversigter eller andre henvendelser fra indklagede om gælden. Først den 20. april 1994 blev hun informeret via indklagedes inkassoservice, som først igen rettede henvendelse den 27. januar 1998.
Fra 1999 fik hun tilsendt kontooversigter, hvoraf det fremgik, at der ikke var medtaget renter. Ifølge indklagedes almindelige bestemmelser skal indklagede en gang om året udsende opgørelse over tilskrevne renter. Hun har forgæves rettet henvendelse til indklagede om renterne med henblik på at opnå skattemæssigt fradrag.
Lånet blev stiftet af M. Hun har kun underskrevet gældsbrevet vedrørende forhøjelsen på 35.000 kr. og hæfter derfor ikke som meddebitor for hele gælden.
Hun har ikke forsømt afviklingsaftalen med indklagede. Rykkerskrivelsen af 13. september 2002 er forkert og uretfærdig. De manglende indbetalinger skyldes ikke forsømmelse, men svære økonomiske forhold. M er førtidspensionist, og hun modtager p.t. dagpenge, hvorfor hendes indtægter er lavere end før.
Indklagede bør slå en streg over gælden.
Indklagede har anført, at klageren solidarisk med M hæfter for gælden som meddebitor. Gælden forfaldt på grund af misligholdelse til fuld indfrielse i 1994.
Ved aftalen af 15. februar 1998 accepterede klageren betaling af restgælden på 51.931,48 kr. Gælden er blevet nedskrevet med de indbetalinger, der er foretaget.
Klageren er løbende blevet informeret om gælden, ligesom der fra indklagedes side aktivt er foretaget skridt til at inddrive denne.
Lånets forrentning fremgår af gældsbrevet, og ifølge referatet fra mødet den 2. maj 1994 fik klageren oplyst rentesatsen.
Klageren blev den 20. april 1994 mindet om gælden, og klageren erkendte gælden ved indgåelsen af afdragsordningen den 15. februar 1998. Den 20-årige forældelse af fordringen blev herved afbrudt.
Rentekravet er undergivet den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908.
Indbetalingerne i henhold til aftalen af 15. februar 1998 blev afskrevet på hovedstolen. Renter påløbet før indgåelsen af aftalen er nu forældede, og ifølge aftalen skulle der ikke påløbe renter frem til 1. maj 1999. Rentekravet udgør derfor alene renter af hovedstolen i perioden fra 2. maj 1999 til betaling sker. Da aftalen ikke indeholder en bestemmelse om rentesatsen kræves alene den almindelige produktrente for privatlån. Rentekravet begrænses således til forrentning af hovedstolen med den varierende produktrente fra 2. maj 1999 til betaling sker.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ifølge gældsbrevet af 29. oktober 1987 påtog klageren sig at hæfte som meddebitor for det samlede lån på 145.642,73 kr. Hertil kommer, at klageren ved sin underskrift af 15. februar 1998 på indklagedes skrivelse af 27. januar 1998 anerkendte at hæfte for lånets samlede restgæld. Klagerens anbringende om, at hun alene hæfter for en del af restgælden, kan herefter ikke tages til følge.
Hovedstolen ifølge gældsbrevet er alene omfattet af den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og er således ikke forældet.
Ved overgangen til inkasso var indklagede forpligtet til at standse den automatiske rentetilskrivning på lånet, jf. bekendtgørelse om regnskabsaflæggelse for pengeinstitutter § 43, stk. 7.
De efterfølgende indbetalinger på gælden er i overensstemmelse med aftalen fra 1998 anvendt til at nedbringe hovedstolen. Dette er baggrunden for, at der ikke af de fremsendte kontooversigter er fremgået noget rentebeløb, og at klageren ikke har kunnet opnå skattemæssigt fradrag for renter i forbindelse med sine indbetalinger.
Indklagede har under sagen oplyst, at rentekravet begrænses til renter af hovedstolen med den variable rentesats for almindelige privatlån i perioden fra 2. maj 1999.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.